Sandheden om dronerne over Danmark lader vente på sig.  Kun en lille gruppe mennesker ved, hvad der virkelig skete, da myndighederne fortalte, at der fløj droner over lufthavne og militære anlæg for nu seks måneder siden. I slutningen af februar stod danskerne til endelig at få svar på i hvert fald Forsvarets version af hændelserne med den længe ventede droneredegørelse. Den blev dog udskudt af forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V), et par timer inden folketingsvalget blev udskrevet.  Men nu er der nyt fra tre forskellige politikredse, som har taget del i den højprofilerede efterforskning af droner rundt i Danmark.

Det bliver varmt i sådan en sauna. Op mod 100 grader, angiveligt. Det er varmest i højderne. Deroppe, hvor Michael Vindfeldt (S) sidder. Han sidder rigtigt højt oppe. Michael Vindfeldt har taget en skammel, som han har placeret ovenpå den øverste bænk og så placeret sig selv ovenpå. Han har sågar armene oppe i vejret. Måske er Michael Vindfeldt den af os alle, der befinder sig allerhøjest oppe.  Det tror jeg faktisk, han er.   Han er en saunakyndig mand, siger David Owe. Det er derfor, han er her i dag. Fordi han ofte går i saunagus her på en tagterasse i Vanløse. Dagens to andre særlige gæster er socialdemokrater og stiller op til Folketinget i Københavns Storkreds. Michael Vindfeldt er bare borgmester. På Frederiksberg endda. David Owe er her, fordi han er gusmester. Det er hans gus, Michael Vindfeldt ynder at gå til. Før i tiden var David Owe skuespiller, kendt fra film som Tempelriddernes Skat II (den, der foregår på Gotland) og serier som Ørnen, 2900 Happiness og Vild med dans.  David Owe optræder ikke så meget på ens skærm længere. I år har han lagt stemme til en karakter i børneserien Lotte & Totte. Men ellers bliver det ikke til det store. Nu ejer han Inncercise, hvor vi er i dag. I anledningen af valgkampen har de iværksat en række initiativer, valgkampens frivillige kan for eksempel komme til gratis åndedrætssessioner.  Og så udbyder de et helt nyt koncept; noget, de kalder kandidatgus.  Det er også gratis.  Til gengæld for at det er gratis, bliver saunagussessionerne delvist styret af politikere. Med delvist skal det forstås, at det ikke er alle folkevalgte politikere, der er lige så saunaguskyndige som Michael Vindfeldt.  Det er justitsminister Peter Hummelgaard (S) for eksempel ikke. Han sidder på den nederste bænk i saunaen. Det er der, man sidder, hvis man er nybegynder. Hvis man endnu ikke har lært at stoppe med at bekymre sig og elske varmen.  Ida Auken (S) ligner en, der har prøvet det før. Hun har en filthat med. Det har man typisk, hvis man har prøvet den slags før.  Jeg har ikke en filthat med. 

Socialdemokratiets forslag om formueskat er blevet genstand for et voldsomt postyr i valgkampen. Flere fremtrædende velhavere har tordnet imod forslaget, og erhvervsprofiler som Robert Mærsk Uggla og Henrik Andersen fra Vestas har sågar truet med at forlade landet, hvis forslaget bliver til virkelighed. Men i den modsatte grøft bliver forslaget hilst velkommen af en dansk-iransk rigmand, som nu har stemplet ind i debatten. Rigmanden kalder kritikerne “grådige” og tager gerne selv imod et ekstra skattetryk, hvilket har givet anledning til hæder fra profiler som Pelle Dragsted og Mogens Lykketoft.

En stor dansk mæglerkæde afviser at have rådgivet Aalborg Kommune på en måde, så en storentreprenør uden konkurrence fik mulighed for at foretage en ejendomsinvestering med en lille risiko og en stor gevinstmulighed. Det afvises også blankt, at den mægler, der rådgav Aalborg Kommune, skulle have erklæret sig inhabil på grund af personlige relationer til storentreprenøren. Kommunen var bekendt med mæglerens forbindelser, men fandt dem ikke problematiske.  

I foråret 2027 kan Danmark sende 300 udvisningsdømte kriminelle til afsoning i det lejede Gjilan-fængsel i Kosovo.  Aftalen har fra begyndelsen affødt kritik for at være den “dyreste symbolpolitik”, og flere menneskerettighedsorganisationer har udtrykt bekymring for, om retssikkerheden og menneskerettighederne vil blive overholdt.  Kritikken har dog ikke fået justitsminister Peter Hummelgaard (S) til at vakle, og gang på gang har han forsikret om, at de indsatte skal afsone under forhold, der “grundlæggende svarer til forholdene i fængsler i Danmark”. I et interview med lederen af Kosovos kriminalforsorg kom det så for nylig frem, at Gjilan-fængslets nye lokale direktør er en mand, der øjensynlig er garant for alt det, den danske regering ellers lovede, at man ville undgå: Nepotisme, magtmisbrug og bånd til kriminelle miljøer.  Det får nu Enhedslisten, Radikale Venstre og Alternativet til at kritisere planerne i skarpe vendinger.

Jeg har ladet mig fortælle, at det er en fornærmelse, når en journalist beskyldes for mikrofonholderi. Altså den disciplin, hvor man uimodsagt lader en kilde sige, hvad de vil. Men jeg er heldigvis ikke journalist. Jeg er økonom, og jeg ved, at man nogle gange skal lade data tale for sig selv. Derfor skal du nu til at læse intet mindre end varedeklareret mikrofonholderi. Hvad jeg selv ville kalde rå politisk dataindsamling. I denne artikel møder du nemlig en ægte, brændende og oprindelig Trump-støtte. Ikke en ansat i Det Hvide Hus, ikke en tilfældig på gaden, men en fra Mar-a-Lagos inderkreds, som har været med fra starten og ikke har mistet troen. Langt fra. Klokken er 11.30 i Boca Raton. En palmebeplantet by mellem Miami og West Palm Beach, hvor havskildpadder og millionlystbåde deles om kystlinjen. Jeg er inviteret til det ugentlige ELLE-event. Og nej, det er ikke modebladet, selv om der også her er en ganske klar æstetik på spil. Det står derimod for Esther’s Luncheon for Ladies of Excellence (and Men too).  Det ser ud, som du tror. Det ligner lidt kvindeudgaven af den legendariske Simpsons-satire over møder i den lokale republikanske partiforening. Som enhver anden subkultur har også denne sine universelle markører: højt hår, spadseredragter og blomsterprint, plus sine lokale specialiteter, her i form af latino-republikanere med intense, sorte øjne.  På sin vis minder det om danske forsamlinger af politisk aktive. Indforståede jokes, som kun er sjove, hvis du er enig. Samtaler, hvor enkelte ord rummer så meget fælles mening, at det ikke er nødvendigt at sige mere. Samtaler, der skal bekræfte, at de andre er dumme, hvis ikke direkte onde, at vi har det hårdt her i gruppen, men at vi er de gode, og at vi nok skal klare mosten. 

Vladimir Putin vil snart have det som Palle alene i verden.  Sådan forlød det umiddelbart efter starten på USA's og Israels angreb på Iran og likvideringen af landets religiøse og militære ledelse som følge af en imponerende magtdemonstration, der decimerede Irans militære kapacitet. Vi ignorerer for tankeeksperimentets skyld, at verden ikke længere er delt op i distinkte blokke og alliancer; at det kan skifte fra situation til situation, som vi selv har måttet sande i forhold til USA, og at Rusland, uanset hvad der sker i Iran, sidder med ved bordet i nogle af de seneste årtiers vigtigste internationale nyskabelser, nemlig BRIKS+ og Shanghai Cooperation Organization (SCO).   Den ene såkaldt nære allierede efter den anden faldt, hed det. Først Assad-regimet i Syrien i 2024, dernæst Maduro i Venezuela i januar, dog uden et regimeskifte, og nu Irans ayatollah Ali Khamenei, hvor mange for et par uger siden forestillede sig, at præstestyret ville kollapse, mens flere inklusive præsident Trump selv forudså, at Cuba ville blive den næste i rækken.  Samtidig er Ruslands indflydelse i sit nære udland, ikke mindst i Centralasien og det sydlige Kaukasus, blevet svækket som følge af krigen i Ukraine. Både fordi Ukraine er Kremls udenrigs- og sikkerhedspolitiske prioritet nummer ét, og hovedparten af landets ressourcer kanaliseres den vej, og fordi flere af republikkerne i det tidligere Sovjetunionen har udnyttet situationen til at kigge i andre retninger, uden at Moskva kan gøre så meget. Set fra Moskva vil udfaldet af krigen i Ukraine bestemme landets position i verden i mange år fremover. Hvis man taber krigen, vil det blive mere end almindeligt svært at opretholde forestillingen om Rusland som stormagt.

Torsdag måtte René Redzepi træde tilbage fra sit livsværk.  Danmarks mest indflydelsesrige kok har den seneste uge befundet sig i sit livs shitstorm, efter at 35 tidligere Noma-ansatte har fortalt til The New York Times, at mesterkokken har tyranniseret dem og været voldelig fra 2009-2017. Men Redzepi kommer ikke til at gå sulten i seng.  På ryggen af anklager om brutalt arbejdsmiljø og kummerlige arbejdsforhold har den dekorerede kok nemlig skabt en stor millionformue på Noma og restaurantens brand, som får en professor i virksomhedsetik til at lange hårdt ud efter ham.

Ude foran biografen Imperial på Vesterbro i København strækker køen sig 50 meter, hvilket efterhånden er en lille kø for Liberal Alliances formand, Alex Vanopslagh.   Den andenforreste i køen, en dreng i begyndelsen af 20’erne, fortæller mig, at han har stået der i 45 minutters tid, og at han er kommet hele vejen fra Faxe for at opleve dette i dag: Alex Vanopslaghs show, "Alex med & uden filter", hvor han foran en udsolgt sal vil “fortælle om op- og nedture, bommerter, politiske visioner,” og desuden “svare på jeres spørgsmål – både med og uden filter". Med og uden filter.  Det vender vi tilbage til.  Først skal vi lige skrue tiden tilbage til lørdag den 6. marts, hvor Alex Vanopslagh var i centrum på Kongens Nytorv. Et par dage i forvejen havde han annonceret, at han ville dele plakater, dåseøl og chips ud fra det inderste af Indre By.  Dagen forinden havde jeg mødt Liberal Alliances omrejsende kampagnehold i Aarhus, hvor Alex Vanopslagh er opstillet, og hvor han havde inviteret til fredagsbar på en natklub nede ved åen.  Der stod han både bag baren og delte gratis Ceres-øl ud, men også oppe på scenen, hvor han fortalte røverhistorier og vittigheder som en anden standup-komiker. 

En kendt finansmand er fortid og i åben krig med ledelsen i et dansk investeringsfirma, der har rejst millioner fra velhavende danskere. Nye oplysninger tegner et billede af en virksomhed midt i et stort drama, hvor der er massiv forvirring om ejerforholdene.

Han er kommet til Grønland med fred, millioner af dollars og en stor Trump-fan i maven. Men den ellers taleglade forretningsmand bliver ordknap, når man spørger ham om især to ting: Forholdet til de amerikanske efterretningstjenester og hans rolle i et fejlslagent kup i Sydamerika. Frihedsbrevet har gennemgået flere hundrede siders efterforskningsmateriale og kan på den baggrund kæde ham direkte sammen med kupforsøget under Trumps første præsidentperiode.

Fredag stod Morten Messerschmidt i Faxe på Sydsjælland og talte om benzin- og dieselpriser. Faktisk gav han den som tankpasser og fyldte benzin på folks biler til en spotpris på 9,50 kroner literen. “Jeg vil bruge pengene her, hvor danskerne lever, bor og er. Det er det, det handler om,” lød det fra Messerschmidt, der også udtalte, at han var modstander af den udskamning, som han mener, at ejere af benzin- og dieselbiler bliver udsat for. Men et rigtigt folkeparti må jo favne bredt, og dagen efter, denne lørdag eftermiddag, kan man finde Messerschmidt på cafeen Dan Turèll i København K til lanceringen af sin nye bog, Dansk Forår. Bogreceptionen er arrangeret af magasinet Modstrømmen med chefredaktør Mitchel Oliver Vestergaard i spidsen. Ved siden af tjansen som chefredaktør arbejder han som “personlig SoMe-assistent” for Morten Messerschmidt og kommunikationskonsulent for Dansk Folkeparti. 

Det er næsten umuligt at finde et parti, der har slået hårdere på tromme for et opgør med de hemmelige pengeklubber end SF. Derfor kom det som noget af en overraskelse, da netop SF i december annoncerede, at partiet som det syvende i Folketinget ville etablere deres egen erhvervsklub med titlen "Rød/Grønne erhvervsklub". Med deres egne ord “følte de sig nødsaget” til at stifte den, da de sank for langt bagefter økonomisk sammenlignet med de øvrige partier. Til gengæld kunne partiet dog garantere noget, ingen andre kunne: Fuldkommen åbenhed om medlemmerne af klubben. Men på trods af de pæne hensigter, lader erklæringerne til at være tomme floskler. 

Hver gang Lars Løkke Rasmussen ender i en ny lortesag, tænker jeg på noget, den tidligere chefredaktør på Ekstra Bladet Poul Madsen engang sagde: “Jeg ser et billede af en mand, der ligger nede i kisten. Låget er klappet i, man har bare glemt hammeren til sømmene, og mens man er inde at hente den, kravler han ud og bliver udenrigsminister.” Citatet stammer fra den hedengangne podcast Den, vi taler om, og ordene faldt i en episode fra januar 2023 om Lars Løkke. På det tidspunkt var Lars Løkke aktuelt blevet udnævnt som udenrigsminister, efter at hans karriere ellers havde syntes stendød, på baggrund af at han (endelig) mistede posten som formand for Venstre. Siden da har der været adskillige nye møgsager, der har drejet sig om hans nye parti, Moderaterne, der ved forrige folketingsvalg fik 16 mandater, men siden da har mistet fire af dem.  Jon Stephensen, der i foråret 2023 røg for at have skrevet upassende beskeder til medlemmer af ungdomspartiet. Mike Fonseca, der ved årsskiftet til 2024 røg for at have et forhold til en 15-årig pige. Jeppe Søe, der i efteråret 2024 meldte sig ud af partiet på baggrund af afsløringer om dårlige arbejdsforhold i partiets sekretariat.  Karin Liltorp, der i januar 2024 opdagede, hvor topstyret dansk politik er, og ikke “kunne stå inde for regeringens måde at bedrive politik på”. Og så alt derimellem, at det først kom frem, at Lars Løkke forsøgte at købe Mike Fonsecas mandat, sidenhen at partiet også forsøgte at købe Jon Stephensens. For slet ikke at nævne at myndighederne i februar i år har politianmeldt Lars Løkkes forening Foreningen af 8. januar 2021; en forening, som lyssky pengemænd har doneret penge til Moderaterne igennem. På disse mange sager har meningsmålingerne reageret prompte ved at være gået støt nedad. Det største knæk kom i efteråret 2024, da sagen med arbejdsforholdene i sekretariatet rullede. Når det har gået vildest for sig med dårlig omtale i medierne, har partiet været nede omkring tre procent.  Men der sker altid noget, når sagerne har stået på i lidt tid.  Det begynder at gå opad igen. På trods af at have trukket den ene dårlige meningsmåling efter den anden gennem hele regeringsperioden, står Moderaterne nu lige pludselig … rimelig fint.  Ja, man glemte at sømme kisten til, da Lars Løkkes karriere syntes stendød, kan man argumentere for. Men der er måske nærmere tale om, at der står en gruppe klar med sømudtrækkere. Og hvem er disse mennesker, der gennem den ene lortesag efter den anden holder fast? Det er jeg taget til Moderaternes årsmøde for at forsøge at blive klogere på.

En opsigtsvækkende sag på et bosted på Amager har fået socialtilsynet og politiet på sporet af en bostedskæde, hvis ejere Frihedsbrevet i flere historier har knyttet til svigt og lyssky metoder. Det viser sig, at særligt én kommune har holdt kædens økonomi i gang. Over en periode på seks år har kommunen kastet 315 millioner kroner efter virksomheden, der nu er genstand for en politiefterforskning.

Forleden skete der noget meget urovækkende i Politikens Hus. En seance, der understregede, at det er vigtigt, at Frihedsbrevet eksisterer. Politikens chefredaktør Christian Jensen skulle have en samtale med statsminister Mette Frederiksen. Det er der jo som udgangspunkt intet galt i, og det er ikke, fordi jeg er mavesur over, at det ikke var os, der havde statsministeren på tomandshånd foran et klappende publikum.  Der er og skal være forskel på medier, og Politiken er indiskutabelt en vigtig bidragsyder til den såkaldte demokratiske samtale, som nogle ynder at kalde det. Problemet er, at Christian Jensen mere virkede som en k-popfan til meet and greet end en journalist og chefredaktør, som havde mulighed for at stille statsministeren kritiske spørgsmål. 

Til denne uges Fri Tænkning har jeg talt med den amerikanske forfatter og journalist, George Packer, som er aktuel med romanen The Emergency, en dystopisk fortælling, en fabel eller et folkeeventyr skrevet med det moderne Amerika i tankerne, og stående på skuldrene af en lang tradition af forfattere fra George Orwell og Aldous Huxley til Margaret Atwood og J.M. Coetzee, om end der i Packers roman ikke er nogen Big Brother eller brutal diktator, der overvåger alle og griber til undertrykkelse og tortur. Til gengæld overvåger borgerne hinanden.

Torsdag aften var der indkaldt til sprængfarlig mindehøjtidelighed for den afdøde ayatollah Ali Khamenei på Østerbro i København. Der var et seriøst opbud af både politi og journalister, og en række højrefløjspolitikere stod og ventede i spænding. Måske står de der endnu.

Selvom der er gået mere end en hel vinter, siden den sidste drone forlod det danske luftrummet, har forsvarsministeriet endnu ikke fremlagt sin længe ventede redegørelse. På dagen for fremlæggelsen blev der udskrevet valg, og redegørelsen blev udskudt. Myndighedernes håndtering af dronerne i det danske luftrum startede ellers godt, mener samfundsberedskabsekspert. “Fra starten var jeg ret positiv. Jeg synes faktisk, at myndighederne kommunikerede meget i forhold til, hvad man plejer,” siger han. Men det billede krakelerede over de følgende uger.

Det er svært for mig at afgøre, præcis hvordan jeg skal begynde denne artikel.  Jeg kunne lægge for at fortælle jer om, hvordan Nye Borgerliges politiske leder undervejs på pressemødet den 5. marts sagde de magiske ord “Kærlighed har ingen alder”, da en journalist fra Jyllands-Posten spurgte hende, hvad partiets politik var i forhold til voksne, der bliver kærester med 15-årige børn.  Jeg kunne starte med at fortælle om, hvordan Nye Borgerlige på pressemødet fortalte, at de har givet op på at stille op ved folketingsvalget; for så pludselig at få en EpiPen fyldt med håb skudt ind lige i baglåret.  Eller jeg kunne bare komme til sagen og fortælle jer om, hvordan i alverden Mike Fonseca selv forklarer det kvantespring af et partiskifte, han har foretaget sig.  Men som jeg ser det, er alle disse ting lige vigtige for mig at få med, hvis I skal forstå, hvorfor det pressemøde, jeg i dag overværede på Christiansborg, er noget af det skøreste, jeg måske hidtil har oplevet i min karriere som politisk journalist.  Så lad os starte ved begyndelsen.  I sidste uge aflyste Nye Borgerlige et pressemøde, de skulle have holdt, hvor de ville have præsenteret løsgængeren Mike Fonseca som nyt folketingsmedlem. Aflysningen, forklarede de, skyldtes, at man først ville have afklaret, hvorvidt partiet kunne stille op til Folketinget med hjælp fra Mike Fonsecas mandat eller ikke.  Det mener Indenrigsministeriet nemlig ikke, at de kan.  Uden at der er kommet nogen større afklaring, valgte de dog her torsdag formiddag at holde pressemødet med en uges forsinkelse.  Nu skulle Mike Fonseca præsenteres som ny kandidat. 

Det, Mette mener, er, at drikkevandet skal være rent, de ældre skal have bedre forhold, de unge skal have bedre forhold, de blinde skal have bedre forhold, psykiatrien skal have bedre forhold, og alle Arnerne skal så sandelig også have bedre forhold, og så kan hun både se sig selv i en midter-, rød og socialdemokratisk mindretalsregering – men nu må vi jo se, hvad vælgerne bestemmer. Og hun hader forresten ikke de rige, men hun kan godt lide balance, de bredeste skuldre må bære det tungeste læs, og det er vigtigt, at børnene kommer væk fra de sociale medier, for deres egen skyld. Alt dette kan jeg forstå efter at have tilbragt tirsdag eftermiddag i selskab med statsministeren.  Det begyndte klokken 15, hvor hun på forhånd havde annonceret, at hun ville gå live på det sociale medie Instagram og svare på brugernes spørgsmål. Dette var ikke min første rodeo, og jeg vidste således på forhånd, at sandsynligheden for at smide en mønt ud af et kørende tog og så ramme en spand, der står et tilfældigt sted på strækningen, var større end at trænge igennem den socialdemokratiske kampagnemaskine med et spørgsmål. Da liveudsendelsen gik i gang et par minutter for sent, sad hun rimeligt langt væk fra skærmen og lignede en, der lod, som om hun ikke vidste, at telefonens kamera var tændt, og der herfra sendtes live på Instagram. Hun sad ved sit skrivebord i Statsministeriet, hvor hun iført et par briller, man så godt som aldrig ser hende iført, kiggede i nogle papirer.  Alt imens strømmede kommentarer ind fra brugere, der så med live. Mange skrev: “Hej Mette.” Andre skrev: “Du er en dårlig statsminister.” Efter et minuts tid rejste hun sig og hev en Y-stol ind foran kameraet, hvor hun pakkede brillerne væk og kiggede direkte ind i kameraet. “Hej, og velkommen her til … en live,” indledte hun. 

Både Transport- og Skatteministeriet blev med store bogstaver advaret om, at en ny bøde til transportbranchen var ulovlig. Alligevel har de sendt bøder ud til vognmænd for knap 300 millioner kroner. Efter et år med bødekaos er transportminister Thomas Danielsen (V) begyndt at bakke i sagen. Men kursændringen har fortsat ikke bragt hans bødesystem på den rette side af loven, vurderer en ekspert i EU-ret. 

En rigmand med en skandalesag i bagagen dukker igen op i regi af Moderaterne. Rigmandens ejendom på havnen i Odense blev nemlig brugt til plakatarrangement forud for folketingsvalget, viser Frihedsbrevets research. Han er ellers involveret i en kommunal børneskandale, der efterforskes af politiet.

Mens Europas største krigsskib, det franske, atomdrevne hangarskib Charles de Gaulle, lå til kaj i Malmø, stillede den danske regering sig frem på endnu et “historisk” pressemøde for at præsentere et nyt strategisk samarbejde med Frankrig. Regeringen afviser fortsat atomvåben på dansk jord i fredstid, men hænger det sammen med franskmændenes ambitioner? For mens den danske regering taler om “træningsaktiviteter”, indeholder den franske retorik ubåde med atommissiler og luftbårne styrker. Frihedsbrevet stillede spørgsmål til både den franske udenrigsminister og den danske forsvarsminister.

Kig nøje på det ovenstående billede. Det er taget af Informations fotograf Maria Høy Hansen og forestiller Løkkes (M) særlige rådgiver Karen Clement, der står med sin mobiltelefon til et pressemøde i Finansministeriet og er i gang med at filme noget. Det, hun filmer, er min mobiltelefon. På hendes skærm kan man se, at hun har zoomet helt ind på min mobiltelefon og i hvert fald har filmet skærmens indhold i hele 26 sekunder.  Nu kan man jo mene, at en journalist, der selv har udsat alle mulige andre for skjult kamera, kun har godt af at at smage sin egen medicin, men man kan også mene, at det er lige lovligt groft – hvis ikke direkte ulovligt? – at en offentligt ansat spindoktor således forsøger at kigge en journalist over skuldrene. Nu ville jeg jo aldrig sidde til et pressemøde og kommunikere skriftligt med kilder, hvis identitet jeg havde lovet at beskytte, men tænk nu, hvis det var tilfældet? Selv siger Karen Clement, at hun havde hovedet under armen, og at hun har slettet materialet igen, men der melder sig alligevel en mængde spørgsmål, som jeg vender tilbage til længere fremme i denne stuegang, som derudover selvfølgelig står i folketingsvalgets tegn.  For nu kom det; begivenheden, som patriarker, profeter og punditter havde spået om og håbet på. Valget. Den sidste tvivl om valgets snarlige komme forsvandt for mit vedkommende i Vandrehallen torsdag den 26. februar, hvor jeg stod og talte med seniorrådgiver i Liberal Alliances presseafdeling, Peter Astrup. Han var selv af den opfattelse, at der stadig var længe til folketingsvalget og havde lige lagt et opslag ud på et socialt medie, hvor han netop gjorde dette synspunkt gældende. Han var besynderligt nok helt upåvirket af virakken, som ellers kendetegnede Borgen denne formiddag. Der var sendevogne parkeret langs med Ridebanen, Vandrehallen var oplyst af projektører, og hele det politiske pressekorps flaksede rundt og handlede valgrygter med hinanden. Noget stort var helt evident under opsejling.  Pludselig kom Liberal Alliances Lars-Christian Brask, som er medlem af Folketingets præsidium, hen til os.  “Valget bliver udskrevet nu,” sagde han til Peter Astrup og fortsatte:  “Jeg skal ned og modtage Serbiens præsident, og ALT er blevet aflyst.”  Så gik han igen.  “Nå?! Jamen, der kan du bare se,” sagde Peter Astrup og tilføjede, at han nu ville slette det opslag, han lige havde lagt op.  Oppe i presselogen var der tæt pakket. Det var der også nede i salen.  Når jeg kiggede på min blok, kunne jeg se, at mine seneste notater gik to dage tilbage, nemlig tilbage til den 24/2, hvor jeg var til pressemøde i Finansministeriet om 2035-planen. Et rigtigt pressemøde, som blev afholdt inde i det rum, der kaldes rentekammeret, og som har grønne vægge og barokmalerier i loftet. En smuk kulisse til, hvad jeg antog, ville være SVM-regeringens sidste pressemøde, før folketingsvalget blev udskrevet.  De fremmødte journalister fik udleveret en folder med titlen “DK2035 – et stærkt Danmark i en usikker verden”. Umiddelbart var det oplagt at vende sætningen om og i stedet skrive “et usikkert Danmark i en stærk verden”, for var det ikke snarere det, som var tilfældet?  På forsiden var der et billede af en kvinde, som krammer med en dreng med en gul hue på. Inde i folderen kunne man læse om, hvorledes regeringen vil “prioritere midlerne til at tage hånd om de vigtigste udfordringer”. Når man bladrede rundt i tryksagen, kunne man desuden regne sig frem til, at pengene hurtigt fik ben at gå på; alene 43 milliarder var sat af til at løfte udgifterne til forsvar og sikkerhed. 23 milliarder til “det demografiske træk”, altså det som i gamle dage hed ældrebyrden. 15 milliarder til klimatilpasning og 6 milliarder til at nedsætte momsen på alle fødevarer. Plus lidt til vindmøller og beredskabet. På slutstregen var alle pengene blevet spenderet. 

Danmarks mest støjplagede by kan se frem til at slå nye sundhedsskadelige rekorder for bilstøj. Aalborg skal ifølge Folketingets planer omkranses af motorveje.  Anlægsprojektet er en del af den samfundsudvikling ”som alle borgere i samfundet må tåle,” skriver Vejdirektoratet til en bekymret byrådspolitiker. Selvom sagen handler om en nordjysk motorvej, bør den få alle danskere til at spidse øre. Støjniveauet i Danmark er “eksploderet” og er hvert år skyld i hundredvis af dødsfald, vurderer myndighederne selv.