Christina Lagoni

I denne uges Fri Tænkning ser jeg på tre aspekter af krigen i Ukraine. For det første gennemgår jeg meldingerne om den raket, der i tirsdags ved en fejltagelse ramte Polen. Forløbet afslører det første åbne sammenstød mellem Ukraine og landets vestlige støtter. For det andet ser jeg på udsigten til en våbenhvile, som nogen hilser velkommen og andre fordømmer, og endelig undersøger jeg det scenarie, som den ene kommentator efter den anden har forudsagt de seneste ni måneder, nemlig Vladimir Putins fald. Er det overhovedet realistisk? Hvis ja, hvordan kan man så forestille sig, at det vil ske i lyset af de ting, der er gået galt for den russiske præsident?

Er du på Twitter? Hvis ikke, så kom dog på Twitter for helvede! Det sociale medie er det skøreste forsamlingshus, denne verden har set, og en evig kilde til underholdning. Samtidig er det efterhånden et stort spørgsmålstegn, om Twitter overhovedet overlever, efter rigmand og superfreak Elon Musk har købt den virtuelle tosseanstalt for 44 milliarder dollars. Lige nu er der endda folk, der gætter på, at virksomheden ikke overlever den kommende weekend.

I midten af juni havde Mette Frederiksen inviteret den tidligere Venstre-politiker Søren Pind med i sin podcast Statsministeren Spørger, hvor statsministeren fik gjort sig bemærket med en harsk kritik af danske medier. En kritik, som Pind om nogen også har gjort sig til bannerfører for. Omkring to måneder senere var Søren Pind så udpeget til formand for den nu tidligere regerings såkaldte medieansvarsudvalg, som skal undersøge mediernes ansvar. Ifølge Jacob Mchangama, jurist og direktør i tænketanken Justitia, er forløbet iøjnefaldende. “Det er bemærkelsesværdigt, at Pind og Frederiksen har diskuteret det her sammen på Folkemødet kort inden nedsættelsen af udvalget og er meget på samme linje,” siger han.

En af DBU’s protestaktioner er en helt sort landsholdstrøje, tredjetrøjen, der måske kommer i brug, hvis modstanderen dukker op i en farve, der ikke kan skelnes fra de danske røde eller hvide dragter. Landsholdstrøjen med det sorte monokrome look skal ifølge Hummel symbolisere et sørgebind for de tusindvis af døde migrantarbejdere i Qatar. Hummel har desuden et erklæret mål om at “ændre verden gennem sport” og giver derfor en procentdel af overskuddet fra trøjesalget til Amnesty. Men landsholdstrøjerne, også sørgebindstrøjen, er produceret i Kina. Et land, som Amnesty mildest talt har et bøvlet forhold til. For bare en måned siden trak Amnesty en kasket tilbage fra en tøjkollektion, fordi kasketten var produceret i Kina, og det kan Amnesty generelt ikke leve med. Det møder kritik, at Amnesty på den ene side tager afstand fra Kina, men på den anden side gladeligt modtager en del af overskuddet og lader sig indrulle i Hummels markedsføring af landsholdstrøjen.

Kald mig Mikkel. Ja, pardon, kære læser og lytter, det er nok ikke, fordi nogen sidder med en overvældende trang til at kalde netop mig ved fornavn. Men i dag skal vi sammen foretage et lille mord, og så er det måske meget godt at droppe formaliteterne. Men derudover skyldes sætningen ”Kald mig Mikkel”, at den er et ekko af første linje i Herman Melvilles roman Moby-Dick, som lyder: ”Call me Ishmael”. Mesterværket Moby-Dick udkom i 1851, men det var først omkring 1920, at den for alvor begyndte at blive livsfarlig for amerikanske forfattere. Hvorfor nu det? Det skal vi høre mere om om et øjeblik, for inden da skal jeg haste med at sige, at vi i dag skal bese John Irvings nye 912 sider lange roman The Last Chairlift. Irving er nok mest kendt for at være manden bag Verden ifølge Garp (1978) og senere filmatiseringer af hans romaner som for eksempel Æblemostreglementet, hvor Irving i øvrigt modtog en Oscar for sit eget manuskript til filmen. The Last Chairlift er hans første roman i hele syv år.

Selvom coronakrisen og dertilhørende hjælpepakker hører fortiden til for langt de fleste virksomheder i Danmark, så venter tusinder af virksomheder fortsat på svar om, hvorvidt de er købt eller solgt. De virksomheder, som har fået del af statens kompensationsordninger, skal nemlig indlevere en såkaldt slutafregning. Her skal det gøres op, om virksomhederne har fået udbetalt det korrekte beløb. Ellers skal de enten betale eller have penge tilbage. Det er Erhvervsstyrelsen, der har det sidste ord – men ventetiden på en afgørelse på slutafregningen er lang. I skrivende stund venter 74.000 virksomheder på svar på deres slutafregning fra Erhvervsstyrelsen, oplyser styrelsen til Frihedsbrevet. Det svarer til 40 procent af de virksomheder, som har modtaget støtte i den såkaldte første fase i foråret 2020.

Den profilerede advokat Lars Lindencrone Petersen er en af hovedpersonerne i det spektakulære slagsmål mellem Skatteministeriet og advokatfirmaet Bech-Bruun, der handlede om den dobbeltrolle, Bech-Bruun havde i udbyttesagen, hvor 12,7 milliarder kroner forsvandt fra statskassen. Han stod i flere år stejlt på, at der ikke var noget som helst at komme efter. Branchens egen vagthund, Advokatnævnet, og både Østre Landsret og Højestret så markant anderledes på det. Med syvtommersøm er det slået fast, at Lars Lindencrone Petersen og tre andre advokater fra Bech-Bruun havde en interessekonflikt, hvilket de har fået bøder for. Men når andre advokater nu skal granskes af Advokatnævnet for netop interessekonflikter, så bliver det Lars Lindencrone Petersen, der skal være med til at vurdere, om der er noget at komme efter. Han er nemlig blevet indlemmet i Advokatnævnet, mens han havde en verserende sag mod selvsamme nævn, som han i dag har tabt.

Nyvalgt folketingsmedlem for Moderaterne Tobias Grotkjær Elmstrøm gik til valg på at “humanisere” det danske asylsystem. Men som Frihedsbrevet tidligere har afsløret, har han i sit erhverv som advokat flere kritisable sager bag sig, hvor han har repræsenteret sårbare asylansøgere. Nu kan Frihedsbrevet så yderligere afdække, hvordan Tobias Grotkjær Elmstrøm begik afgørende fejl i en sag, hvor en somalisk kvinde og hendes fire børn stod til at få inddraget deres opholdstilladelse.

Dér, hvor det sner på Christiansborg, denne fredag formiddag den 11/11 2022, er oppe ved grøn gang, anden sal, til højre. Altså gangen, der fører ind til Statsministeriet. De fleste kontorer langs dette afsnit er beboet af de konservative MF’ere, heriblandt selveste Señor Pape, og ironien er selvfølgelig, at lige netop nu, hvor Team Pape er allermest pressesky og særligt sensitiv, ja så er de blevet belejret af en hær af pressefolk, der venter på nyt fra de igangværende regeringsforhandlinger inde hos Statsministeriet. Det eneste medlem af den konservative folketingsgruppe, der har udnyttet mediernes tilstedeværelse i nærmiljøet, er Mai Mercado, som er kommet ud på gangen for at optage en video til sin profil på TikTok – og det til lyden af “Kute & Neat” med Sasique.

Hvis der var øjeblikke af tvivl og mismod, lod Frie Grønnes partileder Sikandar Siddique det aldrig skinne igennem under valgkampen. Tværtimod gentog han igen og igen, at han var “fuldstændig overbevist” om, at partiet så “absolut” ville brage ind i Folketinget. Ikke engang de dystre meningsmålinger, der fra start til slut sendte Frie Grønne langt under spærregrænsen, kunne få partilederen til at ryste på hånden. Målingerne troede han nemlig ikke på. Men meningsmålingerne tog ikke fejl. De ramte tværtom ret præcist, lyder konklusionen fra flere eksperter, der nu skyder tilbage på Frie Grønnes vedholdende kritik.