Christina Lagoni

I dag vil jeg spænde cilice-bæltet så hårdt som muligt og fortælle den utrolige historie om, hvordan det dog kunne gå til, at jeg i denne uge stod og spillede fransk klovn til et møde i Dansk Folkepartis pengeklub. Det er jeg nødt til at gøre, for det hører jo ingen steder hjemme, hvis Frihedsbrevet skriver om hvem, der er i bogklub med hvem, og hvem, der går til fest med hvem, og hvem, der er i madklub med hvem – hvis jeg så samtidig holder hånden over mig selv. Desuden tænker jeg, det er ganske underholdende at læse historien om, hvordan min edderkoppesans endnu engang har svigtet mig, og her tænker jeg på, at jeg i forvejen er skyld i, at den kontroversielle it-iværksætter Sahra-Josephine Hjort skulle meldes ind i Frihedsbrevets bestyrelse.

Regeringens egen “Kommissionen for den glemte kvindekamp” med den socialdemokratiske borgmester Christina Krzyrosiak Hansen i spidsen kom forleden med sine første anbefalinger, og det er ikke gået stille hen. Særligt det manglende forskningsmæssige grundlag i anbefalingerne, som blandt andet talte et forbud mod religiøse tørklæder i folkeskolen, har mødt hård kritik fra flere sider. Det vakte yderligere opsigt, da to af kommissionsmedlemmerne efter publiceringen såede tvivl om deres egen anbefaling. Det får nu en af landets tungeste eksperter i offentlig forvaltning, professor emeritus Jørgen Grønnegård Christensen, til at kalde forløbet for “højst usædvanligt”.

Det kan være svært at se, men lige bag Anders W. Berthelsens bamsemave finder man en anden biografaktuel premierefilm gemme sig i mørket. Længst inde mod hjørnet, klædt i posede genbrugstekstiler og sarte pastelfarver, står amerikanske After Yang på flade, groundede strømpefødder og ligner akkurat det, den er: en pacifistisk science fiction-film beriget eller bebyrdet med så fintfølende reflekser, at en ølbøvs fra Bamse ville sende den baglæns ud af saloondøren.

I forrige uge kunne Frihedsbrevet fortælle, at Tobias Grotkjær Elmstrøm havde fået tre bøder for grov tilsidesættelse af god advokatskik i sager vedrørende asylansøgere i 2018, hvor han ifølge afgørelser i Advokatnævnet udnyttede sprogbarrieren og særdeles tvivlsomme metoder til at skaffe sig klienter blandt de udsatte ansøgere. Nu kan Frihedsbrevet på baggrund af en aktindsigt hos Flygtningenævnet tilføje to hidtil ikke beskrevne sager til bunken, hvor Tobias Grotkjær Elmstrøm har ført en kritisabel praksis. Konkret viser det sig, at han har fået salær for et møde, han ikke afholdte, mens han også glemte at informere myndighederne om vigtige detaljer – alt sammen i sager om asylansøgere.

I den nye bandepakke nævnes hverken ekstremisme eller terrorisme. I regeringens ”Fremmedkrigerpakke” fra 2020 fremgår det til gengæld, at forslaget om at idømme dømte fremmedkrigere et opholds- og kontaktforbud er inspireret af ”den eksisterende mulighed for at give personer, der dømmes for rocker- eller banderelateret kriminalitet, et lignende opholdsforbud”. Men hvad er egentlig forbindelsen mellem militant islamisme og banderelateret kriminalitet? Og bør vi tænke mere på den forbindelse i forhold til, hvordan man sætter ind? Det handler denne uges Fri Jihad om.

Det er under et år siden, at rigmand og direktør i Copenhagen Medical, Jeppe Handwerk, kunne annoncere at kviktest-firmaet, der har tjent svimlende summer på at coronateste danskerne, havde store planer om at føre successen videre. Med åbningen af en række private sundhedscentre ville Copenhagen Medical udvide forretningen ved at tilbyde betalingsvillige danskere en række forebyggende sundhedsydelser som for eksempel blodprøver, helbredstjek og klamydiatest. Drømmen var ifølge Jeppe Handwerk at skabe et supplement til det offentlige sundhedsvæsen. Men den drøm ser nu ud til at lide et knæk. Ifølge et internt brev, der er sendt til Copenhagen Medicals medarbejdere den 26. august, står virksomheden nemlig over for nedlukning af centre, interne omstruktureringer og omfattende afskedigelser.

I dag er det 601 dage siden, at det engang så celebre ejendomsmæglerpar Peter Norvig og Hanne Nørrisgaard den 6. januar 2021 blev anholdt og sigtet for at have forsøgt af få fingrene i millioner af kroner fra corona-hjælpepakker ulovligt. Sidste efterår færdiggjorde Københavns Politi efterforskningen af ægteparret med en klar konklusion: Parret skulle i fængsel, fremgik det af anklageskriftet. Og straffen skulle følge den mulighed, der var, for at straffe svindel med hjælpepakker fire gange hårdere end tilsvarende forbrydelser. Desuden skulle Peter Norvig have en tillægsbøde på fem millioner kroner. Men der er endnu ikke faldet dom i sagen, der slet ikke har været ført for retten. Og det er uvist, hvornår det sker, oplyser Københavns Politi. Forklaringen skal findes i, at de danske fængsler er fyldt til bristepunktet. Derfor er loven nu blevet lempet, så coronasvindel ikke længere kan straffes fire gange så hårdt, men dobbelt så hårdt.

I mit nyhedsbrev nummer 66 vil jeg både skrive om de konservatives partiformand Søren Pape Poulsen og fødevareminister Rasmus Prehn (S), og så skal vi også lige runde den seneste udvikling i Minksagen. Og hvis det ikke bliver for langt, vil jeg riste en rune til Søren Pind, der jo efterhånden opfører sig som en skuespiller, der er blevet bestilt til at lave en satire på Søren Pind.

Eksperter kalder det dybt mistænkeligt og muligvis ulovligt, at Mette Gadegaard har købt rejser, skønhedsbehandlinger, finansieret heste og betalt et hav af bøder på sine sociale tilbud. Nu er hele koncernen gået konkurs, og tilbage står offentlige myndigheder med en lang næse og et millionbeløb til gode i selskaberne. Afsløringerne har set dagens lys, efter Frihedsbrevet har fået adgang til materiale fra de konkursramte Gadegaard-virksomheder. Og nu afslører de lækkede, interne dokumenter yderligere, hvordan direktøren sørgede for, at hendes børn tilsyneladende nød godt af de mange millioner, staten har betalt for at sende syge, voldsramte og misbrugende borgere i armene på Mette Gadegaard. Kontoudtog og en medarbejderliste tyder nemlig på, at to af hendes børn modtog løn og pengeoverførsler i perioden 2016 til og med 2020. Ansættelsen samt beløbene får kritik fra både tidligere medarbejdere og eksperter.

Ivan Nielsen var VVS’er, både før og efter han toppede som fodboldspiller. Men det var i som bekendt i 1980’erne, hvor pengene i professionel fodbold var knapt så store. På samme tid huserede en vis Friedl Ovesen i den danske 1. division, blandt andet i Kastrup Boldklub, og da han var både lynende hurtig og brandmand, rakte formiddagsbladenes fantasi ofte blot til at kalde ham ”Danmarks hurtigste brandmand”. I 1990’erne dukkede Henrik “Tømrer” Pedersen så op, selvom han vist nok kun var fejedreng og ikke tømrer, men siden har man skullet kigge langt efter danske fodboldspillere, der er blev forbundet med deres civile erhverv. Lige indtil nu, hvor Fri Spark kan præsentere Vinduespudseren fra Vestegnen. Men overskriften siger kun noget om den ene side af historien om Superligaens nye stjerneskud: At Silkeborg IF’s Tonni Adamsen ikke har taget den lige vej til fodbold på højeste plan. Den anden side tager udgangspunkt i et af dansk fodbolds mest løfterige kuld.