I bedste sendetid udstillede TV 2-dokumentaren 'Den sorte svane', at topadvokaten Nicolai Dyhr som kurator var villig til at se gennem fingrene med svindel. Derfor blev nettet strammet om de advokater, der er kommet gennem et eksklusivt nåleøje og er faste kuratorer ved landets skifteretter. De skulle gerne være rene som sne. Men flere af de advokater, som er udpeget til det betroede erhverv, kommer med belastende sager i rygsækken.

En stor nordjysk ejendomskoncern er gået konkurs med et brag og har efterladt sig et milliardstort økonomisk hul. Og Frihedsbrevet har afdækket en mistanke om, at konkursramte TSG Group A/S har været brugt til stråmandsvirksomhed. Nu kan Frihedsbrevet afsløre endnu et forløb, der involverer TSG Group og den fallerede byggematador Jesper Skovsgaard, og som igen fører til en alvorlig mistanke.   

Borgernes Parti har mildt sagt ikke haft en nem første uge i Folketinget. Og nu kan Frihedsbrevet tilføje endnu et kapitel til den fortælling, som handler om endnu en mand, der ikke er verdensmester i at drive virksomhed.   Da Lars Boje Mathiesens Borgernes Parti blev opstillingsberettiget sidste år, var det ellers med beskeden om, at hans parti altså ikke skulle være endnu en klovnebus. I stedet måtte man forstå, at partiet blev drevet som “en professionel virksomhed”, og som bevis for det fortalte partiformanden, at han havde indført en meget lang og streng ansøgningsproces for mulige kandidater simpelthen for at undgå at fylde partiet op med mennesker, der kunne afføde endnu et hånligt øgenavn.

CBS-professoren Søren Friis Hansen kender hvert et komma i selskabsloven, som han har undervist i siden 2001. Derfor kunne han ikke fortsætte som bestyrelsesmedlem i investeringsvirksomheden Capito, da han så, hvad der foregik. Virksomheden har rejst millioner fra velhavende danskere, men Søren Friis Hansen var som bestyrelsesmedlem med egne ord vidne til stribevis af lovovertrædelser i den korte tid, han var med i Capitos bestyrelse på tre personer.

Den 17. marts landede der et brev i Bianka Zimmermanns e-boks, som for alvor slog revner i hendes tillid til sundhedsvæsenet. Brevet slog fast, at en læge havde slettet en bekymring for kræft i sin mors journal – efter at moderen var død af kræft.  “Det er meget skræmmende, at en læge kan finde på at slette i en journal. Hvis ikke vi kan stole på vores læger, hvem kan vi så stole på,” siger Bianka Zimmermann. Brevet, der var sendt fra Styrelsen for Patientklager, slog ligeledes fast, at den praktiserende læge, der gennem halvandet år havde tilset Bianka Zimmermanns mor, Anita Dahl, havde “handlet under normen for almindelig anerkendt faglig standard.”

En kold februardag i 2021 mødtes en japansk mafiaboss med tre mænd i en københavnsk lagerhal. En handel skulle til at finde sted. Han var kommet for at se på våben, og under sit besøg fik han fremvist både panserværnsraketter, maskingeværer, fuldautomatiske rifler og videoer af missiler, der kan skyde fly og helikoptere ned. Men de tre mænd i lagerhallen var ikke lyssky våbenhandlere. I stedet var det to danske betjente og en amerikansk informant.

 I denne uges Fri Tænkning ser jeg på den aktuelle situation omkring Iran. Det trækker op til økonomisk recession, og præsident Donald Trumps muligheder er begrænsede, så længe Iran sidder med nøglerne til Hormuzstrædet, regimets helt afgørende trumf. Hvis Trump ikke kan levere de nødvendige indrømmelser til præstestyret, kan han føle sig tvunget til at eskalere krigen ved at indsætte tropper på land – med uoverskuelige konsekvenser. Da general Jay Garner i 2003 vendte hjem til USA efter at have haft ansvaret for den indledende amerikanske besættelse af Irak, spurgte præsident George W. Bush, om han ikke havde lyst til at stå i spidsen for håndteringen af den næste militære offensiv på dagsordenen, nemlig Iran.    På det tidspunkt havde USA efter terrorangrebet den 11. september 2001 store planer for en omkalfatring af Mellemøsten i sit eget billede. Det ene autoritære regime efter det andet skulle omstyrtes med militær magt, og i stedet skulle der med kampvogne og missiler indføres folkestyre inspireret af Thomas Jefferson og andre af USA's stiftere. Det skulle ifølge planen sætte gang i en domino-effekt, således at man til sidst ikke ville kunne se forskel på styreformen i Idaho og Illinois på den ene side og Irak og Iran på den anden.   Hele det neokonservative establishment fra vicepræsident Dick Cheney til kommentatorer som Charles Krauthammer, Robert Kagan og Bill Kristol anbefalede præsidenten at fjerne det iranske regime med magt.   Bushs planer for Iran blev imidlertid forpurret af to ting.    For det første gik det ikke med pacificeringen og demokratiseringen af Irak, som hans rådgivere havde forudset, og for det andet konkluderede de amerikanske efterretningstjenester i 2007 med ”stor sikkerhed”, at Iran for flere år siden havde stoppet sit atomprogram.    Det betød ifølge Bush selv, at han militært blev bundet på hænder og fødder og ikke længere kunne retfærdiggøre en invasion af Iran. Man husker, at invasionen af Irak i 2003 netop skete med henvisning til falske efterretninger om, at Irak var i besiddelse af masseødelæggelsesvåben.   I en gennemgang af forholdet mellem USA og Iran siden revolutionen i 1979 i The New Yorker gør historikeren Daniel Immerwahr opmærksom på, at Washington er flippet ud over præstestyret lige fra dets første færd, da ayatollaherne tvang en amerikansk støttet monark til at flygte, etablerede en islamisk republik og holdt 52 amerikanere som gidsler på landets ambassade i Teheran i 444 dage.

Det var bidende koldt udenfor, da de en eftermiddag i starten af februar satte sig til bords på en café i Bredgade. Bestyrelsesformanden og den administrerende direktør mødtes med den potentielle kandidat, der var udset til en nøgleposition i dansk investeringsselskab.

Fra Amerikakajen i Nordhavn i København lagde skibe fra land med kurs mod de forenede amerikanske stater og sejlede tværs over Atlanten, fyldte lasten op, og vendte hjem igen. I dag er det dog Danmarks udenrigsminister, Lars Løkke Rasmussen, og hans parti, der har indtaget havnefronten, helt specifikt Pakhus 11.  Symbolikken virker nærmest til at være for åbenlys til at skulle beskrive. At Lars Løkke er hjemvendt fra USA til kajen i Københavns Havn efter skæbnemødet i Washington med J.D. Vance og Marco Rubio med lasten fuld af al den troværdighed og vælgertække, mange ellers havde konkluderet, han så småt havde mistet. Udenfor det gamle pakhus hænger dagens hovedperson på et banner i sort-hvid på den eneste båd, der har lagt til ved havnefronten. For ikke mange måneder siden var Moderaterne helt nede og suge grundvand tæt på spærregrænsen. De havde dårlige meningsmålinger og fik et elendigt kommunalvalg. Men så kom der al Grønlands-balladen, fistbumps og piberygning, og nu er Moderaterne og Løkke i den grad back in business med nøglen til magten.  Samtlige vægge i hele bygningen er indhyllet i lilla lys – grænsende til pornolys –  prydet med ni store lilla bannere. På gulvet er samme antal borde med lilla stearinlys og bolsjer. Ja, stort set alt er lilla denne aften i Nordhavn.

Frihedsbrevet blev smidt ud, da Lars Boje blev valgt ind.  Dette er en reportage fra en valgaften hos Borgernes Parti, der med det alleryderste af neglene kom ind i Folketinget og nu lover fire år med fuld gas. Ved 19-tiden er de ikke kommet endnu, borgerne fra Borgernes Parti, men alt går efter planen. Partiet har nemlig arrangeret en forfest på baren Old Irish, og desuden har nordjyderne allerede meddelt, at køreturen er for lang, får jeg at vide af kandidat og medstifter Viviane Ellasofie Karlsen. At de har andet at give sig til end at være på Borgen, finder jeg egentlig ret on brand for det under to år gamle parti, der vel må siges at være antitesen til Christiansborg. Det er selve ideen med partiet. Til sammenligning virker Støjbergs Danmarksdemokraterne, der holder til lige ved siden af, som et ældgammelt, strømlinet parti med en fast praksis på en valgaften. Der er flere talere i løbet af aftenen, et godkendt fremmøde fra baglandet, et stort antal medarbejdere, et hæderligt musikanlæg og så selvfølgelig frikadeller ad libitum.

De er her i hobevis. Man har endda hevet en maskot ind, en person i et stort kostume, formet som et orange V, med to store, brune øjne. V for Venstre. Inde på Christiansborg, hele vejen op ad Vandrehallens trappe, står de og flager som en flok royalister til fødselsdag på Amalienborg Slotsplads. Helt ukritiske og lalleglade klumper de sig sammen der og vifter med deres blå flag. På et tidspunkt står de sågar og øver sig i at lave bølgen. Det er dette syn, der møder Venstres formand Troels Lund Poulsen, da han endelig beslutter sig for at ankomme til Christiansborg lidt efter midnat. Forståelsen var, at han først ville ankomme, når Lars Løkke Rasmussen havde holdt sin tale ovre til Moderaternes valgfest, og når valgresultatet desuden lå klar. Begge ting muliggjorde ankomsten, ganske få minutter før den fandt sted.  Valgresultatet lød på 10,1 procent til Venstre, hvilket ikke var så galt endda, når man tænker på, at partiet ved første exit poll, der landede klokken 20, blev spået til under 10 procent af DR. Men valgresultatet er nu alligevel partiets dårligste nogensinde.

Forvirringen i regeringen om drone-sagen er total. Forsvarsministeriet afviser nu på et helt centralt punkt justitsminister Peter Hummelgaards forklaring i sagen.

I fredags cyklede jeg forbi en reklamestander ved et busstoppested på Roskildevej. Inde i den var der et billede af Alex Vanopslagh med et budskab om, at du godt kan eller noget i den dur. På den anden side af glasset var der med sprittusch skrevet grimme ord og tegnet en penis. Jeg tog min telefon frem for at tage et billede, men i nogenlunde samme øjeblik skiftede reklamen til at være af Mette Frederiksen. Dette noterede jeg mig som værende meget symptomatisk for valgkampen, selvom jeg nu kommer til den konklusion, at det var en lettere banal betragtning gjort af undertegnede. Dagen efter, lørdag den 21. marts, hopper jeg op på cyklen igen, denne gang med retning mod Falkoner Centret, hvor Socialdemokratiet har inviteret til pressemøde klokken 12. Forinden havde jeg besluttet mig for, at jeg nu ville købe præmissen om, at folketingsvalget 2026 var et svinevalg. Et valg, der blev truffet i mangel på bedre. Over en bred kam virker der nemlig til at være konsensus om, at denne valgkamp har været ukarakteristisk kedelig. Der har ikke været de store “personangreb”. Meningsmålingerne har ikke rigtigt ændret sig. Der har ikke været nogen rigtig stor sag. Der har ikke været ret meget hykleri. Ikke så meget, der har adskilt partierne fra hinanden. Så skulle det da lige være dem, der gerne vil holde sig gode venner med landbruget, og dem, der ikke vil. Dem, der mener at dette valg handler om grundvand og svin, og dem, der ikke gør. Lørdag passerer jeg den konservative folketingskandidat Niels Peder Ravn, der, tillader jeg mig at sige, så rimeligt færdig ud, som han stod der og delte flyers med sit ansigt ud foran Frederiksberg Centret. Sidst jeg mødte ham, var han i færd med at blive genvalgt til Københavns Borgerrepræsentation, hvor han uforvarende kom til at gøre således, at jeg brækkede min hånd. “Den her valgkamp har været så kedelig,” tilkendegiver han, “meget kedeligere end kommunalvalgkampen.” Niels Peder Ravn har selskab af flere frivillige, og bemærker desuden, at lidt længere henne mod Frederiksberg Centret står Jan E. Jørgensen (V). I sin karakteristiske ‘Stemmer på Jan E.’-dunjakke står han dér og kæmper til det sidste. Det går så sandelig ikke godt for partiet Venstre, hvad angår befolkningens gunst, og derfor er der lige nu stor snak om, at partiet måske nok mister en af deres nuværende to kredsmandater i København. Med al sandsynlighed bliver enten Jan E. Jørgensen eller Linea Søgaard-Lidell ikke genvalgt, så den politiske ordfører har sine grunde til at stå og dele, hvad end han nu engang uddeler, ud. “Hvad har du at give?” spørger jeg ham, da vi stod ansigt til ansigt. “Vent her, jeg har noget til dig,” siger Venstre-manden og går over til nogle papkasser, der er lokaliseret ved hans frivillige.

Hvis Gud har en påvirkningsagent i Danmark, så peger pilen i den grad på én specifik frikirkepræst. Man kan også kalde ham lobbyist for Det Gamle Testamente. Uden at gøre det store væsen af sig har denne i offentligheden relativt ukendte 52-årige mand vundet indflydelse langt inde på Borgen, hvor han plejer omgang med toppolitikere som Ida Auken (S), Søren Gade (V) og Alex Vanopslagh (LA). Desuden deltager han i Folketingets ugentlige morgenandagt, som han ovenikøbet er blevet gjort til tovholder for.  Og så anfører han mindst én cellegruppe med udvalgte folketingspolitikere, som mødes på Borgen for at tale og bede sammen med ham. Samtidig står frikirkepræsten i spidsen for den kristne tænketank Resonantia, der bringer “toneangivende mennesker” sammen for at drøfte åndelige spørgsmål. 

Sidste år blev Aalborg Kommune under stor mediebevågenhed dømt til at betale over 6 millioner kroner tilbage til den lokale ejendomsudvikler TN Udvikling. Virksomheden var ulovligt blevet tvunget til at spytte i kassen til det storstilede kommunale projekt Østerå til gengæld for tilladelsen til at opføre en stor boligejendom. Under retssagen kom der en oplysning frem, der indtil i dag er gået under radaren, men som Frihedsbrevet nu kan fortælle om. Og som får en juraprofessor til at sætte spørgsmålstegn ved, om kommunen har levet op til god forvaltningsskik.  Ejendomsudviklerens advokat bad under retssagen Aalborg Kommune om at redegøre for, i hvor stort omfang en store entreprenør- og ejendomskoncern på linje med hans klient var blevet afkrævet et tilskud til finansieringen af projekt Østerå.

Radikale Venstre vil kæmpe for et “europæisk opgør med vold mod kvinder” og et forældet kvindesyn.  Men under valgkampen har en af deres kandidater holdt vælgermøde sammen med det pakistanske parti PTI, hvor kvinder ikke var velkomne.  Lederen af partiet har blandt andet udtalt, at den stigende voldtægtsrate i Pakistan skyldtes kvinders påklædning.

Lars Boje Mathiesen har gjort det til det helt store slagnummer for Borgernes Parti. Paroler som mindre islam og frivillig hjemsendelse af muslimer har positioneret Lars Boje Mathiesen som en af de mest toneangivende politikere på udlændingeområdet, der er en af de største slagmarker i dansk politik. I november kom Borgernes Parti med et opsigtsvækkende forslag om at lave en regulær afgift øremærket til muslimer, så de hver måned skulle betale til statskassen for at opholde sig i Danmark. Statsborgere fra Mellemøsten og Nordafrika – hvor hovedparten er muslimer – skulle hver måned aflevere 4.000-5.000 kroner per voksen og 2.000 kroner per barn for at befinde sig på dansk jord. Det ville for første gang i danmarkhistorien vende regnestykket om, proklamerede Lars Boje Mathiesen. Udlændinge ville selv betale deres ophold i Danmark, ligesom en del af pengene fra opholdsafgiften skulle finansiere en hjemrejsefond, der kunne dække udgifterne til hjemsendelse. Men selve ideen om at opkræve muslimer penge hver måned var ikke groet i baghaven hos hverken Lars Boje Mathiesen eller den officielle kreds omkring Borgernes Parti.

Hvis du ikke ved, hvad du skal tage dig til i dag, så har jeg en anbefaling:  Kl. 14 kan man i Malmø i biografen Spegeln se den ukrainske instruktør Sergej Loznitsas nye film De to anklagere, der foregår i Stalins Sovjetunionen i 1937, det år, der mere end noget andet er forbundet med Den Store Terror, en bølge af udrensninger overalt i det sovjetiske samfund, hvor man så folkefjender, sabotører og fremmede agenter overalt, og hvor tusindvis af mennesker med stor entusiasme stak kolleger, venner og bekendte.  Det hemmelige politi, NKVD, fandt på frit opfundne anklager, og de fængslede blev tortureret til at tilstå ting, de ikke havde gjort. I nogle af de efterfølgende skueprocesser fortalte de anklagede i detaljer, hvordan de havde planlagt de mest vanvittige og utænkelige forbrydelser såsom at grave underjordiske tunneller ved grænsen, således at fremmede magter kunne invadere Sovjetunionen, eller organiseret underjordiske spionnetværk i ledtog med fremmede tjenester på et tidspunkt, hvor landets grænser var hermetisk lukkede.     Formålet var at konsolidere Stalins magt, og det blev gjort ved at skabe et klima af frygt, total mistænksomhed og konformisme. Hvis man tror, at dette ikke vedrører os, vil jeg opfordre til at lytte til Danmarks Radios P1 Morgen fra slutningen af september sidste år, da vi på basis af rygter og halvkvædede viser i tre timer blev bombarderet med en katastrofe-fortælling om, at Danmark var under droneangreb. Journalister, som er sat i verden for at tænke kritisk, gik totalt i selvsving. De kastede sig over den mindste informationsbid, som om der var et atommissil på vej mod København. Statsminister Mette Frederiksen advarede os om, at dette kun var starten, og at vi i Europa kun har én primær fjende, og det er Rusland. Derfor bør vi være på vagt og gøre præcis, som hun og hendes regering ønsker. De, der ikke makker ret eller ikke accepterer fortællingen, går fjendens ærinde.   Samme teaterforestilling fik vi, da gasrørledningerne i Østersøen i september 2022 blev sprængt i stykker.    Og under pandemien greb statsministeren til en lignende metode. Hun forsøgte at skræmme os alle fra vid og sans, så vi var parate til at acceptere hvad som helst, og det virkede.

Moderaternes formand, Lars Løkke Rasmussen, kunne være kommet galt af sted i flere lande, hvis han havde tilbudt politikere penge for at overdrage deres mandat.  Det fremgår af konklusionerne i et hidtil ubeskrevet dokument, som Justisministeriet har udarbejdet.  I september 2025 satte ministeriet sig for at række ud til en række af Danmarks nabolande for at høre deres erfaringer med det noget særegne juridiske område “ydelse af en økonomisk fordel i forbindelse med nedlæggelse af et parlamentsmandat”. 

Er det her ikke bare et forsøg på at købe stemmer? Det spørger jeg Lars Løkke Rasmussen (M) om, da jeg møder ham på en elbilsladestation i et af Køges mange intetsigende områder. “Det er faktisk nærmest det modsatte,” svarer han. Vi befinder os på en Norlys-ladestation. Den er nabo til en Tesla-ladestation, og få skridt fra begge ligger en Clever-ladestation. Da jeg ankom lidt før klokken 16, var Clever-stationen den første, jeg fik øje på. ‘Norrlys, Servicevej 2’, havde jeg noteret mig, men kom alligevel i tvivl ved synet af Clevers. Der holdt biler ved samtlige af de mange ladere, ligesom der holdt adskillige biler i kø bagved. Jeg tjekkede eventet igen. Nej, den var god nok, det var ikke her, hvor bilerne holdt i kø. Det var ved Norlys-stationen på Servicevej 2, at Moderaterne onsdag eftermiddag mellem klokken 16 og 17.30 ville byde på gratis bilopladninger. Foruden eventet i Køge ville der holdes tilsvarende arrangementer i Odense og i Ikast i samme tidsrum. Men der holdt altså adskillige biler i kø på Clever-stationen, og jeg undrede mig over, hvorvidt de kunne have taget fejl af ladestationerne. Ikke mindst fordi der ikke var meget ved Norlys-stationen, der tydede på, at der om ganske få minutter ville blive delt strøm ud.

De første droneobservationer over Københavns Lufthavn var ifølge politiet ikke droner. Det kunne Frihedsbrevet onsdag afsløre i et interview med politiets kronvidne i sagen, som var den første person, der slog alarm i Københavns Lufthavn. Hun fortæller, at politiet flere gange har fortalt hende, at det ikke var droner hun så. Man må altså forstå, at de første meldinger om droner den 22. september var falsk alarm.  Steffen Larsen, formand for Retsudvalget og retsordfører for Liberal Alliance, mener, at regeringen skylder svar. “Jeg har svært ved at gennemskue, hvad fanden det er, der foregår. Også fordi de netop intet vil sige. De holder kæft. De lukker i som østers,” siger han til Frihedsbrevet.

SF har taget bladet fra munden, og ordlyden er klar.  Det er slut med at se med fra sidelinjen som støtteparti. Nu vil partiet helt ind i maskinrummet i regeringen. Men meget tyder på, at der med det nye mål om regeringsdeltagelse også følger nye formuleringer.  I dag lyder budskaberne om udlændinge og integration noget anderledes, end de gjorde, før valget blev udskrevet.  Der er nemlig sket noget på venstrefløjspartiets hjemmeside under fanen “Udlændinge- og integrationspolitik”.

Der blev ikke sparet på superlativerne, da regeringen i sommeren 2024 præsenterede Den Grønne Trepart. Det var en “historisk aftale”, som ville føre til “den største forandring af det danske landskab i over 100 år”, måtte man forstå. Frem mod 2045 skulle der plantes 250.000 hektar skov – et område, der næsten svarer til arealet af Fyn. I dag er det dog begrænset, hvad man ser og hører til treparten. Og det er der måske en grund til.

“De lignede to ninjaer. De kom snigende ind.” Dronerne altså. De to droner på aftenhimlen over Københavns Lufthavn den 22. september sidste år, som satte Danmark på den anden ende. Ordene kommer fra kronvidnet i drone-sagen, nemlig den medarbejder i lufthavnen, som så dem først og slog alarm. “Der er to droner. De er store. Det er ikke legetøj,” meldte hun dengang opad i sikkerhedssystemet i Københavns Lufthavn. Det var de udsagn, der førte til, at luftrummet blev lukket i flere timer for alt andet end nødlandinger. For første gang fortæller hun nu om sagen til pressen. Dermed får offentligheden også for første gang kendskab til, hvordan Københavns Politi håndterede og efterforskede hændelsen over lufthavnen. For hun er blevet afhørt flere gange. Det helt overordnede spørgsmål er selvfølgelig: Var der, eller var der ikke droner? Kronvidnet er overbevist om, at hun så droner. Men politiet er uenige.

Er det kun maden, vinen og tjenernes opmærksomhed, der er interessant for læserne af madanmeldelser? Hvad med alt det, der gør besøget på restauranten muligt? Alt det, der sker bag døren til køkkenet? Aktuelle emner som gratis arbejdskraft, hårde arbejdsvilkår og chikane i restauranternes køkkener bliver set som noget, der ligger uden for anmelderens område. Der er tale om et valg og en prioritering – ikke en nødvendighed. Og der er tale om et valg, der har den konsekvens, at læserne bliver dårligere informeret. Hvis en restaurant kan servere stjernespækket gastronomi, fordi en stor del af arbejdet udføres af ulønnede praktikanter, så er det ikke en irrelevant detalje. Det er en central del af forklaringen på, hvordan fine dining overhovedet kan lade sig gøre. Det ved jeg af egen erfaring fra min elevtid for mere end ti år siden.

En sen eftermiddag i februar gik en 20-årig mand i psykotisk tilstand ind i Kvickly i Taastrup og købte en kniv. Få minutter senere forlod en 40-årig kvinde butikken med sine varer i hånden. Udenfor butikken henvendte den unge mand sig til hende. Hun stoppede op, fordi hun troede, den unge mand ville spørge om vej, men i stedet greb han fat i hende. “Han stak hende i halsen én gang,” står der i den unge mands dom fra Retten i Glostrup.