Christina Lagoni

christina@frihedsbrevet.dk

Sta­ten sen­der 25 mil­li­o­ner ud af lan­det i inf­la­tions­hjælp til nød­li­den­de pen­sio­ni­ster: Ted­dy fra Sol­ky­sten er en af de hel­di­ge

I byen Fuengirola på den spanske Solkyst, hvor vejrudsigten lige nu lover 24 grader og skyfrit, modtog folkepensionst Teddy Nielsen i denne uge et gyldent postkort fra staten Danmark. Selvom det er mange år siden, at han skiftede en hverdag i Danmark ud med Spanien, er han nemlig stadig omfattet af aftalen om ekstra inflationshjælp, som rulles ud i disse dage. Op mod 5.000 folkepensionister med bopæl i udlandet vurderes at få del i den ekstra ældrecheck på 5.000 skattefri kroner.

To for­ord, or not to for­ord

Et forord, tænker du måske – er det ikke sådan en lang og akademisk smøre, der hører til i klassikerne fra Penguin og Oxford University Press, printet med mikroskopiske bogstaver, pagineret med romertal, og som ingen fatter en brik af (ikke mindst fordi de forklarer noget, man ikke har læst endnu), men alle må igennem; som en slags obligatorisk tørsvømning, før man kan få lov at svømme en tur i den “rigtige” bog? Eller er du en af de frække, der springer over køen til stigen ned i bassinet og hopper i, direkte fra kanten?

Ansat­te på muse­et Ord­rup­gaard var ban­ge for, at de ikke kun­ne kla­ge ano­nymt over direk­tø­rens frygt­kul­tur: “Det gør det ikke til vir­ke­lig­hed,” siger direk­tø­ren

Som Frihedsbrevet for nylig kunne afdække, har der i mange år hersket en frygtkultur på kunstmuseet Ordrupgaard, som fik medarbejdere til at flygte eller gå psykisk ned. Men selvom mange både på og uden for museet Ordrupgaard kendte til, at der var massive problemer med arbejdsmiljøet under museumsdirektør Anne-Birgitte Fonsmark, kom det aldrig frem til overfladen. Frihedsbrevet kan nu gennem kildeudsagn, arbejdspladsvurderinger fra Arbejdstilsynet og interne mails beskrive en lukkethed, der har stået på i årtier. Medarbejderne fortæller, at de ikke havde mulighed for at være ærlige, fordi deres udsagn ville ende på direktørens kontor. “Det kan være en oplevelse hos nogen, men det gør det ikke til virkelighed,” lyder svaret fra museumsdirektør Anne-Birgitte Fonsmark.

“Lil­le sol­dat, du tar’ mig os’ i røven”: Hæren vil for­by­de kræn­ken­de march-san­ge efter kri­tik fra kvin­der i For­sva­ret

Der er et bredt politisk ønske om at indføre værnepligt for kvinder i et kommende forsvarsforlig, men beretninger fra et tocifret antal kvinder fortæller om en side af livet som værnepligtig kvinde, der møder hård kritik. En lang række kvinder beskriver nu, at de under deres værnepligt af overordnede sergenter og løjtnanter er blevet sat til at synge sexistiske, racistiske og nedværdigende march-sange.

Når rock­er­guld fly­ver fra reden

En håndfuld vaskeægte rockerguld ryger i næste uge under hammeren hos auktionshuset Bruun-Rasmussen. To ringe, et halssmykke samt et bæltespænde med Hells Angels’ navnetræk og det verdenskendte bevingede kranie er blandt de regalier, du kan byde på, inden auktionen lukker på onsdag. Smykkerne er ifølge B.T. konfiskeret fra et medlem i forbindelse med en hash-sag for flere år siden. Manden blev frikendt, men myndighederne beholdt guldet – angiveligt på grund af en gæld til det offentlige. Men hvordan er det nu lige med den slags skatte prydet med motorcykelklubbens insignier – kan enhver erhverve bijouteriet, føje det til samlingen derhjemme og bære det efter forgodtbefindende? Eller er det potentielt problematisk?

Hvor­for hav­de Gand­hi en svag­hed for Hit­ler?

I går markerede den officielle danske kalender store bededag for sidste gang. Da biskop Hans Bagger indførte helligdagen i 1686, var hensigten, at den skulle bruges til bod, bøn og faste – aktiviteter, der på den ene eller anden måde skulle fremme forladelsen af vores synder, tvinge os til at se vores brister og begrænsninger i øjnene og måske gøre os til bedre mennesker. Al handel og beværtning lukkede ned aftenen før, og i løbet af den særlige bededag ringede kirkeklokkerne ind til hele tre gudstjenester. Som en sidste tribut til store bededag har jeg læst den rumænsk fødte amerikanske filosof Costica Bradatans nye bog om nødvendigheden af at lovprise fiaskoen og nederlaget som en vej til ægte ydmyghed. Ikke fordi det i sig selv har værdi at dyrke sine mangler og begrænsninger, men fordi en mere realistisk vurdering af den enkeltes plads i verden kan bane vej for vigtige indsigter.

Fru­en på slot­tet: 20 tid­li­ge­re med­ar­bej­de­re for­tæl­ler om en frygt­kul­tur på det stats­li­ge kunst­mu­se­um Ord­rup­gaard – “Når først hun får øje på dig, er du fær­dig”

Arbejdsmiljøet på Ordrupgaard er råddent og har været det i årtier, og det er museumsdirektør Anne-Birgitte Fonsmarks skyld. Sådan lyder kritikken fra 20 tidligere medarbejdere, der alle har slået sig på Fonsmarks ledelsesstil, der beskrives som manipulerende, dominerende, utryg og uforudsigelig.