Til denne uges Fri Tænkning har jeg talt med Mikkel Thorup om hans seneste bog Ustyrligt demokrati: Verdens vildeste eksperiment. Thorup er professor i idéhistorie ved Aarhus Universitet og var indtil for nylig den eneste af sin slags i Danmark.  Vi talte om demokratiets krise, forudsætningerne for demokrati, hvordan man kan forestille sig en afvikling af demokratiet, om alternativer til det liberale demokrati, og hvorfor sammenligningen af demokratiets aktuelle krise med 1930’erne er en falsk analogi. Vi talte også om den aktuelle situation i Frankrig og USA, om magtens inderste væsen, hvordan demokratier hader, og hvorfor konspirationsteorier skal ses som magtkritik. Mikkel Thorup havde egentlig regnet med, at han skulle skrive endnu en bog om demokratiet i krise, om demokratiet, der synger på sidste vers, om demokratiet, der befinder sig i sin yderste, terminale fase, men undervejs indså han, at demokratiet på en måde altid har været i krise; at krisen nærmest er en del af demokratiets væsen, og at demokratiet er mere modstandsdygtigt, end mange forestiller sig. Han siger: ”Jeg begyndte at reflektere over, hvorfor dette syn på demokratiet i krise er så udbredt og populært. Hvorfor har så mange haft så stor forkærlighed for dette gennemgående tema? Der har jo altid været nogen, der kunne sælge en bog på ideen om, at demokratiet oplevede sin sidste tid.” Thorup tilføjer: ”Det betyder ikke nødvendigvis, at det er forkert i den aktuelle situation, men det er interessant, at den forestilling altid har fulgt demokratiet.”

Det var blevet den første tirsdag i oktober, og som Grundloven kræver det, skulle Folketinget åbnes. Når det var ordnet, fulgte så åbningsdebatten, og så gik de ellers alle sammen på efterårsferie.  Samme procedure som sidste år.  Samme procedure som alle år.  Men der var trods alt nogle ting, der stak ud i landskabet denne tirsdag morgen på Borgen, noget der var usædvanligt, også for den trænede iagttager. For oppe i Vandrehallen, der summede af hektisk aktivitet, var Folketingets formand Søren Gade ved at give et interview til TV 2’s journalist Camilla Stampe. Han havde ellers forsøgt at undgå hende i månedsvis, efter hun for alvor begyndte at grave i Søren Gades nebengesjæft som formand for Esbjerg Havn.  “Det er historisk, det der,” hviskede en ansat hos TV 2 til mig, mens vi på afstand fulgte med i mødet mellem Gade og Stampe.  Længere nede i hallen stod Dansk Folkepartis grundlægger Pia Kjærsgaard i en rosa spadseredragt og strålede af glæde. En ny meningsmåling havde løftet partiet langt op fra spærregrænsen og op mod højder, der indikerede, at DF står til at blive det største parti i blå blok. I forhold til at Pia Kjærsgaards livsværk havde været lige ved at styrte i grus, havde hun således god grund til at føle lettelse.  Hvad skete der ellers? Politiet gik rundt med en bombehund, og inde i Landstingssalen var DR ved at gøre klar til en særudgave af DR2’s program Debatten med alle partilederne minus den præsidentielle statsminister Mette Frederiksen (S). Senere skulle det vise sig, at det mest bemærkelsesværdige ved udsendelsen var, at Lars Boje Mathiesen fra Borgernes Parti til lejligheden havde valgt at iføre sig en blød, humanistisk kloge-Åge-brille.    Ude i Rigsdagsgården havde aktivisten og koranafbrænderen Lars Theilade taget opstilling med et banner, der kræver et forbud mod Islam. Han havde smidt et israelsk flag over skuldrene, lidt som en kappe, og stod og råbte i en megafon.  “Er der nogen, der vil blive fornærmede over, at vi brænder det palæstinensiske flag?” lød det fra Lars Theilade.  Omtrent ti politibetjente fulgte med i alt, hvad Lars Theilade foretog sig.  Så fik han øje på mig, der stod oppe ved Folketingets hovedindgang og røg en cigaret. Han råbte, at jeg var drevet af “nogle meget paranoide forestillinger om lukningen af Radio24syv”, men ikke desto mindre – og desværre, kan man sige – erklærede Lars Theilade, at han elsker mig.  “JEG ELSKER DIG MERE END NOGEN ANDRE!” skreg han.  Tilbage i Vandrehallen var der i mellemtiden gået frilandsmuseum i den. Med det forstås at der pludselig vandrede folk rundt i folkedragter, heriblandt politikeren Zenia Stampe (RV), som efter eget udsagn var klædt i en folkedragt fra Hedebo-egnen (som er området mellem det sydlige København, Roskilde og Køge). I forbifarten fik jeg øje på de Radikales Stinus Lindgreen, der var helt klædt i sort, og som med det lange hår samlet i en hestehale efterhånden godt kunne ligne en russisk ortodoks munk med noget satanisme i ascendanten.   Klokken nærmede sig 10, og folketingspolitikerne kom nu dryppende ovre fra Christiansborgs Slotskirke, hvor de traditionen tro havde været til gudstjeneste. Kendte man sin besøgelsestid som journalist, tog man opstilling ved afspærringsbåndet lige ved trappen, der fører op til Vandrehallen, og håndplukkede blandt politikerne, når de kom forbi.  Hvis de altså havde lyst til at tale med pressen.  Det havde Venstres Jan E. Jørgensen ikke. Han skyndte sig videre sammen med sin ægtefælle, Jane Jørgensen.  Til gengæld ville Danmarksdemokraternes leder Inger Støjberg gerne tale med mig. Jeg benyttede lejligheden til at minde hende om, at hun har sagt, at den partileder i Blå Blok, der får flest stemmer til næste folketingsvalg, skal være kongelig undersøger. Spørgsmålet var så, om hun stadig mener det nu, hvor Dansk Folkeparti har fået førertrøjen på? “Ja da. Selvfølgelig. Jeg står ved mit ord. Jeg mener det samme både før og efter et valg,” svarede hun.  Så kom Dansk Folkepartis formand Morten Messerschmidt gående med sin førstedame, bakkesangerinden Dot Wessman. Jeg spurgte, om han kunne se sig selv i rollen som kongelig undersøger:  “Træerne vokser ikke ind i himlen. Vi afventer folketingsvalget, men det er en god måde at starte folketingsåret på,” svarede Morten Messerschmidt.

Den tidligere sagsbehandler Dijana Bøndergaard fra Slagelse Kommune er blevet politianmeldt, efter Frihedsbrevet har afsløret, at hun har anbragt kommunens børn hos sin ægtefælles sociale virksomhed Vidar. Anbringelserne indbragte hendes mand Casper Bøndergaard et tocifret millionbeløb. Hidtil har Slagelse Kommune forklaret, at Dijana Bøndergaard “ikke varetog økonomisk behandling i sagerne”. Ifølge kommunen er sagerne behandlet efter “gældende praksis i afdelingen, dvs. på visitationsudvalg og med sparring og godkendelse hos tidligere øverste og ansvarlige ledelse”. På overfladen var alt ifølge Slagelse Kommune, som det skulle være. Men nu kan Frihedsbrevet gennem interne dokumenter fra Slagelse Kommune og en vidneberetning fra et udsat barn, som Dijana Bøndergaard anbragte, afsløre, at den skandaliserende sagsbehandler har spillet en central rolle i at forgylde Vidar.

Det har mødt hård kritik fra organisationen Danske Patienter, at milliardkoncernen Carelink vandt et udbud om en privat patientrådgivning, som skal vejlede syge danskere om deres rettigheder og klagemuligheder. Kritikken lyder, at Carelink har store kommercielle interessekonflikter i rådgivningen. Eksempelvis kan de have en interesse i at henvise patienter til deres egne tilbud. Derudover afslører flere breve fra læger mistanke om fejlagtig behandling af patienter hos Carelink.  “Carelink Gruppen er udvalgt af Sundhedsstyrelsen efter et frit udbud på markedsvilkår,” skriver Carelink i et svar til Frihedsbrevet

Folketinget er blevet misinformeret.  Det står klart, efter at Frihedsbrevet mandag kunne afsløre, at Aarhus Universitet har tilbageholdt information over for Christina Egelund om deres forretninger i Sydasien, da Uddannelses- og Forskningsministeriet undersøgte sagen om udenlandske studerende på de danske universiteter. Aarhus Universitet har nemlig rekrutteret studerende fra Bangladesh og Nepal via agenter, der opererede lokalt i landene. Det er stik imod, hvad de svarede i undersøgelsen, hvor de afviste det. Nu mener flere politikere, at Folketinget er blevet ført bag lyset, og derfor kræver de en ny undersøgelse.

Stifteren af skotøjsfirmaet Roccamore, Frederikke Antonie Schmidt, har opnået stor succes og indtaget den offentlige debat i Danmark med en mission om ligestilling og diversitet. Nu tegner en lang række tidligere medarbejdere et helt andet billede af iværksætteren. “Jeg fik det fysisk dårligt, når lyden af stiletterne nærmede sig. Man vidste aldrig, hvad der ventede en,” siger en tidligere, kvindelig medarbejder. Frederikke Antonie Schmidt har siden 2014 været en fremadstormende iværksætter med sit skotøjsfirma Roccamore, som er en sammentrækning af de italienske ord roccaforte, der betyder højborg, og amore, der betyder kærlighed. Hun er i medierne blevet fremstillet som en visionær virksomhedsleder, der kæmper for at få flere kvinder ind i bestyrelseslokalerne. “Roccamores mission er at fejre kvinder, der står stærkt og tager deres plads i verden. Og det er også min personlige mission,” som Frederikke Schmidt selv skriver på LinkedIn. Gennem reklamekampagner med profiler som Brian Mikkelsen, Margrethe Vestager, Bjarne Corydon, Morten Albæk og Mia Wagner har hun banet vejen for diskussioner om kvinders begrænsede muligheder i erhvervslivet – og med sin egen virksomhed er hun stormet frem, har solgt flere tusinde stiletter og vundet Børsens Gazellepris i både 2021 og 2022. Skotøjsdirektøren har også medvirket i et utal af podcasts og har nu sin egen af slagsen sammen med den tidligere kortvarige minister og investor kendt fra Løvens Hule Mia Wagner. På Berlingske har Frederikke Schmidt desuden gjort sig som kommentator og klummeskribent, ligesom hun har været en fast del af panelet på TV 2’s erhvervsprogram Business Class. Nu fortæller en lang række af hendes tidligere ansatte, hvordan de har oplevet at arbejde for den profilerede iværksætter. Frihedsbrevet har talt med 13 anonyme kilder, som har arbejdet for Frederikke Schmidt og Roccamore mellem 2018 og 2024 på både hovedkontoret og ude i butikkerne. Ifølge cvr-registret har Roccamore 36 ansatte i dag. Frihedsbrevet har også talt med en, der arbejdede hos Roccamore i så kort tid, at vedkommende ikke havde fået et gennemgående indtryk af stifteren. Samt en anden, der også arbejdede hos Roccamore i kort tid, men havde et godt indtryk af Frederikke Schmidt som chef.

Statsminister Mette Frederiksen (S) og hendes mand‚ Bo Tengberg, er private venner med Ukraines præsident Zelenskyj. Samtidig har filminstruktøren Bo Tengberg de sidste to år været en del af juryen for den ukrainske dokumentarfilmfestival Cinema for Victory. Filmfestivalen er støttet af præsident Zelenskyj og arrangeret af det statslige filmagentur, der hører under det ukrainske kulturministerium.  Men festivalen er blevet beskyldt for at have udvalgt filmene på forhånd, og arrangøren har det seneste år været beskyldt for “statslig kontrol” af filmbranchen i Ukraine Samtidig er Bo Tengberg selv i gang med en dokumentarfilm om krigen i Ukraine, hvilket Ekstra Bladet kunne fortælle torsdag, og det fik formand for Transparency International til at udtale skarp kritik af dokumentarprojektet.

“Jeg forstår ikke, hvorfor jeg skal dedikere mit liv til at overbevise mere magtfulde mennesker end mig selv om, at jeg er værd at risikere deres ressourcer på.” Det er dén sætning, jeg begynder min ansøgningsvideo til DR Talentholdet med. Jeg sidder nøgen i et badekar fyldt med mine egne bøger, omgivet af stearinlys, menneskekranier og udstoppede dyr. Et halvt år senere gentager jeg sætningen til min leders leders leder, dagen efter hun har fyret mig fra Danmarks Radio. Lidt ironisk, ikke? Spørger jeg hende. Du skal bare ud og være dig selv, siger hun. Det har du jo bevist, ikke er rigtigt, svarer jeg. Derefter siger hun ikke mere. På min finger sidder en sølvring med en menneskekindtand omringet af små stykker sumpgrøn malakit. Hver morgen kysser jeg den, før jeg går hjemmefra, og igen før jeg går i seng. Tanden tilhørte min veninde. Hun var 32 år gammel for to år siden, da hun tog sit eget liv. Hun var blevet fyret fra sit arbejde få uger før. En fyring, der sendte hende ned ad en vanvidsspiral og endte med at slå hende ihjel. Jeg har ikke tænkt mig at unde nogen tilfredsstillelsen ved at tage livet af mig selv. Jeg er heller ikke på jagt efter medynk. Jeg har sat røven i klaskehøjde og har fået en røvfuld. Det er en del af legen. Men det er syret at være et levende menneske med svagheder, skam, angst, vrede og afmagt, når man udadtil er tvunget til at stille op og optræde med stålsat blik og velkalkulerede rubrikcitater uden en kommunikationsafdeling i ryggen. Man bestemmer trods alt sjældent selv, hvornår pressen begynder at ringe. Man må bare tage bedst mulig kontrol over sit narrativ og håbe, at man kan levere det, som offentligheden ønsker sig. På mange måder har mit projekt i debatten været at pege på lige præcis dét. Det umenneskelige element i politik, i offentlig debat og i mediemøllen. De usynlige antagelser og love, som vi ligger under for, når vi går fra privat væsen til offentligt produkt. De uudtalte forhandlinger, der foregår mellem journalister, debattører, politikere, læsere og redaktører. Forhandlinger, der fremstiller en nøje kurateret simulation af virkelighed, men aldrig egentlig virkelighed. Politik og debat er en leg, vi leger – og når man ikke leger med på den rigtige måde, er der konsekvenser.

Det er ikke en langhåret, akademisk diskussion værdigt. Spørgsmålet var meget enkelt at svare på, og der var ikke meget at tage fejl af. Balladen om studerende fra Bangladesh, der valfarter til Danmark og til gengæld polstrer universiteternes økonomi, fordi de studerende selv betaler for deres uddannelse, var begyndt at rulle.  Der bad den ansvarlige minister, uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund (M), om et ja eller nej. “Har I selv aktivt gjort noget for at tiltrække flere studerende fra 3. lande, herunder fra Bangladesh og Nepal?” lød det utvetydige spørgsmål, som ministeren i forsommeren bad samtlige danske universiteter om at svare på. Det afviste Aarhus Universitet hårdnakket. Universitetet havde forsøgt at gøre sig til over for studerende fra andre tredjelande, men når det handlede om Bangladesh og Nepal, var der ikke gjort noget som helst. Det var i hvert fald, hvad Aarhus Universitet påstod. Men det passer ikke. I bedste fald gav Aarhus Universitet vildledende oplysninger til ministeren. I værste fald var det en lodret løgn.

Hvorfor skal offentligheden altid spises af med søforklaringer og ikke-svar fra statsminister Mette Frederiksen og resten af regeringen, når det handler om drone-panikken, slettede sms’er og Nord Stream-sagen? Det burde ikke være så svært. Men som altid bliver vi spist af med tågesnak, når spørgsmålene bliver kritiske, og de sande svar potentielt kan få kulisserne til regeringens teaterforestilling til at skifte fra nat til dag og lydtæppet fra Gnags til Wagner.  Ja, omvendt kan man stille sig selv det retoriske spørgsmål om, hvem pokker der vil have lyst til at tilføje nogle ærgerlige kapitler til historien om den fornuftige og handlekraftige statsleder, der har styr på sagerne.  Det er svært ikke at give tankerne frit spil, når vi igen og igen ser det udspille sig for øjnene af os.  Som da Ekstra Bladets Per Mathiesen fangede statsminister Mette Frederiksen på Christiansborg i forbindelse med Folketingets åbning.

Amerikanerne Tom Dans og Drew Horn skal til møde på den danske ambassade i Washington. Begge mænd havde højtstående stillinger i Donald Trumps forrige administration og var nogle af mændene bag den amerikanske charmeoffensiv i Grønland op til det grønlandske valg tidligere i år.   Møderne sættes i stand, efter at flere danske og udenlandske medier har kunnet berette om en amerikansk påvirkningskampagne i Grønland.  Men mændene afviser, at de er kaldt til møde på grund af mistanke om amerikansk påvirkning. De fortæller begge, at møderne er ud af en række møder mellem dem og ambassaden

Til denne uges Fri Tænkning har jeg talt med den prisvindende finske forfatter Kjell Westö om hans seneste roman Skumring 41, der foregår i perioden fra januar 1940 til det tidlige efterår 1941.  Westö tilhører det svensktalende mindretal i Finland, finlandssvenskere, som udgør omkring 290.000 borgere svarende til 5,2 procent af befolkningen. Svensk er på linje med finsk et officielt anerkendt sprog i Finland. Skumring 41 er Westös niende roman. Hans bøger er oversat til flere end 20 sprog. Vi talte om Finlands historie i det 20. århundrede, om tabuer og ømme punkter, hvad der adskiller Finland fra de øvrige nordiske lande, og hvorfor Westö i en tid, hvor den autofiktive genre dominerer litteraturen, insisterer på retten til at skrive fiktion og skabe karakterer, der alene er et produkt af forfatterens fantasi. Endelig bad jeg Westö anbefale tre romaner fra en krigstid, som han ikke selv er forfatter til.   Kjell Westö har skrevet romaner i over 30 år. Han har skrevet historiske romaner og samtidsromaner. Han har skrevet romaner om, hvordan det moderne Finland blev til; fra 1890’erne og til selvstændigheden i 1917, om den efterfølgende borgerkrig i 1918 og de urolige og utrygge år frem mod Anden Verdenskrig.  Den 64-årige Westö har også skrevet romaner om Finland i efterkrigstiden, heriblandt Den svovlgule himmel, den første af hans romaner, jeg selv læste, og som blæste mig omkuld.  Men Anden Verdenskrig og Finlands to krige mod Sovjetunionen, den første – vinterkrigen – i 1939 og 1940 og den anden – fortsættelseskrigen – fra sommeren 1941 til 1944, er Westö indtil nu gået i en stor bue udenom. Det tabu bryder han imidlertid i sin seneste roman Skumring 41, der udkom på dansk sidste år. Bogen er dedikeret til forfatterens bedsteforældre på hans fars og mors side: Erling Westö (1911-1940) og Gunnar Hedberg (1912-1941), og netop deres tragiske skæbne og de skygger, det har kastet over familiehistorien, holdt i mange år forfatteren tilbage fra at skrive om den tid.

Det var en spændingens dag, da de nye – og ikke mindst længe ventede – ejendomsvurderinger efter flere års forsinkelse endelig landede den 12. september 2023, og i omegnen af 1,7 millioner danske boligejere kunne få adgang til den vurdering, der skulle gøre op med de historiske og misvisende værdisættelser. Men det tal, der mødte en stor del af de mange danskere, viste sig at skabe større frustration end afklaring. Vurderingerne var spækket med fejl, og i tusindvis af tilfælde var de mere skæve end de vurderinger, myndighederne havde lovet at rette op på.  Siden har medierne afdækket den ene skøre fortælling efter den anden om vurderinger milevidt fra boligernes egentlige markedsværdi.  Men lige så stor energi, medierne lagde i at grave sagerne om de skæve vurderinger frem, lige så meget energi lagde myndigheden bag de famøse ejendomsvurderinger – Vurderingsstyrelsen – i at forberede sig på det mediestormvejr, der lurede i horisonten. For styrelsen var udmærket klar over, at det, der ventede dem, når først vurderingerne blev offentlige, var hård kost.  Frihedsbrevet kan nu give et indblik i, hvad der skete på de indre linjer, da  Vurderingsstyrelsen rustede sig til at komme under beskydning. Dokumenter, som Frihedsbrevet har fået aktindsigt i, tegner et billede af en rådvild styrelse, der var villig til at kaste millioner efter et værn mod kritik for at få en skandalesag til at tage sig lidt bedre ud.

Det er mere end to uger siden, at Danmark blev ramt af sværmende droner over civile lufthavne og militære anlæg.  Men de danske myndigheder virker stadig til at være på bar bund, og danskerne har ikke fået fremlagt et eneste bevis.  Frihedsbrevet gennemgår sagen og kommer med nye oplysninger om Danmarks droneberedskab eller mangel på samme.  Det var en såkaldt “kapabel aktør”, der stod bag, fortalte myndighederne. Hensigten var at vise sig frem, og de sværmede over lufthavne og militære anlæg med både tændte og slukkede lygter. Det var fjendtlige droner, der skulle skræmme os. Aktøren ville os det ondt.  Danmark var ramt af angreb, fortalte statsminister Mette Frederiksen, og justitsminister Peter Hummelgaard sammenlignede hændelserne med tiden efter terrorangrebet 11. september.  Det her var “den nye virkelighed for Danmark,” og det mest alvorlige “risikobillede” siden 2. Verdenskrig, lød det.  Danmark fik hjælp og støtte fra udlandet i forbindelse med det netop afholdte EU-topmøde, og på et pressemøde kunne chefen for Forsvarets Efterretningstjeneste fortælle, at Rusland fører “hybridkrig mod Danmark og Vesten”.  De dystre meldinger kom i kølvandet på, at der også havde været meldinger om, at droner var observeret i flere andre europæiske lande.  De danske myndigheder anede ikke, hvor dronerne kom fra, eller hvor de fløj hen, og talspersonerne havde svært ved at forklare, hvorfor man ikke havde skudt nogen af dronerne ned. Nu skulle Forsvaret skyde dronerne ned med haglgeværer, kunne TV 2 fortælle.

Dette er et debatindlæg og et udtryk for skribentens holdning. Michael Wallin er tidligere chefjurist i Kalundborg Kommune, advokat og ekstern lektor ved Københavns Universitet og Copenhagen Business School. Jeg har som tidligere chefjurist i Kalundborg Kommune fulgt med i de seneste afsløringer i Frihedsbrevet, hvor det er blevet afdækket, hvordan Kalundborg Kommune systematisk har fungeret som partsrepræsentant i forbindelse med ejendomshandler med private borgere. Det er ikke overraskende. Af hensyn til min tavshedspligt og mit virke som advokat kan jeg ikke kommentere enkelte sager, men jeg kan tiltræde vurderingen fra Frederik Waage, professor i forvaltningsret, der fastslår: “Kalundborg Kommune går ind og bliver partsrepræsentant for en privat virksomhed. Det er usagligt – og det er magtfordrejning. […].” I den forbindelse kan jeg som ekstern lektor ved Københavns Universitet tilføje, at selv mine studerende i forvaltningsret kunne regne det ud – selv om de kun lige var startet på jurastudiet. Topembedsmændene i Kalundborg Kommune, hvoraf den ene – kommunaldirektør Jan Lysgaard Thomsen – er jurist, ved det også.

Der var ikke nogen, der tog videre notits af det i det magtfulde økonomiudvalg. Flere bemærkede dog, at Slagelses Venstre-borgmester Knud Vincents var meget engageret i at købe landejendommen Kruusesminde, der skulle omdannes til naturskole. Og det skulle gå hurtigt, da den økonomisk trængte kommune skulle spendere de 27 millioner kroner, husker flere. Men der var tilsyneladende ikke nogen i byrådet, der vidste, at Knud Vincents var dybt involveret i, at Slagelse Kommune købte landejendommen af en landmand, som borgmesteren i flere sammenhænge har plejet omgang med. Lige indtil nu. I dag kan Frihedsbrevet løfte sløret for, at Knud Vincents i det skjulte har spillet en central nøglerolle i, at kommunen skulle købe den 260 hektar store landejendom af en landmand, som Knud Vincents – der selv er landmand – kendte fra både en landboorganisation og en Venstre-partiforening.

I Dansk Folkeparti er man ikke kendt for at vige uden om en kritik af Danmarks Radio. I virkeligheden er det en årelang tradition, der handler om at holde øje med, hvad vores alle sammens skattekroner går til. Og hvis der kan findes en politisk slagside blandt det skattefinansierede indhold, står man som god DF’er ikke tilbage for et saftigt indspark. På det seneste har det handlet om DR’s Grønlandsdokumentar eller DR’s Talentholds ansættelse af den 28-årige Harald Toksværd, som nu er blevet fyret igen. Ej at forglemme da en vært på TV Avisen havde en halskæde på, som Dansk Folkeparti mente måtte være et islamisk symbol. Men måske er der alligevel fælles front mellem DR og DF. Sådan var det i hvert fald for nylig, da Frihedsbrevets chefredaktør Mads Brügger gik sin stuegang på Christiansborg. Her oplevede han noget, som først så ganske almindeligt ud. Brügger gik forbi DR’s undersøgende korrespondent Line Gertsen, der var i fuld færd med at interviewe DF’eren Mette Thiesen for rullende kamera. De talte om politiet.

Det siges, at begyndelser er svære, så derfor er det en god ide at have flere bud på skitseblokken.  Jeg har for eksempel den her i baghånden:  “Denne stuegang er noget ud over det sædvanlige. Hvis jeg selv skal sige det. Jeg taler med Ungarns statsminister Viktor Orbán om, hvilket land der er mest demokratisk; Danmark eller Ungarn. Og jeg spørger Kroatiens statsminister Andrej Plenković, om han vil dø for sit land, ligesom at Mette Frederiksen (S) vil dø for Danmark. Desuden er jeg til pressemøde om chatkontrol inde i den dybe stats sakristi, nemlig Justitsministeriet. Og så er jeg øjenvidne til, at en DR-reporter laver indhold til sociale medier for et medlem af Dansk Folkeparti.”  En mindre selfie-journalistisk måde at slå tonen an på er den her:  “Eftersynet af danskernes beskyttelsesrum trækker ud. Det var ellers tilbage i maj måned, længe før at hybridkrigen kom til Danmark, at vores højt elskede beredskabsminister Torsten Schack Pedersen (V) erklærede, at nu skulle nationens beskyttelsesrum tages ud af mølposen og bringes up to date, startende med et eftersyn. Men som Jyllands-Posten har opdaget det, så er eftersynet her 4-5 måneder senere stadig ikke kommet i gang af den utrolige årsag, at Beredskabsministeriet tilsyneladende ikke har været i stand til at formulere noget så basalt som en tjekliste.  “Jeg er utålmodig”, sagde beredskabsministeren forleden dag til TV 2 News om problemet og tilføjede så, at det alligevel var “rettidig omhu”, og så ved vi jo allesammen godt hvad klokken er slået.” Den helt korte begyndelse er den her:  “Dagen før EU-topmødet satte hele statens sikkerhedsapparat sig tungt på Københavns centrum, og ved aftentide lød byen, som metropoler i politistater lyder; der var bomstille. Det var ellers kun i Pyongyang, Nordkoreas hovedstad, at jeg før havde hørt en storby, der var så stille om natten, som København var blevet det, og denne stilhed fyldte mig med en dyb rædsel.” Disse indledninger kan alle sammen noget, men efter moden overvejelse har jeg besluttet mig for at gå med mit fjerde bud:  “De higer og søger i gamle bøger, i oplukte høje, med spejdende øje,” gjorde pressen på Christiansborg. For rygtet sagde nemlig, at den mest magtfulde embedsmand i kongeriget, Statsministerets departementschef Barbara Beatrice Bertelsen, var blevet full blown bims. Jeg havde hørt det, og mine kolleger havde hørt det. Selv de mest loyale BBB-støtter var enige om det; Barbara Bertelsen var blevet helt gak gak på grund af det med dronerne.  Dronerne? Ja, dronerne. Var de der overhovedet, eller var det hele bare en kollektiv luftspejling af vores inderste frygt? Det var til at blive skør af, og det var netop det, som Statsministeriets departementschef var blevet, sagde rygtet. Og hvis hun var gået fra snøvsen, hvad så med den magtsyge herskerinde, som hun tjener under, nemlig socialdemokratismens Jezabel, statsminister Mette Frederiksen?  Dette pikante spørgsmål rungede effektfuldt i Borgens gange, men ligesom med så meget andet i den politiske verden kunne det også sagtens være, at det hele bare var ammestuesnak, som man virkelig burde holde sig for god til at bringe videre.  Derfor må jeg rent principielt tage den dybeste afstand til, at jeg skriver om det her. Personligt var jeg mere optaget af, at jeg skulle ud på en next level stuegang. For hele Ridebanen, som omkranses af Borgen, var blevet fyldt op af enorme, hvide telte. Og i koncentriske ringe omkring denne teltby var der lag på lag af sikkerhedsafspærringer med kontrolposter og snigskytter og maskiner til at scanne tasker og menneskekroppe med. Og fra Tyskland, Frankrig og Sverige var der blevet sendt såkaldte “antidrone-kapaciteter” til København, hvis nu Putin skulle formaste sig til at flyve droner hen over Slotsholmen. 

Danmarks udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) og konen Sólrun har tjent godt til opsparingen ved at leje en lille del af deres hus i Græsted ud.  En lille “lejlighed” på 37 kvadratmeter til knap 8.000 kroner om måneden.    Frihedsbrevet har talt med den enlige buschauffør Claes Hoppe, der sammen med sin hund har boet på Løkkes matrikel i et år. Han fortæller, at Løkke-parret trods gentagne rykkere ikke kunne fremsende en lejekontrakt, og at lejemålet fremstod beskidt med spindelvæv, da han flyttede ind. Ifølge 50-årige Claes Hoppe blev resten af huset udlejet på Airbnb til mestendels udenlandske håndværkere.

“Nothing is easy  When you build to reach the sky But look how far we′ve come The ground is gone I was afraid of heights till you said,” lyder det fra forsangeren i det coverband, der er blevet placeret på et sidestykke til hovedscenen i Odense Congress Center. Og så kommer de. Stephanie Lose og Troels Lund Poulsen, der desuden har sin datter med på armen, indtager scenen på Venstres landsmøde til tonerne af Jonah Blacksmiths optimistiske “Up”. Og de går og smiler og vinker, mens salen klapper ukritisk af disse to, der har ført dem til de stagnerede 10 procent i meningsmålingerne. I skrivende stund forudser den nyeste meningsmåling fra Voxmeter blot 9,5 procent, men de ligger gerne mellem de ni og 11 procent, hvilket er smerteligt lavere end de 13,3 procent, som de fik ved folketingsvalget i 2022. Det er den 5. oktober, og det er første dag af Venstres landsmøde, der holdes her i weekenden i Odense Congress Center, hvilket er noget atypisk for det gamle bondeparti, der har for vane at holde sin komsammen i Herning. Det er inden for de selvsamme odenseanske mure, at Venstre i juni 2014 holdt det notoriske syv timer lange ekstraordinære hovedbestyrelsesmøde. Mødet kom på baggrund af Lars Løkkes (M) GGGI-skandale og bilagssager, og den endelige udløser for mødet var det elendige EP-valg.

I et patosfyldt reklamespot fortæller skuespiller Troels Thorsen, der er kendt fra flere film og tv-serier, hvordan hans demente mor ikke længere kan genkende ham. “Kan det virkelig passe, at vi skal vente flere måneder på en udredning?” spørger han i reklamen, der er blevet sendt på TV 2 og sociale medier. Herefter replicerer en varm mandestemme i en speak: “Vidste du, at du har ret til hurtig udredning? Hos Din Patientguide finder du råd og vejledning om dine patientrettigheder.” Reklamen slutter med at opremse telefonnummeret til Din Patientguide, som Danmarks største velfærdskoncern Carelink driver for finanslovsmidler. Der er bare et meget alvorligt problem.  Reklamens budskab er ifølge regionerne så misvisende, at de har slået alarm til Sundhedsstyrelsen. “Indholdet må betragtes som vildledende,” skriver de fem regioner i et fælles brev til Sundhedsstyrelsen.

Kritikerne stod i kø for at lade omverden vide, hvor lille og ubetydelig en sag Frihedsbrevet havde fat i, da vi for nylig skrev en artikel om DR’s nyhedsdirektør Sandy Frenchs taxaforbrug.  Bunden var nået, lød det fra diverse mediekanoner og X-krigere. Sølle 521 taxature på fem år var det blevet til på skatteydernes regning. Heraf var 142 af turene foretaget mellem hendes hjem på Islands Brygge og DR Byen, der ligger knap to kilometers cykeltur derfra. En af dem, der lød nærmest overbærende og opgivende, da han delte sin holdning, var Ulrik Haagerup, leder af Constructive Institute. Han havde følgende konstruktive indspark i debatten, da han gæstede mediemagasinet Q&Co: “Hvis man gør op, hvor mange det så er om måneden, endsige om ugen, så taler vi komfitterknas,” siger Haagerup og kalder Frihedsbrevets historie for “flueknepperi”.

Fremover skal alle tech-virksomheder og beskedtjenester kunne tvinges til at scanne alle deres brugeres videoer og links, inden de sendes.  I hvert fald hvis det står til Danmark.  Til oktober skal EU’s ministerråd nemlig stemme om et kontroversielt forslag, der af kritikere er døbt chatkontrol. Forslaget er fremsat af det danske EU-formandskab.  Ifølge forslaget skal myndighederne kunne tvinge tjenester som Snapchat, Messenger og Signal til at overvåge deres brugeres beskeder – alt sammen i jagten på pædofile, som deler børnemisbrugmateriale.  Overfor Frihedsbrevet maner justitsminister Peter Hummelgaard (S) dog til besindighed. Han vil ikke have, at den politiske drøm bliver omtalt som “chatkontrol”.

I denne udgave af Fri Tænkning taler jeg med den britiske forsvarsanalytiker, forfatter og ruslandsekspert, Andrew Monaghan. Det gør jeg, fordi Monaghan er aktuel med bogen Blitzkrieg and the Russian Art of War, der handler om russisk krigsførelse og strategi i det 20. og 21. århundrede – altså fra Første Verdenskrig og Den Russiske Borgerkrig i årene efter revolutionen i 1917 over Anden Verdenskrig til senere krige og militæroperationer i Tjekkoslovakiet, Afghanistan, Tjetjenien, Georgien, Syrien og Ukraine.  En af Storbritanniens førende militærhistorikere har anbefalet Monaghans bog med ordene: ”Alle officerer i NATO bør læse den”. Monaghan identificerer en gennemgående spænding i russisk militærhistorie mellem krige, hvor Moskvas mål er et hurtigt knockout-slag og udmattelseskrige. Ofte begynder de som knockout-forsøg, der slår fejl, hvorpå Moskva skifter kurs og satser på at slide fjenden op. Sådan var det med Vinterkrigen mod Finland i 1939, i Tjetjenien i 1994 og 1999 og i Ukraine i 2022, mens Moskva havde succes med massive og hurtige anslag mod Polen i 1939, Manchuriet i 1945 og Tjekkoslovakiet i 1968. Andrew Monaghan forsker i russisk strategi og fremtidige scenarier. Han er knyttet til NATO’s Defense College, og han er også direktør for konsulentvirksomheden AM Research Limited. Monaghan beskriver sit arbejde på denne måde: ”Mit job er at iagttage, vurdere og tolke, hvad russerne har gang i, hvad de pønser på, og hvad deres planer er på baggrund af, hvad de selv siger, og hvad de rent faktisk investerer i og gør.” Lad os begynde med et overordnet spørgsmål, som mange sikkert går og stiller sig selv. Hvad vil Rusland? Hvordan definerer Moskva sejr og nederlag i den igangværende konflikt med Vesten og i krigen i Ukraine? Andrew Monaghan mener, at man i Moskva vurderer succes og fiasko på en række parametre, ikke alene det militære. Økonomi, diplomati, sammenhængskraften i samfundet, mobiliseringen af befolkning og ressourcer ved hjælp af institutioner som kirken, uddannelsesinstitutioner, veterangrupper, folkefronter, medier og andet. Ifølge Monaghan har Rusland et fundamentalt anderledes perspektiv end Vesten på krigen i Ukraine. Han siger: ”I Vesten er det en udbredt opfattelse, at det centrale går ud på, om vi er i stand til at forhandle en afslutning på en krig, der foregår i det østlige Ukraine, mens Moskva ser det som åbningssalven i en trediveårskrig. Man kan sammenligne det med den oprindelige trediveårskrig i det 17. århundrede, eller man kan sammenligne det med perioden fra 1914 til 1945, hvor der var en periode med fred undervejs mellem to verdenskrige. Der er tale om en konfrontation, der vil strække sig over årtier, og som drejer sig om forandring af verden.” - Hvad er målet? ”Et minimumsmål handler om at styrke Ruslands geoøkonomiske position. Man har fået kontrol med Det Azovske Hav nede ved Krim, og det er nu Ruslands indre farvand. Man ønsker at få kontrol med handelsruter fra Sortehavet, neutralisere Ukraine som eksport-konkurrent i regionen. Det er vigtige, indledende elementer, og så vil man holde det euro-atlantiske fællesskab på armslængde. Det handler ikke så meget om Ukraine i sig selv, men om at sikre Ruslands position i verden i bredere forstand.” - Hvordan vil du vurdere det foreløbige resultat set med Moskvas øjne? ”Resultaterne er kommet med enorme omkostninger, men de har som nævnt fået Det Azovske Hav. Europa bekymrer sig om, hvordan et russisk angreb vil folde sig ud, og Putin er blevet inviteret til Alaska. Fra London ser billedet ikke godt ud. Den russiske ledelse mener, at de vinder. Det er dårligt nyt for Kyiv, og det er på mange måder dårligt nyt for den ukrainske befolkning, og det er en stærk påmindelse til europæerne om, hvad krig er for en størrelse, behovet for brug af statens ressourcer til at afskrække, og hvad det kræver. I den forstand ser jeg som brite ikke noget som helst positivt.” - Du sagde, at krigen i Ukraine set med Moskvas øjne synes at være den første salve i en trediveårskrig. Hvad ser du som Ruslands næste skridt i denne strid? ”Hvis den vurdering er korrekt, så taler vi om en strukturel konflikt, der vil vare en generation. Jeg tror, at der vil være en fundamental politisk uenighed om Moldova, som ikke er medlem af NATO. Jeg tror også, at den russiske horisont rækker langt videre, end folk forestiller sig. Vi ser dette som et europæisk problem, men jeg ser ikke en russisk landinvasion af de baltiske lande som det mest realistiske scenarie.”

Selvom de havde fået et blankt afslag fra Gnags-frontmand Peter A.G., brugte Moderaterne alligevel “Når jeg bliver gammel” i deres politiske kampagne.  Efter at Peter A.G. havde sagt nej til at blive brugt i en kampagnevideo, pillede Moderaterne sangen ud af deres video. Men de afspillede den på deres årsmøde i 2024, både før og efter kampagnevideoen blev vist, og Lars Løkke Rasmussen indledte sin tale med ordene “Når jeg bliver gammel”. Senere brugte de frasen på en plakat.  Alligevel fastholder Moderaterne, at de bare bruger en metafor, der ikke har noget som helst at gøre med Gnags. “De både lyver og skaber helt bevidst forvirring,” siger Peter A.G.

Sagen om studerende fra Bangladesh, der har været med til at polstre danske universiteters økonomi, har skabt voldsom ballade. Mette Frederiksen har beskyldt Roskilde Universitet for at føre sin egen udlændingepolitik, og man har nu strammet reglerne for at få lagt en dæmper på valfarten. Nu kan Frihedsbrevet afdække, at en række uddannelsesinstitutioner har skaffet udenlandske studerende via agenter, som de har betalt millioner af kroner. Uddannelsesagenter i Bangladesh og Nepal har nemlig fået fyldt bankkontoen med danske kroner i provision for at have skaffet hundredvis af studerende til et erhvervsakademi i Kolding.