Christina Lagoni

Velkommen til en dugfrisk omgang Fri Bandit, hvor jeg rent undtagelsesvis begynder i fiktionens verden. Anledningen er premieren på instruktør Fenar Ahmads længe ventede opfølger til 2017-succesen Underverden. Toeren hedder slet og ret Underverden II, og når jeg tager den med her, er det, fordi dramaet låner elementer fra virkelighedens bandeverden. Derudover kigger jeg nærmere på en særdeles virkelig og ganske spektakulær sag om kokainsmugling, hvor en 41-årig mand tirsdag blev idømt 15 års fængsel. Ud over at den afslører nogle interessante detaljer om smuglernes metoder, er sagen værd at se på, fordi den er en del af et større kompleks, hvor hovedsagen snart skal for retten. Til sidst et par ord om et efterlyst Hells Angels-medlem med en blakket fortid.

Spillere, der befolker feltet, omringer dommeren, tramper pletten ujævn, skyder eller kaster bolden væk, taler til sparkeren… Er tidsudtrækningen og chikanerierne op til, at et straffespark skal eksekveres, løbet af sporet? Fri Spark tager debatten på Brentford-træner Thomas Franks indirekte foranledning.

Denne uges Fri Tænkning handler om mikrochippen og konkurrencen mellem USA og Kina om den teknologi, der har defineret det 21. århundrede.

Jeg håber, at du har haft en god påske. Jeg brugte mine fridage på at søge lidt inspiration og læse og lytte til en masse journalistik uden for egen andedam. Derfor vil jeg i denne uge ikke skrive en masse om alt det gode, som vi har udgivet i ugens løb på Frihedsbrevet, som jeg ellers plejer, men i stedet anbefale en podcastserie ude fra Dødsstjernen på Amager. Podcastserien vender jeg tilbage til senere i mit nyhedsbrev.

Forud for den økonomiske krise, som jeg efterhånden finder lige så sikker som amen i kirken, skal vi igen høre på, at europæiske embedsmænd har fundet en type regulering, som vil forhindre de værste genvordigheder i at gentage sig. Problemet er, at embedsværket altid vil være et skridt bagud og ikke et skridt foran, og sådan vil det også vise sig at være denne gang.

Læsøs borgmester Tobias Birch Johansen og en erhvervsdrivende fond, kommunen har stiftet, får nu kritik fra tilsynsmyndighed, der slår fast, at fondens bestyrelse i mere end et år har overtrådt loven, fordi tre politikere fra kommunen har haft flertal i den ellers uafhængige fond. Det slår Erhvervsstyrelsen fast i en afgørelse, hvor det også fremgår, at styrelsen har udsendt et strakspåbud om at bringe forholdene i orden.

Hører du til blandt dem, som (stadig) synes, at dansk litteratur er en navlebeskuende omgang krænkelser og kagebagning, så kan du godt begynde at glæde dig. Heck! – skænk dig selv en whisky og tænd for cigaren, for i dag skal vi stifte bekendtskab med to nye bøger fra den store, vide verden.

Bo Østlund har det sidste halve år viet sit liv til at undersøge journalistikken bag DR-dokumentaren Spies og morgenbolledamerne. Østlund har efterhånden lavet fem en halv times podcast om dokumentarserien. Han har lagt sin research åbent frem, og han mener, at dokumentaren er et ikke-underbygget karaktermord, et journalistisk makværk, der er tendentiøst og skarpvinklet. Podcasten blev fjernet fra den amerikanske udbyder, men er nu blevet publiceret igen via en ny dansk udbyder. Bo Østlund mener, at DR og produktionsselskabet Laud People, der står bag dokumentaren, forsøger at lukke munden på ham. DR og Laud People afviser kritikken, men Laud People erkender, at de har klaget over podcasten.

I cykelsporten handler det om at vinde. Men under hvert løb tvinges rytterne til handlinger, som nuancerer sporten. En rytter ofrer sig for sin kaptajn. En anden forårsager et styrt og skammer sig. En tredje er gavmild og giver sejren til sin vandbærer. Klokkerne i kirken i Roubaix kimer, når rytterne når byen efter de 270 kilometer fra syd mod nord. Velodromen, der afgør forårsklassikeren, kaldes en katedral blandt cykelbaner. Brostensløbene er og bliver et autentisk billede på hæder og ære, styrke og styrt. De er et eksempel på, hvordan mennesket søger efter noget højere gennem anstrengelse. Her følger mine tanker om forårssæsonen.

I Dansk Folkeparti har de ikke blot været glade for store mængder rødvin og eksklusive arrangementer i Tivoli på skatteborgernes regning. En række fremtrædende politikere og medarbejderes nære familiemedlemmer er gennem årene også blevet aflønnet af partiet. DF-formand Morten Messerschmidt siger til Frihedsbrevet, at han har gjort op med den mangeårige tradition med at ansætte familiemedlemmer, efter han blev formand.