En investering fra Anne Stampe kommer med en meget høj pris. For den erfarne tv-løvinde fra Løvens Hule og stifter af virksomheden Nordic Female Founders er villig til at gå meget langt for at sikre sit gode omdømme. Flere virksomheder, der tidligere har fået en investering fra Anne Stampe, kan nu fortælle, at en investering fra løvinden kommer med en mundkurv, der forhindrer virksomhederne i at udtale sig om deres samarbejde med Anne Stampe offentligt. Og særligt én virksomhed har mærket konsekvenserne.

DR’s nyhedsdirektør Sandy French virkede særdeles overbevisende i sine svar, da Frihedsbrevet i sommer konfronterede hende og DR med hendes mange taxature til og fra hendes hjem, der ligger under to kilometer fra DR Byen. Der var intet at komme efter, passér gaden. Men pludselig har hun øjensynligt ombestemt sig. Der var alligevel noget at komme efter, har hun nu erkendt, efter DR har haft blandt andre Deloitte til at undersøge hendes taxaforbrug.  Her har revisionskæmpen konkluderet, at turene til og fra hjemmet er imod DR’s retningslinjer, og at der er en række taxaudgifter, “hvor det ikke er dokumenteret, at disse har en jobmæssig begrundelse”.  Altså direkte i modstrid med, hvad Sandy French tidligere har forklaret, og som altså nu har fået hende til at tilbagebetale 16.000 kroner.

Lars Løkke Rasmussen er virkelig glad for Gnags-sangen “Når jeg bliver gammel”. Det er også en sang, som betyder meget for medarbejderne i Løkkes parti, Moderaterne, fordi medarbejderne har danset til den i både gode og mindre gode stunder, når de skulle huske på, hvad der egentlig er vigtigt.  Det var nogle af de tunge argumenter, da Moderaterne i februar 2024 forsøgte at overbevise Gnags-frontmand Peter A.G. Nielsen om, at der var god ræson i at lade Moderaterne bruge “Når jeg bliver gammel” i en kampagnevideo.  Peter A.G. Nielsen sagde nej.  Han og de andre Gnags-medlemmer havde for længst aftalt, at deres musik ikke skulle bruges til partipolitik. Det havde sådan set ikke noget med Moderaterne at gøre, sådan var aftalen bare. Og så ville Peter A.G. heller ikke ende som Richard Ragnvald, der sang for Dansk Folkeparti, forklarede han. Fint nok, så var den potte ude, skulle man tro. Men da Peter A.G. for få måneder siden spankulerede forbi en reklamesøjle, kunne han måbende iagttage en plakatkampagne, hvor “Når jeg bliver gammel” minsandten havde sneget sig ind i en Moderaterne-kampagne alligevel. En af de kampagner, Moderaterne har produceret, hvor Peter A.G. mener, at de to første linjer i sangen “Når jeg bliver gammel” bliver misbrugt til politiske budskaber. (Foto: Peter A.G.)

Det er en af landets mest erhvervsvenlige kommuner. Men meget tyder på, at Kalundborg Kommune er gået over langt over grænsen. Gang på gang har Kalundborg Kommune involveret sig som mellemmand i ejendomshandler mellem private grundejere og Novo Nordisk, som Frihedsbrevet har beskrevet den seneste uge. Det må en kommune bare ikke, vurderer eksperter på stribe.  “Der er en rød linje, som Kalundborg Kommune klart træder over, når de blander sig i en sag mellem to private: En lodsejer og Novo Nordisk,” siger juraprofessor Frederik Waage fra Syddansk Universitet, der mener, at den kommunale vagthund Ankestyrelsen skal åbne en sag mod Kalundborg Kommune.

Pludselig stod Nepals parlament i flammer. Det kom ud på nyhedsrullen, mens jeg var til samråd med klimaminister Lars Aagaard (M). Dagen efter blev MAGA-bevægelsens unge, hvide håb, Charlie Kirk, dræbt af en snigskytte under et debatarrangement ved et universitet i den amerikanske delstat Utah.  Det hele føltes, som om vi befandt os, som filosoffen Søren Kierkegaard ville have sagt det, på de 70.000 favnes dyb.  Altså helt nede i det mørkeste mørke.  Og så, for at gøre ondt værre, kom dronerne flyvende. Mandag aften i den forgangne uge blev Kastrup Lufthavn lagt ned af en såkaldt “kapabel aktør”, hvad så end denne betegnelse for dronernes bagmænd dækker over. Næste dag, den 23/9 kl. 17, var der orientering til partilederne om dronerne ovre i Justitsministeriet. Det hele var på forhånd indhyllet i et slør af hemmelighedskræmmeri, som gjorde, at man følte sig ført tilbage til de gode gamle corona-dage. For eksempel fik vi kun at vide, at dronerne var “temmeligt store”, men ikke præcis, hvor store de var, og det var også fortroligt, hvor dronerne var fløjet hen. Det eneste der kan siges med sikkerhed er, at vi godt kunne stryge Fætter BR og jydske bonderøve fra listen over mistænkte “kapable aktører”, for ifølge forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) var det ikke “Jens Hansen, der flyver rundt med en Fætter BR-drone.”  Da jeg selv kom forbi Justitsministeriet, var mødet allerede startet, og på gaden udenfor stod nogle journalister og kamerafolk fra DR og TV 2. Når de ringede ind til deres kilder inde i ministeriet for at spørge, hvor længe mødet varede, fik de at vide, at det var “fortroligt”. Som om der ville gå en alarm ovre i Kreml, hvis det kom frem, at mødet ville slutte klokken 18. Eller klokken 19. Journalisterne pressede på alt, hvad de kunne, men lige meget hjalp det; det var en statshemmelighed, hvornår dette møde sluttede.  Hvad mon de lavede derinde? Var der navneopråb for at efterprøve, hvem af partilederne der vil dø for Danmark, sådan som statsminister Mette Frederiksen siger, man skal være parat til at gøre i dette vanvittige interview i dagbladet Børsen?  Eller måske rigspolitichef Thorkild Fogde var i gang med at vise nogle splinternye anti-drone action cards frem? Det var i sandhed strenge tider, og stemningen omkring pressen – og ytringsfriheden i det hele taget – gik desværre også mod syd. Ovre i USA, krævede Krigsministeriet – tidligere kendt som Forsvarsministeriet – nu, at journalister skal sværge ikke at indsamle og viderebringe oplysninger, der ikke på forhånd har været godkendt til offentliggørelse af Pentagon, hvilket reelt set var et forbud mod journalistik. Eller i hvert fald indførelse af censur.  

Det første, jeg får øje på ude foran Tinghallen i Viborg, er en kvinde, der tager et selfie med en politibil, hvilke er godt repræsenterede her i dag, for inde i Tinghallen holder Dansk Folkeparti deres årsmøde, der foruden dét også fungerer som partiets 30-års fødselsdag.  Om ganske få dage – den 6. oktober – er det nemlig 30 år siden, at Pia Kjærsgaard sammen med Kristian Thulesen Dahl, Ole Donner og Poul Nødgaard stiftede Dansk Folkeparti. Og det vil de fejre her i Viborg. Nogle af dem i hvert fald. For både Ole Donner og Poul Nødgaard gælder det, at de er døde. For Kristian Thulesen Dahl gælder det, at han er så godt som død for partiets top. Og mange af de andre, der har været bærende søjler i Dansk Folkeparti gennem de seneste 30 år, har noget andet at se til, nemlig Danmarksdemokraternes årsmøde, der ligeledes afholdes i dag, dog i Herning. I Tinghallens foyer kan man købe en t-shirt for 25 kroner og en fadøl for det dobbelte. Der er t-shirts i mange varianter og i hvert fald i tre farver (DF-blå, hvid og sort), og de har allesammen hver deres mere eller mindre nationalistiske motiver. Nogle et Dannebrog, hvor der i det hvide kors står “Danskerne først” (“først” står skrevet både vertikalt og horisontalt, “Danskerne” blot horisontalt). På en anden t-shirt står der “Man binder os …” og nedenunder “Nej til censur!”

Det var ikke en enkeltstående sag, da Frihedsbrevet i sidste uge kunne afsløre, at en topembedsmand i Kalundborg Kommune i det skjulte arbejde for Novo Nordisk. Topembedsmanden – kommunens magtfulde teknik- og udviklingsdirektør Michel van der Linden – forhandlede ikke kun aftalen med den private grundejere Mia Reesen helt i mål, indtil Novo Nordisk blev introduceret på målstregen. Van der Linden og embedsværket i kommunen gjorde nemlig det samme i en række andre bolighandler i området. Frihedsbrevet kan nu beskrive, hvordan Kalundborg Kommune systematisk har opereret på vegne af Novo Nordisk ved at være mellemhandler og ejendomsmægler i adskillige handler i det østlige Kalundborg, hvor Novo Nordisk har brugt et trecifret millionbeløb på at købe grunde af private borgere.  På baggrund af ejendomsoplysninger, mails og vidnesbyrd fra en lang række nuværende og tidligere grundejere i området, kan Frihedsbrevet beskrive en praksis, der er stærkt problematisk, vurderer flere eksperter.

Danskere kigger mod nattehimlen og ser fjendtlige droner – eller også tror de, de ser dem.  Den seneste uges krænkelser af dansk luftrum og dertilhørende frygt for, at fremmede øjne kigger direkte ned på vores kritiske infrastruktur, har udløst panik over hele landet.  Og for at gøre ondt værre lod torsdagens befippede pressemøde fra regeringstoppen kun til at øge bekymringerne.  Men handler det hele kun om droner – eller handler det også om os selv? Frihedsbrevet har talt med den amerikanske sociolog Robert Bartholomew, som er en af verdens førende eksperter i massehysterier og sociale panikker.  Ifølge ham lægger ugens droneobservationer i dansk luftrum sig mere op ad massehysterier, som vi kender dem fra historien, end op ad reelle militære trusler. “Historien gentager sig aldrig, men den rimer,” forklarer Bartholomew til Frihedsbrevet.  “Der har været mange UFO-bølger gennem tiden. Lige nu er droner det nyeste.” Dr. Bartholomew er æreslektor ved Institut for Psykologisk Medicin på University of Auckland i New Zealand og forfatter til adskillige bøger om emner i videnskabens gråzone, heriblandt UFO’er, Bigfoot, søuhyrer og hjemsøgte huse. Det er ikke, fordi Bartholomew selv er gået på jagt efter afskyelige snemænd eller spøgelser – i stedet forsker han i, hvordan kulturelle og sociale fænomener påvirker vores kollektive menneskelige adfærd. Det gælder især i tilfælde af massehysterier, sociale vrangforestillinger og troen på det overnaturlige.

I denne uges Fri Tænkning fortæller jeg om en ny bog af den udenrigspolitiske tænker, Emma Ashford, med titlen First Among Equals: U.S. Foreign Policy in a Multipolar World. Her analyserer Ashford, hvad der er gået galt med amerikansk udenrigspolitik siden afslutningen på Den Kolde Krig, og hvorfor der ikke mere er konsensus om Washingtons udenrigspolitiske kurs, samt hvilke grupper der tegner debatten om en ny amerikansk strategi, og endelig giver forfatteren sit bud på en bæredygtig amerikansk udenrigspolitik videre frem i det 21. århundrede. Ashford mener, at USA skal omfavne en multipolær verden i stedet for at se den som en trussel mod amerikansk dominans, og at Washington på den måde kan befæste en position som den første blandt ligemænd – deraf titlen – ved dels at styrke sine allierede i Europa og Asien i stedet for at forsøge at underminere dem, dels ved at etablere partnerskaber og løsere alliancer, som ikke binder USA og giver større fleksibilitet og manøvrerum for Washington i en turbulent verden.  Emma Ashford er til daglig seniorforsker ved tænketanken The Stimson Center i Washington. Desuden underviser hun i sikkerhedspolitik ved Georgetown University i den amerikanske hovedstad, og hun er også tilknyttet The Modern War Institute på USA's forsvarsakademi i West Point. Ashford skriver en fast klumme i det udenrigspolitiske magasin Foreign Policy og har tidligere udgivet bogen Oil, the State, and War: The Foreign Policies of Petrostates (2022).

Flere politikere kritiserer nu myndighederne og Københavns Lufthavn i skarpe vendinger for  ikke at købe et droneradarsystem, som efter alt at dømme kunne have sporet dronerne over lufthavnen mandag aften.  Kritikken kommer, efter at Frihedsbrevets tirsdag kunne afsløre, at Københavns Lufthavn sammen med flere myndighedsaktører blev tilbudt at købe et droneradarsystem for få måneder siden. Men der blev takket nej. Forklaringen skal ifølge radargiganten Weibel Scientifics direktør findes i, at der var tvivl om, hvem der skulle betale for systemet, og derfor løb dialogen ud i sandet.

Seere, der har siddet klar med tættekammen for snart at gå endnu en DR-dokumentar efter, må indstille sig på et kanalskifte. Udsendelsen var ellers så godt som færdig. Den havde i månedsvis været igennem DR-møllen, med hvad dertil hører af udvalgsmøder og rettelser. Men i 11. time sprang Danmarks Radio fra, og det bliver derfor ikke DR, man skal tune ind på, hvis man vil se en kritisk dokumentar om Steinerskolerne. I stedet bliver det TV 2, der får mulighed for at vise dokumentaren.  Det bekræfter produktionsselskabet Deluca Film, der står bag dokumentaren. De bekræfter, at TV 2 har købt materialet. Udover det vil de ikke kommentere de redaktionelle drøftelser.

UngStrøm ejes af Mike Bhatti og Paskar Paramasamy, der også ejer institutionen Opholdsstedet Viggo. Frihedsbrevet har kulegravet socialtilsynets økonomivurderinger. Gennemgangen viser, at de to mænds løn fra UngStrøm og Opholdsstedet Viggo fra 2022 til 2024 overstiger 6,3 millioner kroner. Adspurgt om de to ledere synes, det er en rimelig løn, erkender de, at det var uden for skiven.

Er Danmark rustet til provokationer og angreb mod vores kritiske infrastruktur, som vi fik en smagsprøve på mandag aften, da få sværmende droner holdt Københavns Lufthavn lukket i flere timer?  Flere kritikere har allerede meldt sig på banen og undret sig over, hvordan de danske myndigheder agerede, og panderynkerne vil formentlig kun blive dybere, som dagene går.  Nu fortæller direktøren fra den højt respekterede forsvarsvirksomhed Weibel Scientific, der har udviklet radarsystemer designet til at opdage droner på op til 40 kilometers afstand, at man har været i dialog med flere aktører om et sådant radarsystem til Københavns Lufthavn – men her blev der takket nej. “Jeg tror, at det strandede med, hvem der havde budgettet, og hvem der egentlig skulle investere i det," forklarer Peter Røpke, direktør i Weibel Scientific.  Han ønsker ikke at blive konkret om, hvem der var med til disse møder og en del af dialogen, men han bekræfter, at Københavns Lufthavn var en af “aktørerne”.

Kalundborg Kommunes borgmester, Martin Damm (V), bliver nu trukket ind i den kommunale møgsag, som Frihedsbrevet afslørede mandag. For Kalundborg Kommune spillede en kontroversiel rolle, da den private grundejer Mia Reesen efter stor frustration og søvnløse nætter solgte sin grund til Novo Nordisk for 8,6 millioner kroner. Salget kom nemlig i stand efter flere forhandlinger med Kalundborg Kommunes teknik- og udviklingsdirektør Michel van der Linden, der ifølge skjulte optagelser fra møderne spillede på hold med Novo Nordisk. Mia Reesen ventede og ventede på at få en afklaring fra den kommunale direktør. Var hun købt eller solgt? Det viser sig nu, at hun over flere omgange involverede bykongen Martin Damm i sagen. Hvis Martin Damm var det mindste i tvivl om, at Mia Reesen følte sig dårligt behandlet af kommunen, så har han ikke nærlæst den mail, han fik den 27. september 2022. “Nu er jeg ved at være godt træt af ikke at kunne sove om natten af spekulationer over, hvornår i får sendt de papirer. Ved godt, det er en ubetydelig lille sag for jer, men det er bare ALT for mig og min lille familie,” startede mailen, som han modtog fra Mia Reesen, der henviste til, at hun stort set havde indgået en aftale med kommunen tilbage i juni. To dage senere skrev hun igen til Martin Damm; denne gang videresendte hun en klage over kommunens håndtering, som hendes advokat havde sendt til Michel van der Linden.

Det er søndag og landsrådets andendag, da det for alvor går hen og bliver interessant i Tivoli Hotels kongressal, hvor Det Konservative Folkeparti har inviteret på besøg.  Dagen indledes med nationalsang, hvorefter Mona Juul genvælges som formand og resten af bestyrelsen til deres respektive roller, herunder den kræftramte Michael Ziegler som kommunalpolitisk næstformand in absentia. Der har været relativt få journalister til stede ved weekendens arrangement, og blot én politisk analytiker har jeg fået øje på. Det er sjældent et godt tegn. Det er ikke et parti, der er særligt meget interessant at sige om eller at lægge mærke til. Det, journalisterne for alvor er interesserede i at høre Mona Juul om, når de får muligheden for det, er, hvorvidt hun den pågældende dag har besluttet sig for at afvise at gøre Mette Frederiksen til statsminister. Til det svarer hun typisk noget med, at hun ikke er ultimativ, og at hun går til valg på at få mest mulig konservativ politik igennem. Svaret faldt igen i går, da en journalist bemærkede ved lørdagens møde med pressen, at Søren Pape op mod det seneste valg havde nævnt, at han ikke kunne se sig selv gøre Mette Frederiksen til statsminister. Til det svarede hun: “Det er der ikke nogen forskel på nu, kan jeg hilse at sige. Jeg har svært ved at se det for mig. Jeg siger bare, og det er helt klassisk pragmatisk at ikke være så skide ultimativ, når man er konservativ, at man lige præcis siger: ‘Lad nu vælgerne tale’.” Samtidig kører de konservative for tiden en kampagne, man virkelig ikke kan slå sig på. “Velkommen til den virkelige verden” hedder den, og den handler om, at Mona Juul har meget mere erhvervserfaring end alle de andre folketingsmedlemmer. Derfor holder der ude foran Tivoli-hotellet en bus, der er omfavnet i konservativ-grøn, ligesom der er hængt i hvert fald ét banner op et sted i Danmark, jeg endnu ikke har lokaliseret, der præsenterer hendes versus andre toppolitikeres erhvervserfaring. Øverst står der Mona Juul, 28 år. Nedenunder Mette Frederiksen, 1 år. Så Troels Lund Poulsen, 3 år. Dertil har man indrykket annoncer rundt omkring i det københavnske bybillede, der tager form af et stort billede af Mona Juul og så et kritisk citat om regeringen, det kunne for eksempel være “Staten bruger flere penge på førtidspension end på hele Forsvaret”. Disse annoncer virker til at være en god idé, for da Epinion for nylig offentliggjorde den seneste kendthedsmåling, svarede 37 procent af de adspurgte, at de ikke kendte Mona Juul. Anderledes så det ud for vennerne i den blå blok: Alex Vanopslagh (LA) lå på 10 procent, Morten Messerschmidt (DF ) på 5 procent og Inger Støjberg (DD) på 2 procent. Og så går det hverken sådan for alvor frem eller tilbage i meningsmålingerne. Det er gået i tomgang. I den seneste meningsmåling fra Voxmeter står Det Konservative Folkeparti til at få 0,5 procentpoint flere stemmer, end det gjorde ved valget i 2022; de eneste partier, der har flyttet sig mindre, er henholdsvis vennerne fra KLAR-alliancen, Radikale Venstre, der står til at miste 0,2 procentpoint, og så Alternativet, der står til at miste 0,1.  Om det er en konsekvens af eller et symptom på dette, ved jeg ikke, men landsmødets første dag var en relativt flad fornemmelse. Som en af de få journalister pointerer over for mig søndag formiddag: “Det er, som om de har cyklet i modvind for længe og nu er helt færdige.”

Hun vil egentlig helst være fri for at tale om det. Men Mia Reesen er både rasende og skuffet. For hun føler sig både røvrendt og ført bag lyset af Kalundborg Kommunes magtfulde teknik- og udviklingsdirektør Michel van der Linden, der var dybt involveret i at sende hendes knap 20.000 kvadratmeter store grund i den østlige del af Kalundborg lige i favnen på Novo Nordisk for 8,6 millioner kroner. “Jeg synes på ingen måde, at kommunen var neutral. De var ikke på min side – de var på Novos side. Der var en skjult agenda for kommunen,” siger Mia Reesen, der nu har valgt at tage bladet fra munden.  Det sker to år efter, at Novo Nordisk overtog hendes ejendom som et led i et større opkøbstogt i området, som kommunen havde udlagt som et erhvervsområde. Frihedsbrevet kan i dag beskrive Kalundborg Kommunes bizarre rolle i sagen.

En af de vigtigste opgaver som journalister på Frihedsbrevet er at lette rumpen, forlade kontoret og søge ud mod de steder og begivenheder, hvor sandheden pibler frem, og opsøge kilder, der ellers normalt ikke er til at få fat i, men som ligger inde med sprængfarlige oplysninger. Den seneste uges udgivelser fra Frihedsbrevet har budt på en række eksempler.  Det er blandt andet lykkedes os at opsnappe livstegn fra en af de ukrainere, som ifølge tysk politi er mistænkt for at stå bag sabotagen af Nord Stream-gasrørene ved Bornholm.  Journalist Andreas Munk har været et smut i Polen, hvor han har opsøgt konen til den 45-årige dykker – Volodymyr Z. – som har været forsvundet siden sommeren 2024, hvor han flygtede fra Polen, efter der blev udstedt en europæisk arrestordre mod ham.  Hans kone fortæller nu til Frihedsbrevet, at hun jævnligt er i kontakt med sin mand. En anden interessant ting er, at hun antyder, at Volodymyr Z blev opfordret og hjulpet ud af landet af militærattacheen på den ukrainske ambassade i Polen.  De nye oplysninger puster for alvor til gløderne i den betændte sag, hvor spørgsmålene hober sig op. Et af dem er, om det er rigtigt, at Ukraine aktivt har hjulpet en mistænkt sabotør med at flygte?

Som 9-årig blev en ung Maziar Mike Doustdar sendt alene til den amerikanske delstat Ohio. Den iranske revolution var brudt ud og havde forandret hans hjemland fra et vestligt støttet monarki til en islamisk republik.  I Ohio fik Doustdar kaldenavnet “Mike”, der har fulgt ham lige siden. I dag beskrives den unge dreng, der forlod Iran, da det iranske præstestyre overtog magten, som “den helt rette” til at vende udviklingen i Danmarks største virksomhed, Novo Nordisk.  Den 55-årige Mike Doustdar er ifølge medicinalgigantens bestyrelsesformand en exceptionel leder, der kender Novo Nordisk usædvanlig godt. Han har arbejdet i Novo Nordisk hele sit voksenliv og elsker – med egne ord – Novo Nordisk “til døden”. “For 33 år siden begyndte jeg som 21-årig kontorassistent i Wien. Jeg ville bare lave et ordentligt stykke arbejde. Jeg havde aldrig troet, at jeg en dag skulle sidde i denne stol. Denne virksomhed har gjort mig til den, jeg er. Den har lært mig, hvad formål betyder – at vores arbejde hjælper millioner af mennesker med at leve et bedre liv hver eneste dag,” lød det fra Mike Doustdar, da Novo Nordisk offentliggjorde navnet på deres nye direktør. Og selvsikkerheden skinnede igennem, da Mike Doustdar skulle forklare, hvordan han adskiller sig fra den nu forhenværende Novo-direktør Lars Fruergaard Jørgensen. “Når man spørger folk om forskellen på Lars og mig, svarer de: ‘Mike er virkelig hurtig, Mike er handlingsorienteret, Mike er konkurrencedygtig, Mike er selvsikker,” sagde Doustdar på sin første arbejdsdag. Han har siden trukket i arbejdstøjet og demonstreret, hvor handlingsorienteret han er.

Han har siddet i en af de mest magtfulde stillinger i verden, forhandlet med Xi Jinping, Vladimir Putin og Kim Jong-Un og har kendskab til efterretninger, der er så følsomme, at de kun bliver delt i de mest sikre rum.  Han har været med til at forme nogle af de største udenrigspolitiske beslutninger i USA’s nyere historie, og han fulgte Donald Trump på allernærmeste hold som national sikkerhedsrådgiver i Det Hvide Hus fra 2018 til 2019. “Trump ser alting gennem den prisme, der handler om, hvad der gavner ham selv. Han har ingen egentlig filosofi, ingen national sikkerhedsstrategi og han bedriver ikke politik på den måde, vi normalt forstår ordet,” siger John Bolton i et interview med Frihedsbrevet. Manden med det buskede hvalrosoverskæg og alvorlige blik er en af de mest markante udenrigspolitiske høge i amerikansk politik, kendt for sin umættelige appetit på amerikansk interventionisme. Med en karriere, der strækker sig over fire årtier i Washington, er det svært at pege på en anden, som har haft ligeså stor indflydelse på USA’s udenrigspolitik i det 21. århundrede. Da han arbejdede for Trump, var han også dybt involveret i det første Grønlands-fremstød og har fulgt udviklingen med bevågenhed lige siden. Han er selv tilhænger af ideen om at indlemme Grønland i USA, men Bolton er uenig med Trumps tilgang, som han mener forringer USA’s chancer for at lave en aftale. Bolton er ikke en del af den nuværende administration. Han er i dag yt i republikansk politik. Men han florerer stadig i nyhederne: I sidste måned blev han og hans hustrus hjem ransaget af FBI-agenter på udkig efter fortrolige dokumenter, som Bolton angiveligt havde taget med sig og opbevaret ulovligt i sit forstadshjem i Bethesda, Maryland. Bolton, som allerede har fået frataget sin sikkerhedsbeskyttelse af administrationen, blev dermed en af de første konkrete ofre i Trumps hævntogt mod påståede politiske fjender. I et interview med Frihedsbrevet fortæller han nu om sin tid i verdens mægtigste embedsværk, om sit seneste besøg i Danmark, situationen i Arktis og Ukraine – og hvordan man bør forstå hans tidligere chef, der de seneste ni måneder har rystet verdenssamfundet med det ene markante politiske tiltag efter det andet. Efter nogen ventetid titter John Bolton frem på Zoom-forbindelsen og smiler pænt under sit store, men velfriserede overskæg fra sit kontor i D.C. Han er iført jakke og slips og et par tynde sølvbriller. Hans udseende fremkalder minder om Ned Flanders fra The Simpsons. Lige indtil man får øje på dekorationerne bag ham: Til højre for ham står et amerikansk flag, på venstre side har han et model-jægerfly, en miniskulptur af en hvidhovedet ørn og en væg spækket med certifikater. Først og fremmest vil jeg gerne høre om dit seneste besøg i Danmark. Hvad tog du med dig derfra? “Jeg havde fornøjelsen af at tale til Dansk Erhvervs årsmøde og mødes med flere medlemmer af Folketingets Udenrigsudvalg samt nogle danske embedsmænd. Det gav en rigtig god mulighed for at udveksle synspunkter om centrale spørgsmål som Ukraine, NATO, Grønland og andre emner. Alt i alt var jeg meget glad for besøget.”

I denne uges Fri Tænkning skriver jeg om et herostratisk berømt dokument, det såkaldte Budapest-memorandum fra 1994. Det fylder sølle 365 ord fordelt på seks punkter, men har siden den russiske invasion af Ukraine i februar 2022 fyldt meget i den offentlige debat om krigen i Ukraine.  Selvom alle taler om Budapest-memorandummet og påstår at referere, hvad det indeholder, så gentager flertallet de samme myter om, hvad Ukraine dengang blev lovet af USA, Rusland og Storbritannien.  Hvilke myter handler det om, og hvad skete der egentlig i de tre år fra 1991 til 1994, hvor forhandlingerne om de sovjetiske atomvåben i Kasakhstan, Belarus og Ukraine stod på? Det fortæller jeg om i denne udgave af Fri Tænkning. Volodymyr Zelenskyj har sagt det.  Det samme har Søren Pind, når han skal samle penge ind til Ukraine, og Danmarks Radio og et hav af andre kommentatorer, politikere og medier. Nemlig at Ukraine i december 1994 opgav sine atomvåben til gengæld for sikkerhedsgarantier fra USA, Storbritannien og Rusland, men at ingen af parterne levede op til deres forpligtelser.  Rusland ved at invadere Ukraine og dermed krænke landets suverænitet og anerkendte grænser. USA og Storbritannien ved som garanter for Ukraines suverænitet ikke at komme Ukraine militært til undsætning. Det skete i Budapest på et topmøde i Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE), så derfor har det fået navnet Budapest-memorandummet. Nyheden blev i øvrigt på topmødet totalt overskygget af den russiske præsident Boris Jeltsins udfald mod USA og kritik af rygter om en udvidelse af NATO, der ifølge Jeltsin ville føre til nye skillelinjer i Europa og indvarslede en kold fred. Jeltsin holdt i den anledning en tale, der på mange måder minder om den, Vladimir Putin holdt godt 12 år senere på sikkerhedskonferencen i München, og som betragtes som et vendepunkt i forholdet mellem Rusland og Vesten.

En lille fugl havde pippet om, at John Bolton – altså Donald Trumps tidligere sikkerhedsrådgiver, som nu er kommet på den amerikanske præsidents sorte liste – skulle gæste Folketinget for at mødes med det Udenrigspolitiske Nævn.  På selve dagen – den fjerde september – lod en anden lille fugl mig vide, at John Bolton sad nede i en sort limousine ved Folketingets hovedindgang og ventede på, at klokken nærmede sig 11 formiddag, hvor han ville blive hentet.  Så jeg tog opstilling ved siden af bilen og beredte mig på at møde manden, der i amerikansk politik er kendt som moustachet – på grund af hans hvalrosoverskæg – og som kondoren, fordi han er en udenrigspolitisk høg af rang.  I disse tider er Bolton dog først og fremmest på spanden, nu hvor Donald Trump har set sig sur på ham, og senest har FBI-agenter ransaget hans hjem i Bethesda, Maryland, og her beslaglagt telefoner, mapper og USB-nøgler. Og når vi nu ved, hvor ømskindet, nøjeregnende og hævngerrigt et menneske USA’s præsident er, er spørgsmålet selvfølgelig, om det nu også er klogt for et lille land som Danmark at beværte John Bolton inde i vores nationale parlament? Da klokken var lidt i elleve, kom partihopperen Christian Friis Bach (V) og Lars-Christian Brask (LA) og to funktionærer fra præsidiet ud for at tage imod Bolton. Og så trådte John Bolton ud af bilen og hilste pænt på Friis Bach og Brask. Han lignede en lille, skrøbelig mand, der ubesværet ville kunne glide ind i rollen som Hr. Schwann i en amerikansk versionering af Matador.  Den næste, John Bolton hilste på, var mig, der ville høre, om han ville give pressen et interview.  “Mister Bolton, I am a Danish journalist, nice to meet you,” sagde jeg indledningsvist.  “Nice to meet you,” svarede John Bolton venligt og forklarede så, at han senere samme dag skulle tale til et arrangement, som Dansk Erhverv stod for i Øksnehallen i København.  “Kan jeg bede om en kort udtalelse om Grønland?” spurgte jeg John Bolton, men til min overraskelse skred Christian Friis Bach pludselig ind og sagde, at det måtte vente til senere.  “Hvorfor det?” spurgte jeg forbløffet, mens vi sammen gik ind gennem Folketingets ankomstportal.  “Fordi han har sagt nej,” fastslog Christian Friis Bach, som i øvrigt er formand for Det Udenrigspolitiske Nævn.   “Nej … du har sagt nej,” korrigerede jeg Christian Friis Bach.  “Nej … han sagde nej. Jeg spurgte ham, og så sagde han nej,” lød det fra Christian Friis Bach, som åbenbart var i sit rigoristiske hjørne.  “Det hørte jeg ham ikke sige,” svarede jeg, og jeg havde parentes bemærket altså hørt alt, hvad der var kommet ud af John Boltons mund, fra han steg ud af bilen og frem til nu. Foruden alt hvad Christian Friis Bach havde sagt undervejs. Den samtale, Friis Bach henviste til, kunne således kun have foregået inde i Friis Bachs eget hoved.  “Så respekterer vi det,” slog Christian Friis Bach fast og fandt tydeligvis en stor tilfredsstillelse i rigtigt at sætte mig på plads. Så jeg trak mig strategisk tilbage til baggrunden. Oppe i Vandrehallen var der stillet et sort afspærringsbånd op foran samrådsværelse 1-133, hvor Udenrigspolitisk Nævn skulle mødes med John Bolton. Måske i forventning om, at Boltons besøg ville blive et tilløbsstykke for pressen, men jeg var tilsyneladende den eneste journalist, der var optaget af begivenheden.  Så jeg tog plads bag ved båndet for at følge med i, hvem der ellers dukkede op. For stuegang handler jo i sin essens om at kigge og se, hvad der sker.  Den første MF’er der kom gående, var løsgængeren Jon Stephensen, der var blevet mere langhåret og væsentligt mere solbrændt, siden sidst jeg så ham. Og det var dejligt at se ham igen, for Jon Stephensen er jo en umådeligt fascinerende skikkelse i dansk politik. Der er ingen som ham derude, for ligesom med Schrödingers berømte kat, der på en og samme tid både er levende og død, er Jon Stephensen havnet et helt unikt sted, hvor han både er med i Moderaternes folketingsgruppe og samtidig er udenfor Moderaternes folketingsgruppe. Sagt mere prosaisk har han fået status som observatør til deres gruppemøder, hvilket må siges at være en meget Lars Løkkesk måde at binde Jon Stephensen endnu tættere til masten på.  Men spørgsmålet er, om Jon Stephensen var kommet længere ind i varmen end det? Fra flere kilder havde jeg nemlig hørt, at han under en rejse til Grønland med Grønlandsudvalget tilbage i starten af august måned højlydt havde udbredt sig om, at han var blevet lovet, at han ville blive gjort til fuldbyrdet medlem af Moderaternes folketingsgruppe inden partiets sommergruppemøde, og desuden var han blevet stillet i udsigt, at han ville få København som valgkreds.  Mine kilder sagde også, at Jon Stephensen havde underholdt medlemmerne af Grønlandsudvalget med, at såfremt alt dette ikke blev realiseret, så ville han tage bladet fra munden og fortælle højt og bredt om, at han var blevet tilbudt en million kroner af Moderaterne for at træde ud af Folketinget.  Men bortset fra at Jon Stephensen var blevet spottet i periferien af partiets sommergruppemøde ved Hotel Scheelsminde i Jylland i slutningen af august måned, var der ikke kommet nogen udmeldinger fra partiet om, at han nu var blevet lukket helt ind i varmen igen. Og samtidig var Jon Stephensen ikke gået i pressen og havde berettet om forsøget på at købe hans mandat. Så hvad var egentlig op og ned i denne mystiske sag?  “Hvordan går det?” spurgte jeg Jon Stephensen, som tog opstilling på den anden side af afspærringsbåndet.  “Jamen, det går da fint … det går da fint, Mads,” svarede han.  “Er du egentlig … er du blevet lukket helt ind (i Moderaternes folketingsgruppe, red.)?” lød mit næste spørgsmål.  “Jeg har ikke så meget at sige … øøhh … jeg synes mere, det er en betragtning om spidskandidat … det er jo ikke til at vide, om det er det,” svarede Jon Stephensen.  “En betragtning om spidskandidat,” udbrød jeg forbavset, for hvad i alverden skulle det nu betyde?  “Ja,” replicerede Jon Stephensen.  “Okay! Det er jo spændende, Jon!” sagde jeg begejstret.  “En gisning … altså om det,” lød det kryptisk fra Jon Stephensen, som muligvis var kommet til at tale over sig.  “En gisning om det?” spurgte jeg forvirret.  “Ja,” svarede Jon Stephensen.  “Og hvornår vil det blive afklaret, om det er mere end en gisning?” spurgte jeg så.  “Om det, du skrev,” svarede Jon Stephensen.  “Det har jeg ikke skrevet,” svarede jeg, hvorefter Jon Stephensen så meget underlig ud i hovedet og straks gik ind til John Bolton i samrådsværelset.  Bemærk lige i den forbindelse, hvor velsignet det er at leve i et univers, hvor der er sket det helt utrolige og svært fatbare, det er, at Jon Stephensen og John Bolton har mødt hinanden.

Til de blå partiers arrangement Borgerligt Konvent beskyldte Morten Messerschmidt (DF) Socialdemokratiet for at føre stram udlændingepolitik ud fra et ønske om at høste flere stemmer. Men det afviser udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek (S) pure i et interview med Frihedsbrevet. “Jeg vil hellere have et Danmark, hvor der er en stram udlændingepolitik, og Socialdemokratiet ikke er ved magten, end at vi som regeringsparti skulle sidde og lukke en masse folk ind i landet,” siger han.  Der er udbrudt åben krig mellem Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti.  De seneste uger har de to partiers kritik af og udtalelser om hinanden intensiveret – det ses særligt på de sociale medier, for eksempel har Socialdemokratiet den seneste uge dedikeret to opslag til at kritisere Dansk Folkeparti på deres officielle Instagram. I et af opslagene argumenterer de for, at Morten Messerschmidt vil gøre “Danmark mere utrygt”. I det andet beskylder Kaare Dybvad (S) Messerschmidt for at lyve over for vælgerne, når han siger, at fødevarer skal blive billigere. Det går også den anden vej. De seneste tre dage har DF dedikeret tre opslag til S-kritik på sin Instagram-konto. I dem kritiseres Socialdemokratiets udlændingepolitik, og der skrives, at “Mette Frederiksen har åbnet sluserne for islamisk masseindvandring”. I denne uge morede Peter Kofod (DF) sig på bekostning af hele situationen.  “Nogen, der ved, om alt er okay hos Socialdemokratene? Klokken er snart 11 og de har endnu ikke postet noget om DF eller Messerschmidt? Håber virkelig, de har det godt, men man bliver jo lidt bekymret,” skrev han på X. Til det svarede Frederik Vad (S): “Tjek jeres egne opslag fra de sidste 12 måneder,” hvilket blev efterfulgt af to smileyer, der græd af grin.

Flere har kaldt det Danmarks største byggeskandale.  Siden lanceringen af den storstilede Niels Bohr-bygning tilbage i 2013, præcis 100 år efter den danske fysiker præsenterede sin banebrydende atomteori, er meget gået galt. For ikke at sige stort set alt.  Bygningen, der skal huse over 3.000 administrative medarbejdere, forskere og studerende og samle massevis af Københavns Universitets naturfag under samme tag, endte med at gå over tre milliarder kroner over budget. Men ikke nok med det. Prestigebyggeriet blev indviet med hele otte års forsinkelse og blev genstand for en række retlige stridigheder mellem virksomheder, universitetet og staten.   Nu er den endnu engang gal igen, fristes man til at sige. Frihedsbrevet har fået aktindsigt i Bygningsstyrelsens og Vejdirektoratets udgifter til Poul Schmith for deres brug af topadvokater til at bistå de ansvarlige myndigheder med at afgøre, hvilke dokumenter der skal udleveres til offentligheden, og hvilke der skal holdes hemmelige. Aktindsigten viser, at de to myndigheder har spenderet over fem millioner skattekroner – 5.178.616,22 kroner for at være præcis – og næsten 3.000 timer på bistand på i alt 135 aktindsigtssager siden 2020. 

Den ukrainske dykker Volodymyr Zhuravlev, der er internationalt efterlyst for Nord Stream-sabotagen, er jævnligt i kontakt med sin kone. 

Den magtfulde Køge-borgmester Marie Stærke (S) er en af de absolutte topfigurer i Socialdemokratiet, hvor hun er næstformand. Men Marie Stærke er også bestyrelsesmedlem på Roskilde Universitet, der er havnet i en møgsag, som har fået universitetets formand Carsten Toft Boesen til at fratræde. I weekenden langede statsminister Mette Frederiksen ud efter RUC fra talerstolen til Socialdemokratiets kongres, som hun i et interview med Politiken beskyldte for ikke at leve op til universitets ansvar ved at have “ført udlændingepolitik på egne vilkår”. Baggrunden er, at universitetet har spekuleret i at bringe udenlandske studerende på et lavt fagligt niveau – herunder en stor andel fra Bangladesh – til Danmark, som Frihedsbrevet tidligere har afsløret.

De delegerede har betalt 2.000 kroner for at være her i dag, og der er ikke engang borde.  Det er sådan, en socialdemokrat udlægger sin kritik af dagens arrangement over for mig.  Det er mange penge, bekræfter jeg. Og det er da mærkeligt med de borde.  “Det er, fordi de gerne vil gøre det sådan lidt mere rally-agtigt,” siger hun. Men så kan folk slet ikke sidde og skabe menneskelig kontakt? “Det hele er reduceret til sådan noget med at sidde og klappe i hænderne,” svarer hun.  Jeg konstaterer, at der heller ikke er plads i salen til pressen. Det har jeg aldrig prøvet før. Der er ellers masser af plads at give af, der er i omegnen af 638 til stede i dag, og når de ikke engang har borde, skal man være lidt kreativ for at få det til at se ud af noget. På trods af forsøget står en god del af lokalets østlige flanke tom.  “Det virker lidt pressefjendsk,” konstaterer en anden socialdemokrat senere, og jeg må for alvor istemme, da der i presserummet til frokost serveres en krukke hønsesalat til hver mand, ledsaget af to halve stykker toast. Forstå mig ret, jeg kan godt lide hønsesalat, men en hel krukke af det påfalder mig nu alligevel at være for meget af det gode. Det er lørdag den 13. september, og jeg er til Socialdemokratiets årsmøde, der vanen tro holdes i statsministeren og partiformandens yndlingsfodboldklubs hjemby, Aalborg; det blev for nyligt offentliggjort, at hun er stoppet med at holde med Brøndby IF til fordel for Aalborg Boldklub, da “alle de der slåskampe blev for meget.” Ude foran Kongrescentret mødtes man først af en lastbil, Borgerligt Fundament har lejet til at hænge et banner op med teksten ’Dyt ikke! Hvis du vil have store bededag tilbage’ og så køre den hen for at drille socialdemokraterne, som en slags gengæld for den lastbil de røde i forrige uge havde fået placeret foran den borgerlige supergruppes event, Borgerligt Konvent.