Christina Lagoni

I marts tog kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) til Californien for i egen person at aflevere et brev til repræsentanter for Facebook, Instagram og YouTube. Brevet, der indeholder et krav om at få indsigt i techgiganternes algoritmer, endte med at koste hundredtusindvis af kroner, og især flybilletterne bonede ud på budgettet. Men nu viser det sig, at brevet var rejst i forvejen.

Grænsen går ved “Fars hus, fars regler”, når det kommer til humor på t-shirts hos Salling Group, der blandt andet ejer supermarkederne Føtex, Netto og Bilka. Derfor fjerner Salling Group nu en t-shirt fra alle deres butikker med dette tryk. T-shirten er decideret “utidig og dum” skrev kommunikationschef Jacob Krogsgaard Nielsen på Twitter til et opslag, hvor den kendte feminist Rikke Viemose havde lagt et billede op af den stødende t-shirt. Her gjorde kommunikationschefen også opmærksom på, at t-shirten ville blive fjernet fra Salling Groups butikker.

I denne uges Fri Kritik tager jeg godt med luft ind og begiver mig fra kulturkritikkens højthævede udkigspost ned i stegeosen af dansk reality-tv. Her kæmper to føljetoner, Bachelor og Paradise, om seernes gunst ved at levere afstemt og appellerende fjernsyn til tiden, men er der reelt nogen kant tilbage i de renskurede formater? Jeg runder også den biografaktuelle amerikanske spillefilm Red Rocket og lægger til sidst vejen forbi Oscar-jægeren Mehdi Avaz, der med en markant kommentar har lagt sig ud med både skabende og formidlende kræfter i den danske filmbranche.

Det er en lukrativ tjans at være ansat i det grønlandske selskab Nuuk City Development, der er involveret i en skandalesag i Grønland, hvor flere har mistet jobbet den seneste tid. Det kommunalt ejede ejendomsselskab, som har flere danske bestyrelsesmedlemmer, er under mistanke for sammenblandet økonomi og for at have gennemført en række projekter uden politisk godkendelse. Selskabets seks fuldtidsansatte delte 7,3 millioner kroner mellem sig i 2020 eksklusiv pension, viser regnskabet.

I onsdags blev to mænd i begyndelsen af 20’erne, Mohammad Ikram Karim og Mustafa Awad, idømt 12,5 års fængsel i Københavns Byret for forsøg på terror gennem bombefremstilling. Den ene fik derudover frataget sit danske statsborgerskab og blev udvist for bestandigt. Samtidig blev en 40-årig kvinde, Mardiyya Kahina Birdouz, idømt fire års fængsel for at have givet økonomisk støtte til personer med tilknytning til Islamisk Stat og for dermed at have fremmet terrorvirksomhed. Sagen er opsigtsvækkende af flere grunde, men én af dem er, at den ene af de to unge mænd og Birdouz i tirsdags blev borgerligt viet i en pause under et af retsmøderne. De to terrordømte gik dermed fra blot at være sammensvorne i forbindelse med terrorstøtte til også at være ægtefolk. Det er interessant i forhold til jihadistiske terrornetværk – for i hvor høj grad er disse forbundet via familierelationer? Og hvilken rolle spiller familiemedlemmer, som ikke selv er ekstremister? Det ser jeg på i denne uges Fri Jihad.

Det aner mig, at fyringen af Jon Stephensen som teaterdirektør på Aveny-T på Frederiksberg er en politisk skandale, der burde tiltrække langt mere opmærksomhed, end den gør. For tænk, hvis det er sandt, dét som Jon Stephensen selv siger er grunden til, at han fik sparket fra Aveny-T; nemlig at han skrev en kronik om dansk kunst- og kulturliv i Politiken sammen med stifteren af partiet Moderaterne, Lars Løkke Rasmussen. I så fald er det en særdeles alvorlig sag, som handler om ytringsfrihed og måske endda om et politisk parti, der bag kulissen blander sig i ledelsen af en kunstnerisk virksomhed. Dette parti er naturligvis Socialdemokraterne, men det kan også tænkes, at de konservative har en lillefinger med i spillet.

Det nordiske luftfartsselskab SAS befinder sig i en historisk krise. For det delvist statsejede selskab, der engang var en skandinavisk stolthed, brænder penge hurtigere af, end man kan nå at tjene dem. Nu kan den danske stat risikere at ende med at eje det nordiske flyselskab alene. Det vurderer flere analytikere overfor Frihedsbrevet.

Den kendte borgerlige debattør, Venstre-mand og politiske kommentator Jarl Cordua er siden krigen i Ukraine brød ud gået bananas på Twitter. Nogle dage tweeter han endda mere end 100 gange på et døgn. Frihedsbrevet har ringet til Jarl Cordua for at spørge, hvad det handler om, og om han overhovedet har tid til andet end at begive sig rundt på platformen.

Silvio Berlusconi er tilbage som klubejer i Serie A, selvom det muligvis ikke er gået op for ham endnu. Den græske skibsreder kan fremover hyggesnakke med det saudiarabiske sammenrend i VIP-loungen i Premier League. De europæiske klubligaer 2021-22 er spillet til ende, og Fri Spark foretager i denne udgave en overflyvning over, hvilke klubejere man (igen) kan sige goddag til i den kommende sæson. Og selvom en oligark er blevet udskiftet med en tilsyneladende tilforladelig amerikansk forretningsmand, er tendensen klar: Det ser møgbeskidt ud. Den britiske regering varsler nu forbedrede tiltag, når de tvivlsomme typer skal blåstemples.

I det meste af det 20. århundrede regerede diktatorer ved hjælp af vold. Formålet var at intimidere alle borgere og på den måde opretholde kontrollen med samfundet og bevare magten. Det 20. århundredes typiske tyran var en såkaldt frygt-diktator. I vor tid er der opstået en ny form for diktatur, et såkaldt spin-diktatur. I et spin-diktatur holdes der regelmæssige valg med flere partier, man foretrækker at forme og manipulere opinionen snarere end at gribe til censur, man isolerer sig ikke fra omverdenen, og tyrannen er ofte populær. I et spin-diktatur fastholder man heller ikke magten ved at slå voldeligt ned på protester, men ved at neutralisere borgernes lyst til at protestere. Ifølge professor Daniel Treisman er spin-diktaturet udtryk for en tilpasning til det postindustrielle samfund med dets fokus på service og kommunikation, hvor det er økonomisk ineffektivt at regere ved hjælp af masseundertrykkelse og frygt, men hvor spin-diktatoren heller ikke har lyst til at risikere tabet af magten ved et demokratisk valg.