I denne uge har vi været ude at spise en vaskeægte internetsensation. Det har vi, fordi vi selvfølgelig skulle se what the fuss was all about, men også fordi vi for nylig begyndte at undre os over manglen på steakhouses i København. Findes der andre end MASH og Hereford? Derudover skriver vi også lidt om tv i denne udgave af vores ugentlige nyhedsbrev.

Adskillige tusinde udlændinge, herunder et ukendt antal borgere fra Danmark, rejser i disse dage til Ukraine for at gribe til våben og kæmpe under fremmed flag. Men selvom danske krigere bliver en del af potentielt livsfarlige krigshandlinger, kan hverken partier på Christiansborg eller myndigheder svare klart på, om de danske fremmedkrigere får særlig hjælp og støtte, hvis de overlever og en dag vender hjem igen. Det viser en række svar til Frihedsbrevet.

En ny særlov, der skal hjælpe fordrevne ukrainske borgere, er “diskriminerende” og udstiller “hykleriet” i dansk udlændingepolitik. Det mener regeringens støtteparti Enhedslisten, der alligevel vil stemme for særloven, der giver ukrainske flygtninge ret til midlertidigt ophold uden om de normale regler på asylområdet. Frihedsbrevet har i et interview med ordføreren spurgt, om Enhedslisten selv gør sig skyldige i hykleri ved at stemme for en lov, der legitimerer forskelsbehandling af flygtninge.

Et fotografi fra det indonesiske folkedrab afslører nu landets politi tage fanger med danske våben fra den Mærsk-ejede våbenfabrik Dansk Industri Syndikat i hænderne. Fangerne, der sidder på ladet af en lastbil på billedet, er fra en kommunistisk ungdomsgruppe. Folkedrabet var rettet mod landets kommunister, sympatisører med kommunismen, enkelte etniske grupper og kvindegrupper.

I februar blev der sat punktum i 100.000 kroner-sagen, da Aalborg Kommune hyrede advokatfirmaet HjulmandKaptain til at foretage en uvildig undersøgelse. Men firmaet havde også en af sagens hovedparter, byggematadoren Jesper Skovsgaards ejendomskoncern 2E som klient. Formanden for antikorruptionsorganisationen Transparency Internationals danske afdeling er uenig i, at advokatundersøgelsen kan kaldes for uvildig. Aalborg Kommunes kommunaldirektør, Christian Roslev, blev gjort opmærksom på klientforholdet, fortæller Birte Rasmussen, ejerpartner i HjulmandKaptain og den ene af to forfattere bag granskningen. Men tilsyneladende kom den besked aldrig videre, bekræfter flere medlemmer af Økonomiudvalget over for Frihedsbrevet.

Kunstneren John Kørner, der tirsdag trådte tilbage som formand for Charlottenborg Fondens bestyrelse, fortæller, at det var ham, der i sidste uge tog beslutningen om at censurere den russiske kunstner Sergei Prokofiev på Forårsudstillingen på Kunsthal Charlottenborg. John Kørner siger dog til Frihedsbrevet, at han senere ændrede holdning til sagen, da det gik op for ham, at Sergei Prokofiev faktisk er kritisk overfor det russiske regime.

Wrestling – altså rigtig wrestling, som man kender det fra USA – er på vej frem i Danmark med fire danske wrestlingforbund og udsolgte events året rundt. Frihedsbrevet var i Pumpehuset i København til et udsolgt såkaldt Bodyslam-arrangement for at følge lille Danmarks store håb: Carlos Zamora, som nogle måske kender fra realityprogrammet Paradise Hotel.

Cykelsæsonen fortsatte med at vise sit solbeskinnede ansigt i lørdags, da to af fartens verdener mødtes på Piazza del Campo i Siena. Her afsluttedes nyklassikeren Strade Bianche, som også i år leverede et medrivende cykelløb af styrt, marmorstøv fra Toscanas hvide grusveje og en sublim solotriumf. Piazza del Campo er også hjemsted for hestevæddeløbet Palio di Siena, hvor byens 17 distrikter kæmper om prestige to gange om året. Rytterne rider uden sadel i middelalderlige dragter, og tre omgange skal tilbagelægges på den enestående smukke plads.

Den russiske oligark Mikhail Fridman, en af Ruslands rigeste mænd og angiveligt med tætte bånd til præsident Vladimir Putins inderkreds, har i årevis været en kontroversiel figur. Alligevel blev et selskab, som oligarken via sit investeringsselskab er involveret i, så sent som i december 2021 støttet med millioner af skattekroner i forbindelse med et klimaprojekt i Danmark.

Mens ukrainere i tusindvis flygter fra død og krig, så vinker de rigeste vesteuropæere i lande som Tyskland, Frankrig og sågar Danmark farvel til kontinentet og søger alternative statsborgerskaber under mere fredelige himmelstrøg. Frihedsbrevet har interviewet den schweiziske advokat Dr. Christian Kälin, formand for virksomheden Henley & Partners, der er verdens førende virksomhed i at hjælpe klienter med at få alternative opholdstilladelser og statsborgerskaber.

Danmark har fundet ud af, at man ikke kan undvære den russiske gas i de kommende år. Nogenlunde sådan kan man sammenfatte, hvad den russiske ambassadør i København, Vladimir Barbin, sagde til det russiske statsmedie Russiya 24, da han i begyndelsen af sidste uge udlagde Danmarks holdning til Ørsteds omdiskuterede gaskontrakt med Gazprom for den russiske befolkning. Der er bare det ved det, at flere politikere har sagt det modsatte.

John Kørner har tirsdag morgen trukket sig som bestyrelsesformand for Charlottenborg Fonden. Det oplyser han til Frihedsbrevet. Det sker efter, at Charlottenborg Fonden “på grund af konflikten i Ukraine” har taget værker af den russiske kunstner Sergei Profokiev ud af forårsudstillingen på Kunsthal Charlottenborg – selvom kunstnerens værker indeholder en kritik af systemet i Rusland.

Som en præst siger i Jesper Dalsgaards dokumentarfilm Kandis for Livet: “Der er nogle mennesker, hvor det dybe ligger ret højt.” Ergo kan man sagtens selv sidde med fornemmelsen af at sige noget gevaldigt dybt, mens andre tænker, man skøjter rundt på overfladen som en glad idiot. Så tænk på det, når jeg skriver, at dette mit nyhedsbrev nummer 41 byder på nogle morderligt dybe indsigter.

På overfladen efterforskes den højt profilerede sag mod FE-chef Lars Findsen af Østjyllands Politi. Men som Frihedsbrevet nu kan fortælle, er alt ikke, som det ser ud. Det viser sig nemlig, at der bag murene hos Østjyllands Politi sidder højt specialiserede efterforskere, som er udlånt til sagen.

Fremad Amager har eksporteret spillere som Frank Arnesen, Søren Lerby, Ivan Nielsen og Henrik Andersen til europæiske topklubber, men i det store billede er den førende klub i postnummerområde 2300 en taberhistorie: Fremad Amager kan ikke fremvise nogle titler af betydning bortset fra en dansk rekord i konkurser for professionelle fodboldselskaber (1984, 1990 og 2009). Når du læser disse linjer, kan den fjerde af slagsen være en realitet, og det har fået Fri Spark til at bede forfatteren Morten Pape om at fortælle sin lidelseshistorie som mangeårig sæsonkortholder til Amager-holdets hjemmekampe i Sundby Idrætspark. Dette er det første kapitel. Det andet og sidste kapitel bliver bragt i Fri Spark lørdag den 12. marts.

I forbindelse med Ruslands invasion af Ukraine i sidste uge skrev EU's udenrigsminister Josep Borrell på Twitter, at russiske oligarker som følge af sanktioner nu kunne se i vejviseren efter shopping i Milano, fester i Saint Tropez og diamanter i Antwerpen. Kommentaren blev hurtigt slettet, men den afslører en udbredt vildfarelse bag Vestens sanktionspolitik. Nemlig at russiske oligarker i kraft af deres rigdom og forbindelser besidder en nærmest mytisk magt. Logikken lyder, at hvis de russiske oligarker som følge af sanktioner ikke længere kan leve et liv i sus og dus i Vesten og bliver ramt på pengepungen, så vil de til sidst blive så frustrerede, at de gør oprør mod Vladimir Putin, afsætter ham og indfører en slags europæiske tilstande for igen at kunne blive lukket ind i det gode selskab i Vesten.

I dag skal det handle om takeaway, som jeg fra nu af vil kalde TA. Altså mad, vi ikke selv laver eller har noget at gøre med, før vi spiser den. Det bliver bragt til vores dør af et bud, så vi kan spare 10-20 minutters madlavning (effektiv aktiv madlavningstid). Det giver os ekstra tid, føler vi, fordi vi sparer den hårrejsende oplevelse, det er, at skulle lave hverdagsmad. Derudover sparer vi også en del opvask, og er man ekstra heldig og velbeslået, kan man have nok mad til et måltid bestående af rester dagen efter også.

Hvis man følger med på vores Instagram-profil, vil man vide, at vi både har været forbi Restaurant Frank i Indre By, Polly (op til flere gange) og for nyligt også Sol & Luna på Frederiksberg – alle restauranter, der har imponeret os med fornuftige priser, god service og hyggelige rum. Derfor blev vi begejstrede, da Facebooks algoritme gjorde os opmærksomme på, at samme ejerkreds nu havde besluttet at åbne bistroen Grimal, som vi besøgte i sidste uge. Vi må hellere lige disclaime, at det var på en af deres allerførste åbningsdage, selvom det nu ikke betød den store slinger i valsen under vores besøg.

Mediet Den Korte Avis bragte i en artikel i onsdags en række videoer af russiske krigsfanger, der angiveligt skulle være taget til fange af den ukrainske sikkerhedsstyrke. “Det er ulovligt,” lyder vurderingen fra Kenneth Øhlenschlæger Buhl, der er orlogskaptajn, forsker ved Forsvarsakademiet og ph.d. i folkeret med speciale indenfor krigens love. Ralf Pittelkow, der er ansvarshavende chefredaktør på mediet, oplyser efter Frihedsbrevets henvendelse, at Den Korte Avis har slettet artiklen fra deres hjemmeside på baggrund af en henvendelse fra en læser.

Vidste Aalborg-borgmester Thomas Kastrup-Larsen (S), at hans partiorganisation benyttede sig af en særdeles kreativ finte, da partiet delte bidrag på 50.000 kroner fra tre selskaber, der var helt eller delvist ejet af den kontroversielle rigmand Jesper Skovsgaard, op i tre portioner? Det har Thomas Kastrup-Larsen haft seks uger til at tænke over, hvad han ville svare på. Han har været sygemeldt med stress siden den 20. januar, men nu er han atter tilbage på borgmesterkontoret. Han vil stadigvæk hverken af- eller bekræfte, om han vidste, at tre af Jesper Skovsgaards selskaber på én og samme dag donerede samlet 50.000 kroner.

Gennem mere end en måned er topfolk i regeringen kommet med skiftende forklaringer på spørgsmålet om Danmarks muligheder for at donere våben til Ukraine. I slutningen af januar udtalte daværende forsvarsminister Trine Bramsen (S), at Danmark ikke var i besiddelse af de våben, som ukrainerne havde brug for. Kort tid efter kom det frem, at man var i besiddelse af våben, men som ikke kunne sendes afsted, fordi de var for gamle. Efter Ruslands invasion af Ukraine besluttede et enigt Folketing så at donere 2700 panserværnsvåben til Ukraine samt dele af de ellers for gamle missiler.

Den russiske oligark Mikhail Fridman, der mandag kom på EU’s sanktionsliste og regnes for at være blandt de 15 rigeste russere, er nu kommet i danske myndigheders søgelys. Mangemilliardæren er nemlig indirekte medejer af et dansk oliefelt sammen med den statsejede, russiske energikæmpe Gazprom, viser Frihedsbrevets kortlægning.

Ekstra Bladets korrespondent i Ukraine skrev tidligere i dag i Facebook-gruppen “Danish Foreign Legion”, at han er i kontakt med “den oberst, som står for at organisere udenlandske frivilliges indtog i det ukrainske militær”. I opslaget beskriver han, at danskere, der skal afsted, kan kontakte ham direkte, hvis de skal afsted og “ikke ved præcis, hvad I skal gøre”, hvortil han tilføjer, at Ekstra Bladet er meget interesserede i, at lave interview med “en eller flere af jer, når I ankommer”. “Jeg anerkender, at det kan læses som om, at vi er nogen, der formidler kontakt mellem eventuelle frivillige og den ukrainske hær, og det skal aldrig være Ekstra Bladets opgave, for det kolliderer indlysende med vores rolle som uafhængig nyhedsformidler,” siger chefredaktør Henrik Qvortrup, der efter Frihedsbrevets henvendelser har bedt journalisten slette sit opslag.

Mens den rigtige, blodige krig står på i Ukraine, føres der sideløbende en anden, blødere krig i resten af Europa. Kulturkrigen er i gang, og flere og flere russiske kunstnere, sportsudøvere, malere, balletdansere og musikere bliver bandlyst, som minutterne skrider frem.

Præsident Volodymyr Zelenskij er unægteligt blevet ansigt på det ukrainske oprør mod russernes invasion af landet. På sociale medier spreder hans kortfattede, men konsekvente udtalelser sig som en steppebrand, og mange steder på nettet er det allerede muligt at købe merchandise med hans efterhånden ikoniske citat: “Jeg har brug for ammunition. Ikke et lift”.

Enhedslisten nærer indædt modstand mod militær oprustning og ønsker at nedlægge det danske forsvar. Alligevel gav partiets magtfulde hovedbestyrelse i weekenden grønt lys til danske våbenbidrag til Ukraine i form af 2700 panserværnsvåben. Beslutningen har skabt splittelse i hovedbestyrelsen og blev kun vedtaget med et snævert flertal med 12 stemmer for og 9 imod, fortæller flere medlemmer nu til Frihedsbrevet. “Jeg mener aldrig, at krig og våben er løsningen,” siger Anders Pedersen, medlem af Enhedslistens hovedbestyrelse, som stemte imod beslutningen.