Der findes to forskellige versioner af et centralt dokument i sagen om den kriseramte Frederikshavn Havn.  Det oprindelige dokument, som havnen sendte til kommunen, i håb om at det ville nå frem til byrådet, og en censureret udgave af samme dokument, hvor datoen og en central passage om, hvordan havnens økonomi kunne reddes, er fjernet. Frihedsbrevet er kommet i besiddelse af begge notater og kan på baggrund af dem afsløre, hvordan kommunens kommunaldirektør, Thomas Eriksen, og den nu daværende borgmester i Frederikshavn Kommune Birgit S. Hansen (S) i flere måneder tilbageholdt det afgørende notat for byrådet. Da byrådet endelig fik adgang til notatet, var det den mørklagte udgave, de fik: Datoen var overstreget, og et afsnit var på mystisk vis forsvundet.  Ifølge Roger Buch, kommunalekspert og forskningslektor på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, der har læst begge udgaver, skylder kommunen en forklaring. “Det giver borgmesteren en kæmpe fordel at kende til materialet i flere måneder før byrådet. Hun har haft tid at tænke og udvikle strategier og løsningsmodeller, hvorimod byrådet ikke har haft samme mulighed for at være velforberedt,” siger han og fortsætter:

Som medlem af fagforeningen Dansk Journalistforbund har man en særlig fordel, hvis man er utilfreds med sin arbejdsgiver.  Med åbne øjne omgår Dansk Journalistforbund nemlig reglerne i den danske model og kører rundt og afleverer kuverter med kontanter i til deres medlemmer, når de strejker i strid med overenskomsten og derfor er blevet trukket i løn af deres arbejdsgiver. En gylden regel er ellers, at medarbejdere kun må strejke i forbindelse med overenskomstforhandlinger. Hvis det sker, har forbundet en strejkekasse, der kan dække ens tabte lønindtægter.  Men hvis medarbejderne til gengæld nedlægger arbejdet, mens overenskomsten er gældende – i det, man kalder fredstid – er strejken overenskomststridig. Her bliver medarbejderen trukket i løn uden kompensation fra fagforeningen. “Den slags sager må DJ (Dansk Journalistforbund, red.) ikke støtte, hverken økonomisk eller politisk,” hedder det i et internt dokument fra Dansk Journalistforbund, som Frihedsbrevet er kommet i besiddelse af. 

Seks tidligere ansatte fra den skandaleramte bostedskæde Frisk-Pust fortæller om en kultur med voldsomme magtanvendelser imod de psykisk sårbare beboere på bostederne. De fortæller blandt andet, at personalet flere gange bevidst har undladt at indberette magtanvendelser til myndighederne – andre gange er indberetningerne blevet omskrevet.

Danske læger er vilde med at købe aktier i Novo Nordisk og arbejder i stor stil for medicinalindustrien. Det kan Frihedsbrevet beskrive efter at have lavet en omfattende granskning af de økonomiske bånd, som viser, at Novo Nordisk og andre aktører har udbetalt over 100 millioner kroner til de danske læger siden 2023. Ifølge flere kritikere er læger afkoblet fra den virkelighed, der gælder for andre offentligt ansatte.

124 ansatte hos Nordisk Råd betaler ikke en krone af deres løn til skat. Det har de nordiske politikere besluttet. I stedet betaler de ansatte en afgift af lønnen til Nordisk Råd. Reglen vækker undren blandt skatteeksperter, mens to skatteordførere kalder det “urimeligt” og “tåbeligt”. Selv svarer Nordisk Råd, at den afgift, de ansatte i stedet betaler til Nordisk Råd, kommer alle de nordiske lande til gode.

Fri­heds­bre­vet får kri­tik for annoncevideo Fri­heds­bre­vet brag­te i peri­o­den fra den 26. april til den 15. maj 2024 en annon­ce­vi­deo som en del af Fri­heds­bre­vets kampag­ne ”Ope­ra­tion 5000” om kampag­ne­mål om nye medlemmer. I video­en udtal­te ansvars­ha­ven­de che­fre­dak­tør Mads Brüg­ger, at en for­mand for en orga­ni­sa­tion, som hjæl­per sår­ba­re og udsat­te kvin­der, ”udsæt­ter kvin­der for… Continued

I den støvede horisont uden for den nybyggede villas vinduer er solen på vej ned – men selvom det tiltagende mørke fremhæver maleriernes pangfarver, må Kristian von Hornsleth både sprælle, pege og tysse for at bevare sit publikums opmærksomhed.  “Hvem er det, der snakker?,” halvråber Hornsleth gennem stuen i den til lejligheden lånte villa med et mønstret vægtapet så gyldent, at man på intet tidspunkt glemmer, at det er Dubai, vi befinder os i.  Nok har respektløshed altid været en dyd i Hornsleths værker, men jo ikke over for kunstneren selv, så hvad ligner det at stå og sludre nede i baren, bare fordi den er gratis?  “Ssssh!” Opgaven tager han alvorligt, for i aften er det kunstneren, der har købt billet for at se publikum, ikke omvendt. Dels af nysgerrig, dels af nød: Sagen er, at Kristian von Hornsleth, den arkitektuddannede provokunstner på 61 år, i årtier har levet af at forarge og forføre befolkningen. Hornsleth, du ved, manden, der “privatiserede” 100 britiske hjemløse og stiftede et anpartsselskab, der udelukkende investerer i våbenaktier. Ham, der med et beskedent antal geder overbeviste en hel afrikansk landsby om at tage Hornsleth som efternavn.  Alt sammen for at “spejle” danskernes påståede vulgære, asociale, narcissistiske og kalorielette tilværelse i en verden, der lider. Det er ham, Hornsleth, som tager alle farverne og den bredeste pensel i brug og signerer hvert et produkt med sit eget navn, med dollar-tegn og det tilkøbte “von” i centrum af det hele. Har kritikere fortalt ham, at hans kunst er usmagelig, har han svaret, at det håber han skam også, at vedkommende synes. For den smag er, hvad Hornsleth mener at have udstillet siden slutningen af 1990'erne: Danskernes magelige og vulgære dårligdomme. Vi har lullet os selv i søvn og glemt at tro på andet end os selv, har den underliggende, men også demonstrativt højlydte pointe fra Hornsleth lydt: Vi er for nihilistiske, for kapitalistiske, for egoistiske og individualiserede. For åndeligt dovne. For amerikanske.  Sådan lød hans mantra op gennem de frie 90'ere, de rige 00'ere og i løbet af de globale 10’ere, hvor Hornsleth, trods manglende anerkendelse fra det kunstneriske parnas, har formået at kommercialisere som få af sine kollegaer. MEN. Dén mand vækker ikke længere den nødvendige opsigt hjemme i Danmark.  Det gør han til gengæld herude, i det golde ørkenlandskab, hvor Hornsleth øjner chancen for at genvinde troværdighed som ham, der spidder og spejler sin samtid med provopop og dårlig samvittighed. Hvad fortæller den erkendelse om den danske folkesjæl? At Hornsleth nu erkender, at det hjemlige marked er mættet af hans provokunst, og at han ser et større potentiale i at sælge sine værker til danskere bosiddende i Dubai – et autoritært islamisk regime uden ytringsfrihed og demokrati, et de facto skattely med påstået geopolitisk neutralitet.  Spørgsmålet har naget mig, siden jeg for et par måneder siden hørte om Hornsleths ambition.  For hvis det er sandt, at værdien af Hornsleths kunst, som kunsthistoriker Jonas Bergstrøm beskriver i coffeetable-bogen SUPER CRASH, er, at den er “konfrontatorisk spejlende”, må man nødvendigvis spørge:  Hvad ser vi i Hornsleths spejl anno 2025? Det er det, jeg har inviteret mig selv med til festen og er rejst til Dubai for at observere.

Johnny, “Skomager”, “Badass”. Kært barn har som bekendt mange navne; således også Hells Angels-veteranen Johnny Engelhof Nielsen, som i den forgangne uge døde, 58 år gammel. Dødsfaldet var naturligt. Forstået på den måde at han under boksetræning forleden fik et ildebefindende og blev overført til et hospital i Marbella-området i Sydspanien, hvor han de seneste mange år har boet. 

CIA har frigivet mere end 60.000 sider hemmeligholdt materiale om mordet på JFK. Men hvad står der egentlig bag de sorte bjælker? Og fører de nye oplysninger verden tættere på en opklaringen af det 20. århundredes mest opsigtsvækkende mord? En af sagens største eksperter, graverjournalisten Jefferson Morley, som Flemming Rose tidligere har interviewet, er i ikke i tvivl. Hør hans vurdering i denne uges Fri Tænkning.

Endnu en overlæge får et påbud af Styrelsen for Patientsikkerhed for sin indblanding i psykiatriskandalen i Region Midtjylland.  Det skete i går, hvor det nye påbud blev tilføjet til overlæge Anders Lindelofs informationer i autorisationsregistret. Lindelof har hidtil været et ubeskrevet blad i den omfattende sag. I dag kom der så endnu en opsigtsvækkende nyhed fra Region Midtjylland. Tina Ebler, der er den øverste direktør for psykiatrien i regionen, fratræder sin stilling som hospitalsdirektør. “Jeg er taknemmelig for at have haft muligheden for at samarbejde med dedikerede og engagerede ledere og medarbejdere i Psykiatrien,” siger Tina Ebler i en pressemeddelelse.

Den sidste uges fejlslagne amerikanske charmeoffensiv i Grønland kan koges ned til én person: Thomas Emanuel Dans.  Det var hans organisation American Daybreak, opkaldt efter ideen om, at en “ny amerikansk dag snart gryr i Grønland,” der sammensatte hele pibetøjet. Og hvis man bedre vil forstå den seneste uges udvikling i trekantsdramaet, er Tom Dans et godt sted at starte. Ikke nok med at den tidligere arktiske kommissær personificerer Donald Trumps igangværende politik mod Rigsfællesskabet med sin fornægtelse og fordrejning af de faktiske forhold – det er også ham, der har orkestreret USA’s træk i det mærkværdige geopolitiske skakspil, der har udspillet sig den sidste uges tid.  Den texanske erhvervsmand har siden januar udført sit freelance-diplomati under dække af, at han blot er en uofficiel erhvervsmand, som elsker Arktis og ønsker at fremme kulturel udveksling mellem Grønland og USA – og tilfældigvis også har arbejdet for Trump og ført valgkamp for ham. Men efter Det Hvide Hus’ charmeoffensiv er blevet aflyst og ændret, og Grønland har fået sammensat en regeringskoalition uden det selvstændighedsivrige parti Naleraq, ser den kulturelle maske ud til at glide mere og mere af hans ansigt.  Nu er Tom Dans frustreret. For det, som han kalder et “godhjertet kulturelt besøg”, har udviklet sig til en PR-fiasko, der ikke ligefrem gør hans store ønske om at indlemme Grønland i USA lettere at realisere. Men ligesom med så mange andre urovækkende udviklinger i Grønlandsagaen, smiler Tom Dans sig igennem det hele og retter skylden mod utaknemmelige grønlændere og danskere. Amerikanernes pres på Grønland er, som Trump udlagde det til et kabinetmøde forleden, intet mindre end venskabeligt. I onsdags ringede Frihedsbrevet til Tom Dans for at høre mere om, hvordan han har fordøjet den sidste uge, hvordan Trump-lejren opfatter, hvad der ligner en fejlslagen charmeoffensiv, og hvad de har på tegnebrættet nu. For Tom Dans er på sin vis et slags vindue ind i MAGA, hvad Grønland angår. Det er ham, der åbner sprækker i marginalerne i Grønland, eksempelvis Jørgen Boassen og Kuno Fencker, som amerikanerne udnytter til at fremme deres sag, og han har USA’s nationale sikkerhedsrådgivers øre og rådgiver folk i Det Hvide Hus løbende om Grønland.

Lønmodtagerne betalte for dyre flybilletter, femstjernede hoteller og besøg på fashionable restauranter, da ATP’s top tog på et internt seminar og brugte store beløb i to amerikanske byer. En af deltagerne var fagbossen Morten Skov Christiansen fra Fagbevægelsens Hovedorganisation. Hele besøget løb op i knap 200.000 kroner, men ATP vil ikke oplyse, hvem ATP-toppen mødtes med, og hvad de lavede på turen.

USA’s vicepræsident J.D. Vances besøg i Grønland lå som en tung dyne over Christiansborg, som Frihedsbrevet besøgte onsdag. Regeringspartierne dansede en diplomatisk linedans for ikke at puste til gløderne, mens de grønlandske politikere lagde klar afstand til USA og Donald Trumps planer.

Danmark mangler både kanoner og nogen, der kan fyre dem af. Men hvor mange soldater, Forsvaret mangler, eller hvor mange de i det hele taget har, er umuligt at få et klart svar på. Chef for Hærkommandoen, generalmajor Peter Harling Boysen, begrunder tavsheden med et sikkerhedshensyn. Ifølge forsvarsekspert Peter Viggo Jakobsen hænger lukketheden “nok også sammen med, at det ikke er så kønt, det Danmark kan vise frem.”

Mens præsident Donald Trump slår fast, at Grønland er afgørende for USA’s sikkerhed, er han omgivet af milliardærinvestorer, der ser øen som et lukrativt sted at investere i minedrift.  Blandt dem er hans nyudnævnte viceforsvarsminister, Stephen Feinberg, som ifølge direktøren for et mineselskab i Grønland har en økonomisk interesse i mineprojektet ved Kvanefjeld i Sydgrønland.   Viceforsvarsministerens kontor afviser påstanden og hævder, at Feinberg har afhændet sine interesser i sin kapitalfond, Cerberus Capital Management, som ifølge minedirektøren nu er aktionær i mineselskabet.  Men et nærmere kig på Feinberg og fondens gøren og laden i forhold til Grønland og råstoffer indikerer, at interessen for grønlandsk minedrift blandt Trump-administrationens sikkerhedspolitiske top hverken er grebet ud af den blå luft eller uvæsentlig for USA’s nye Grønlandspolitik. Eksperter kalder det en “uhyggelig” interessekonflikt og advarer om, at “røde advarselslamper” blinker.

En ny britisk rapport dokumenterer med minutiøs præcision Hamas’ angreb på Israel den 7. oktober 2023. Rapporten konkluderer, at angrebet var en nøje planlagt massakre rettet mod civile – ikke et spontant oprør. Den beskriver målrettede henrettelser af hele familier, gruppevoldtægter og systematisk tortur – og den er skrevet for at modgå benægtelse og historisk forvanskning.

Den danske stat har investeret milliarder af kroner i genopbygningen af den ukrainske by Mykolaiv. En del af støtten på 135 millioner er nu ramt af mistanke om korruption og svindel.  Udenrigsministeriet efterforsker svindel i FN’s såkaldte IOM-projekter, og Mykolaivs viceborgmester, der leder genopbygningen af byen, er tiltalt for korruption i en anden sag. Samtidig er en række nøglepersoner i og omkring mistænkt for korruption.

Flere naboer til bosteder ejet af den skandaleramte bostedskæde Frisk-Pust fortæller om en hverdag præget af frygt, nattestøj og manglende tryghed i eget hjem. Gentagne episoder med råb, trusler og et iøjefaldende antal politiudrykninger har efterladt beboere omkring bostederne med låste døre. Flere af bostedernes naboer i både Køge, Stevns og Søster Svenstrup melder om samme mønster: uro, utilstrækkeligt opsyn og følelsen af at blive ignoreret.

Udendørsservering, livemusik, dart og kolde fredagsfadøl. Torvekroen i den nordjyske havne- og turistby Hals emmer af dansk sommeridyl. Men salget af den gule ejendom på byens torv udløser for tiden panderynker på rådhuset i Aalborg. Kommunen mener nemlig, at de nye ejere har relationer til rockerklubben Comanches MC. “Vi er naturligvis (…) bekymrede, når vi hører, at de har opkøbt et værtshus i Hals, og derfor kommer vi til at følge situationen meget tæt sammen med politiet for at finde ud af, hvad værtshuset skal anvendes til,” har rådmand for Job- og Velfærd i Aalborg Kommune, Nuuradiin Hussein (S), udtalt til TV 2 Nord. Rockerklubben har selv afvist at have købt kroen. Et opslag i tingbogen viser, at der ved redaktionens deadline endnu ikke er tinglyst nye lån i forbindelse med den formodede handel.

Til denne uges Fri Tænkning har jeg talt med den amerikanske geopolitiske analytiker Carlos Roa om det nye, amerikanske imperium og det, han kalder en Amerikansk Sfære Doktrin. Vi talte om logikken bag Trump-regeringens kursskifte og nye prioriteter i amerikansk udenrigspolitik; om historiske fortilfælde, når det gælder den indenrigspolitiske krise; hvad det betyder for Europa, og hvorfor Trumps tarifpolitik ikke nødvendigvis vil ende som en fiasko. Carlos Roa er i øjeblikket gæsteforsker ved The Danube Institute i Budapest, en tænketank, der blev etableret i 2013 af den britiske premierminister Margaret Thatchers tidligere rådgiver og taleskriver, John O’Sullivan. Tænketanken står på et konservativt og klassisk liberalt fundament. Carlos Roa er uddannet på Georgetown University’s Walsh School of Foreign Service i den amerikanske hovedstad. Han har tidligere været chefredaktør for tidsskriftet The National Interest, hvor repræsentanter for den realistiske skole i amerikansk udenrigspolitik ofte kommer til orde. Roa har sine familierødder i Mexico og Costa Rica, hvor jeg fangede ham dagen efter hans brors bryllup. Hans bedstefar begyndte som bonde i Mexico, men interesserede sig for udenrigspolitik og endte med at gøre karriere inden for diplomatiet, så Roa er vokset op med at læse det britiske magasin The Economist og følge med i, hvad der sker i verden.

Thomas Plenborg, mangeårig formand i DSV, har været én stor skydeskive de seneste uger, hvor han er blevet anklaget for at være magtfuldkommen, egenrådig og have problemer med interessekonflikter. Torsdag var der den årlige generalforsamling i Danmarks næststørste virksomhed. Frihedsbrevet var med til arrangementet, hvor den omtalte formand red stormen af – men aldrig nævnte elefanten i rummet.

Milliarderne fosser ud af ATP. Gennem de seneste år har Danmarks absolut største pengetank formået at tabe milliarder af pensionsformuen på fejlslagne investeringer, mens der i resten af pensionssektoren har været pengeregn over landets nuværende og kommende pensionister. Nu kan Frihedsbrevet beskrive, hvordan to af ATP’s øverste chefer har brugt lønmodtagernes penge på dyre flyrejser og ekstravagante hoteller. Hos ATP’s topchef Martin Præstegaard og investeringsdirektør Mikkel Svenstrup er det kutymen at rejse dyrt – i nogle tilfælde på business class – og bo på femstjernede hoteller. Faktisk har ATP-cheferne brændt 286.655 kroner af på luksus på de 10 rejser, hvor de enten har opgraderet flyrejsen, boet på femstjernet hotel eller gjort begge dele, og det er kun opgraderede flybilletter og 5-stjernede hoteller, der er med i regnestykket.

Efter måneders massiv kritik fra en lang række tidligere medarbejdere kunne Egmont-koncernen konkludere, at arbejdsmiljøet på deres forlag Lindhardt & Ringhof altså er godt, og forlagets direktør, Lars Boesgaard, er stadig er den rette mand til jobbet. Men undersøgelserne møder skarp kritik fra en række navngivne kilder, der nu står frem og fortæller, hvorfor de fravalgte at deltage – hvis de da overhovedet blev inviteret. Egmont-koncernen undersøger bare sig selv, lyder kritikken af “skinundersøgelsen”, hvor man ifølge kilderne ikke kunne være anonym og derfor ikke følte sig tryg. Juraprofessor Mads Bryde Andersen kritiserer advokatundersøgelsen og siger, at hvis nogen spurgte ham, om de skulle deltage i undersøgelsen, ville svaret være “et klokkeklart nej”. Egmont afviser kritikken og siger, at man har valgt “det undersøgelsesformat, som efter vores vurdering har været det mest ordentlige og metodisk rigtige i denne situation”.

Den danske regering har været blind for Donald Trumps store og vedvarende interesse i Grønland, og fra dansk side har man ikke forstået vigtigheden af at pleje relationerne med Grønland i en tid med spændinger i Arktis. Sådan lyder det nu fra flere udenrigs- og sikkerhedspolitiske eksperter på baggrund af en hidtil ukendt rapport fra USA’s tidligere ambassadør i Danmark Carla Sands, som Frihedsbrevet har fået aktindsigt i hos Statsministeriet. Dokumentet tegner et billede af, at den danske regering burde have forberedt sig bedre på, hvad den ventede med Trump ved magten, lyder det fra professor i statskundskab ved Københavns Universitet Mikkel Vedby Rasmussen, som har læst den 27 sider lange rapport. “Rapporten er endnu et eksempel på, at i det øjeblik Trump vinder præsidentvalget, burde den danske regering forberede sig på, at spørgsmålet om Grønland vil komme op igen.”

Har man en sød tand for det skøre, er det her for tiden nemt at få stillet sin sult. For hvor end man kigger hen, sker der fuldkommen vanvittige ting lige for næsen af en, og det er svært at holde styr på alle tosserierne.  For eksempel er der sket det ubegribelige, at Søren Pind er blevet administrerende direktør for interesseorganisationen Aktive Ejere og er således nu chef for Henrik Sass Larsen, der giver den i rollen som politisk direktør. Skal man trække paralleller til tegneseriernes verden, svarer det lidt til, at Jokeren og Pingvinen er teamet op og nu arbejder sammen som lobbyister for kapitalinteresser. 

Det står næsten skrevet i sol, måne og stjerner, at der er flere penge på vej til Danmarks soldater. Midt i den historiske oprustning af Forsvaret er debatten om soldaternes lønninger blusset gevaldigt op. Særligt efter at en række af Forsvarets håndgangne mænd valgte at give Frihedsbrevet indsigt i deres lønsedler i februar. Her viste det sig, at både konstabler, korporaler og sergenter var ansat til lønninger, som kun med få tusinde kroner slog dagpengesatsen. Og selvom regeringen længe har afvist at poste flere kroner i de danske jensers løn, har de – efter alt at dømme – gode nyheder i vente. For både regeringen og en lang række af Folketingets partier har siden Frihedsbrevets historie i mere eller mindre konkrete vendinger erklæret sig åbne for at hæve lønnen. Men det er bestemt ikke ukontroversielt. For flere oppositionspartier ønsker et lønløft fra politisk side, udenom den danske model, som jo har tradition for at lønforhandle mellem arbejdsmarkedets parter. Landets største erhvervsorganisation, Dansk Industri (DI), ser med stor bekymring på forslagene om at hæve lønnen fra politisk side, som også er et kildent spørgsmål, der martrer regeringspartierne i SVM-regeringen.