Christina Lagoni

Christian Have er her, der og allevegne og må være en af de travleste mænd i dansk kulturliv. Men selvom han må have travlt som få, er han tilsyneladende til at få fat i, hvis man har brug for et nyt bestyrelsesmedlem eller en ny kommunikationsrådgiver. Sideløbende med en glorværdig karriere som bestyrelsesmedlem i en lang række kulturinstitutioner er Christian Have rejsende i kommunikation og kulturanalyser og beskrives af flere som en af de mest magtfulde mennesker i kulturbranchen. Christian Have formår at arbejde i det skjulte. Han er vellidt, positiv og en mester i at tale kulturen op. Det er derfor, politikerne godt kan lide ham, og derfor han kan være en gevinst for enhver bestyrelse i kulturbranchen. Men når kulturens mest magtfulde personer skal nævnes, er det aldrig Christian Have, der bliver nævnt – selvom han måske burde figurere helt i toppen af magthierarkiet.

I dag skal det handle om kvindekønnet. Tilfældigvis er det sådan, at forfatteren Niels Frank lige har udgivet et stort værk om sin søster Elin, der sidst i marts 2021 blev myrdet af sin mand, som hun var ved at blive skilt fra. Manden skød hende foran parrets to voksne sønner. Det er en tragisk historie, der meget passende har fået titlen Fanden tage dig. Samtidig har digteren Harald Voetmann udgivet nogle virkeligt spøjse digte betitlet Hetærebreve; de er inspireret af en terrakotta-figur af en prostituerets sko fra det 2. århundrede. Under terrakottaskoen står der på græsk ”Følg mig”. Så kunne kunden finde beskeden og følge i sporet på kvinden. I sine digte lader Voetmann hetæren få ordet. Endelig har en af dette lands mest suveræne forfattere, nemlig meget kvindelige Ida Jessen, udgivet en god håndfuld essays, der handler om litteratur, om liv og død og kærlighed, men også visse steder om det med kønnet. Den essaysamling hedder Endnu en bog jeg aldrig skrev, og den skal vi også gennemstrejfe.

Endnu en møgsag rammer velfærdsdirektøren Mette Gadegaard og hendes koncern, der i årevis skovlede penge ind fra det offentlige ved at tilbyde staten ydelser til voldsramte, arbejdsløse, psykisk syge og andre socialt udsatte borgere. I 2020 mistede Mette Gadegaard nemlig en milliondyr behandlingsopgave med kriminelle misbrugere, efter hun flere gange overtrådte reglerne i Herstedvester Fængsel og udviste for meget personlig interesse i flere indsatte.

En af de sager om jihadistiske fremmedkrigere fra Vesten, som har fyldt mest i internationale medier – og i særdeleshed i Storbritannien – er sagen om Shamima Begum. Hun rejste i 2015 til Syrien og blev en del af Islamisk Stat bare 15 år gammel sammen med sine veninder Kadiza Sultana og Amira Abase, som begge er døde. Under sit ophold hos IS blev Begum gift med den hollandske IS-kriger Yago Riedijk, og sammen fik de tre børn, som alle sidenhen er døde. Begum opholder sig nu i den kurdiskkontrollerede fangelejr al-Roj i det nordøstlige Syrien. Sagen er interessant, fordi den viser kompleksiteten i sagerne om de vestlige fremmedkrigere og samtidig på ny rejser spørgsmålet om, hvad vi skal stille op med dem. Derfor stiller jeg i denne uges Fri Jihad skarpt på sagen om Shamima Begum.

Selvom den danske stenuldsgigant Rockwool udadtil i Danmark signalerer, at man begræder Ruslands invasion af Ukraine, så foregår der helt andre ting på selskabets kontorer i Rusland. Så sent som den 17. juni i år mødtes selskabets topchef i Rusland Marina Potoker med præsidenten for den russiske republik Tatarstan, Rustam Minnikhanov. Rustam Minnikhanov er en yderst kontroversiel skikkelse, og han spiller en stor rolle i den russiske invasion af Ukraine.

Da jeg så Evenepoel på vej op ad det afsluttende bjerg Peñas Blancas, var hans ansigt blegt, alvorligt, vredt, og hans ærgerrige stil var ikke slået i stykker. Han vil vinde dette løb. Som han styrter, må han fortsætte. Hvis han får kriser i Sierra Nevada i weekenden, må han komme sig over dem. Han vil til Madrid i den røde trøje. Det følte jeg i det blik, jeg mødte, som han passerede forbi i 1200 meters højde i Andalusien i en eksklusiv gruppe bestående af løbets forreste ryttere: Enric Mas, Primož Roglič, Juan Ayuso. Evenepoel og Quick Step Alpha Vinyl havde ladet udbruddet slippe afsted, og flere minutter forinden havde jeg set Richard Carapaz køre forbi. Ecuadorianeren har jeg ikke nævnt med et ord, siden han led det store nederlag på Marmolada i Giro d’Italia. Sådan kan det mærkes, at sæsonen nærmer sig sin afslutning.

En smuk gammel herregård omkranset af skøn natur, der skal hjælpe voldsudsatte kvinder. Sådan lød beskrivelsen af Haslev Krisecenter, som var et af direktør Mette Gadegaards mange behandlingstilbud, inden hendes koncern gik konkurs sidste år. Virkeligheden på krisecenteret var dog langtfra rosenrød. Det viser dokumenter fra Socialtilsyn Syd. Her beskrev krisecentrets leder og medarbejdere nemlig, hvordan der var knappe ressourcer til indkøb af mad og værnemidler mod corona, hvilket var særligt alvorligt, da flere af de indskrevne var smittet med HIV og hepatitis. Ifølge tilsynet var der også “vanskeligheder med betaling af olie til fyret”, og medarbejdere oplevede problemer med at få udbetalt deres løn. Oplysningerne står i skærende kontrast til Frihedsbrevets afsløringer af Mette Gadegaards øvrige forbrug i hendes mange behandlingstilbud. Ifølge lækkede kontoudtog og kuratorredegørelser brugte hun nemlig hundredtusindvis af offentlige kroner på fx heste, skønhedsbehandlinger og møbler.

Fri Spark lænser Twitter for de oversete nyheder fra den store fodboldverden og tager dig med til det lige så oversete Amager-derby på kanten af det inddæmmede land.

I denne uge døde Mikhail Gorbatjov, 91 år gammel. Han var den sidste overlevende af de politikere, som gjorde en ende på Den Kolde Krig og delingen af Europa. I denne uges Fri Tænkning skriver jeg om hans eftermæle, hans syn på Putin, og hvad han bliver hyldet og kritiseret for. Jeg havde det privilegium at interviewe ham et par gange. Det skriver jeg også om.

I denne uge skal du med til den hemmelige ende af Ryesgade. Her gemmer sig en lille italiener, der scorede toppoint for smil og personlighed, men hvor saltbøssen var blevet rystet lidt for mange gange over de ellers flotte retter.