Christina Lagoni

Hele denne uge har jeg haft den mærkeligste følelse af litterært at være transporteret tilbage til det Herrens år 1955. Enten har fortiden indhentet mig, eller også har jeg været trukket tilbage til fortiden. Uanset hvad så har journalisten Tonny Vorms thriller fra Anden Verdenskrig og historikeren Bent Jensens selvbiografi været utroligt effektive maskiner til at skabe en litteraturhistorisk stemning af 1955. Derfor skal vi ikke tilbage til fremtiden, som den herlige film med Michael J. Fox sagde det, men vi skal derimod regelret tilbage til fortiden. Vi har også tid til et rasende faderopgør hos digteren Thomas Boberg, og det er litterært ret så nutidigt, så der er vi gudskelov tilbage i 2022.

Men tag nu en dyb indånding, for vi skal rejse i tid, helt tilbage til 1955, for 67 år siden. Det var dengang, man skrev barske spændingsromaner med rigtige mænd, og dengang man skrev old-school gammeldags selvbiografier, ikke autofiktion og exofiktion. Det var dengang, alt handlede om Anden Verdenskrig og Den Kolde Krig mellem øst og vest. Sådan er det i hvert fald i Tonny Vorms roman Spor i sneen og i Bent Jensens selvbiografi Modløber.

Den hjemsendte og nu forhenværende departementschef i Miljøministeriet, Henrik Studsgaard, har landet et nyt topjob. Fra årsskiftet sætter han sig nemlig i stolen som direktør i Miljø- og Teknikforvaltningen i Esbjerg Kommune. Henrik Studsgaard fik i Minkkommissionens beretning voldsom kritik for sin ageren i det forløb, hvor regeringen uden lovhjemmel beordrede alle mink aflivet. Kritikken førte til, at Studsgaard i sensommeren blev fritaget for tjeneste, mens en disciplinærsag med et tjenstligt forhør blev indledt mod ham for at afgøre konsekvenserne af hans forseelser. Mens sagen endnu pågår, har departementschefen nu valgt at søge nye græsgange i det vestjyske. Et sporskifte, der betyder, at sagen må droppes, før der er truffet afgørelse.

Fremtrædende skikkelser i Moderaterne har eller har haft centrale poster i den magtfulde landbrugslobby i Landbrug & Fødevarer, mens folketingsmedlem Jeppe Søe har holdt peptalks for medlemmerne af organisationen Bæredygtigt Landbrug. Begge organisationer er indædte modstandere af CO2-afgift for hele landbruget. Moderaternes holdning på området var i begyndelsen lettere vævende. Først gav partiet udtryk for, at man blot ville beskatte en meget lille del af landbrugets udledninger, men med mindre end en uge til valget var der så nye toner. Nu skulle der alligevel indføres en klimaafgift på hele erhvervets udledning, lød det. Kovendingen er ikke gået ubemærket hen i partiformandens bagland, viser det sig nu. I et interview med Frihedsbrevet erklærer godsejer Poul Henrik Prahl, der er Lars Løkke Rasmussens egen kredsformand, sig således lodret uenig i partiets landbrugspolitik. Udover selv at være landmand er han også medlem af Landbrug & Fødevares primærbestyrelse.

Frihedsbrevet har i ugevis forgæves forsøgt at få Aalborg Kommune til at udlevere eventchef Søren Thorsts bilag fra hans mange skatteyderbetalte middage og ture på værtshus. Som Frihedsbrevet tidligere har afsløret, så har Søren Thorst i alt brugt cirka en halv million skattekroner på fem år, men der mangler bilag for 133.541 kroner for primært restaurantbesøg og regninger på barer i ind- og udland. Aalborg Kommune har dog udleveret visse bilag, men her ligner det, at nogen bevidst har maskeret flere regninger og dermed udgifterne, lyder kritikken fra Per Nikolaj Bukh, der er professor i økonomistyring ved Aalborg Universitet, og som har gennemgået bilagene.

Det er altid vigtigt at bevare sit overraskelsesmoment. Derfor har jeg denne gang bidt min ugentlige stuegang i Folketinget over i to dele. Første del fandt sted i torsdags, og så tog jeg en ny turnus om fredagen, der jo er min sædvanlige besøgstid. Hvad der følger nedenfor er en sammenfatning af min journal, som jeg har forsøgt at holde short and sweet. Blandt højdepunkterne kan jeg nævne, at jeg har fået skæld ud af MF Theresa Scavenius fra Alternativet, og så har jeg været nede i kælderen under Folketinget og her set et forladt kommandorum, der skulle have været brugt til forsvaret af Slotsholmen under Den Kolde Krig.

I august modtog regeringen advarsler om, at flygtninge sendt til Rwanda risikerer at blive tvunget til at deltage i væbnede konflikter i nabolandene. Det viser en aktindsigt. Advarslerne indgik på et møde i regeringens koordinationsudvalg, hvor Mette Frederiksen sad for bordenden, og de danske planer om at sende asylansøgere til Rwanda blev drøftet.

I dag er der næsten gået én uge, siden FIFA-præsident Gianni Infantino åbnede VM i Qatar med den 55 minutter lange talestrøm, de fleste mener vil gå over i historien. Men inden du gør det oplagte og kopierer hele kerneafsnittet til din sølvbryllupstale, må Fri Spark henlede opmærksomheden på en semantisk knude: Hvis vi helt tilfældigt tager udgangspunkt i Qatars emir og regeringsleder, Sheik Tamim bin Hamad Al Thani, på hvis vagt op imod 6.500 migrantarbejdere som bekendt har mistet livet, kan det at være en qatarer så overhovedet være forbundet med at føle noget for andre eller som andre? Nå, men hovedbudskabet var jo, at når man som Infantino er vokset op med fregner under sit røde hår i Schweiz, så ved man sgu godt, hvordan det føles at være en handicappet, homoseksuel migrantarbejder i Qatar. Vi tolker i hvert fald pointen i den retning.

Jeg spurgte den 45-årige Jakhina, om hun mente, at der er en risiko for, at Rusland kan falde fra hinanden på samme måde, som Sovjetunionen gjorde. Mit spørgsmål hang sammen med, at forfatteren er født og opvokset i den autonome republik Tatarstan godt 800 km øst for Moskva. Republikken har små 4 millioner indbyggere, er halvanden gang så stor som Danmark, og over halvdelen af befolkningen er tatarer og muslimer, mens etniske russere udgør et stort mindretal.

Polemikken om One Love-armbindet har ydmyget landsholdet voldsomt. Sikke et ansigtstab. DBU-ledelsen og spillerne har sammen opført sig så pinligt, at jeg simpelthen ikke fatter, at nogen stadig gider at tage til Qatar for at klappe ad dem. Tænk, at landsholdet kunne få sig selv til at melde ud med pomp og pragt, at man vil have et armbind på, der repræsenterer ønsket om lige rettigheder til alle, inklusiv LGBTQ+-folket, og så pakke det væk i tasken igen, i det øjeblik FIFA truer med et rap over nallerne. Det er ikke aktivisme. Det er slaptivisme.

Den kendte sognepræst og tidligere regionspolitiker Flemming Pless tog sin afsked med folkekirken, netop som en årelang krænkelsessag mod ham nærmede sig sin afslutning. Fratrædelsen havde intet med anklagerne mod ham at gøre, forklarede Flemming Pless. Tværtimod havde han længe haft et ønske om at prøve noget nyt. Nu løfter sognepræsten så sløret for, hvad dette nye andet indebærer. Når Flemming Pless ved udgangen af december forlader sit embede, bliver han nemlig tovholder på en samtalegruppe om “skilsmisse og tab”. Det annoncerer han i et opslag på Facebook, hvor han underskriver sig “cand.theol og præst emeritus Flemming Pless”. Flemming Pless ønsker fortsat ikke at kommentere anklagerne om krænkende adfærd, som flere kvinder har rejst mod ham.