Christina Lagoni

Sælger Aalborg Portland cement i Rusland? Spørger man dem selv, så er svaret, at det har de ikke gjort siden 2014. Alligevel er det muligt at købe cement fra Aalborg Portland adskillige steder i Rusland. Sække med 25, 50, eller flere hundrede kilos hvid cement i sække med Aalborg Portlands logo – klar til forbrugerne. Og forhandlerne er endda så flinke at skilte med, at cementen lever op til europæiske standarder.

Man ser det for sig: Med tårerne trillende ned af kinderne sætter Benny Engelbrecht (S) sig til tastaturet og skriver følgende på Facebook: “Jeg kan lige så godt indrømme, at jeg lige har fældet en tåre. Det havde jeg slet ikke forventet, men at politik er et hårdt sted, ved vi jo begge. Tak for de mange ting, vi har nået at lave sammen, og tak for altid at være en ven og kammerat.”

I sidste uge udkom rapporten Terrorism in Prisons, som den uafhængige analytiker Jonathan Hall Q.C. står bag. I rapporten undersøger Hall mandefængsler i England og Wales gennem flere end 100 interviews med fængselspersonale, anti-terror-politi, forskere og andre relevante aktører med tilknytning til det britiske fængselsvæsen. I et interview på BBC den 27. april kommenterede Hall rapportens konklusioner: ”Jeg var chokeret over terrordømtes dominans i fængslerne. Det var dén ting, som virkelig gjorde mig bekymret.”

Hvis man er kommunalpolitiker og er væk i mere end 14 dage på grund af eksempelvis stress, skal man som udgangspunkt dokumentere, at man er syg. Men det gjorde Aalborgs borgmester, Thomas Kastrup-Larsen (S), ikke, da han under stor mediebevågenhed den 20. januar i år meldte ud, at han trak stikket på ubestemt tid. Borgmesteren var sygemeldt fra den 20. januar til den 28. februar, men han indleverede aldrig en lægeerklæring, oplyser borgmesterens forvaltning nu til Frihedsbrevet. Også borgmesteren selv bekræfter, at han aldrig fik lavet en erklæring. Det tyder på, at borgmesteren og kommunen ikke har orden i penalhuset, lyder vurderingen fra flere politikere og eksperter.

Velkommen ombord på jomfrurejsen for vores nye podcast og inden længe også selvstændige nyhedsbrev, som vi har døbt Fri Valg. Om præcis en måned skal vi alle stemme om afskaffelse af EU-forsvarsforbeholdet, og de kommende uger bliver mediefladen tæppebombet med slogans, politiske budskaber og velorkestreret spin. Alt sammen for at påvirke valget mod enten ja eller nej. Med Fri Valg vil vi forsøge at skære gennem støjen. For stadig større dele af det politiske kræmmermarked er rykket over på sociale medier, hvor partierne kaster enorme summer efter at skræddersy politiske budskaber, som nøje udvalgte grupper får klasket i hovedet. Det er der god grund til: Det virker. Derfor har vi gravet dybt i enorme mængder data om vælgeradfærd, EU-skepsis og især data fra Facebook, som giver dig et unikt indblik i, hvor og hvordan partierne forsøger at flytte holdninger. Forhåbentlig kommer vi nærmere et svar på spørgsmålet: Hvorfor siger politikerne, som de gør?

Manderollens privilegerede tilværelse er de seneste uger – og mange år forinden, hvis man har det lange lys på – blevet diskuteret heftigt i litteraturmiljøet. Med bogen To the Modern Man har forfatter Kristina Nya Glaffey smidt en mindre håndgranat ind i kønsdebatten, og bogen går nu på runde mellem forfatterkollegerne og i bogtillæggene, hvor den får overvejende ros for sit ekvilibristiske, kompakte sprog og sin sydende sarkasme, mens den i andre hænder læses som en primitivt latterliggørende, mandehadende pamflet, der slet ikke forstår, hvordan mænd er. Frihedsbrevet har talt med Kristina Nya Glaffey, der er overrasket over modtagelsen, og så mener hun, at hun nok har ramt lidt mere plet med mandekritikken, end hun havde regnet med. Det viser sig også, at Glaffey ikke – som i overhovedet ikke og af princip – selv ser satire, hvis den er lavet af mænd.

Den biografaktuelle film om Zlatan Ibrahimovic fortæller historien om drengen fra indvandrerghettoen, som systemet Sverige journaliserede som utilpasset, men som selv følte sig misforstået og undertrykt, inden han blev en af verdens bedste fodboldspillere. Den fortælling har vi allerede læst og set og hørt i talrige bøger, tidligere film og deraf følgende ringe i mediehavet, men Fri Spark fandt alligevel så mange fine detaljer i Jeg er Zlatan, at biografturen ikke var spild af tid. Hvad Diego Simeone og Franz Beckenbauer kan som hovedpersonerne i henholdsvis en ny streaming-serie og en kommende biopic, har vi til gengæld til gode at finde ud af.

I denne uges Fri Tænkning taler jeg med en af USA's mest erfarne diplomater. Navnet er Chas Freeman. Freeman taler arabisk, kinesisk, fransk, spansk, portugisisk, tysk, italiensk og et par andre sprog. Han har siddet på topposter i både udenrigs- og forsvarsministeriet i Washington og har været udstationeret i en lang række lande, heriblandt Kina og Indien. Under Golfkrigen i 1991 var han USA’s ambassadør i det strategisk vigtige Saudi-Arabien, og i 1993-94 havde Freeman i forsvarsministeriet ansvaret for at udvikle en amerikansk strategi for en ny sikkerhedsorden i Europa med NATO som omdrejningspunkt.

Berlingske Medias koncernchef, Anders Krab-Johansen, ville undersøge metoo-debattens “guerillahær” på sociale medier i en rapport, han fik lavet i al hemmelighed, efter Michael Dyrby havde trukket sig som chefredaktør på B.T. Sådan lød forklaringen fra Anders Krab-Johansen under et lukket møde med de ansatte på Berlingske i mandags, efter Frihedsbrevet søndag kunne afsløre rapportens eksistens. Ifølge Anders Krab-Johansen var formålet med rapporten at gøre ham generelt klogere på metoo-dækningen og strømningerne på de sociale medier. Det kom blandt andet frem under mødet i mandags, at topchefen var med til at lave en liste med konkrete navne, som skulle have deres adfærd på sociale medier undersøgt. En liste, der udover at tælle chefredaktørerne på B.T., Weekendavisen og Berlingske, også omfattede en række interne og eksterne journalister og debattører, der på forskellig vis havde gjort sig bemærket i metoo-debatten.

Hvis jeg ved én ting om hjernen, så er det, at vi skal spise mere af det. I en stor del af de smukke naturreligioner har det at fortære forskellige organer fra nedlagt bytte, i særligt eksotiske tilfælde fjender, været ensbetydende med, at man overtog disses forstand, instinkter og mod. Jeg er ikke overbevist om, at det er tilfældet, men jeg mødte engang en frisk kvinde på en festival, der var fast besluttet på, at hun var besat af en salamander-ånd. Jeg var selv på svampe, så I kan jo nok forstå, at der i den konstellation af animalske drømmeseancer og en mere eller mindre psykedelisk flugt endte i en smuk nat på en mark mellem Vindinge og Tune ved Roskilde.