Christina Lagoni

Sarotte beskriver sin historie med et billede. Rusland og USA bliver trukket ud på åbent hav af en tidevandsbølge og klamrer sig til et stykke tømmer for ikke at gå til bunds. Sarottes fortælling handler om det øjeblik, hvor parterne må give slip på tømret, da Europa igen bliver et delt kontinent; denne gang med en skillelinje, der er rykket flere hundrede kilometer østpå og med flere lande i en gråzone mellem øst og vest.

Oh dear lord, hvad der ikke måtte ske er sket, og vi har begge to fået corona. Det, du nu skal læse, er en beretning fra vores allersidste restaurantbesøg i 202,1 før vi røg i iso i hver vores ende af landet. Med et udløbet coronapas og udsigten til måske selv at skulle lave mad resten af året (HORROR), ser vi længselsfuldt tilbage på dette måltid. Vi satser dog på, at vi snart er up and eating igen.

Lugten af and, flæsk, kål og brunet sukker hænger stadig i luften. Og klokken er lige knap 7.00, og om præcis fem timer står familiepatruljen klar til et nyt raid med kaldenavn: 1. juledags julefrokost. Det vil sige, du har knap 4,5 time til at klargøre endnu et overflodsangreb på kroppen. Jeg har tit undret mig over, hvad det helt præcist er, der gør, at vi tre dage i streg skal indlægges til en ceremoniel tvangsfodring, som jeg, på trods af svedeture, sure opstød og småkvalme, dog nyder. Og tænk så på dem, der koldstarter med sild og snaps med en smule tømse!

Det er som om, at metoo-fænomenet måske er nået til den kriminelle underverden. I hvert fald var det i denne uge, at det kom frem, at en højtstående Satudarah-rocker i sidste uge er blevet varetægtsfængslet for voldtægt. Men ikke nok med det: Den tidligere bokser Patrick Nielsen, der nyder sit otium i den samme rockerklub, fik samme uge et år bag tremmer, fordi han har gennemtæsket moderen til sine to børn. Svigermors drøm, hva’? Det giver mig selvfølgelig anledning til at skrive lidt om et emne, der længe har ligget mig på sinde: Kvindesynet i rocker- og bandemiljøet.

Normalt forbinder man julepakker med noget positivt, men her på Frihedsbrevet kigger vi tilbage på nogle af de – for politikerne – dårlige “pakker”, som i løbet af året har gemt sig under træet. Både den rigtig store, den godt gemte og selvfølgelig gaven, der bliver ved med at give. Journalistisk og demokratisk kan politiske møgsager nemlig siges at være gaver til den kritiske og oplyste befolkning, der for hver sags afsløring får indblik i, hvordan landets folkevalgte skalter og valter med magten.

Det vækker opsigt hos flere af regeringens støttepartier, at en af Socialdemokratiets storsponsorer hedder 2E Group. Ejendomsselskabet er ejet af den nordjyske rigmand Jesper Skovsgaard, og i sidste uge kunne Frihedsbrevet afsløre, at selskabets sættes i forbindelse med ting, der næppe flugter med Socialdemokratiets politik. Fagforeningen 3F har nemlig flere gange sat virksomheden i forbindelse med social dumping, og via virksomhedens faste hovedentreprenør, som Jesper Skovsgaard er medejer af, har der været et tæt samarbejde med firmaet NCN Byggeri, der er ejet af en Hells Angels-præsident. Indtil videre er det blevet mødt af en tavshed fra Socialdemokratiet, der ikke har ønsket at kommentere sagen, men det afføder nu kritik fra både Enhedslisten og SF.

Til en pris á 450 millioner kroner har Danmark indkøbt coronapiller, der skal mindske risikoen for indlæggelse og død. Pillerne er endnu ikke godkendt af Det Europæiske Lægemiddelagentur. Alligevel har Sundhedsstyrelsen valgt at anbefale behandlingen til smittede danskere i risiko for et alvorligt sygdomsforløb. Til flere medier kritiserer eksperter og læger den beslutning. Pillernes effekt er omdiskuteret, og kriterierne for behandling er uigennemskuelige, lyder det blandt andet fra Anders Beich, der er forhenværende formand for Dansk Selskab for Almen Medicin. “Jeg mener faktisk, at det kan være værre end ingenting at udskrive medicin, som enten ikke virker ordentligt, eller som slet ingen effekt har,” siger han. Og i et svar til Frihedsbrevet erkender Sundhedsstyrelsen, at pillerne ikke er “mirakelmedicin”. 

Kampen om formandskabet i Dansk Folkeparti spidser til. Både Pia Kjærsgaard og Kristian Thulesen Dahl har i månedsvis kurtiseret Inger Støjberg, og frieriet nåede sit klimaks i denne måned, hvor Thulesen Dahl i sit nyhedsbrev gik all in: “Jeg har til gode at finde den første DF’er, som ikke synes, det vil være en gevinst at få Inger med på holdet. Alle, jeg møder på min vej, spørger forhåbningsfuldt får vi hende med hos os?,” skrev han. Og efter Inger Støjbergs eksklusion af Folketinget i tirsdags var Thulesen Dahl hurtigt ude og sige, at Støjberg sagtens kan blive formand for Dansk Folkeparti. I det andet ringhjørne står Morten Messerschmidt, som også gerne vil være formand. Og i takt med at formandsvalget nærmer sig, er det afgørende for kandidaterne at positionere sig i forhold til hinanden og overfor partiets medlemmer. Derfor er det interessant, når Morten Messerschmidt lægger sig tæt op ad Inger Støjberg på udlændingepolitikken. 

Efter bare to dage som nyudpeget medlem af Projektstøtteudvalget for Scenekunst i Statens Kunstfond trak kulturministeren sin beslutning om at gøre Lasse Bo Handberg til medlem af det prestigefyldte udvalg tilbage. Det skete på baggrund af flere henvendelser fra branchen. “Jeg forstår, at der er noget, jeg skal forstå,” siger Handberg i den forbindelse til P1 og forklarer, at han nu rækker ud for at få opklaret, hvad den manglende tillid handler om. Ifølge Frihedsbrevets oplysninger skulle årsagen til henvendelserne være, at den tidligere teaterdirektør har flere krænkelsessager i sin forhistorie – og at krænkelsessager i to tilfælde i 2019 var med til at koste Handberg topposter, hvilket han i øvrigt blev orienteret om.

Ane Halsboe-Jørgensen har været kulturminister i fire måneder, og med 12 tjenesterejser til ind- og udland er hun en af de mest berejste ministre i Mette Frederiksens regering. Kun udenrigsminister Jeppe Kofod har med 15 tjenesterejser rejst mere end Ane Halsboe-Jørgensen siden august. Det bemærkelsesværdige er, at otte ud af de 12 rejser har været med fly til Aalborg. “Aalborg er det mest naturlige sted at flyve til i Danmark,” siger Kulturministeriet. Alligevel er ingen af de øvrige ministre i regeringen lige så glade for at flyve til Aalborg. Blot to gange har nummer to på listen, Peter Hummelgaard, fløjet til Aalborg. I det hele taget har Ane Halsboe-Jørgensen, der selv er fra den nordjyske by Fjerritslev, rejst mere til Nordjylland end nogen anden minister.