Billige, almene boliger, der er til at betale. Og så endda i rigmandskommunen Frederiksberg. Valgløftet var helt centralt fra byens nuværende socialdemokratiske borgmester, Michael Vindfeldt, der satte sig i borgmesterstolen på Frederiksberg efter mere end 100 års konservativt styre.  “Vi er jo nødt til at sikre, at boligerne også i fremtiden er boliger, der er til at betale for mennesker med almindelige indkomster. Og den eneste mulighed i loven, der kan sikre, at boligerne ikke kan sælges, og at de beholder en stabil husleje, det er at gøre dem til almene boliger,” lød det fra borgmesteren i Fagbladet Boligen i oktober 2019. Nu viser det sig, at løftet om billige almene boliger til Frederiksbergborgerne er endt helt omvendt. Et prestigeprojekt, hvor 546 private lejeboliger er blevet omdannet til almene boliger, og flere er endt med at blive dobbelt så dyre for nye lejere.

“Jeres godkendelse som socialt tilbud ophører tre måneder efter den endelige afgørelse.” Så klar er meldingen fra Socialtilsynet i en påtænkt afgørelse fra den 8. april til bostedskæden Frisk-Pust ApS, som Frihedsbrevet har modtaget. Her skriver Socialtilsyn Øst, at bostedskæden trods en række varslede påbud i 2024 ikke har “formået at løse de væsentlige kvalitetsudfordringer, der har en direkte indvirkning på borgernes daglige liv og udvikling”. “Det er således vores samlede vurdering, at I ikke vurderes at kunne leve op til kravene til opretholdelse af godkendelsen, og at der samtidig ikke er tillid til, at der hos tilbuddets ledelse er den fornødne evne til at rette op på forholdene,” tordner tilsynet. Tilsynets påtænkte dødsdom til bostedskæden kommer efter flere afsløringer i medierne den seneste måned.  Frihedsbrevet kunne som de første afsløre en række alvorlige omsorgssvigt af beboerne i bostedernes varetægt. Eksempelvis har en beboer fået en lussing for at gå i bad uden at få lov, og en ansat er blevet fundet i sengen hos en ung psykisk syg kvinde kun iført underbukser. Vi har også kunnet fortælle, at bostedskæden er blevet grundlagt af den tidligere ekstremistiske islamist Khazar Alexander Malik. Og ved en gennemgang af virksomhedens papirspor er Amira Smajic, hovedpersonen i Den sorte svane, dukket op.

Finanskrisen kan synes langt, langt væk. Men selvom at det i gåseøjne kun er 14 år siden, at Danmarks 8. største bank, Amagerbanken, den 6. februar 2011 måtte dreje nøglen om, så er taxameteret fortsat med at køre hos kuratorerne. Lige indtil december sidste år, hvor Holst Advokater og statens foretrukne advokat – Poul Schmidt, der indtil i sidste år hed Kammeradvokaten – afleverede den sidste regning hos statens skraldespandsselskab Finansiel Stabilitet, der har taget regningen. Oprydningen efter Amagerbanken koster de danske skatteydere 124,393 millioner kroner eksklusiv moms i rene salærer til advokatfirmaer, viser salærindstillingen hos Sø- og Handelsretten, som Frihedsbrevet har fået aktindsigt i.

Nordens største teflonfabrik, ACCOAT, der ligger i stationsbyen Kvistgård i Helsingør Kommune, har i løbet af det seneste år været genstand for en lang række kritiske historier i medierne.  Nu kan Frihedsbrevet fremlægge dokumenter, der viser, at teflongiganten ACCOAT har spredt misinformation til borgerne om deres brug af PFAS.  Eksperter vurderer, at ACCOAT bruger de samme argumenter som lobbyister i Bruxelles, der prøver at forsinke eller stoppe lovgivning, der begrænser brug af PFAS. “Det virker som et bevidst forsøg fra ACCOAT side for at skabe tvivl og neddysse bekymrede borgere," siger Xenia Trier, lektor i miljøkemi på Københavns Universitet til Frihedsbrevet. Hun mener, at ACCOATs påstande er et udtryk for en manglende forståelse af risikoen ved PFAS.

Landets soldater har i årevis råbt om mere i løn. Til stor frustration for flere soldater viser det sig nu, at dekorerede topchefer – til sammenligning med soldaterne – er blevet forgyldt med lukrative lønhop de seneste år. “Hvis man har været den dygtige dreng i klassen, så har man vel fået det, man skal have,” lyder det fra en admiral, der sidste år fik 26.541 kroner mere om måneden, end han gjorde i 2020.

Europapræsidenten for Bandidos MC, Michael “Kok” Rosenvold, døde torsdag morgen, 57 år gammel. Dødsfaldet skete af naturlige årsager, blot en uges tid efter at en anden af den danske rockerverdens markante profiler, Johnny Engelhof Nielsen kaldet “Badass”, gik bort i en alder af 58 år. Dermed er der aktuelt mandefald blandt det, man kan kalde kulturbærerne i de to klubber, der har domineret rygmærkemiljøet herhjemme de seneste fire årtier. Mens Badass de seneste mange år huserede i Sydspanien, holdt Rosenvold sig mestendels hjemme. I årtier boede han med hustru og børn i en strandvejsvilla tæt på klubhuset i Helsingør. Efter at ejendommen i 2023 blev solgt for 6,5 millioner kroner, erhvervede parret et hus i et mere tilbagetrukket område i byen, men ifølge Frihedsbrevets oplysninger nåede han aldrig at tage boligen i anvendelse. Det skyldtes blandt andet, at Rosenvold grundet det midlertidige forbud mod Bandidos var nødt til at varetage sin rolle som europapræsident fra udlandet. Af samme årsag kan man forudse, at hans arvtager formentlig skal findes i udlandet. 

For 10-15 år siden var jeg til et middagsselskab med en højtstående dansk embedsmand. Det meste af aftenen blev der snakket udenrigspolitik, og på et tidspunkt henledte jeg embedsmandens opmærksomhed på det stadigt tættere forhold mellem Kina og Rusland, som nu også omfattede fælles militærøvelser ude i Fjernøsten. Måske, spurgte jeg, er det på tide at følge den udvikling tættere, måske bliver det et problem for os i Vesten? Embedsmanden viftede afværgende med hænderne og sagde: Nej, nej, Rusland og Kina vil aldrig få et tæt forhold, de er dybt mistænksomme overfor hinanden, så det er der ingen grund til at være bekymret for. Som bekendt er det ikke gået, som embedsmanden forudsagde, og lidt af den samme ønsketænkning var vi vidne til for tre år siden efter den russiske invasion af Ukraine, hvor mange i vores del af verden troede, at Kina ville tilslutte sig Vestens fordømmelse af Rusland og lægge sin nabo på is. Kina valgte i stedet en interessedrevet kurs i forhold til krigen, som trumfede normer og værdier – et valg, et flertal af de kinesiske eliter ifølge et nyligt essay på den kinesiske nyhedsside Guancha forfattet af den sikkerhedspolitiske ekspert Chen Yawen er ganske godt tilfredse med.  Samhandlen mellem de to lande er siden krigsudbruddet vokset eksplosivt og rundede sidste år 244,8 milliarder dollar, det højeste nogensinde. I 2021, altså før krigen, tegnede Kina sig for 18 procent af Ruslands samhandel med omverdenen, mens EU stod for godt halvdelen, 51 procent. Sidste år var Kinas andel af Ruslands udenrigshandel vokset til 34 procent, altså næsten en fordobling på bare tre år. For at tage temperaturen på det russisk-kinesiske forhold fra et amerikansk perspektiv har jeg talt med Brian Carlson, der er professor på US Army War College i Pennsylvania, hvor han forsker i sikkerhed i Stillehavsregionen med særligt fokus på forholdet mellem Kina og Rusland.  For en god ordens skyld: I denne sammenhæng taler Brian Carlson på egne vegne, ikke på vegne af det universitet, han er ansat på. Brian Carlson har boet en årrække i både Rusland og Kina, så han kan vurdere situationen set fra både Moskva og Beijing.

For lige at tage sorgerne på forskud‚ så bliver dette min sidste stuegang i et længere stykke tid. I værste fald i hele seks måneder. Jeg er nemlig blevet idømt karantæne af Folketingets præsidium for noget så specielt som  “manglende situationsforståelse”, og hvis man som læser hænger på til slutningen af denne beretning, har jeg tænkt mig at uddybe, hvordan jeg er havnet i denne prekære situation. Men først skal vi tilbage til den 27. marts, om eftermiddagen, hvor jeg i udkanten af Borgens perimeter observerede forhenværende folketingsmedlem og nuværende direktør for Økologisk Landsforening, Rasmus Prehn (S). Han stod i det funklende klare solskin og talte i telefon, og vi fik lige vinket til hinanden, og ved selvsyn kunne jeg konstatere, at Prehn var i bedre humør end nogensinde. Jeg taler om supergodt humør, simpelthen. Der er heller ikke noget, der er så befordrende for folketingsmedlemmernes sindstilstand som at slippe ud af Borgens musehjul og så få sig en ordentlig, fed lobbytjans. Som Kamala Harris sikkert ville sige det, var Rasmus Prehn blevet en person, der nu var “ubebyrdet af det, der kunne have været.” 

Der findes to forskellige versioner af et centralt dokument i sagen om den kriseramte Frederikshavn Havn.  Det oprindelige dokument, som havnen sendte til kommunen, i håb om at det ville nå frem til byrådet, og en censureret udgave af samme dokument, hvor datoen og en central passage om, hvordan havnens økonomi kunne reddes, er fjernet. Frihedsbrevet er kommet i besiddelse af begge notater og kan på baggrund af dem afsløre, hvordan kommunens kommunaldirektør, Thomas Eriksen, og den nu daværende borgmester i Frederikshavn Kommune Birgit S. Hansen (S) i flere måneder tilbageholdt det afgørende notat for byrådet. Da byrådet endelig fik adgang til notatet, var det den mørklagte udgave, de fik: Datoen var overstreget, og et afsnit var på mystisk vis forsvundet.  Ifølge Roger Buch, kommunalekspert og forskningslektor på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, der har læst begge udgaver, skylder kommunen en forklaring. “Det giver borgmesteren en kæmpe fordel at kende til materialet i flere måneder før byrådet. Hun har haft tid at tænke og udvikle strategier og løsningsmodeller, hvorimod byrådet ikke har haft samme mulighed for at være velforberedt,” siger han og fortsætter:

Som medlem af fagforeningen Dansk Journalistforbund har man en særlig fordel, hvis man er utilfreds med sin arbejdsgiver.  Med åbne øjne omgår Dansk Journalistforbund nemlig reglerne i den danske model og kører rundt og afleverer kuverter med kontanter i til deres medlemmer, når de strejker i strid med overenskomsten og derfor er blevet trukket i løn af deres arbejdsgiver. En gylden regel er ellers, at medarbejdere kun må strejke i forbindelse med overenskomstforhandlinger. Hvis det sker, har forbundet en strejkekasse, der kan dække ens tabte lønindtægter.  Men hvis medarbejderne til gengæld nedlægger arbejdet, mens overenskomsten er gældende – i det, man kalder fredstid – er strejken overenskomststridig. Her bliver medarbejderen trukket i løn uden kompensation fra fagforeningen. “Den slags sager må DJ (Dansk Journalistforbund, red.) ikke støtte, hverken økonomisk eller politisk,” hedder det i et internt dokument fra Dansk Journalistforbund, som Frihedsbrevet er kommet i besiddelse af. 

Seks tidligere ansatte fra den skandaleramte bostedskæde Frisk-Pust fortæller om en kultur med voldsomme magtanvendelser imod de psykisk sårbare beboere på bostederne. De fortæller blandt andet, at personalet flere gange bevidst har undladt at indberette magtanvendelser til myndighederne – andre gange er indberetningerne blevet omskrevet.

Danske læger er vilde med at købe aktier i Novo Nordisk og arbejder i stor stil for medicinalindustrien. Det kan Frihedsbrevet beskrive efter at have lavet en omfattende granskning af de økonomiske bånd, som viser, at Novo Nordisk og andre aktører har udbetalt over 100 millioner kroner til de danske læger siden 2023. Ifølge flere kritikere er læger afkoblet fra den virkelighed, der gælder for andre offentligt ansatte.

124 ansatte hos Nordisk Råd betaler ikke en krone af deres løn til skat. Det har de nordiske politikere besluttet. I stedet betaler de ansatte en afgift af lønnen til Nordisk Råd. Reglen vækker undren blandt skatteeksperter, mens to skatteordførere kalder det “urimeligt” og “tåbeligt”. Selv svarer Nordisk Råd, at den afgift, de ansatte i stedet betaler til Nordisk Råd, kommer alle de nordiske lande til gode.

Fri­heds­bre­vet får kri­tik for annon­ce­vi­deo Fri­heds­bre­vet brag­te i peri­o­den fra den 26. april til den 15. maj 2024 en annon­ce­vi­deo som en del af Fri­heds­bre­vets kampag­ne ”Ope­ra­tion 5000” om kampag­ne­mål om nye med­lem­mer. I video­en udtal­te ansvars­ha­ven­de che­fre­dak­tør Mads Brüg­ger, at en for­mand for en orga­ni­sa­tion, som hjæl­per sår­ba­re og udsat­te kvin­der, ”udsæt­ter kvin­der for… Continued

I den støvede horisont uden for den nybyggede villas vinduer er solen på vej ned – men selvom det tiltagende mørke fremhæver maleriernes pangfarver, må Kristian von Hornsleth både sprælle, pege og tysse for at bevare sit publikums opmærksomhed.  “Hvem er det, der snakker?,” halvråber Hornsleth gennem stuen i den til lejligheden lånte villa med et mønstret vægtapet så gyldent, at man på intet tidspunkt glemmer, at det er Dubai, vi befinder os i.  Nok har respektløshed altid været en dyd i Hornsleths værker, men jo ikke over for kunstneren selv, så hvad ligner det at stå og sludre nede i baren, bare fordi den er gratis?  “Ssssh!” Opgaven tager han alvorligt, for i aften er det kunstneren, der har købt billet for at se publikum, ikke omvendt. Dels af nysgerrig, dels af nød: Sagen er, at Kristian von Hornsleth, den arkitektuddannede provokunstner på 61 år, i årtier har levet af at forarge og forføre befolkningen. Hornsleth, du ved, manden, der “privatiserede” 100 britiske hjemløse og stiftede et anpartsselskab, der udelukkende investerer i våbenaktier. Ham, der med et beskedent antal geder overbeviste en hel afrikansk landsby om at tage Hornsleth som efternavn.  Alt sammen for at “spejle” danskernes påståede vulgære, asociale, narcissistiske og kalorielette tilværelse i en verden, der lider. Det er ham, Hornsleth, som tager alle farverne og den bredeste pensel i brug og signerer hvert et produkt med sit eget navn, med dollar-tegn og det tilkøbte “von” i centrum af det hele. Har kritikere fortalt ham, at hans kunst er usmagelig, har han svaret, at det håber han skam også, at vedkommende synes. For den smag er, hvad Hornsleth mener at have udstillet siden slutningen af 1990'erne: Danskernes magelige og vulgære dårligdomme. Vi har lullet os selv i søvn og glemt at tro på andet end os selv, har den underliggende, men også demonstrativt højlydte pointe fra Hornsleth lydt: Vi er for nihilistiske, for kapitalistiske, for egoistiske og individualiserede. For åndeligt dovne. For amerikanske.  Sådan lød hans mantra op gennem de frie 90'ere, de rige 00'ere og i løbet af de globale 10’ere, hvor Hornsleth, trods manglende anerkendelse fra det kunstneriske parnas, har formået at kommercialisere som få af sine kollegaer. MEN. Dén mand vækker ikke længere den nødvendige opsigt hjemme i Danmark.  Det gør han til gengæld herude, i det golde ørkenlandskab, hvor Hornsleth øjner chancen for at genvinde troværdighed som ham, der spidder og spejler sin samtid med provopop og dårlig samvittighed. Hvad fortæller den erkendelse om den danske folkesjæl? At Hornsleth nu erkender, at det hjemlige marked er mættet af hans provokunst, og at han ser et større potentiale i at sælge sine værker til danskere bosiddende i Dubai – et autoritært islamisk regime uden ytringsfrihed og demokrati, et de facto skattely med påstået geopolitisk neutralitet.  Spørgsmålet har naget mig, siden jeg for et par måneder siden hørte om Hornsleths ambition.  For hvis det er sandt, at værdien af Hornsleths kunst, som kunsthistoriker Jonas Bergstrøm beskriver i coffeetable-bogen SUPER CRASH, er, at den er “konfrontatorisk spejlende”, må man nødvendigvis spørge:  Hvad ser vi i Hornsleths spejl anno 2025? Det er det, jeg har inviteret mig selv med til festen og er rejst til Dubai for at observere.

Johnny, “Skomager”, “Badass”. Kært barn har som bekendt mange navne; således også Hells Angels-veteranen Johnny Engelhof Nielsen, som i den forgangne uge døde, 58 år gammel. Dødsfaldet var naturligt. Forstået på den måde at han under boksetræning forleden fik et ildebefindende og blev overført til et hospital i Marbella-området i Sydspanien, hvor han de seneste mange år har boet. 

CIA har frigivet mere end 60.000 sider hemmeligholdt materiale om mordet på JFK. Men hvad står der egentlig bag de sorte bjælker? Og fører de nye oplysninger verden tættere på en opklaringen af det 20. århundredes mest opsigtsvækkende mord? En af sagens største eksperter, graverjournalisten Jefferson Morley, som Flemming Rose tidligere har interviewet, er i ikke i tvivl. Hør hans vurdering i denne uges Fri Tænkning.

Endnu en overlæge får et påbud af Styrelsen for Patientsikkerhed for sin indblanding i psykiatriskandalen i Region Midtjylland.  Det skete i går, hvor det nye påbud blev tilføjet til overlæge Anders Lindelofs informationer i autorisationsregistret. Lindelof har hidtil været et ubeskrevet blad i den omfattende sag. I dag kom der så endnu en opsigtsvækkende nyhed fra Region Midtjylland. Tina Ebler, der er den øverste direktør for psykiatrien i regionen, fratræder sin stilling som hospitalsdirektør. “Jeg er taknemmelig for at have haft muligheden for at samarbejde med dedikerede og engagerede ledere og medarbejdere i Psykiatrien,” siger Tina Ebler i en pressemeddelelse.

Den sidste uges fejlslagne amerikanske charmeoffensiv i Grønland kan koges ned til én person: Thomas Emanuel Dans.  Det var hans organisation American Daybreak, opkaldt efter ideen om, at en “ny amerikansk dag snart gryr i Grønland,” der sammensatte hele pibetøjet. Og hvis man bedre vil forstå den seneste uges udvikling i trekantsdramaet, er Tom Dans et godt sted at starte. Ikke nok med at den tidligere arktiske kommissær personificerer Donald Trumps igangværende politik mod Rigsfællesskabet med sin fornægtelse og fordrejning af de faktiske forhold – det er også ham, der har orkestreret USA’s træk i det mærkværdige geopolitiske skakspil, der har udspillet sig den sidste uges tid.  Den texanske erhvervsmand har siden januar udført sit freelance-diplomati under dække af, at han blot er en uofficiel erhvervsmand, som elsker Arktis og ønsker at fremme kulturel udveksling mellem Grønland og USA – og tilfældigvis også har arbejdet for Trump og ført valgkamp for ham. Men efter Det Hvide Hus’ charmeoffensiv er blevet aflyst og ændret, og Grønland har fået sammensat en regeringskoalition uden det selvstændighedsivrige parti Naleraq, ser den kulturelle maske ud til at glide mere og mere af hans ansigt.  Nu er Tom Dans frustreret. For det, som han kalder et “godhjertet kulturelt besøg”, har udviklet sig til en PR-fiasko, der ikke ligefrem gør hans store ønske om at indlemme Grønland i USA lettere at realisere. Men ligesom med så mange andre urovækkende udviklinger i Grønlandsagaen, smiler Tom Dans sig igennem det hele og retter skylden mod utaknemmelige grønlændere og danskere. Amerikanernes pres på Grønland er, som Trump udlagde det til et kabinetmøde forleden, intet mindre end venskabeligt. I onsdags ringede Frihedsbrevet til Tom Dans for at høre mere om, hvordan han har fordøjet den sidste uge, hvordan Trump-lejren opfatter, hvad der ligner en fejlslagen charmeoffensiv, og hvad de har på tegnebrættet nu. For Tom Dans er på sin vis et slags vindue ind i MAGA, hvad Grønland angår. Det er ham, der åbner sprækker i marginalerne i Grønland, eksempelvis Jørgen Boassen og Kuno Fencker, som amerikanerne udnytter til at fremme deres sag, og han har USA’s nationale sikkerhedsrådgivers øre og rådgiver folk i Det Hvide Hus løbende om Grønland.

Lønmodtagerne betalte for dyre flybilletter, femstjernede hoteller og besøg på fashionable restauranter, da ATP’s top tog på et internt seminar og brugte store beløb i to amerikanske byer. En af deltagerne var fagbossen Morten Skov Christiansen fra Fagbevægelsens Hovedorganisation. Hele besøget løb op i knap 200.000 kroner, men ATP vil ikke oplyse, hvem ATP-toppen mødtes med, og hvad de lavede på turen.

USA’s vicepræsident J.D. Vances besøg i Grønland lå som en tung dyne over Christiansborg, som Frihedsbrevet besøgte onsdag. Regeringspartierne dansede en diplomatisk linedans for ikke at puste til gløderne, mens de grønlandske politikere lagde klar afstand til USA og Donald Trumps planer.

Danmark mangler både kanoner og nogen, der kan fyre dem af. Men hvor mange soldater, Forsvaret mangler, eller hvor mange de i det hele taget har, er umuligt at få et klart svar på. Chef for Hærkommandoen, generalmajor Peter Harling Boysen, begrunder tavsheden med et sikkerhedshensyn. Ifølge forsvarsekspert Peter Viggo Jakobsen hænger lukketheden “nok også sammen med, at det ikke er så kønt, det Danmark kan vise frem.”

Mens præsident Donald Trump slår fast, at Grønland er afgørende for USA’s sikkerhed, er han omgivet af milliardærinvestorer, der ser øen som et lukrativt sted at investere i minedrift.  Blandt dem er hans nyudnævnte viceforsvarsminister, Stephen Feinberg, som ifølge direktøren for et mineselskab i Grønland har en økonomisk interesse i mineprojektet ved Kvanefjeld i Sydgrønland.   Viceforsvarsministerens kontor afviser påstanden og hævder, at Feinberg har afhændet sine interesser i sin kapitalfond, Cerberus Capital Management, som ifølge minedirektøren nu er aktionær i mineselskabet.  Men et nærmere kig på Feinberg og fondens gøren og laden i forhold til Grønland og råstoffer indikerer, at interessen for grønlandsk minedrift blandt Trump-administrationens sikkerhedspolitiske top hverken er grebet ud af den blå luft eller uvæsentlig for USA’s nye Grønlandspolitik. Eksperter kalder det en “uhyggelig” interessekonflikt og advarer om, at “røde advarselslamper” blinker.

En ny britisk rapport dokumenterer med minutiøs præcision Hamas’ angreb på Israel den 7. oktober 2023. Rapporten konkluderer, at angrebet var en nøje planlagt massakre rettet mod civile – ikke et spontant oprør. Den beskriver målrettede henrettelser af hele familier, gruppevoldtægter og systematisk tortur – og den er skrevet for at modgå benægtelse og historisk forvanskning.

Den danske stat har investeret milliarder af kroner i genopbygningen af den ukrainske by Mykolaiv. En del af støtten på 135 millioner er nu ramt af mistanke om korruption og svindel.  Udenrigsministeriet efterforsker svindel i FN’s såkaldte IOM-projekter, og Mykolaivs viceborgmester, der leder genopbygningen af byen, er tiltalt for korruption i en anden sag. Samtidig er en række nøglepersoner i og omkring mistænkt for korruption.

Flere naboer til bosteder ejet af den skandaleramte bostedskæde Frisk-Pust fortæller om en hverdag præget af frygt, nattestøj og manglende tryghed i eget hjem. Gentagne episoder med råb, trusler og et iøjefaldende antal politiudrykninger har efterladt beboere omkring bostederne med låste døre. Flere af bostedernes naboer i både Køge, Stevns og Søster Svenstrup melder om samme mønster: uro, utilstrækkeligt opsyn og følelsen af at blive ignoreret.