Christina Lagoni

Lad os begynde dette nyhedsbrev med det sjoveste, jeg har med i posen. Som er, at så vidt jeg er orienteret, er der en morsom sjæl i Folketingets administration, der har besluttet, at løsgængeren Mike Fonseca – der stadig er sygemeldt – er blevet tildelt et kontor ude på Ridebanen ved siden af privatisten Jon Stephensen. At netop disse to manthers (altså det kønslige modstykke til cougars) skal bo ved siden af hinanden, er nok et eksempel på, at virkeligheden har en udpræget sans for humor.

Omkampen mellem præsident Joe Biden og Donald Trump er nu begyndt. Hvordan er USA havnet i denne situation — og hvad fortæller resultaterne i de to første stater om det kommende præsidentvalg?

Alternativets leder, Franciska Rosenkilde, har ikke været på arbejde siden den 12. december. Partiets pressechef bekræfter, at partiets leder har været fraværende i en periode, men vil ikke svare på hvor længe, eller hvornår hun kommer tilbage. Hun er nemlig syg ifølge Alternativets presseafdeling. Men Franciska Rosenkilde har aldrig meldt sig formelt syg, og hun er heller ikke gået på sygeorlov. Det viser oversigten på Folketinget, ligesom Folketingets Oplysning afviser at have modtaget en anmodning om sygeorlov. For at få tilkendt sygeorlov kræver det en lægeerklæring, og sådan en har hun aldrig afleveret.

Danmarks miljøskadelovgivning er “usædvanlig tåbelig” og strider på flere punkter med EU-regler, fordi krav om finansiel sikkerhed stilles for sent i forhold til EU-reglerne, mener Peter Pagh, professor i miljøret. Det betyder, at Randers Kommune kan ende med regningen for det enorme jordskred, fordi der ikke er nogen penge at hente hos Nordic Waste.

Vi låner alle sammen hinandens og de dødes brugte, men nu genoplivede ord. Selv den simpleste sætning er et slags ”citat” fra kulturens og sprogets grænseløse overflod af vendinger, talemåder og skam også klicheer og floskler. I en berømt tekst betitlet Forfatterens død skrev Roland Barthes: ”Teksten er et væv af citater hentet fra kulturens utallige arnesteder” – her citeret fra Carsten Meiners oversættelse i Roland Barthes, ”Forfatterens død og andre essays”, Kbh., Gyldendal 2004, s.180.

Beskyldningerne har flere steder lydt, at Israel forsøger at påvirke danske mediers dækning af krigen i Gaza – blandt andet fra Ekstra Bladets mangeårige chefredaktør Poul Madsen. Frihedsbrevet har spurgt chefredaktørerne på landets største medier, og mens flere af dem afviser at have været i kontakt med det officielle Israel på nogen måde, bekræfter både DR, Jyllands-Posten og Weekendavisen, at der har været møder med den israelske ambassade.

Novo Nordisk har – som den eneste virksomhed – en fast aftale om møder med Kalundborgs borgmester og kommunaldirektør. I interview afviser de begge indblanding fra Novo Nordisk. “Jeg har aldrig sagt nej til at mødes med nogen,” siger borgmester.

Igen og igen har juraprofessor emerita Eva Smith forsvaret tidligere FE-chef Lars Findsen i FE-sagen. På intet tidspunkt har der været deklareret nogen form for relation mellem den respekterede professor og FE-sagens hovedperson. Men Frihedsbrevet kan nu afsløre, at Eva Smith, sideløbende med sit gentagne forsvar for Lars Findsen, havde ham med som gæst til sin 80-års fødselsdag i august 2022. Hun er efterfølgende fortsat med at forsvare ham, uden at det har fremgået noget sted, at han deltog i fejringen. Derudover er Eva Smith for nylig blevet inviteret til en privat middag af Lars Findsen. Eva Smith afviser, at det har påvirket hendes dømmekraft, og hun forklarer, at hun inviterede Findsen med for at løfte hans humør. Berlingske retter nu Eva Smiths seneste kommentar.

En håndgranat i Husum lige før nytår og et drab på en ung mand i en bil sidste weekend. To episoder, der indgår i politiets seneste vurdering af den igangværende konflikt mellem rockerklubben Hells Angels (HA) og den forbudte bande Loyal To Familia (LTF). En konflikt, som mange måske næsten havde glemt efter måneders tilsyneladende stilstand, men som nu ser ud til at blusse op igen. Hvad er det, der foregår? Det er, hvad denne uges Fri Bandit handler om.

I denne uges Fri Tænkning skriver jeg om en russisk tv-serie, der har sat landet på den anden ende. Det er årets mest sete serie, og den er ikke bare et kulturelt, men også et socialt og måske ligefrem politisk fænomen. Serien foregår i en provinsby for 35 år siden, så man kan undre sig over, at den skulle kunne bringe sindene i kog, men det gør den altså. Og ikke bare i Rusland. Den er blevet populær overalt i det tidligere Sovjetunionen, ikke mindst i Ukraine, hvor myndighederne advarer befolkningen mod at se den, og hvor den er forbudt. De stempler den som propaganda. Den slags har imidlertid som regel den stik modsatte effekt, og det har da også været tilfældet her. Så spørgsmålet er, hvorfor serien er blevet så populær på tværs af aldersgrupper og kulturelle forskelle i de lande, der var en del af Sovjetunionen, især blandt yngre mennesker, og hvad det er for et verdensbillede, den formidler?