”Bæk og Ullebæk” – nogenlunde sådan udtales de to på dansk, de to forfattere, vi i dag skal høre nærmere om. Den unge danske homoseksuelle mand Glenn Bech har skrevet et både rasende og fortvivlet ”manifest” for en bedre verden – det hedder Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet, og det er et slag lige i solar plexus. Den ældre, franske og heteroseksuelle mand Michel Houellebecq har brudt med sit eget mønster og skrevet en roman med titlen tilintetgøre. Det er en roman, hvor tingene, langt fra at blive tilintetgjort, tværtimod peger frem mod både håb, fortrøstning og kærlighed. Det er stærkt atypisk for Houellebecq, der plejer at være kulsort, pessimistisk og fuld af en dejligt forudsigelig livslede og menneskeforagt. Så hvem skal vi tage til os? Bech, der siger, at verden skal laves om? Eller Houellebecq, der konstaterer, at verden alligevel er ok?

Der er ugler i mosen hos “tobaksbranchens modstander nummer et”, virksomheden Considaret, der laver et røgfrit alternativ til cigaretter. Den amerikanske fond Foundation for a Smoke-Free World (FSFW), der var udset til at spille en nøglerolle i at gøre Considaret til et dansk eksporteventyr, kan ikke genkende at skulle have samarbejdet med Considaret eller have givet penge til den danske virksomhed. I internt materiale, som Frihedsbrevet er i besiddelse af, har Considaret og direktøren, Carsten Leonhard Knudsen, ellers adskillige gange fremhævet, hvordan et samarbejde med den amerikanske fond, der er finansieret af verdens største tobaksproducent, Philip Morris, skulle udbrede Considarets produkt. Fonden skulle være med til at distribuere Considarets flagskibsprodukt tobacco puff i hele verden, fremgår det af investormateriale. Det bestrider fonden, som i det hele taget afviser at distribuere og producere produkter.

Udgifterne til fødevareminister Rasmus Prehns ekstravagante netværksmøde om “fremtidens landbrug” voksede til en kuvertpris på hele 2.826 skattekroner, fordi planlægningen blev kørt i to forskellige “spor”, som ikke blev “ført sammen”. Sådan har forklaringen indtil videre lydt fra topembedsfolkene i Fødevareministeriet, som offentligt har taget skraldet for det høje forbrug til Rasmus Prehns netværksmøde. Men ifølge Frihedsbrevets oplysninger var det den samme medarbejder fra Rasmus Prehns ministersekretariat, som stod for begge “spor” i form af henholdsvis booking af kokken og leje af lokalerne på Hotel- og Restaurantskolen, hvor eventet blev afholdt.

Omkring 50 artikler, hvor Mette Frederiksen taler om ostemadder, når Frihedsbrevets politiske redaktion altså frem til i deres optælling. Helt utroligt. Ingen kan da elske ostemadder så meget over så lang tid? Hvad der også er utroligt er, hvad Mette Frederiksen siger om sin kærlighed til ostemadder i podcasten Det sidste måltid. Hun siger, at hun gerne har en ostemad med sig i sin håndtaske, når hun er på arbejde – et billede, jeg virkelig godt kunne have været foruden, som den latente turofobiker jeg altid har været. Og så siger Mette Frederiksen guddødemig, at når hun kommer til den yderste dag og lige skal have sig et stykke mundgodt, inden hun stempler ud for altid, ja, så skal denne godbid – det sidste hun putter i munden nogensinde overhovedet – være en ostemad. Det synes jeg simpelthen er så trist og nedslående en udmelding at komme med, at jeg mangler ord for det. Ikke fordi Mette Frederiksen nødvendigvis skal vælge sig belugakaviar, tasmanske østers eller paté af nattergale-tunger som den sidste snack, men hvem vil dog sige farvel til livet med noget så fladt og trivielt som en skive danbo på en skive rugbrød? Det vil vores statsminister åbenbart.

På vaskeægte Lars Larsen-manér tonede han i bedste sendetid frem på skærmen i det populære tv-program Løvens Hule i begyndelsen af 2019. “Vi mener, vi har et rigtig godt tilbud til jer,” proklamerede Carsten Leonhard Knudsen, der præsenterede sig som serieiværksætter over for de fem løver. Som direktør for den bornholmske virksomhed Considaret, der bl.a. producerer såkaldte tobacco puffs, kom han med et alternativ til cigaretter. “Et tobaksprodukt, som er røgfrit, som ikke slår folk ihjel” sagde han. Da én af de fem løver, den profilerede iværksætter Jesper Buch, ad to omgange insisterende spurgte, hvad serieiværksætteren tidligere havde haft succes med, var der noget, han veg udenom at fortælle. Carsten Leonhard Knudsen er en falleret ejendomsmatador, der i begyndelsen af finanskrisen efterlod sig en trecifret milliongæld, blandt andet til Roskilde Bank. Senere fik han gældssanering. Og så har han et hav af konkurser bag sig.

Før Flemming Rose og jeg gik i gang med dagens store udenrigspolitiske emner i podcasten Friis’ diplomatpost, talte vi om en begivenhed, der er højaktuel netop nu, og som har fyldt meget i mediestrømmen i denne uge. Det er selvfølgelig gaslækket i Østersøen på ledningerne Nord Stream 1 og 2, jeg henviser til. Man kan spekulere meget i sabotagen af gasledningerne. Det vil jeg lade andre om. I stedet vil jeg kort fortælle, hvordan sådan en begivenhed håndteres i diplomatiet. Det allervigtigste i sådanne dramatiske og pludselig opståede sager er at få fakta på bordet. Hvad er omfanget, og hvad er der præcist sket? Hvordan er det sket? Hvorfor sker der en sabotage lige nu? Hvem er berørt? Uden alle de grundlæggende fakta er det umuligt efterfølgende at få det politiske og diplomatiske apparat rigtigt i gang.

Esbjerg fB møder i dag (lørdag) FC Roskilde i den danske 2. division, blot tre år efter holdet vandt Superliga-bronze. TV SYD melder sig ind i backstagedokumentargenren med 11 afsnit om den katastrofale 2021-22-sæson, der ikke blot kostede klubben sin anden nedrykning i træk, men også bød på historier om en træner, der øvede fysisk og psykisk vold mod sin spillertrup.

I denne uges Fri Tænkning berører jeg det, som fylder mest i amerikanernes liv: økonomi. Til den ende har jeg talt med den amerikanske økonom Art Carden for at få en vurdering af, hvordan det står til på den økonomiske front. Carden er professor på Samford University’s Brock School of Business. Han er medforfatter til en bog med titlen Leave Me Alone and I’ll Make You Rich: How the Bourgeois Deal Enriched the World, og han har været kommentator ved det amerikanske erhvervsmagasin Forbes. Jeg talte med Carden om, hvor bekymret amerikanerne skal være for inflation, og om dollaren er truet som global reservevaluta.

Fødevareminister Rasmus Prehn (S) bliver nu trukket endnu længere ind i sagen om sit stærkt omdiskuterede netværksarrangement om “fremtidens landbrug” den 4. maj i år, hvor blandt andet en luksusmiddag, vinmenu og champagne i alt kostede 2.826 skattekroner per deltager. Ministerens departementschef, Morten Niels Jakobsen, har blankt afvist, at Rasmus Prehn selv var involveret i den nærmere planlægning af arrangementet, da han i et interview med Frihedsbrevet i sidste uge tog skraldet for det ekstravagante forbrug af skattekroner. Direkte adspurgt, om det var Rasmus Prehn, der havde foreslået at hyre den pågældende privatkok, svarede departementschefen dog, at det kunne han ikke “gå nærmere ind i”. Men nu kan Frihedsbrevet på baggrund af en række nye oplysninger afsløre, at det netop var Rasmus Prehn, som fik ideen til at hyre privatkokken og leje de dyre lokaler på Hotel- og Restaurantskolen, som fik udgifterne til arrangementet til at eksplodere markant.

Det, du nu skal læse, bliver vores sidste anmeldelse her i Frihedsbrevet. Vi har nydt at skrive disse lange svadaer om store og små spisesteder rundt omkring i København, men nu skal der ske noget nyt. Og selvfølgelig skal vi afsted herfra med manér – intet mindre end en Michelinstjernet restaurant kunne gøre det, og derfor tømte vi sparegrisen og tog på Alouette.

Sagen, hvor fem kvinder beskylder Flemming Pless for at udnytte sin position som præst til at opføre sig krænkende over for dem, blev i sidste uge indstillet uden afgørelse, efter den mangeårige sognepræst valgte at tage sin afsked med folkekirken. Flemming Pless sagde i den forbindelse til Frihedsbrevet, at han ikke kan eller må udtale sig om den påtænkte afgørelse i sagen, uden derved at overtræde tjenestemandsloven. Men den forklaring holder altså ikke, hvis man skal tro Medarbejder- og kompetencestyrelsens jurister.

Der bliver nu sået tvivl om Fødevareministeriets forklaring på, at en række bilag fra Rasmus Prehns ekstravagante netværksmøde den 4. maj først dukkede op i sidste uge. Frihedsbrevet afslørede lørdag, at de pludseligt fremkomne bilag viste, at regningen for mødet i Rasmus Prehns egen “tænketank” var mere end dobbelt så stor, som ministeriet i første omgang oplyste. Selv forklarede ministeriet, at bilagene ikke blev udleveret i første omgang, fordi de ikke var bogført i ministeriets systemer i den periode, som Frihedsbrevet havde søgt aktindsigt i. Men den forklaring holder ikke, siger Oluf Jørgensen, ekspert i offentlighedsloven og forskningschef emeritus ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

Danmark skal tage den kritiske dialog og lægge pres på Qatar forud for det kontroversielle VM i fodbold, der starter den 20. november i ørkenstaten. Det budskab har kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) gentaget igen og igen. Men kulturministeren havde ikke tid til at mødes med Qatars VM-chef Hassan Al-Thawadi, der under sit to dage lange besøg i Danmark ønskede at mødes med ministeren for at have en åben og transparent diskussion om VM. På selve dagen for Hassan Al-Thawadis besøg i Danmark skrev Kulturministeriet, at det ikke kunne lade sig gøre, fordi ministeren havde en fyldt kalender. Dagen før havde hun ellers talt om vigtigheden af at tage debatten.

Kendispræst og tidligere regionspolitiker for Socialdemokratiet Flemming Pless stopper efter 34 års tjeneste i Christians Kirke på Christianshavn. Det meddelte han i et opslag på Facebook i sidste uge, hvor han også undskylder til dem, som han “utilsigtet har såret”. Kort forinden var Flemming Pless blevet partshørt om den “påtænkte afgørelse” i en tjenestemandssag, hvor fem kvinder beskylder ham for at have udnyttet sit embede til at opføre sig krænkende over for dem. Flemming Pless, der selv har anmodet om sin afsked med folkekirken, har ikke tidligere ønsket at kommentere kvindernes anklager mod ham, og det ønsker han heller ikke nu, hvor han har forladt sit embede.

“Living is easy with eyes closed,” sang John Lennon i 1967, og selvom han så afgjort havde fat i noget dér, kan intet trin på livets lethedsskala måle sig med udsynet bag de tonede, guldrandede ruder i Ray Ban-brillen Aviator – pilot-solbrillen, som Tom Cruise udødeliggjorde i Top Gun fra 1986, og som selvfølgelig er hentet ind fra 80’ernes trofæstue til en tur mere i manegen. Top Gun: Maverick hedder toeren, og den er nu kørt i stilling som lejefilm for de sofaseere, der end ikke orkede at rejse sig og tage bukser på for at se årets største film i biffen. Jeg fælder dom med en skål chips i skødet og runder desuden DR-landeplagen Gift ved første blik samt en filmatiseret dansk kriminalroman, der nok skulle være blevet på bogreolen.

I en kamp for at holde et projekt benævnt som UnFoLD i live – og dermed udsigten til de resterende offentlige millioner – har Sahra-Josephine Hjorth og selskabet CanopyLAB være på jagt efter nye partnere i projektet. Her foreslår Sahra-Josephine Hjorth at udskifte UCN Nordjylland med det amerikanske eliteuniversitet Georgetown University. Aalborg Universitet skal udskiftes med verdens måske mest kendte universitet, Harvard. Problemet er bare, at flere af de nye samarbejdspartnere aldrig har hørt om hverken projektet eller CanopyLAB.

Vestlige medier – og efterretningstjenester tilsyneladende – ved meget lidt om Mullah Omar på trods af hans centrale rolle. Men meget tyder på, at verden nu har muligheden for at blive klogere på, hvem Mullah Omar var, og hvor han befandt sig i tiden efter 9/11 med den hollandske, undersøgende journalist Bette Dams bog Looking for the enemy – Mullah Omar and the unknown Taliban, som udkom på engelsk tidligere på året. I denne uges Fri Jihad zoomer jeg ind på nogle af de fund, som Bette Dam når frem til og fremlægger i sin bog.

I Kina er ti voksfigurer så småt ved at finde deres form. Én af dem ligner den hjemsendte rigspolitichef Thorkild Fogde, mens en anden ligner kontorchef i Fødevareministeriet, Paolo Drostby. Inden længe vil der også blive konstrueret en voksfigur i Statsministeriets departementschef Barbara Bertelsens billede. Det er Frihedsbrevets ansvarshavende chefredaktør Mads Brügger, der har lagt bestilling ind på ti life-size voksdukker forestillende de ti embedsmænd, der ifølge Minkkommissionen har gjort sig skyldige i grove tjenesteforseelser i varierende grad. Voksfigurerne skal på sigt indgå i en rejsende udstilling med navnet Magtens Voksmuseum. Det skriver chefredaktøren i sit ugentlige nyhedsbrev og understreger, at udstillingen på en “værdig” måde skal oplyse og påminde de besøgende om embedsværkets ansvar i minksagen. Frihedsbrevets journalist Maya Tekeli satte sin chef stævne for at få svar på, hvad der gør udstillingen af de kritiserede topembedsmænd “værdig”.

I dag på rundstrækningen i Wollongong satte Evenepoel sit første angreb ind med 75 kilometer til mål og slap fri med en mindre gruppe. Med 40 kilometer til mål slog han til igen og denne gang kun i følgeskab med en enkelt rytter. Dette var han heller ikke tilfreds med. Med 25 kilometer til mål accelererede han endnu en gang og siede sin sidste følgesvend fra. Som han har gjort det til sit varemærke, kørte han væk alene. Jeg har set ham gøre det flere gange nu, og det minder mig om mestrenes mester Fausto Coppi, som var un uomo solo a commando (en mand alene i angreb). At angribe langt fra mål, at vinde med så klar en margin, er et efterstræbt ideal i cykelsporten. Det skyldes, at det er et symbol på at bære ensomheden.

Kunne det – helt grundlæggende – ikke være interessant at komme så tæt som muligt på de ti embedsmænd, som hjalp statsministeren med at bryde loven? Det synes jeg. Normalt er embedsmænd nogle efemeriske væsener, som har deres gang i skyggerne. Man ser dem ikke. Man hører dem ikke. De fleste ved ikke engang, hvad de hedder. Men når de har så meget magt, som de allermest magtfulde mandariner jo har, er det kun sundt og godt at få dem frem i lyset – især når de har forbrudt sig mod loven. Det er præcis dét, som er kongstanken bag min ide; at gøre det muligt for offentligheden at se en vellignende fysisk repræsentation af de ti embedsfolk, som hele miseren drejer sig om. At komme tæt på de usynlige magthavere, vi ellers aldrig får lov til at møde.

EU besluttede tidligere i år at indføre en blokering af to statsejede russiske medier; Sputnik og Russia Today. Blokeringen blev udformet som en forordning, hvilket vil sige, at den var gældende, selvom den ikke kom forbi de danske lovgivere. Det skabte en del debat og førte til spørgsmål i både Folketingets europa- og retsudvalg. Spørgsmålene gik på, hvordan blokeringen harmonerede med grundlovens paragraf om censur. Højesteret har nemlig tidligere fastslået, at EU-lov ikke skal efterleves, hvis den er i strid med grundloven. Justitsministeriets konklussion lød kort og kontant; “en sådan ordning rejser efter Justitsministeriets opfattelse ikke spørgsmål i forhold til grundlovens § 77”. Det møder nu kritik fra flere eksperter.

Mit navn er Friis Arne Petersen. Velkommen til mit ugentlige nyhedsbrev Friis’ diplomatpost. Her vil jeg dele erfaringer og indsigt fra over 41 år i udenrigstjenesten. Formålet med nyhedsbrevet er at hjælpe dig til en forhåbentlig bedre forståelse af, hvad der sker i en verden i opbrud, og hvilken rolle diplomatiet spiller. Nyhedsbrevet vil primært bestå af sammendrag og fremhævelse af de centrale pointer, som Flemming Rose og jeg taler om i podcasten Friis’ diplomatpost. Vi taler om ugens vigtigste begivenheder i verden, sætter særligt fokus på en enkelt af dem og forsøger derpå at sætte den ind i en bredere sammenhæng, så det bliver lettere at forstå, hvad der er på spil, og hvad man skal holde øje med, hvis man vil se det store billede.

Politiken har afbrudt deres samarbejde med Brian Laudrup, fordi han optrådte i en reklame for Dubai. Laudrup skulle have lavet podcasten Brian & Bolden for Politiken, men der nåede kun at komme et enkelt afsnit af podcasten. For som Politikens chefredaktør Amalie Kestler siger i torsdagens udgave af Politiken, er Brian Laudrups reklame for Dubai ikke foreneligt med “den uafhængighed, som lyttere af vores podcast skal kunne forvente”. Det, Amalie Kestler dog glemmer at nævne, er, at Politiken selv gladeligt bringer annoncer og sponsoreret indhold for Dubai. For eksempel findes der seks flotte artikler om Dubai på Politiken. Artiklerne er købt og betalt af Emirates – et flyselskab, der er ejet af Dubais regering. Artiklerne handler om mad, kunst, iværksætteri, arkitektur og bæredygtighed.

Sagerne om Rasmus Prehns omgang med skatteborgernes penge står i kø. Senest har Frihedsbrevet afsløret, at deltagerne til Rasmus Prehns skatteyderfinansierede netværksevent om “fremtidens landbrug” den 4. maj blev forkælet med blandt andet champagne, vinmenu og fin middag. Hele arrangementet kostede 56.528 kroner – 2.826 kroner for hver enkelt deltager – og nu har departementschefen i Fødevareministeriet offentligt taget skraldet for Rasmus Prehns ekstravagante event. Den nye udvikling får Peder Hvelplund fra regeringens støtteparti Enhedslisten til at skærpe kritikken af Rasmus Prehn. For der er nemlig grænser for Enhedslistens tålmodighed med fødevareministeren, slår han nu fast i et interview med Frihedsbrevet.

Landstræner Kasper Hjulmand har en historie med fodboldfamilien Højlund. For små 25 år siden var Hjulmand som en del af anførergruppen i B.93 med til at byde angriberen Anders Højlund velkommen til klubben, og netop i disse dage indgår Rasmus Højlund, Anders Højlunds 19-årige søn, for første gang i A-landsholdstruppen. Fri Spark taler i denne udgave med Anders Højlund om, hvorfor hans søn ikke fik sit seniorgennembrud i FC København, men nu – via en vild halvsæson i den østrigske Bundesliga – både er landet i italiensk topfodbold og er i betragtning til den trup, der skal til VM i Qatar.

I denne uges Fri Tænkning taler jeg med Suzanne Nossel, direktør for PEN America, om mordforsøget på Rushdie, om de største trusler mod ytringsfriheden i USA og ude i verden, og om hvordan man vinder de unge generationer for en idé, som mange ser som den direkte modsætning til de værdier, de bekender sig til.