“Nothing is easy  When you build to reach the sky But look how far we′ve come The ground is gone I was afraid of heights till you said,” lyder det fra forsangeren i det coverband, der er blevet placeret på et sidestykke til hovedscenen i Odense Congress Center. Og så kommer de. Stephanie Lose og Troels Lund Poulsen, der desuden har sin datter med på armen, indtager scenen på Venstres landsmøde til tonerne af Jonah Blacksmiths optimistiske “Up”. Og de går og smiler og vinker, mens salen klapper ukritisk af disse to, der har ført dem til de stagnerede 10 procent i meningsmålingerne. I skrivende stund forudser den nyeste meningsmåling fra Voxmeter blot 9,5 procent, men de ligger gerne mellem de ni og 11 procent, hvilket er smerteligt lavere end de 13,3 procent, som de fik ved folketingsvalget i 2022. Det er den 5. oktober, og det er første dag af Venstres landsmøde, der holdes her i weekenden i Odense Congress Center, hvilket er noget atypisk for det gamle bondeparti, der har for vane at holde sin komsammen i Herning. Det er inden for de selvsamme odenseanske mure, at Venstre i juni 2014 holdt det notoriske syv timer lange ekstraordinære hovedbestyrelsesmøde. Mødet kom på baggrund af Lars Løkkes (M) GGGI-skandale og bilagssager, og den endelige udløser for mødet var det elendige EP-valg.

I et patosfyldt reklamespot fortæller skuespiller Troels Thorsen, der er kendt fra flere film og tv-serier, hvordan hans demente mor ikke længere kan genkende ham. “Kan det virkelig passe, at vi skal vente flere måneder på en udredning?” spørger han i reklamen, der er blevet sendt på TV 2 og sociale medier. Herefter replicerer en varm mandestemme i en speak: “Vidste du, at du har ret til hurtig udredning? Hos Din Patientguide finder du råd og vejledning om dine patientrettigheder.” Reklamen slutter med at opremse telefonnummeret til Din Patientguide, som Danmarks største velfærdskoncern Carelink driver for finanslovsmidler. Der er bare et meget alvorligt problem.  Reklamens budskab er ifølge regionerne så misvisende, at de har slået alarm til Sundhedsstyrelsen. “Indholdet må betragtes som vildledende,” skriver de fem regioner i et fælles brev til Sundhedsstyrelsen.

Kritikerne stod i kø for at lade omverden vide, hvor lille og ubetydelig en sag Frihedsbrevet havde fat i, da vi for nylig skrev en artikel om DR’s nyhedsdirektør Sandy Frenchs taxaforbrug.  Bunden var nået, lød det fra diverse mediekanoner og X-krigere. Sølle 521 taxature på fem år var det blevet til på skatteydernes regning. Heraf var 142 af turene foretaget mellem hendes hjem på Islands Brygge og DR Byen, der ligger knap to kilometers cykeltur derfra. En af dem, der lød nærmest overbærende og opgivende, da han delte sin holdning, var Ulrik Haagerup, leder af Constructive Institute. Han havde følgende konstruktive indspark i debatten, da han gæstede mediemagasinet Q&Co: “Hvis man gør op, hvor mange det så er om måneden, endsige om ugen, så taler vi komfitterknas,” siger Haagerup og kalder Frihedsbrevets historie for “flueknepperi”.

Fremover skal alle tech-virksomheder og beskedtjenester kunne tvinges til at scanne alle deres brugeres videoer og links, inden de sendes.  I hvert fald hvis det står til Danmark.  Til oktober skal EU’s ministerråd nemlig stemme om et kontroversielt forslag, der af kritikere er døbt chatkontrol. Forslaget er fremsat af det danske EU-formandskab.  Ifølge forslaget skal myndighederne kunne tvinge tjenester som Snapchat, Messenger og Signal til at overvåge deres brugeres beskeder – alt sammen i jagten på pædofile, som deler børnemisbrugmateriale.  Overfor Frihedsbrevet maner justitsminister Peter Hummelgaard (S) dog til besindighed. Han vil ikke have, at den politiske drøm bliver omtalt som “chatkontrol”.

I denne udgave af Fri Tænkning taler jeg med den britiske forsvarsanalytiker, forfatter og ruslandsekspert, Andrew Monaghan. Det gør jeg, fordi Monaghan er aktuel med bogen Blitzkrieg and the Russian Art of War, der handler om russisk krigsførelse og strategi i det 20. og 21. århundrede – altså fra Første Verdenskrig og Den Russiske Borgerkrig i årene efter revolutionen i 1917 over Anden Verdenskrig til senere krige og militæroperationer i Tjekkoslovakiet, Afghanistan, Tjetjenien, Georgien, Syrien og Ukraine.  En af Storbritanniens førende militærhistorikere har anbefalet Monaghans bog med ordene: ”Alle officerer i NATO bør læse den”. Monaghan identificerer en gennemgående spænding i russisk militærhistorie mellem krige, hvor Moskvas mål er et hurtigt knockout-slag og udmattelseskrige. Ofte begynder de som knockout-forsøg, der slår fejl, hvorpå Moskva skifter kurs og satser på at slide fjenden op. Sådan var det med Vinterkrigen mod Finland i 1939, i Tjetjenien i 1994 og 1999 og i Ukraine i 2022, mens Moskva havde succes med massive og hurtige anslag mod Polen i 1939, Manchuriet i 1945 og Tjekkoslovakiet i 1968. Andrew Monaghan forsker i russisk strategi og fremtidige scenarier. Han er knyttet til NATO’s Defense College, og han er også direktør for konsulentvirksomheden AM Research Limited. Monaghan beskriver sit arbejde på denne måde: ”Mit job er at iagttage, vurdere og tolke, hvad russerne har gang i, hvad de pønser på, og hvad deres planer er på baggrund af, hvad de selv siger, og hvad de rent faktisk investerer i og gør.” Lad os begynde med et overordnet spørgsmål, som mange sikkert går og stiller sig selv. Hvad vil Rusland? Hvordan definerer Moskva sejr og nederlag i den igangværende konflikt med Vesten og i krigen i Ukraine? Andrew Monaghan mener, at man i Moskva vurderer succes og fiasko på en række parametre, ikke alene det militære. Økonomi, diplomati, sammenhængskraften i samfundet, mobiliseringen af befolkning og ressourcer ved hjælp af institutioner som kirken, uddannelsesinstitutioner, veterangrupper, folkefronter, medier og andet. Ifølge Monaghan har Rusland et fundamentalt anderledes perspektiv end Vesten på krigen i Ukraine. Han siger: ”I Vesten er det en udbredt opfattelse, at det centrale går ud på, om vi er i stand til at forhandle en afslutning på en krig, der foregår i det østlige Ukraine, mens Moskva ser det som åbningssalven i en trediveårskrig. Man kan sammenligne det med den oprindelige trediveårskrig i det 17. århundrede, eller man kan sammenligne det med perioden fra 1914 til 1945, hvor der var en periode med fred undervejs mellem to verdenskrige. Der er tale om en konfrontation, der vil strække sig over årtier, og som drejer sig om forandring af verden.” - Hvad er målet? ”Et minimumsmål handler om at styrke Ruslands geoøkonomiske position. Man har fået kontrol med Det Azovske Hav nede ved Krim, og det er nu Ruslands indre farvand. Man ønsker at få kontrol med handelsruter fra Sortehavet, neutralisere Ukraine som eksport-konkurrent i regionen. Det er vigtige, indledende elementer, og så vil man holde det euro-atlantiske fællesskab på armslængde. Det handler ikke så meget om Ukraine i sig selv, men om at sikre Ruslands position i verden i bredere forstand.” - Hvordan vil du vurdere det foreløbige resultat set med Moskvas øjne? ”Resultaterne er kommet med enorme omkostninger, men de har som nævnt fået Det Azovske Hav. Europa bekymrer sig om, hvordan et russisk angreb vil folde sig ud, og Putin er blevet inviteret til Alaska. Fra London ser billedet ikke godt ud. Den russiske ledelse mener, at de vinder. Det er dårligt nyt for Kyiv, og det er på mange måder dårligt nyt for den ukrainske befolkning, og det er en stærk påmindelse til europæerne om, hvad krig er for en størrelse, behovet for brug af statens ressourcer til at afskrække, og hvad det kræver. I den forstand ser jeg som brite ikke noget som helst positivt.” - Du sagde, at krigen i Ukraine set med Moskvas øjne synes at være den første salve i en trediveårskrig. Hvad ser du som Ruslands næste skridt i denne strid? ”Hvis den vurdering er korrekt, så taler vi om en strukturel konflikt, der vil vare en generation. Jeg tror, at der vil være en fundamental politisk uenighed om Moldova, som ikke er medlem af NATO. Jeg tror også, at den russiske horisont rækker langt videre, end folk forestiller sig. Vi ser dette som et europæisk problem, men jeg ser ikke en russisk landinvasion af de baltiske lande som det mest realistiske scenarie.”

Selvom de havde fået et blankt afslag fra Gnags-frontmand Peter A.G., brugte Moderaterne alligevel “Når jeg bliver gammel” i deres politiske kampagne.  Efter at Peter A.G. havde sagt nej til at blive brugt i en kampagnevideo, pillede Moderaterne sangen ud af deres video. Men de afspillede den på deres årsmøde i 2024, både før og efter kampagnevideoen blev vist, og Lars Løkke Rasmussen indledte sin tale med ordene “Når jeg bliver gammel”. Senere brugte de frasen på en plakat.  Alligevel fastholder Moderaterne, at de bare bruger en metafor, der ikke har noget som helst at gøre med Gnags. “De både lyver og skaber helt bevidst forvirring,” siger Peter A.G.

Sagen om studerende fra Bangladesh, der har været med til at polstre danske universiteters økonomi, har skabt voldsom ballade. Mette Frederiksen har beskyldt Roskilde Universitet for at føre sin egen udlændingepolitik, og man har nu strammet reglerne for at få lagt en dæmper på valfarten. Nu kan Frihedsbrevet afdække, at en række uddannelsesinstitutioner har skaffet udenlandske studerende via agenter, som de har betalt millioner af kroner. Uddannelsesagenter i Bangladesh og Nepal har nemlig fået fyldt bankkontoen med danske kroner i provision for at have skaffet hundredvis af studerende til et erhvervsakademi i Kolding.

En investering fra Anne Stampe kommer med en meget høj pris. For den erfarne tv-løvinde fra Løvens Hule og stifter af virksomheden Nordic Female Founders er villig til at gå meget langt for at sikre sit gode omdømme. Flere virksomheder, der tidligere har fået en investering fra Anne Stampe, kan nu fortælle, at en investering fra løvinden kommer med en mundkurv, der forhindrer virksomhederne i at udtale sig om deres samarbejde med Anne Stampe offentligt. Og særligt én virksomhed har mærket konsekvenserne.

DR’s nyhedsdirektør Sandy French virkede særdeles overbevisende i sine svar, da Frihedsbrevet i sommer konfronterede hende og DR med hendes mange taxature til og fra hendes hjem, der ligger under to kilometer fra DR Byen. Der var intet at komme efter, passér gaden. Men pludselig har hun øjensynligt ombestemt sig. Der var alligevel noget at komme efter, har hun nu erkendt, efter DR har haft blandt andre Deloitte til at undersøge hendes taxaforbrug.  Her har revisionskæmpen konkluderet, at turene til og fra hjemmet er imod DR’s retningslinjer, og at der er en række taxaudgifter, “hvor det ikke er dokumenteret, at disse har en jobmæssig begrundelse”.  Altså direkte i modstrid med, hvad Sandy French tidligere har forklaret, og som altså nu har fået hende til at tilbagebetale 16.000 kroner.

Lars Løkke Rasmussen er virkelig glad for Gnags-sangen “Når jeg bliver gammel”. Det er også en sang, som betyder meget for medarbejderne i Løkkes parti, Moderaterne, fordi medarbejderne har danset til den i både gode og mindre gode stunder, når de skulle huske på, hvad der egentlig er vigtigt.  Det var nogle af de tunge argumenter, da Moderaterne i februar 2024 forsøgte at overbevise Gnags-frontmand Peter A.G. Nielsen om, at der var god ræson i at lade Moderaterne bruge “Når jeg bliver gammel” i en kampagnevideo.  Peter A.G. Nielsen sagde nej.  Han og de andre Gnags-medlemmer havde for længst aftalt, at deres musik ikke skulle bruges til partipolitik. Det havde sådan set ikke noget med Moderaterne at gøre, sådan var aftalen bare. Og så ville Peter A.G. heller ikke ende som Richard Ragnvald, der sang for Dansk Folkeparti, forklarede han. Fint nok, så var den potte ude, skulle man tro. Men da Peter A.G. for få måneder siden spankulerede forbi en reklamesøjle, kunne han måbende iagttage en plakatkampagne, hvor “Når jeg bliver gammel” minsandten havde sneget sig ind i en Moderaterne-kampagne alligevel. En af de kampagner, Moderaterne har produceret, hvor Peter A.G. mener, at de to første linjer i sangen “Når jeg bliver gammel” bliver misbrugt til politiske budskaber. (Foto: Peter A.G.)

Det er en af landets mest erhvervsvenlige kommuner. Men meget tyder på, at Kalundborg Kommune er gået over langt over grænsen. Gang på gang har Kalundborg Kommune involveret sig som mellemmand i ejendomshandler mellem private grundejere og Novo Nordisk, som Frihedsbrevet har beskrevet den seneste uge. Det må en kommune bare ikke, vurderer eksperter på stribe.  “Der er en rød linje, som Kalundborg Kommune klart træder over, når de blander sig i en sag mellem to private: En lodsejer og Novo Nordisk,” siger juraprofessor Frederik Waage fra Syddansk Universitet, der mener, at den kommunale vagthund Ankestyrelsen skal åbne en sag mod Kalundborg Kommune.

Pludselig stod Nepals parlament i flammer. Det kom ud på nyhedsrullen, mens jeg var til samråd med klimaminister Lars Aagaard (M). Dagen efter blev MAGA-bevægelsens unge, hvide håb, Charlie Kirk, dræbt af en snigskytte under et debatarrangement ved et universitet i den amerikanske delstat Utah.  Det hele føltes, som om vi befandt os, som filosoffen Søren Kierkegaard ville have sagt det, på de 70.000 favnes dyb.  Altså helt nede i det mørkeste mørke.  Og så, for at gøre ondt værre, kom dronerne flyvende. Mandag aften i den forgangne uge blev Kastrup Lufthavn lagt ned af en såkaldt “kapabel aktør”, hvad så end denne betegnelse for dronernes bagmænd dækker over. Næste dag, den 23/9 kl. 17, var der orientering til partilederne om dronerne ovre i Justitsministeriet. Det hele var på forhånd indhyllet i et slør af hemmelighedskræmmeri, som gjorde, at man følte sig ført tilbage til de gode gamle corona-dage. For eksempel fik vi kun at vide, at dronerne var “temmeligt store”, men ikke præcis, hvor store de var, og det var også fortroligt, hvor dronerne var fløjet hen. Det eneste der kan siges med sikkerhed er, at vi godt kunne stryge Fætter BR og jydske bonderøve fra listen over mistænkte “kapable aktører”, for ifølge forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) var det ikke “Jens Hansen, der flyver rundt med en Fætter BR-drone.”  Da jeg selv kom forbi Justitsministeriet, var mødet allerede startet, og på gaden udenfor stod nogle journalister og kamerafolk fra DR og TV 2. Når de ringede ind til deres kilder inde i ministeriet for at spørge, hvor længe mødet varede, fik de at vide, at det var “fortroligt”. Som om der ville gå en alarm ovre i Kreml, hvis det kom frem, at mødet ville slutte klokken 18. Eller klokken 19. Journalisterne pressede på alt, hvad de kunne, men lige meget hjalp det; det var en statshemmelighed, hvornår dette møde sluttede.  Hvad mon de lavede derinde? Var der navneopråb for at efterprøve, hvem af partilederne der vil dø for Danmark, sådan som statsminister Mette Frederiksen siger, man skal være parat til at gøre i dette vanvittige interview i dagbladet Børsen?  Eller måske rigspolitichef Thorkild Fogde var i gang med at vise nogle splinternye anti-drone action cards frem? Det var i sandhed strenge tider, og stemningen omkring pressen – og ytringsfriheden i det hele taget – gik desværre også mod syd. Ovre i USA, krævede Krigsministeriet – tidligere kendt som Forsvarsministeriet – nu, at journalister skal sværge ikke at indsamle og viderebringe oplysninger, der ikke på forhånd har været godkendt til offentliggørelse af Pentagon, hvilket reelt set var et forbud mod journalistik. Eller i hvert fald indførelse af censur.  

Det første, jeg får øje på ude foran Tinghallen i Viborg, er en kvinde, der tager et selfie med en politibil, hvilke er godt repræsenterede her i dag, for inde i Tinghallen holder Dansk Folkeparti deres årsmøde, der foruden dét også fungerer som partiets 30-års fødselsdag.  Om ganske få dage – den 6. oktober – er det nemlig 30 år siden, at Pia Kjærsgaard sammen med Kristian Thulesen Dahl, Ole Donner og Poul Nødgaard stiftede Dansk Folkeparti. Og det vil de fejre her i Viborg. Nogle af dem i hvert fald. For både Ole Donner og Poul Nødgaard gælder det, at de er døde. For Kristian Thulesen Dahl gælder det, at han er så godt som død for partiets top. Og mange af de andre, der har været bærende søjler i Dansk Folkeparti gennem de seneste 30 år, har noget andet at se til, nemlig Danmarksdemokraternes årsmøde, der ligeledes afholdes i dag, dog i Herning. I Tinghallens foyer kan man købe en t-shirt for 25 kroner og en fadøl for det dobbelte. Der er t-shirts i mange varianter og i hvert fald i tre farver (DF-blå, hvid og sort), og de har allesammen hver deres mere eller mindre nationalistiske motiver. Nogle et Dannebrog, hvor der i det hvide kors står “Danskerne først” (“først” står skrevet både vertikalt og horisontalt, “Danskerne” blot horisontalt). På en anden t-shirt står der “Man binder os …” og nedenunder “Nej til censur!”

Det var ikke en enkeltstående sag, da Frihedsbrevet i sidste uge kunne afsløre, at en topembedsmand i Kalundborg Kommune i det skjulte arbejde for Novo Nordisk. Topembedsmanden – kommunens magtfulde teknik- og udviklingsdirektør Michel van der Linden – forhandlede ikke kun aftalen med den private grundejere Mia Reesen helt i mål, indtil Novo Nordisk blev introduceret på målstregen. Van der Linden og embedsværket i kommunen gjorde nemlig det samme i en række andre bolighandler i området. Frihedsbrevet kan nu beskrive, hvordan Kalundborg Kommune systematisk har opereret på vegne af Novo Nordisk ved at være mellemhandler og ejendomsmægler i adskillige handler i det østlige Kalundborg, hvor Novo Nordisk har brugt et trecifret millionbeløb på at købe grunde af private borgere.  På baggrund af ejendomsoplysninger, mails og vidnesbyrd fra en lang række nuværende og tidligere grundejere i området, kan Frihedsbrevet beskrive en praksis, der er stærkt problematisk, vurderer flere eksperter.

Danskere kigger mod nattehimlen og ser fjendtlige droner – eller også tror de, de ser dem.  Den seneste uges krænkelser af dansk luftrum og dertilhørende frygt for, at fremmede øjne kigger direkte ned på vores kritiske infrastruktur, har udløst panik over hele landet.  Og for at gøre ondt værre lod torsdagens befippede pressemøde fra regeringstoppen kun til at øge bekymringerne.  Men handler det hele kun om droner – eller handler det også om os selv? Frihedsbrevet har talt med den amerikanske sociolog Robert Bartholomew, som er en af verdens førende eksperter i massehysterier og sociale panikker.  Ifølge ham lægger ugens droneobservationer i dansk luftrum sig mere op ad massehysterier, som vi kender dem fra historien, end op ad reelle militære trusler. “Historien gentager sig aldrig, men den rimer,” forklarer Bartholomew til Frihedsbrevet.  “Der har været mange UFO-bølger gennem tiden. Lige nu er droner det nyeste.” Dr. Bartholomew er æreslektor ved Institut for Psykologisk Medicin på University of Auckland i New Zealand og forfatter til adskillige bøger om emner i videnskabens gråzone, heriblandt UFO’er, Bigfoot, søuhyrer og hjemsøgte huse. Det er ikke, fordi Bartholomew selv er gået på jagt efter afskyelige snemænd eller spøgelser – i stedet forsker han i, hvordan kulturelle og sociale fænomener påvirker vores kollektive menneskelige adfærd. Det gælder især i tilfælde af massehysterier, sociale vrangforestillinger og troen på det overnaturlige.

I denne uges Fri Tænkning fortæller jeg om en ny bog af den udenrigspolitiske tænker, Emma Ashford, med titlen First Among Equals: U.S. Foreign Policy in a Multipolar World. Her analyserer Ashford, hvad der er gået galt med amerikansk udenrigspolitik siden afslutningen på Den Kolde Krig, og hvorfor der ikke mere er konsensus om Washingtons udenrigspolitiske kurs, samt hvilke grupper der tegner debatten om en ny amerikansk strategi, og endelig giver forfatteren sit bud på en bæredygtig amerikansk udenrigspolitik videre frem i det 21. århundrede. Ashford mener, at USA skal omfavne en multipolær verden i stedet for at se den som en trussel mod amerikansk dominans, og at Washington på den måde kan befæste en position som den første blandt ligemænd – deraf titlen – ved dels at styrke sine allierede i Europa og Asien i stedet for at forsøge at underminere dem, dels ved at etablere partnerskaber og løsere alliancer, som ikke binder USA og giver større fleksibilitet og manøvrerum for Washington i en turbulent verden.  Emma Ashford er til daglig seniorforsker ved tænketanken The Stimson Center i Washington. Desuden underviser hun i sikkerhedspolitik ved Georgetown University i den amerikanske hovedstad, og hun er også tilknyttet The Modern War Institute på USA's forsvarsakademi i West Point. Ashford skriver en fast klumme i det udenrigspolitiske magasin Foreign Policy og har tidligere udgivet bogen Oil, the State, and War: The Foreign Policies of Petrostates (2022).

Flere politikere kritiserer nu myndighederne og Københavns Lufthavn i skarpe vendinger for  ikke at købe et droneradarsystem, som efter alt at dømme kunne have sporet dronerne over lufthavnen mandag aften.  Kritikken kommer, efter at Frihedsbrevets tirsdag kunne afsløre, at Københavns Lufthavn sammen med flere myndighedsaktører blev tilbudt at købe et droneradarsystem for få måneder siden. Men der blev takket nej. Forklaringen skal ifølge radargiganten Weibel Scientifics direktør findes i, at der var tvivl om, hvem der skulle betale for systemet, og derfor løb dialogen ud i sandet.

Seere, der har siddet klar med tættekammen for snart at gå endnu en DR-dokumentar efter, må indstille sig på et kanalskifte. Udsendelsen var ellers så godt som færdig. Den havde i månedsvis været igennem DR-møllen, med hvad dertil hører af udvalgsmøder og rettelser. Men i 11. time sprang Danmarks Radio fra, og det bliver derfor ikke DR, man skal tune ind på, hvis man vil se en kritisk dokumentar om Steinerskolerne. I stedet bliver det TV 2, der får mulighed for at vise dokumentaren.  Det bekræfter produktionsselskabet Deluca Film, der står bag dokumentaren. De bekræfter, at TV 2 har købt materialet. Udover det vil de ikke kommentere de redaktionelle drøftelser.

UngStrøm ejes af Mike Bhatti og Paskar Paramasamy, der også ejer institutionen Opholdsstedet Viggo. Frihedsbrevet har kulegravet socialtilsynets økonomivurderinger. Gennemgangen viser, at de to mænds løn fra UngStrøm og Opholdsstedet Viggo fra 2022 til 2024 overstiger 6,3 millioner kroner. Adspurgt om de to ledere synes, det er en rimelig løn, erkender de, at det var uden for skiven.

Er Danmark rustet til provokationer og angreb mod vores kritiske infrastruktur, som vi fik en smagsprøve på mandag aften, da få sværmende droner holdt Københavns Lufthavn lukket i flere timer?  Flere kritikere har allerede meldt sig på banen og undret sig over, hvordan de danske myndigheder agerede, og panderynkerne vil formentlig kun blive dybere, som dagene går.  Nu fortæller direktøren fra den højt respekterede forsvarsvirksomhed Weibel Scientific, der har udviklet radarsystemer designet til at opdage droner på op til 40 kilometers afstand, at man har været i dialog med flere aktører om et sådant radarsystem til Københavns Lufthavn – men her blev der takket nej. “Jeg tror, at det strandede med, hvem der havde budgettet, og hvem der egentlig skulle investere i det," forklarer Peter Røpke, direktør i Weibel Scientific.  Han ønsker ikke at blive konkret om, hvem der var med til disse møder og en del af dialogen, men han bekræfter, at Københavns Lufthavn var en af “aktørerne”.

Kalundborg Kommunes borgmester, Martin Damm (V), bliver nu trukket ind i den kommunale møgsag, som Frihedsbrevet afslørede mandag. For Kalundborg Kommune spillede en kontroversiel rolle, da den private grundejer Mia Reesen efter stor frustration og søvnløse nætter solgte sin grund til Novo Nordisk for 8,6 millioner kroner. Salget kom nemlig i stand efter flere forhandlinger med Kalundborg Kommunes teknik- og udviklingsdirektør Michel van der Linden, der ifølge skjulte optagelser fra møderne spillede på hold med Novo Nordisk. Mia Reesen ventede og ventede på at få en afklaring fra den kommunale direktør. Var hun købt eller solgt? Det viser sig nu, at hun over flere omgange involverede bykongen Martin Damm i sagen. Hvis Martin Damm var det mindste i tvivl om, at Mia Reesen følte sig dårligt behandlet af kommunen, så har han ikke nærlæst den mail, han fik den 27. september 2022. “Nu er jeg ved at være godt træt af ikke at kunne sove om natten af spekulationer over, hvornår i får sendt de papirer. Ved godt, det er en ubetydelig lille sag for jer, men det er bare ALT for mig og min lille familie,” startede mailen, som han modtog fra Mia Reesen, der henviste til, at hun stort set havde indgået en aftale med kommunen tilbage i juni. To dage senere skrev hun igen til Martin Damm; denne gang videresendte hun en klage over kommunens håndtering, som hendes advokat havde sendt til Michel van der Linden.

Det er søndag og landsrådets andendag, da det for alvor går hen og bliver interessant i Tivoli Hotels kongressal, hvor Det Konservative Folkeparti har inviteret på besøg.  Dagen indledes med nationalsang, hvorefter Mona Juul genvælges som formand og resten af bestyrelsen til deres respektive roller, herunder den kræftramte Michael Ziegler som kommunalpolitisk næstformand in absentia. Der har været relativt få journalister til stede ved weekendens arrangement, og blot én politisk analytiker har jeg fået øje på. Det er sjældent et godt tegn. Det er ikke et parti, der er særligt meget interessant at sige om eller at lægge mærke til. Det, journalisterne for alvor er interesserede i at høre Mona Juul om, når de får muligheden for det, er, hvorvidt hun den pågældende dag har besluttet sig for at afvise at gøre Mette Frederiksen til statsminister. Til det svarer hun typisk noget med, at hun ikke er ultimativ, og at hun går til valg på at få mest mulig konservativ politik igennem. Svaret faldt igen i går, da en journalist bemærkede ved lørdagens møde med pressen, at Søren Pape op mod det seneste valg havde nævnt, at han ikke kunne se sig selv gøre Mette Frederiksen til statsminister. Til det svarede hun: “Det er der ikke nogen forskel på nu, kan jeg hilse at sige. Jeg har svært ved at se det for mig. Jeg siger bare, og det er helt klassisk pragmatisk at ikke være så skide ultimativ, når man er konservativ, at man lige præcis siger: ‘Lad nu vælgerne tale’.” Samtidig kører de konservative for tiden en kampagne, man virkelig ikke kan slå sig på. “Velkommen til den virkelige verden” hedder den, og den handler om, at Mona Juul har meget mere erhvervserfaring end alle de andre folketingsmedlemmer. Derfor holder der ude foran Tivoli-hotellet en bus, der er omfavnet i konservativ-grøn, ligesom der er hængt i hvert fald ét banner op et sted i Danmark, jeg endnu ikke har lokaliseret, der præsenterer hendes versus andre toppolitikeres erhvervserfaring. Øverst står der Mona Juul, 28 år. Nedenunder Mette Frederiksen, 1 år. Så Troels Lund Poulsen, 3 år. Dertil har man indrykket annoncer rundt omkring i det københavnske bybillede, der tager form af et stort billede af Mona Juul og så et kritisk citat om regeringen, det kunne for eksempel være “Staten bruger flere penge på førtidspension end på hele Forsvaret”. Disse annoncer virker til at være en god idé, for da Epinion for nylig offentliggjorde den seneste kendthedsmåling, svarede 37 procent af de adspurgte, at de ikke kendte Mona Juul. Anderledes så det ud for vennerne i den blå blok: Alex Vanopslagh (LA) lå på 10 procent, Morten Messerschmidt (DF ) på 5 procent og Inger Støjberg (DD) på 2 procent. Og så går det hverken sådan for alvor frem eller tilbage i meningsmålingerne. Det er gået i tomgang. I den seneste meningsmåling fra Voxmeter står Det Konservative Folkeparti til at få 0,5 procentpoint flere stemmer, end det gjorde ved valget i 2022; de eneste partier, der har flyttet sig mindre, er henholdsvis vennerne fra KLAR-alliancen, Radikale Venstre, der står til at miste 0,2 procentpoint, og så Alternativet, der står til at miste 0,1.  Om det er en konsekvens af eller et symptom på dette, ved jeg ikke, men landsmødets første dag var en relativt flad fornemmelse. Som en af de få journalister pointerer over for mig søndag formiddag: “Det er, som om de har cyklet i modvind for længe og nu er helt færdige.”

Hun vil egentlig helst være fri for at tale om det. Men Mia Reesen er både rasende og skuffet. For hun føler sig både røvrendt og ført bag lyset af Kalundborg Kommunes magtfulde teknik- og udviklingsdirektør Michel van der Linden, der var dybt involveret i at sende hendes knap 20.000 kvadratmeter store grund i den østlige del af Kalundborg lige i favnen på Novo Nordisk for 8,6 millioner kroner. “Jeg synes på ingen måde, at kommunen var neutral. De var ikke på min side – de var på Novos side. Der var en skjult agenda for kommunen,” siger Mia Reesen, der nu har valgt at tage bladet fra munden.  Det sker to år efter, at Novo Nordisk overtog hendes ejendom som et led i et større opkøbstogt i området, som kommunen havde udlagt som et erhvervsområde. Frihedsbrevet kan i dag beskrive Kalundborg Kommunes bizarre rolle i sagen.

En af de vigtigste opgaver som journalister på Frihedsbrevet er at lette rumpen, forlade kontoret og søge ud mod de steder og begivenheder, hvor sandheden pibler frem, og opsøge kilder, der ellers normalt ikke er til at få fat i, men som ligger inde med sprængfarlige oplysninger. Den seneste uges udgivelser fra Frihedsbrevet har budt på en række eksempler.  Det er blandt andet lykkedes os at opsnappe livstegn fra en af de ukrainere, som ifølge tysk politi er mistænkt for at stå bag sabotagen af Nord Stream-gasrørene ved Bornholm.  Journalist Andreas Munk har været et smut i Polen, hvor han har opsøgt konen til den 45-årige dykker – Volodymyr Z. – som har været forsvundet siden sommeren 2024, hvor han flygtede fra Polen, efter der blev udstedt en europæisk arrestordre mod ham.  Hans kone fortæller nu til Frihedsbrevet, at hun jævnligt er i kontakt med sin mand. En anden interessant ting er, at hun antyder, at Volodymyr Z blev opfordret og hjulpet ud af landet af militærattacheen på den ukrainske ambassade i Polen.  De nye oplysninger puster for alvor til gløderne i den betændte sag, hvor spørgsmålene hober sig op. Et af dem er, om det er rigtigt, at Ukraine aktivt har hjulpet en mistænkt sabotør med at flygte?

Som 9-årig blev en ung Maziar Mike Doustdar sendt alene til den amerikanske delstat Ohio. Den iranske revolution var brudt ud og havde forandret hans hjemland fra et vestligt støttet monarki til en islamisk republik.  I Ohio fik Doustdar kaldenavnet “Mike”, der har fulgt ham lige siden. I dag beskrives den unge dreng, der forlod Iran, da det iranske præstestyre overtog magten, som “den helt rette” til at vende udviklingen i Danmarks største virksomhed, Novo Nordisk.  Den 55-årige Mike Doustdar er ifølge medicinalgigantens bestyrelsesformand en exceptionel leder, der kender Novo Nordisk usædvanlig godt. Han har arbejdet i Novo Nordisk hele sit voksenliv og elsker – med egne ord – Novo Nordisk “til døden”. “For 33 år siden begyndte jeg som 21-årig kontorassistent i Wien. Jeg ville bare lave et ordentligt stykke arbejde. Jeg havde aldrig troet, at jeg en dag skulle sidde i denne stol. Denne virksomhed har gjort mig til den, jeg er. Den har lært mig, hvad formål betyder – at vores arbejde hjælper millioner af mennesker med at leve et bedre liv hver eneste dag,” lød det fra Mike Doustdar, da Novo Nordisk offentliggjorde navnet på deres nye direktør. Og selvsikkerheden skinnede igennem, da Mike Doustdar skulle forklare, hvordan han adskiller sig fra den nu forhenværende Novo-direktør Lars Fruergaard Jørgensen. “Når man spørger folk om forskellen på Lars og mig, svarer de: ‘Mike er virkelig hurtig, Mike er handlingsorienteret, Mike er konkurrencedygtig, Mike er selvsikker,” sagde Doustdar på sin første arbejdsdag. Han har siden trukket i arbejdstøjet og demonstreret, hvor handlingsorienteret han er.

Han har siddet i en af de mest magtfulde stillinger i verden, forhandlet med Xi Jinping, Vladimir Putin og Kim Jong-Un og har kendskab til efterretninger, der er så følsomme, at de kun bliver delt i de mest sikre rum.  Han har været med til at forme nogle af de største udenrigspolitiske beslutninger i USA’s nyere historie, og han fulgte Donald Trump på allernærmeste hold som national sikkerhedsrådgiver i Det Hvide Hus fra 2018 til 2019. “Trump ser alting gennem den prisme, der handler om, hvad der gavner ham selv. Han har ingen egentlig filosofi, ingen national sikkerhedsstrategi og han bedriver ikke politik på den måde, vi normalt forstår ordet,” siger John Bolton i et interview med Frihedsbrevet. Manden med det buskede hvalrosoverskæg og alvorlige blik er en af de mest markante udenrigspolitiske høge i amerikansk politik, kendt for sin umættelige appetit på amerikansk interventionisme. Med en karriere, der strækker sig over fire årtier i Washington, er det svært at pege på en anden, som har haft ligeså stor indflydelse på USA’s udenrigspolitik i det 21. århundrede. Da han arbejdede for Trump, var han også dybt involveret i det første Grønlands-fremstød og har fulgt udviklingen med bevågenhed lige siden. Han er selv tilhænger af ideen om at indlemme Grønland i USA, men Bolton er uenig med Trumps tilgang, som han mener forringer USA’s chancer for at lave en aftale. Bolton er ikke en del af den nuværende administration. Han er i dag yt i republikansk politik. Men han florerer stadig i nyhederne: I sidste måned blev han og hans hustrus hjem ransaget af FBI-agenter på udkig efter fortrolige dokumenter, som Bolton angiveligt havde taget med sig og opbevaret ulovligt i sit forstadshjem i Bethesda, Maryland. Bolton, som allerede har fået frataget sin sikkerhedsbeskyttelse af administrationen, blev dermed en af de første konkrete ofre i Trumps hævntogt mod påståede politiske fjender. I et interview med Frihedsbrevet fortæller han nu om sin tid i verdens mægtigste embedsværk, om sit seneste besøg i Danmark, situationen i Arktis og Ukraine – og hvordan man bør forstå hans tidligere chef, der de seneste ni måneder har rystet verdenssamfundet med det ene markante politiske tiltag efter det andet. Efter nogen ventetid titter John Bolton frem på Zoom-forbindelsen og smiler pænt under sit store, men velfriserede overskæg fra sit kontor i D.C. Han er iført jakke og slips og et par tynde sølvbriller. Hans udseende fremkalder minder om Ned Flanders fra The Simpsons. Lige indtil man får øje på dekorationerne bag ham: Til højre for ham står et amerikansk flag, på venstre side har han et model-jægerfly, en miniskulptur af en hvidhovedet ørn og en væg spækket med certifikater. Først og fremmest vil jeg gerne høre om dit seneste besøg i Danmark. Hvad tog du med dig derfra? “Jeg havde fornøjelsen af at tale til Dansk Erhvervs årsmøde og mødes med flere medlemmer af Folketingets Udenrigsudvalg samt nogle danske embedsmænd. Det gav en rigtig god mulighed for at udveksle synspunkter om centrale spørgsmål som Ukraine, NATO, Grønland og andre emner. Alt i alt var jeg meget glad for besøget.”