Christina Lagoni

Det er i Île-de-France og Gran Buenos Aires, det sker, når det kommer til at udvikle flest VM-spillere i moderne tid. Faktisk kunne Paris plus forstæder og den argentinske hovedstad med ditto have spillet sin helt egen VM-finale i Qatar for godt 14 dage siden. Og så er der Rosario: Hvordan har Argentinas tredjestørste by kunnet udklække så mange verdensmestre gennem tiden?

“Det koster penge at lave penge.” Sådan kan man sammenfatte budskabet fra flere kendte ambassadører fra velgørenhedsorganisationen KidsAid. En række eksperter mistænker organisationen for at bruge for mange penge på fester og for få penge på at hjælpe syge og udsatte børn, som KidsAid er sat i verden for. Ligeledes har Civilstyrelsen bedt fonden om at skrue ned for omkostningerne i fremtiden. Men nu tager en række af organisationens kendte ansigter KidsAid til forsvar. Det koster nemlig penge at lave penge, lyder det.

I et stort interview med Frihedsbrevet fortæller Nye Borgerliges tidligere pressechef Lars Kaaber om den politiske ambition, der har motiveret hans arbejde for fire forskellige partier i fire forskellige årtier, om ikke at være “likeable” nok til selv at blive politiker og om Nye Borgerliges største udfordring i årene, der kommer.

To gamle mennesker sidder i en lejlighed. Og der bliver de siddende. Så kort og tørt vil en skeptiker kunne pitche den absolut bedste film, jeg så i 2022 – et værk af så drøj, ufortyndet styrke, at det har været vanskeligt at fordele vægten i det her nyhedsbrev og rent faktisk snakke “årets film” i flertal fremfor ental. På trinnet lige under – for sådan et var der trods alt – stod en lille, islandsk film på tæer for at fastholde et kvælertag, jeg stadig mærker som en ømhed i struben den dag i dag. Den film var i øvrigt ikke Hlynur Palmassons storroste og ligeledes islandske prisvinder, Vanskabte Land, men den kan du til gengæld også læse om i afsnittet med årets skuffelser og overraskelser samt de fremragende film, der havde mesterværket inden for rækkevidde. Og det er der, vi begynder.

Kulturpolitisk Netværk er en klub, hvor den danske kulturbranches spidser har mulighed for at mødes, hvis de køber et medlemskab. Netværket er faciliteret af virksomheden Samuelsen, og medlemmerne repræsenterer en lang række kulturinstitutioner, store og små, private og offentlige. Eksperter har mildt sagt deres betænkeligheder ved dette netværk, og de undrer sig over, hvordan det mon kan bidrage til kulturens i forvejen velkendte habilitetsproblemer.

Det er nogle af de største og mest velrenommerede virksomheder i Danmark, som tilsyneladende har været med til at sponsorere den velgørende organisation KidsAid. Men som Frihedsbrevet har kunnet fortælle, har organisationen brugt millioner på fester, hoteller og underholdning, og organisationens regnskaber bliver af eksperter kritiseret for at være misvisende. Nu kan Frihedsbrevet fortælle, at flere af de virksomheder, som KidsAid har fremhævet som sponsorer, ikke er det og i virkeligheden har bedt om at blive fjernet fra organisationens hjemmeside.

Den milliondyre beslutning om at oprette et dansk kvindefængsel bygger på en undersøgelse fra Kriminalforsorgen selv. Nu møder undersøgelsen, og måden den er blevet brugt på, hård kritik.

Iran slår hårdt ned på alt og alle, der tager del i eller bakker op om de månedlange, landsomfattende protester mod præstestyret. I den seneste tid har myndighederne i opsigtsvækkende grad spillet med musklerne over for både aktive og tidligere iranske fodboldspillere – en af dem kan blive det tredje offer for dødsstraf ved hængning, der er direkte afledt af urolighederne. Kritikere kalder dommen for humbug.

Det er juleaften, og året går på hæld. I den anledning har jeg i denne uges Fri Tænkning valgt at se tilbage på året der gik, gøre status på krigen i Ukraine og dele en bestsellerforfatters tre yndlingsfilm.

På et ubestemmeligt tidspunkt i de 42 dage, som Jakob Ellemann-Jensen tilbragte sammen med Mette Frederiksen inde i et forhandlingslokale på Marienborg, har han slugt en rød pille. Om det har været ganske frivilligt, eller om Nicolai Wammen i smug har knust den og drysset den i Ellemanns vandglas, ved jeg ikke, men ned er pillen i hvert fald kommet. Når denne pille, som Wammen selv slugte for mange år siden, opløses i blodet, fortrænger den helt lysten til at svare sandfærdigt og oprigtigt på spørgsmål og erstatter med funktioner, som vi mest kender fra science fiction-figurer, hvor alle svar synes forprogrammerede.