I dag er der næsten gået én uge, siden FIFA-præsident Gianni Infantino åbnede VM i Qatar med den 55 minutter lange talestrøm, de fleste mener vil gå over i historien. Men inden du gør det oplagte og kopierer hele kerneafsnittet til din sølvbryllupstale, må Fri Spark henlede opmærksomheden på en semantisk knude: Hvis vi helt tilfældigt tager udgangspunkt i Qatars emir og regeringsleder, Sheik Tamim bin Hamad Al Thani, på hvis vagt op imod 6.500 migrantarbejdere som bekendt har mistet livet, kan det at være en qatarer så overhovedet være forbundet med at føle noget for andre eller som andre? Nå, men hovedbudskabet var jo, at når man som Infantino er vokset op med fregner under sit røde hår i Schweiz, så ved man sgu godt, hvordan det føles at være en handicappet, homoseksuel migrantarbejder i Qatar. Vi tolker i hvert fald pointen i den retning.

Jeg spurgte den 45-årige Jakhina, om hun mente, at der er en risiko for, at Rusland kan falde fra hinanden på samme måde, som Sovjetunionen gjorde. Mit spørgsmål hang sammen med, at forfatteren er født og opvokset i den autonome republik Tatarstan godt 800 km øst for Moskva. Republikken har små 4 millioner indbyggere, er halvanden gang så stor som Danmark, og over halvdelen af befolkningen er tatarer og muslimer, mens etniske russere udgør et stort mindretal.

Polemikken om One Love-armbindet har ydmyget landsholdet voldsomt. Sikke et ansigtstab. DBU-ledelsen og spillerne har sammen opført sig så pinligt, at jeg simpelthen ikke fatter, at nogen stadig gider at tage til Qatar for at klappe ad dem. Tænk, at landsholdet kunne få sig selv til at melde ud med pomp og pragt, at man vil have et armbind på, der repræsenterer ønsket om lige rettigheder til alle, inklusiv LGBTQ+-folket, og så pakke det væk i tasken igen, i det øjeblik FIFA truer med et rap over nallerne. Det er ikke aktivisme. Det er slaptivisme.

Den kendte sognepræst og tidligere regionspolitiker Flemming Pless tog sin afsked med folkekirken, netop som en årelang krænkelsessag mod ham nærmede sig sin afslutning. Fratrædelsen havde intet med anklagerne mod ham at gøre, forklarede Flemming Pless. Tværtimod havde han længe haft et ønske om at prøve noget nyt. Nu løfter sognepræsten så sløret for, hvad dette nye andet indebærer. Når Flemming Pless ved udgangen af december forlader sit embede, bliver han nemlig tovholder på en samtalegruppe om “skilsmisse og tab”. Det annoncerer han i et opslag på Facebook, hvor han underskriver sig “cand.theol og præst emeritus Flemming Pless”. Flemming Pless ønsker fortsat ikke at kommentere anklagerne om krænkende adfærd, som flere kvinder har rejst mod ham.

Den nyudnævnte klimaordfører i Alternativet, klimaforskeren Theresa Scavenius, har i klare vendinger argumenteret for, at der bør indføres en særlig CO2-rationering, så man kun i begrænset omfang kan forbruge klimabelastende varer som kød, tøj og flyrejser. Alt sammen for at sikre en mere ligelig fordeling af goderne. Sådan skrev Scavenius i Politiken i 2021, da hun stiftede partiet Momentum, som nu er indlemmet i Alternativet. Selv har Theresa Scavenius dog ikke holdt sig tilbage med flyrejserne. Frihedsbrevet har fået aktindsigt i klimaordførerens tjenesterejser ved Aalborg Universitet, hvor hun er ansat som lektor og klimapolitisk forsker. Bilagene viser, at Theresa Scavenius siden 2017 i arbejdsregi har fløjet i alt 24 gange. Flyveturene har primært været mellem København og Aalborg, mens der også er rejser til og fra Bruxelles, Wien og Bornholm.

Da det danske fodboldlandshold drog mod Qatar, var det med en klar trussel i bagagen. “Vi truer ikke med at blive væk, vi truer med at møde op og fortælle om vores værdier”, skrev DBU på Twitter. Men efter de danske drengens ankomst har der ikke været handling bag ordene, selvom landsholdet og DBU ellers fik en gylden mulighed for at lave et historisk statement med One Love-anførerbindet. Sådan lyder det fra Mads Byder, kommunikationsekspert og ejer af kommunikationsbureauet Help PR og Kommunikation.

Mens sandkornene hvirvler om ørerne på det danske landshold og deres chefer i DBU under VM i Qatar, sidder det officielle Danmark derhjemme. Fungerende kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) kan desværre ikke tage af sted, lyder det. Det er ikke, fordi der er tale om en boykot eller en protest eller noget, der klinger derhenad. Det er af praktiske årsager. “Jeg er kun fungerende kulturminister og kan i den egenskab ikke rejse,” sagde Ane Halsboe-Jørgensen (S) til Politiken den 9. november. Skal man tage det for pålydende, må det betyde, at hun egentlig gerne ville have været i Qatar, hvis hun altså kunne. Og det er, selvom Dan Jørgensen (S) lige har været i Egypten som fungerende klimaminister til FN’s klimakonference COP27. Halsboes forklaring giver Enhedslistens Søren Søndergaard og Venstres Jan E. Jørgensen ikke meget for. De mener, at regeringen som en anden skildpadde gemmer sig for problemerne.

I dag er der ingen, der kan svare på, hvad skatteyderne i Aalborg Kommune fik for pengene, da kommunens eventchef købte 24 fadøl, drinks og vin til et selskab på fire. Ud over eventchef Søren Thorst deltog pensionerede kommunaldirektør Jens Kristian Munk samt kommunens daværende vicekommunaldirektør Jørgen Litske Petersen og Aalborgs mangeårige S-borgmester Henning G. Jensen i den våde middag på restaurant Strandpavillonen. Alligevel mener Henning G. Jensen, at det var helt på sin plads, at det tørstige selskab tørrede regningen af på borgerne i Aalborg.

Nu skal det hele ikke gå op i pik og blå briller, så inden vi går videre med Tobias Rahim, skal vi forbi to kvinder: Agnete Braads exofiktion Franciska (Gyldendal) om malerinden Franciska Clausen; ”exofiktion” er navnet på en slags meget litterær biografi, hvor skribenten med fri brug af fantasi og lidt research går ind i sin hovedperson. Og Linn Ullmanns selvbiografiske erindring, om dengang hun i 1983 i Paris som knap sekstenårig blev forført af en 44-årig, amerikansk modefotograf. Den hedder Pige, 1983 (Gyldendal). Efter de to kvinder vender vi tilbage til Rahim og hans tissemand, der i den forgangne uge satte en del anmeldere i forlegenhed.

Det lykkedes den nu kendte radikalisator Yaqoub Ali at narre flere myndigheder, da han fra 2010 til 2019 spillede en nøglerolle i det militante islamistiske miljø i Danmark. I samme periode afsonede han nemlig en femårig behandlingsdom for grov vold og var i hyppig kontakt med læger, psykologer og adskillige socialrådgivere. Alligevel opdagede tilsyneladende hverken Kriminalforsorgen eller det psykiatriske system, at Yaqoub Ali arbejdede som en ledende figur i Kaldet til Islam, som dengang var den mest markante islamistiske gruppering i Danmark. Gruppen kan ifølge Frihedsbrevets oplysninger kobles til et større antal hellige krigere herhjemme. Altså danskere, der er draget i krig for at etablere et islamistisk kalifat. Mindst en af dem har Yaqoub Ali med egne ord rekrutteret og radikaliseret.