Christina Lagoni

christina@frihedsbrevet.dk

Hem­me­lig Kha­der-rap­port: Kon­ser­va­ti­ve kend­te til læk uden at adva­re med­vir­ken­de kvin­der

Ifølge sms’er vidste Det Konservative Folkeparti og advokatselskabet Plesner, at Weekendavisen var i besiddelse af den dybt fortrolige advokatrapport om Naser Khader hele ti dage før, at avisen offentliggjorde uddrag fra den. Alligevel informerede de ikke undersøgelsens medvirkende om lækket.  Frihedsbrevet har talt med flere af de kvinder, hvis krænkelsessager er blevet omtalt. De fortæller samstemmende, at de føler sig svigtet, idet de blev lovet fortrolighed, og at de desuden aldrig blev informeret om, at Naser Khader ville få udleveret et fysisk eksemplar af den rapport, som nu er blevet lækket.

Fed­te­mi­ni­ster: Pres­se­de på for at kom­me på CNN

Den amerikanske tv-station CNN er vild med klimaminister Dan Jørgensen. Tre gange i år har ministeren været live igennem for at fortælle om Danmarks klimamål.  På de sociale medier, hvor ministeren har delt billeder fra sine interviews, får han ros for den internationale opmærksomhed. “Stærkt med CNN” og “Godt gået mr. Jorgensen”, skriver nogle af ministerens følgere for eksempel på Instagram.  I flere tilfælde er det dog Dan Jørgensen selv, der har budt sig til for at komme på skærmen. Det viser en aktindsigt i korrespondancen mellem Klimaministeriet og CNN. 

Rod i Wee­ken­da­vi­sens for­svar af Naser Kha­der-arti­kel

Det er forkert, når Weekendavisens chefredaktør, Martin Krasnik, påstår, at de kvinder, der medvirker i den lækkede advokatundersøgelse om Naser Khader, allerede er blevet forelagt Naser Khaders forklaringer og forsvar i rapporten. Det fortæller flere af kvinderne til Frihedsbrevet, hvilket sender avisens forsvar af manglende forelæggelse på gyngende grund. Kvinderne føler, at deres troværdighed er blevet angrebet i Weekendavisen uden at få mulighed for at replicere.

Søren Ulrik Thom­sens enspo­re­de læser­brev

Første del af Søren Ulrik Thomsens nye erindringsessay er vidunderligt velskrevet. Meget få, måske ingen, skriver dansk med så omkuldvæltende kvalitet, metaforisk og tankemæssig præcision og teknisk dygtighed om ”tindrende præsens” og ”baggårdenes skumrende æskesystem” i Thomsens by, København. Hans fuldkomment formulerede, træfsikre og musikalske erindringsessay er ekstremt tilfredsstillende læsning. Det besidder en skønhed, som ikke er overfladisk og ikke kan isoleres, men som findes i samspillet mellem tekstelementerne – tempoet, rytmen, billedsproget, følelserne, idéerne – der forbinder sig i et voldsomt velfungerende hele.