Christina Lagoni

I denne uge vil jeg ikke belemre dig med en historie fra jihadismens verden, men derimod give dig mulighed for selv at dykke ned i ekstremisternes kaninhuller. Hvad skulle man ellers bruge sin juleferie på? Derfor får du her et par idéer til aktuelle artikler og rapporter, som kan gøre dig klogere på stort og småt i det ekstremistiske univers. 

Når man nu er så heldig at have en flot og fin kæphest, skal den jo også bruges til noget. Min kæphest er selvfølgelig, at mediestøtten efterhånden har nået et niveau, hvor staten har penge i stort set al medievirksomhed i dette land. Dog med få undtagelser, heriblandt Frihedsbrevet, der har til formål at vise, hvad et rigtigt frit og uafhængigt medie kan præstere. Det er mig bekendt, at nogle mennesker finder min konstante knevren om mediestøtten trættende, men desværre ligger det i min natur at gå mine omgivelser på nerverne. Så derfor har jeg nok engang fundet min kæphest frem – for at tage endnu en runde i manegen. 

Supreme Committee of Delivery and Legacy opererer fra Al Bidda Tower i Dohas skyskraber-dækkede West Bay-kvarter. Komiteen blev grundlagt i 2011 og har siden da haft ansvaret for at sikre, at infrastrukturen er på plads, når Qatar inviterer resten af verden indenfor til VM i november og december 2022. Vi taler blandt andet om anlæg af en helt ny lufthavn, opgradering af vejnet, etablering af et offentligt transportsystem, opførelse af hoteller samt planlægning af en helt ny by, Lusail, hvor den lille golfstats Formel 1-bane glimter om kap med det stadion, der skal huse 80.000 tilskuere til slutrundens finale 18. december næste år. Og vi taler også om de øvrige seks nyopførte stadioner – kun Khalifa International Stadium eksisterede i forvejen – der er skudt op i landet, som i omfang knap og nap kan måle sig med Sjælland, Lolland-Falster og Fyn tilsammen.

Sarotte beskriver sin historie med et billede. Rusland og USA bliver trukket ud på åbent hav af en tidevandsbølge og klamrer sig til et stykke tømmer for ikke at gå til bunds. Sarottes fortælling handler om det øjeblik, hvor parterne må give slip på tømret, da Europa igen bliver et delt kontinent; denne gang med en skillelinje, der er rykket flere hundrede kilometer østpå og med flere lande i en gråzone mellem øst og vest.

Oh dear lord, hvad der ikke måtte ske er sket, og vi har begge to fået corona. Det, du nu skal læse, er en beretning fra vores allersidste restaurantbesøg i 202,1 før vi røg i iso i hver vores ende af landet. Med et udløbet coronapas og udsigten til måske selv at skulle lave mad resten af året (HORROR), ser vi længselsfuldt tilbage på dette måltid. Vi satser dog på, at vi snart er up and eating igen.

Lugten af and, flæsk, kål og brunet sukker hænger stadig i luften. Og klokken er lige knap 7.00, og om præcis fem timer står familiepatruljen klar til et nyt raid med kaldenavn: 1. juledags julefrokost. Det vil sige, du har knap 4,5 time til at klargøre endnu et overflodsangreb på kroppen. Jeg har tit undret mig over, hvad det helt præcist er, der gør, at vi tre dage i streg skal indlægges til en ceremoniel tvangsfodring, som jeg, på trods af svedeture, sure opstød og småkvalme, dog nyder. Og tænk så på dem, der koldstarter med sild og snaps med en smule tømse!

Det er som om, at metoo-fænomenet måske er nået til den kriminelle underverden. I hvert fald var det i denne uge, at det kom frem, at en højtstående Satudarah-rocker i sidste uge er blevet varetægtsfængslet for voldtægt. Men ikke nok med det: Den tidligere bokser Patrick Nielsen, der nyder sit otium i den samme rockerklub, fik samme uge et år bag tremmer, fordi han har gennemtæsket moderen til sine to børn. Svigermors drøm, hva’? Det giver mig selvfølgelig anledning til at skrive lidt om et emne, der længe har ligget mig på sinde: Kvindesynet i rocker- og bandemiljøet.

Normalt forbinder man julepakker med noget positivt, men her på Frihedsbrevet kigger vi tilbage på nogle af de – for politikerne – dårlige “pakker”, som i løbet af året har gemt sig under træet. Både den rigtig store, den godt gemte og selvfølgelig gaven, der bliver ved med at give. Journalistisk og demokratisk kan politiske møgsager nemlig siges at være gaver til den kritiske og oplyste befolkning, der for hver sags afsløring får indblik i, hvordan landets folkevalgte skalter og valter med magten.

Det vækker opsigt hos flere af regeringens støttepartier, at en af Socialdemokratiets storsponsorer hedder 2E Group. Ejendomsselskabet er ejet af den nordjyske rigmand Jesper Skovsgaard, og i sidste uge kunne Frihedsbrevet afsløre, at selskabets sættes i forbindelse med ting, der næppe flugter med Socialdemokratiets politik. Fagforeningen 3F har nemlig flere gange sat virksomheden i forbindelse med social dumping, og via virksomhedens faste hovedentreprenør, som Jesper Skovsgaard er medejer af, har der været et tæt samarbejde med firmaet NCN Byggeri, der er ejet af en Hells Angels-præsident. Indtil videre er det blevet mødt af en tavshed fra Socialdemokratiet, der ikke har ønsket at kommentere sagen, men det afføder nu kritik fra både Enhedslisten og SF.

Til en pris á 450 millioner kroner har Danmark indkøbt coronapiller, der skal mindske risikoen for indlæggelse og død. Pillerne er endnu ikke godkendt af Det Europæiske Lægemiddelagentur. Alligevel har Sundhedsstyrelsen valgt at anbefale behandlingen til smittede danskere i risiko for et alvorligt sygdomsforløb. Til flere medier kritiserer eksperter og læger den beslutning. Pillernes effekt er omdiskuteret, og kriterierne for behandling er uigennemskuelige, lyder det blandt andet fra Anders Beich, der er forhenværende formand for Dansk Selskab for Almen Medicin. “Jeg mener faktisk, at det kan være værre end ingenting at udskrive medicin, som enten ikke virker ordentligt, eller som slet ingen effekt har,” siger han. Og i et svar til Frihedsbrevet erkender Sundhedsstyrelsen, at pillerne ikke er “mirakelmedicin”.