Flere har kaldt det Danmarks største byggeskandale.  Siden lanceringen af den storstilede Niels Bohr-bygning tilbage i 2013, præcis 100 år efter den danske fysiker præsenterede sin banebrydende atomteori, er meget gået galt. For ikke at sige stort set alt.  Bygningen, der skal huse over 3.000 administrative medarbejdere, forskere og studerende og samle massevis af Københavns Universitets naturfag under samme tag, endte med at gå over tre milliarder kroner over budget. Men ikke nok med det. Prestigebyggeriet blev indviet med hele otte års forsinkelse og blev genstand for en række retlige stridigheder mellem virksomheder, universitetet og staten.   Nu er den endnu engang gal igen, fristes man til at sige. Frihedsbrevet har fået aktindsigt i Bygningsstyrelsens og Vejdirektoratets udgifter til Poul Schmith for deres brug af topadvokater til at bistå de ansvarlige myndigheder med at afgøre, hvilke dokumenter der skal udleveres til offentligheden, og hvilke der skal holdes hemmelige. Aktindsigten viser, at de to myndigheder har spenderet over fem millioner skattekroner – 5.178.616,22 kroner for at være præcis – og næsten 3.000 timer på bistand på i alt 135 aktindsigtssager siden 2020. 

Den ukrainske dykker Volodymyr Zhuravlev, der er internationalt efterlyst for Nord Stream-sabotagen, er jævnligt i kontakt med sin kone. 

Den magtfulde Køge-borgmester Marie Stærke (S) er en af de absolutte topfigurer i Socialdemokratiet, hvor hun er næstformand. Men Marie Stærke er også bestyrelsesmedlem på Roskilde Universitet, der er havnet i en møgsag, som har fået universitetets formand Carsten Toft Boesen til at fratræde. I weekenden langede statsminister Mette Frederiksen ud efter RUC fra talerstolen til Socialdemokratiets kongres, som hun i et interview med Politiken beskyldte for ikke at leve op til universitets ansvar ved at have “ført udlændingepolitik på egne vilkår”. Baggrunden er, at universitetet har spekuleret i at bringe udenlandske studerende på et lavt fagligt niveau – herunder en stor andel fra Bangladesh – til Danmark, som Frihedsbrevet tidligere har afsløret.

De delegerede har betalt 2.000 kroner for at være her i dag, og der er ikke engang borde.  Det er sådan, en socialdemokrat udlægger sin kritik af dagens arrangement over for mig.  Det er mange penge, bekræfter jeg. Og det er da mærkeligt med de borde.  “Det er, fordi de gerne vil gøre det sådan lidt mere rally-agtigt,” siger hun. Men så kan folk slet ikke sidde og skabe menneskelig kontakt? “Det hele er reduceret til sådan noget med at sidde og klappe i hænderne,” svarer hun.  Jeg konstaterer, at der heller ikke er plads i salen til pressen. Det har jeg aldrig prøvet før. Der er ellers masser af plads at give af, der er i omegnen af 638 til stede i dag, og når de ikke engang har borde, skal man være lidt kreativ for at få det til at se ud af noget. På trods af forsøget står en god del af lokalets østlige flanke tom.  “Det virker lidt pressefjendsk,” konstaterer en anden socialdemokrat senere, og jeg må for alvor istemme, da der i presserummet til frokost serveres en krukke hønsesalat til hver mand, ledsaget af to halve stykker toast. Forstå mig ret, jeg kan godt lide hønsesalat, men en hel krukke af det påfalder mig nu alligevel at være for meget af det gode. Det er lørdag den 13. september, og jeg er til Socialdemokratiets årsmøde, der vanen tro holdes i statsministeren og partiformandens yndlingsfodboldklubs hjemby, Aalborg; det blev for nyligt offentliggjort, at hun er stoppet med at holde med Brøndby IF til fordel for Aalborg Boldklub, da “alle de der slåskampe blev for meget.” Ude foran Kongrescentret mødtes man først af en lastbil, Borgerligt Fundament har lejet til at hænge et banner op med teksten ’Dyt ikke! Hvis du vil have store bededag tilbage’ og så køre den hen for at drille socialdemokraterne, som en slags gengæld for den lastbil de røde i forrige uge havde fået placeret foran den borgerlige supergruppes event, Borgerligt Konvent.

Forventningens glæde over aktivisten Tommy Robinsons march for frihed, ytringsfrihed og “forening” af det britiske kongerige denne lørdag i London kan både mærkes, høres og duftes foran pubben Fire Station på Waterloo Road. Herfra skal de første skridt tages lidt over middag. Mange har allerede været i gang i en halv sixpacks tid, flere tripper rastløst rundt, flager febrilsk med Sankt Georgskorset, Union Jack og hjemmelavede bannere og finder flere melodier til at betone, hvor stor en “wanker”, de mener, at den britiske premierminister Keir Starmer er.  Mere begejstret er man for den omstridte polske MEP’er, Dominik Tarczyński, som tre vagter må eskortere forbi hans meget ivrige britiske fanskare.  Også danske Morten Messerschmidt kommer listende og glider ubesværet igennem, kun bevogtet af sin Dot under armen. Som han kommer slentrende der, nonchalant med sin mobil til øret, bølget blondt hår, mørk jakke og pæne sko, ligner han jo faktisk en af the bad guys; altså den pæne elites mand.

Der er en række krav, man som forening skal leve op til, hvis man skal betegnes som folkeoplysende.  For eksempel skal foreningens hovedaktiviteter være folkeoplysende. For at en aktivitet kan betegnes som dét, skal den foregå i fællesskab med andre medlemmer, og så skal der være en fælles læring.  Dernæst skal foreningen være åben for alle, der tilslutter sig dens formål.  Så skal der være mindst fem medlemmer. Og derudover skal den være demokratisk opbygget. Hvad der til gengæld ikke stilles krav til, for at en forening kan betegnes som værende folkeoplysende og dermed modtage økonomisk støtte fra sin tilhørende kommune, er, hvorvidt denne eksempelvis sælger merchandise med støtte til en terrororganisation.   Og det kan foreningen Internationalt Forum nyde godt af. Hvert år modtager den selverklærede solidaritetsorganisation nemlig støtte fra Københavns Kommune, hvilket er blevet til 1.139.482 kroner siden 2015.

Mordet på Charlie Kirk har antændt sorg og forargelse verden over. Men også en hævntørst i visse kredse, som kun er vokset time for time. Vreden sitrede på det sociale medie X og blandt republikanere i Washington og spredte sig hurtigt som en steppebrand.  Sent fredag eftermiddag dansk tid meddelte Utahs guvernør, at en mistænkt er blevet pågrebet. Tyler Robinson, en 22-årig mand, som ifølge efterforskere havde udtrykt antifascistiske holdninger og foragt for Charlie Kirk.  Alligevel var ledende skikkelser med millioner af følgere hurtige til at pege fingre, allerede inden et motiv eller en gerningsperson var kendt. “Venstrefløjen er mordernes parti,” lød Elon Musks reaktion lige efter attentatet. “Vi må have jernhård beslutsomhed,” udtalte Trumps tidligere chefstrateg Steve Bannon i sit podcast-program War Room og tilføjede:  “Charlie Kirk er et krigsof­fer. Vi er i krig i dette land. Det er vi.” “DET HER ER KRIG,” skrev den højreorienterede provokatør med kaldenavnet “Libs of Tik Tok” på X, der har 4,4 millioner følgere. Præsidenten selv var også klar i mælet, da han adresserede amerikanerne i en fire minutter lang video:  “I årevis har folk på den ekstreme venstrefløj sammenlignet fantastiske amerikanere som Charlie med nazister og verdens værste massemordere. Det er denne retorik, der er direkte ansvarlig for den terrorisme, vi har oplevet i dag”, sagde Trump.  Jonathan Keeperman, en kontroversiel skikkelse fra højrefløjen, slog fast, at “intet er udelukket. Det er sådan, jeg har det. Det er sådan, jeg har det lige nu. Intet er udelukket. Vi kan ikke have et land som dette,” og satte dermed rammerne for, hvad han mente en eventuel straf eller hævnaktion skulle indebære.  Og det er bare et mikroskopisk udvalg af den strøm af gængældelseslystne holdninger og forudsigelser om krigeriske tilstande, som deles og hyldes af titusindvis af amerikanere.

“Han sagde, han ville være her i god tid, men det er han så ikke,” siger Armin Kavousis forsvarer, få minutter før retsmødet er sat til at starte klokken 9.30. Han rejser sig for at sikre sig, at han er havnet i den rigtige retssal. Eller blot, at hans klient er dukket op.  Det optimistiske ankomstsestimat er nemlig ikke første gang, at Kavousi ikke er til at stole på. Faktisk er det grunden til, at han i dag vil være at finde i retslokale nummer ni – et af de mindste af de 42 slags, der er i Københavns Byret – hvor Frihedsbrevet sidder alene på tilhørerrækken. Kavousi er tiltalt for opløsningsbaseret markedsmanipulation. Eller oversat til uforblommet dansk: Han har løjet, så vandet drev.  Det var nemlig en rosenrød fortælling, han tilbage i 2023 turnerede med om sig selv og ikke mindst den nu hedengangne virksomhed MeeW, da det kun var et øjeblik fra at blive børsnoteret på den svenske børs Spotlight. En ny hjertescanner med den enestående egenskab at afhjælpe stress og gøre livet med ADHD lettere havde gjort MeeW til et velrenommeret firma, som blev kaldt “Mini Google”, påstod Armin Kavousi.

Til denne uges Fri Tænkning har jeg talt med Robert English, der er historiker, forfatter og professor i internationale forhold på University of Southern California. Han er ekspert i det moderne Central- og Østeuropa samt i det tidligere Sovjetunionen og Rusland.  English arbejder i øjeblikket på et studie af russisk identitet med udgangspunkt i Ruslands forhold til Serbien.  I begyndelsen af sin karriere i 1980’erne var Robert English under præsident Reagan ansat i først det amerikanske forsvarsministerium og dernæst i Komiteen for National Sikkerhed, hvorpå han valgte en akademisk levevej. Baggrunden for vores snak var en meningsmåling, English sidste år gennemførte i fire centraleuropæiske lande, Polen, Ungarn, Tjekkiet og Slovakiet om holdninger til krigen i Ukraine. I strid med den officielle vestlige fortælling viser det sig, at de fleste i de lande i dag er tættere på Ungarns kontroversielle leder, Viktor Orbán, end på lederne af EU og NATO i Bruxelles, og Ukraine og præsident Zelenskyj er i stigende grad genstand for kritik. Robert English har gennem årtier rejst i Centraleuropa og på Balkan. Som ung studerende i USA tilbragte han et semester ved Zagreb Universitet i Kroatien, hvor han også har sine rødder, da hans mor er halv slovener, halv kroat. Siden har han med jævne mellemrum besøgt regionen, talt med folk og studeret landene professionelt. Politiske milepæle som oprøret i Østtyskland i 1953, Ungarn 1956, Tjekkoslovakiet 1968 og Solidaritet i Polen i 1980 og 1981 har fyldt meget. Alt sammen oprør, der i sidste ende var rettet mod den socialistiske lejrs centrum i Moskva. Robert English har også interesseret sig for, hvad der er sket i Centraleuropa under krigen i Ukraine, og for et par år siden begyndte han at notere en afstand mellem, hvad han hørte i samtaler med lokale folk i lande som Polen og Tjekkiet, og det han læste i den lokale presse på den ene side, og så de synspunkter, der som en homogen lind strøm flød gennem vestlige medier, tænketanke og meningsmålinger. English siger: “Den absolutte opbakning til Ukraine, snakken om solidaritet og hjælp til flygtninge, som var tydelig i krigens første år, havde ændret sig. Det samme havde synet på EU og NATO. Almindelige mennesker sagde noget andet til mig, end det man kunne læse i vestlige medier. Der var en stigende utilfredshed, især fordi krigen i de lande havde store økonomiske konsekvenser, og fordi de ikke er så rige.”

Samsam havde knap nok vundet anerkendelse som agent i Højesteret, før der dumpede et advokatbrev ind på Politiets Efterretningstjenestes hovedkvarter i Søborg. Nu vil Morten Storm nemlig også have statslig anerkendelse for at have været agent. Ifølge ham infiltrerede han Al-Qaeda i fem år for PET og var blandt andet med til at få Al-Qaedas næstkommanderende Anwar Al-Awlaki dræbt ved et droneangreb i Yemen. “Vil PET ikke af sig selv anerkende mig – selv efter at have fået brevet – så må vi jo tage retslige skridt,” siger Morten Storm til Frihedsbrevet.

Charlie Kirk, en indflydelsesrig højrefløjsaktivist og tæt allieret med USA’s præsident, døde onsdag, efter at han blev skudt i halsen under et debatarrangement på et universitet i Utah.  De forfærdende billeder blev transmitteret verden over på sociale medier og sendte chokbølger gennem det amerikanske samfund.  Tusindvis af unge var samlet udenfor på Utah Valley Universitys campus for at høre ham debattere med studerende om alt fra transkønnede og immigration til udenrigspolitik ved et af hans famøse Prove Me Wrong-arrangementer, som den 31-årige politiske kommentator gjorde en levevej ud af. Frihedsbrevet har talt med flere personer, som har været tilknyttet Charlie Kirks konservative ungdomsorganisation Turning Point USA. En organisation, han startede som 18-årig, og som har spillet en enorm rolle i Trumps tilbagevenden til Det Hvide Hus. Det seneste årti er den vokset til at blive en større bevægelse, der har forandret den amerikanske højrefløj og konverteret tusindvis af unge amerikanere til Trump-lejren.

Igennem flere år er udsatte børn og unge blevet anbragt i et hus på Bågø. Senest har en 13-årig psykisk syg pige i næsten ni måneder været anbragt i huset, der drives af velfærdsmastodonten Carelink.  Mens pigen var i Carelinks varetægt, stak hun flere gange af fra øen, hvor hun blev udnyttet seksuelt. Det er Næstved Kommune, der står bag anbringelsen, der varede fra november til juli i år og kostede 2,5 millioner skattekroner. Penge, der endte hos Carelink.  Nu viser det sig, at anbringelsen af den mindreårige pige ifølge en ekspert var ulovlig.  I et svar til Frihedsbrevet erkender Næstved Kommune, “at den anvendte lovhjemmel”, som den 13-årige pige var anbragt efter, ikke er hensigtsmæssigt ift. den konkrete sag.”

Sammen med en blandet landhandel af blåt godtfolk tilbragte jeg min lørdag i en mørk messehal i udkanten af Fredericia; en overvejende socialdemokratisk by – faktisk fik de fire blå partiformænd, der er samlet her i dag, blot 24,9 procent af de stemmer, Fredericias borgere havde at uddele ved Folketingsvalget i 2022. Men Fredericia er et knudepunkt, rent trafikalt, og det er her Mona Juul (K), Inger Støjberg (DD), Alex Vanopslagh (LA) og Morten Messerschmidt (DF) har valgt, at de vil holde den første, og måske eneste, udgave af det arrangement, de har valgt at kalde Borgerligt Konvent. De fire partiledere har nemlig oprettet en borgerlig supergruppe, der går under navnet Borgerligt Fundament, og foruden at holde dagens arrangement i Messe C har de også skrevet en række fælles kroniker, holdt fælles blå 1. maj og fremsat fælles beslutningsforeslag i Folketinget. Som led i dagens arrangement er de sågar kommet med et udspil om 50 forandringer, de vil foretage i løbet af de første 100 dage i en eventuel kommende blå regerings levetid. Flere af forslagene handler direkte om Mette Frederiksen og den nuværende regering, herunder at bededagen skal tilbage, og koranloven skal væk. Borgerligt Fundaments eksistensberettigelse er at kunne gøre fælles ting som dette. Og hvorfor skal man gøre fælles ting som dette, jamen, det skal man for at vise vælgerne, at der er et alternativ til en Mette Frederiksen-ledet regering. Det er det, de repræsenterer. Det er det, der er gruppens egentlige primus motor; at ikke være Mette Frederiksen.  Og tre af de fire partier har da også udelukket at gå i regering med Socialdemokratiet. Den eneste, der står uden for det spørgsmål og dermed står bag en begyndende revne i lakken, er Konservatives Mona Juul, der står fast på sin ret til ikke at udelukke noget. Sværere er spørgsmålet om udenrigsministeren og Moderaterne-formanden, Lars Løkke Rasmussen, der ifølge Epinions popularitetsmåling er den mest upopulære minister overhovedet; 57 procent af de adspurgte danskere svarede, at de har et negativt syn på ham. Noget, de deler med Morten Messerschmidt, der kategorisk har afvist at ville indgå i en regering med den tidligere statsminister. De tre andre er dog mere vævende i deres svar om, hvorvidt de vil være villige til at bruge hans mandater, skulle de få brug for dette, hvilket de nuværende meningsmålinger tyder på, at de muligvis vil. Mens Mette Frederiksen er en anelse mere populær, er hun bestemt heller ikke en publikumsfavorit. 45 procent er negativt stemt over for hende.  Ser man på tallene, virker det ikke ligefrem som en dårlig ide at stille sig i position som alternativet til disse upopulære skikkelser. Så er spørgsmålet nærmere, om det er bæredygtigt.  Og det er det, de vil forsøge at vise, at det er ved at holde et fælles arrangement en lørdag i Fredericia. Ved ankomst til Messe C i Fredericia mødes man først af et billboard, der byder velkommen fra de fire partiledere. Motivet forestiller dem photoshoppet ind foran en collage af nogle danske ting såsom Den Lille Havfrue, Nyhavn, Dannebrog, et træ og et frimærke. Som en skygge over parkeringspladsen hænger en kæmpe bannerudgave af samme motiv, jeg vil skyde på, det er på størrelse med en håndboldbane, og lader man øjnene vandre længere op i lodret retning, vil man få øje på, at der i flagstængerne i dag er hejst marineblå flag, der pyntes af samlingens navn, Borgerligt Fundament.

I årevis er børn forsvundet fra det nordsjællandske Børnecenter Sandholm. Men det har hverken fået Nordsjællands Politi eller myndighederne til at slå alarm. Alene i år er seks helt små børn forsvundet fra asylcenteret.  Børnene er såkaldte uledsagede mindreårige, en særlig beskyttet gruppe, som er ankommet til Danmark uden forældre eller familie. Det betyder, at den danske stat har ansvaret for børnene, mens de opholder sig i landet.  På trods af det har Nordsjællands Politi ikke fundet det nødvendigt at forsøge at finde de børn, der forsvinder. Det viser politisager på børnene fra Nordsjællands Politi, som Frihedsbrevet har fået aktindsigt i. I 19 ud af 20 sager, hvor børn under 13 år er forsvundet fra Børnecenter Sandholm i perioden 2021 til 2025, har politiet ikke afhørt et eneste vidne. Politiet har end ikke taget turen ud til Børnecenter Sandholm. I en enkelt sag har de talt med ét vidne; en ansat på asylcenteret.

Det var en tirsdag i midten af august, at jeg igen nærmede mig Folketinget. Jeg havde fået mit skilt tilbage, det privilegerede adgangskort med det blå bånd, som var blevet taget fra mig, da jeg blev idømt tre måneders karantæne fra Christiansborg for … hvad var det nu, det var? … åh jo;  “manglende situationsforståelse”.  Ligesom med fængselsfanger, der typisk udsluses på en søndag, hvor verden ikke kører på fuldt blus og samlet set virker mindre farlig, havde en læser af mine stuegange anbefalet, at jeg vendte tilbage til Borgen på en dag, hvor der ikke skete så meget, at jeg ville blive overstimuleret og gå helt fra snøvsen. Altså i modsætning til at vente til den syvende oktober, hvor Folketinget åbner officielt efter sommerpausen med hele det fulde orgelbrus.  Det var et godt råd, så derfor valgte jeg at dyppe foden i badekarret den 14. august, hvor jeg kunne se, at det eneste, der var på bedding, var et møde i salen. Mødet omhandlede i øvrigt førstebehandlingen af et stykke lovgivning, der kommer til at give forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) og hans lille øjentjener beredskabsminister Torsten Schack Pedersen (V) uhyggeligt meget magt.  I mellemtiden havde jeg haft tid til at tænke det hele igennem. For som vi ved fra formand Mao, er det aldrig for sent med selvkritik. Og når jeg regnede efter, kunne jeg godt se, at jeg faktisk var trådt ved siden af. For mit oprindelige løfte til Frihedsbrevets læsere var jo, at jeg kun ville kigge og aldrig gribe ind, præcis som den intergalaktiske voyeur The Watcher fra Marvels tegneserieunivers bærer sig an.  “He will never interfere,” som løftet lyder på engelsk.  Men det var jo netop det, jeg havde gjort mig skyldig i, da jeg tog Rasmus Paludan med på min stuegang; jeg havde grebet ind og introduceret et stykke udefrakommende virkelighed i Borgens gange, nemlig Rasmus Paludan. Og det var jo denne sociale intervention, der endte med at føre til min karantæne. Så fra nu af var jeg fast besluttet på aldrig mere at gribe ind igen, men kun at kigge. Hvorfor jeg også havde skudt en løs idé om at holde en reception på Borgen i anledning af min tilbagekomst til hjørne.  En anden årsag var, at en opklarende telefonsamtale med Snapstinget havde åbenbaret, at man ikke bare sådan kan holde en reception i Folketinget. Jeg skulle skrive til Folketingets eventafdeling og alt muligt, og for enden af denne vej kunne jeg klart fornemme, at jeg sagtens kunne havne et sted, hvor jeg på ny havde gjort mig skyldig i manglende situationsforståelse. For det er jo sådan, det virker, når man får et rap over nallerne; man bliver håndsky af det.  Noget andet, jeg havde brugt min sommerferie på, var at undre mig over, at så få af mine kolleger på Borgen havde protesteret over min karantæne. Det virkede snarere‚ som om de var lettede over at slippe af med mig, for det var hvert fald ikke meget frontgemeinschaft, jeg mærkede fra Presselogens side. Men det skaber jo unægteligt også ro i hønsegården, når der engang imellem forsvinder et uregerligt stykke fjerkræ. I dette tilfælde en rød amerikaner, som vel må være betegnelsen for den høneart, jeg selv tilhører.  De altid flinke folketingsbetjente tog venligt imod mig, og snart stod jeg på den anden side af sikkerhedsslusen. Det føltes rart at være tilbage igen, men også lidt usikkert. Ligesom i en drøm‚ hvor man pludselig befinder sig i sin gamle folkeskole.  Så mødte jeg en kollega fra pressekorpset, der ved selvsyn kunne konstatere, at jeg var tilbage.  “Du er tilbage,” sagde han.  Han fortalte så, at han lige kom fra en briefing med Alex Vanopslagh (LA), som handlede om, hvad der skulle ske til Liberal Alliances sommergruppemøde.  “Men sådan noget bliver du jo ikke inviteret med til,” sagde min kollega og understregede, at jeg ikke var gået glip af noget.  Nu gjaldt det mødet i salen, som var sat til at starte om 10 minutters tid. Men Presselogen, hvorfra jeg normalt følger med i det arbejdende folkestyre, var nu under ombygning, fordi der skulle gøres plads til simultantolkning til grønlandsk, hvilket formanden for Esbjerg Havn – Søren Gade – ellers tilbage i september 2023 havde forklaret til DR, var alt for dyrt. “En af årsagerne er rent praktisk, at så skal vi bygge Folketinget om for godt 40 millioner, og hvis man skulle tage den fulde model, vil det koste yderligere 200 millioner om året,” sagde Søren Gade dengang.  Men efter at USA’s præsident Donald Trump rettede sit dræberblik mod Grønland, er pengene pludselig dukket op, så nu kan Folketingets medlemmer snart høre Aki-Matilda Høegh-Dam holde taler på grønlandsk oversat til dansk, og hun kan høre danske taler oversat til grønlandsk … hvis det da ikke lige var, fordi hun har søgt orlov fra Folketinget for at “kunne optimere sine kræfter” i det grønlandske parlament, hvor hun også har fået en plads. Her er det lige værd at bemærke, at den eneste årsag til hele øvelsen med simultantolkning til grønlandsk i Folketinget er, at Aki-Matilda Høegh-Dam, som er født i Hillerød og taler klingende dansk, har insisteret på at holde sine taler på grønlandsk. Altså lidt som hvis man ringer til værten, som har inviteret til middag, og gør gældende, at man både er veganer og nøddeallergiker og afholdsmand for så helt at blive væk.

På Frihedsbrevet ser vi det som en af vores kerneopgaver at tage vores medlemmer med på en lytter, når de, der har magten, ikke tror, at nogen lytter med – om det så er i en kælder med Lars Løkke, til masterclass med et medlem af Blekingegadebanden, eller når en gammel kending af en løgnhals er på spil igen.  Et andet godt eksempel er, når Folketingets formand, Søren Gade (V), har ordet. Efter han kom for skade at sige sandheden om, hvad han synes om sit job og sine kolleger, og Frihedsbrevet gengav det, er han kommet i modvind.  Enhedslisten og Alternativet har trukket støtten til ham som formand, og der skal nu afholdes en afstemning i Folketinget om, hvorvidt Søren Gade skal genvælges til den prestigefyldte post.  Balladen har stået på i flere måneder og har handlet om, hvorvidt Søren Gade både kan være formand for Folketinget og Esbjerg Havn på en og samme tid.  Men nu har flere partiet altså fået nok, efter at Søren Gade en lun sommeraften i august holdt hof under et arrangement på Tisvilde Kro, hvor Frihedsbrevet sneg sig med og efterfølgende rekonstruerede denne herlige aften i en reportage.

Armin Kavousi blev ikke kendt for sine fortræffeligheder som hverken iværksætter eller frontfigur i tech-virksomheden MeeW. Det var Kavousis omfattende spind af løgne, der gjorde ham til den ufrivillige hovedperson i en børsskandale i 2023. På målstregen – ni dage før en børsnotering– blev Kavousi afsløret, og hans virksomhed gik nedenom og hjem. Nu er han på spil igen, selvom han har konkurskarantæne. Det kan Frihedsbrevet i dag afsløre ved hjælp af en skjult optagelse, der viser, at Kavousi på ny turnerer med usandheder.

Villaggio La Pescaccia, 3. september, 2025 kl. 22.30 Jeg sidder på dækket ved min flydende hytte i et feriecenter en halv times kørsel fra den italienske badeby Rimini. Ved siden af mig bobler en jacuzzi. Vandet lyser op i en markant skriggrøn farve.  Det blev tændt som noget af det første, da en ekstremt imødekommende mand fra hotelpersonalet skulle vise mig min booking: En “floating suite”, der er en ud af fem flydende hytter på feriecentrets sø, som jeg hurtigt konkluderer med mig selv må være kunstig. “Det er 38 grader,” siger han og viser mig med et grin, hvordan jeg ændrer lyset fra grøn til rød til blå. Men jeg er her ikke for at bade i den lille og lidt sørgelige jacuzzi. For skråt over for min flydende hytte, inde på søens bred, ligger luksustelt nummer 39. Nu bor der nye gæster, fortæller han, men for præcis to uger siden var teltet med to dobbeltsenge, et lille køkken, hems og terrasse med udsigt til søen scene for en storstilet politiaktion, hvor den 49-årige ukrainer Serhii Kuznietsov blev anholdt. Italieneren, der også er bartender på hotellet, hvilket kan mærkes på hans humør, var vidne til aktionen. Han fortæller, at den var udført med stor professionalisme, og at politiet var rullet op på en lille vej tæt på luksusteltet, inden de gik i aktion. Målet for aktionen havde ikke påkaldt ham den store opmærksomhed inden, men han havde vistnok serveret ham kaffe.  Ukrainere var der som sådan ikke noget unormalt ved, fortæller han. Her på stedet var man især inden krigen i Ukraine vant til at få besøg af slavere. “Der kom mange, men ikke mere,” siger han.  Serhii Kuznietsov ankom den 19. august i sin Toyota Land Cruiser med ukrainske nummerplader til det afsides beliggende trestjernede feriecenter, der råder over en sø, tre pools samt jacuzzi tilhørende alle værelser, hytter på vand og land og luksustelte.  Hvad Serhii Kuznietsov formentlig ikke vidste, da han trådte ind på stedet for at feriere med sin kone og to børn på ni og fem, var, at tysk politi den 18. august 2025 – altså blot to dage før hans anholdelse – havde udstedt en europæisk arrestordre på ham, der udløste en alarm, efter at han ligesom jeg skulle aflevere pas i receptionen: “Den sigtede Serhii Kuznietsov er stærkt mistænkt for, sammen med andre medgerningsmænd og på grundlag af en forud fælles udarbejdet plan, senest den 8. september 2022 i havnen i Wiek på Rügen at være gået om bord på sejlyachten ‘Andromeda’,” står der i arrestordren, der fortsætter: “og efterfølgende, i arbejdsdelt udførelse, nordøst og sydøst for øen Bornholm at have anbragt mindst fire sprængladninger, hver på 14 til 27 kilogram, bestående af en blanding af hexogen (RDX) og oktogen (HMX) med tidsudløsere, på de der på cirka 70 til 80 meters dybde på havbunden forløbende rørledninger til gasrørledningerne Nord Stream 1 og Nord Stream 2”.

Hvis man ikke skulle lade sine tanker vandre, når man overværer en samtale med en berømt filosof, hvornår så? Sådan rationaliserede jeg i onsdags, da jeg cyklede hjem fra Nørrebro Teater og fandt et behov for at forsvare overfor mig selv, hvorfor jeg allerede havde glemt en god portion af den samtale, jeg netop havde overværet.  På scenen sad filosoffen Peter Sloterdijk, og det var ikke, fordi jeg kedede mig under den tilrejste tyskers oplæsning af sit seneste oversatte værk, Prometheus’ anger. Heller ikke hans klimabevidste meningsudveksling med Minik Rosing, den dansk-grønlandske geolog, som sad placeret over for Sloterdijk, var søvndyssende. Jeg nikkede endda troligt med, da de to kloge herrer indledte deres refleksioner over den antikke myte om titanen Prometheus, som bragte ilden fra himlen til jorden og dermed skænkede menneskeheden evnen til at omsætte energien. En gerning, som Prometheus i dag, ifølge Sloterdijk, ville angre, hvis han så, hvor ansvarsløst vi har håndteret friheden til at udvinde, forbruge og udnytte jordens ressourcer.  Vi har ikke været opgaven voksen, lød det. Værst har den vestlige del af civilisationen været; industrialisering, imperialisme, velstand, storforbrug, altid mere brænde på bålet. Mådehold er en kristen dyd, vi har prædiket, men ikke efterlevet, og prisen er vores egen undergang. Underforstået: Vi har opført os forkælet i sådan en grad, at vi har tabt viljen til at ofre os. Når først man har lært at beherske flammerne, er det ikke så let at underkaste sig dem igen. Det er, som samtalens overskrift lød, “ildens forblændende magt”.

“Vi skal have flere som Eva-Marie.” Sådan lyder det med stor iver fra fortællerstemmen i en velproduceret kampagnevideo for regeringspartiet Moderaterne, der er timet og tilrettelagt efter, at Lars Løkke Rasmussen og kompagni præsenterede det stort anlagte pensionsudspil, som blev lanceret i forlængelse af partiets sommergruppemøde i sidste uge. Ordene i videoen falder, lige efter at Eva-Marie Møller har fortalt, hvor glad hun er for stadig at arbejde, selvom hun er senior. I en alder af 73 år arbejder hun nemlig stadigvæk på freelancebasis som journalist – og altså redaktionel medarbejder – på DR’s flagskibe P1 Morgen og P1 Orientering, som tilsammen har flere hundredetusinde lyttere dagligt. Og det gør hendes medvirken i Moderaternes politiske reklame yderst problematisk for DR, lyder det samstemmende fra flere eksperter.  “Det svækker troværdigheden for DR som institution. Når lytterne tænder for P1 Morgen, skal de ikke være i tvivl om, hvorvidt der er interessekonflikter hos journalisterne,” siger Maria Bendix Wittchen, studielektor i nyhedsjournalistik og ph.d. i presseetik på Roskilde Universitet.

Flere bosteder herhjemme har forbindelser til organiseret kriminalitet. Det viser en lang række afsløringer i Frihedsbrevet. Mens ejerne tjener millioner på at sælge tvivlsomme velfærdsydelser, svigtes de udsatte børn og voksne i deres varetægt. Regeringen vil nu gå i krig mod de kriminelle. Men deres seneste lovændring har resulteret i omfattende nedskæringer, der har efterladt et blødende socialtilsyn, der fører tilsyn med bostederne. Socialminister Sophie Hæstorp Andersen (S) mener dog, at besparelserne vil styrke tilsynet. “Det er på sin plads, at man effektiviserer socialtilsynet på en måde, så de får endnu mere fokus på de brodne kar,” siger ministeren i et interview med Frihedsbrevet. Vi talte med ministeren om privatisering af velfærd, kommunernes ansvar og de store besparelser, som regeringen har lavet hos socialtilsynet.

Knapt nåede Moderaterne at gå i luften den 16. januar 2022, før et spørgsmål begyndte at presse sig på. Hvem ville Lars Løkke pege på som statsminister? Sig selv? Jakob Ellemann-Jensen? Søren Pape? Eller måske endda Mette Frederiksen, som i godt et trekvart årti havde været hans hovedmodstander i dansk politik?  Udadtil var ingen udelukket, svarede Løkke på netop det spørgsmål i et længere interview med Weekendavisen tre dage inden lanceringen af partiet: “Det ved jeg simpelthen ikke noget om. En eller anden,” lød det kækt fra Løkke, og selvom han forklarede sit comeback til dansk politik med, at han ikke ikke kunne sidde coronakrisen og Mette Frederiksens "formynderiske" og "egenrådige" ledelsesstil overhørig, ville han ikke udelukke hende.  Men indadtil i partiet var det dog på tegnebrættet at sende Frederiksens statsministerdrømme til tælling. For få dage forinden florerede et udkast til en spinmanual blandt Moderaternes politiske top, som den nuværende kulturminister og på daværende tidspunkt sekretariatsleder i partiet Jakob Engel-Schmidt havde sendt til Lars Løkke i en mail. En spinmanual og mail, som Frihedsbrevet er i besiddelse af, og som rummer en plan for mediehåndteringen i forbindelse med partiets lancering.  Øverst på side ét i manualen kan man læse, hvem der i hvert fald ikke kunne blive statsminister på Løkkes vagt:

Da en gruppe politibetjente i ly af natten slog til mod en bungalow ud for den norditalienske ferieby Rimini, gik der ikke mange timer, før hele verden var på den anden ende.  Klokken var 23.50 onsdag den 20. august 2025, da betjentene anholdt den 49-årige ukrainske mand Serhii K., efter at hans pas havde aktiveret en alarm et sted i systemet, da han indskrev sig i ferieboligen.  På et splitsekund gik denne mand fra at være en familiefar på badeferie i Italien med sin kone og deres to børn til at sidde bag tremmer, anholdt under en europæisk arrestordre.  “He’s a strong man,” udtalte hans advokat Luca Montebelli, da Frihedsbrevet nogle dage senere spurgte, hvordan hans klient havde det i fængslet i Bologna.  Advokatens påstand bliver underbygget af de billeder, som er taget foran appeldomstolen i Bologna af en muskuløs, skaldet mand i sort t-shirt, der bliver ført af uniformerede betjente. Ud over den fysiske fremtoning viser billedet også, at Serhii K. nærer stærke sympatier for den ukrainske sag, da han giver verdenspressen et lille hint om, hvad han er for en starut, ved at række de tre midterste fingre i vejret; en gestikulation for ukrainernes protest mod Rusland. Serhii K. formodes også at besidde en viden, der rummer svaret på et af de største og mest betændte spørgsmål de seneste år:  Hvem saboterede Nord Stream-gasrørledningerne ud for Bornholm? Sagen indgår i Frihedsbrevets nye podcastserie Taskforce Nord Stream, som vi netop har lanceret.  I podcasten kommer vi til at vende hver en sten i sagen, forfølge nye og gamle spor og teorier og grave nye oplysninger frem.

Hvis en bokser slog en mand i en lovlig boksekamp, ville retten ikke kunne dømme bokseren for vold. Eller hvis en kirurg brugte en lang kniv til at udføre sit arbejde, ville kirurgen heller ikke blive dømt for at være i besiddelse af en ulovlig kniv. “Selvfølgelig er det en acceptabel handling,” sagde Henrik Sass Larsens advokat, Berit Ernst.  På samme måde burde Henrik Sass Larsen ikke dømmes for at være i besiddelse af ekstreme mængder billeder og filmsekvenser indeholdende seksuelt materiale med børn, hvoraf 252 billeder og 197 filmsekvenser har været i den groveste kategori 3, hvor ofrene eksempelsvis udsættes for voldtægt. Grunden til, at vi skulle høre om boksning og kirurgi, var, at forsvarer Berit Ernst ville have retten til at fundere over begrebet materiel atypicitet. Helt kort går det ud på, at selvom noget i princippet er ulovligt, så er det ikke sikkert, det var ideen med loven: Har personen med sin adfærd overtrådt det strafbare område i lovbestemmelsen? Eller var der derimod tale om en atypisk situation, som ikke var formålet at forhindre med loven? Berit Ernst talte for, at ja, det var der altså tale om her. En atypisk situation. For ja, han har besiddet materialet – det betvivler ingen – men han gjorde det for at finde frem til gerningsmændene. Den forklaring har vi hørt tidligere fra Sass Larsen selv, men i dag på sidste retsdag i sagen mod Sass Larsen i Københavns Byret gentog forsvarer Berit Ernst motivationen.  Det var derfor, han burde frikendes eller i det mindste fritages for straf. Ligesom dengang en journalist gik rundt med en grillkniv i Københavns Lufthavn for at afsløre en sikkerhedsbrist i lufthavnen.

Forleden genoptog Donald Trump sit mangeårige korstog mod brevstemmer og stemmemaskiner i et længere opslag på sit sociale medie Truth Social. “Jeg vil lede en bevægelse for at afskaffe brevstemmer, og mens vi er i gang, også de stærkt ‘unøjagtige,’ meget dyre og dybt kontroversielle STEMMEMASKINER,” skrev han og meddelte, at han vil underskrive et dekret for at “bringe ÆRLIGHED ind i midtvejsvalget i 2026.”  Hvad dekretet kommer til at indebære, har hverken præsidenten eller Det Hvide Hus uddybet.  Men senere samme dag, under et møde i Det Ovale Værelse med Ukraines præsident Volodymyr Zelenskyj, sagde Trump, at “de bedste advokater i landet” var ved at udarbejde dekretet, som vil “afskaffe alle brevstemmer”, fordi stemmemetoden er “korrupt” og resulterer i snyd – en påstand, der er blevet modbevist gentagne gange. “Man kan ikke have et reelt demokrati med brevstemmer,” erklærede Trump, til trods for at USA har brugt metoden siden borgerkrigen i 1800-tallet.

Prøv at tænke på Bandidos. Hvilket indtryk af rockerklubben tegner der sig ud fra især mediernes dækning de seneste 32 år? Historier om vold, drab og konflikter? Prøv at tænke på det som et billede, der fremkaldes for det indre blik. Og slet det så. Nogenlunde sådan lød det, da forsvarsadvokat Michael Juul Eriksen fredag formiddag for sidste gang tog ordet i Helsingør Byrets sal F, hvor den maratonlange forbudssag mod Bandidos har været på programmet siden den 15. januar. En sag, der ene og alene handler om, hvorvidt Bandidos på baggrund af grundlovens paragraf 78 stykke 2 skal gøres ulovlig: “Foreninger, der virker ved eller søger at nå deres mål ved vold, anstiftelse af vold eller lignende strafbar påvirkning af anderledes tænkende, bliver at opløse ved dom.” Ved Eriksens side sad en kollega samt to såkaldte partsrepræsentanter fra Bandidos. Ved sagens begyndelse var det klubbens europapræsident Michael “Kok” Rosenvold, der sad på pladsen til venstre for advokaten, men efter hans pludselige død i april blev der skiftet ud.