Hvert eneste år mødes den danske virksomhed Rockwool med præsidenten for den russiske republik Tatarstan. Så sent som i sommer mødtes Rockwools øverste direktør i Rusland med Tatarstans præsident for at lave aftaler. Mens Rockwool har kaldt det for både “forståeligt” og “normal praksis”, så viser nye videoer, billeder og artikler, hvordan Rockwools forretningspartner har involveret sig i stor grad i mobiliseringen af russiske tropper, der skal til Ukraine og kæmpe. I en video, optaget på Kazan Higher Tank Command School, er en gruppe mobiliserede soldater samlet om træning, inden de skal udsendes til slagmarkerne i Ukraine. Ind træder Rustam Minnikhanov – præsidenten for den russiske republik Tatarstan. Han ser på skydeøvelser og tjekker boforholdene for de mobiliserede. Og så observerer han de igangværende skydeøvelser.

Denne gang er min stuegang foregået i tre tempi. Først havde jeg en aftale med Jan E. Jørgensen fra Venstre, der skulle ned i tingets kunstdepot for at se, om der var nogle gode værker, der var kommet retur, efter at mange af de gamle MF’ere er røget ud. Det var om tirsdagen, den 15/11. Om onsdagen var jeg med til ceremonien i Fællessalen, hvor de 52 nye medlemmer af Folketinget skulle skrive under på, at de vil overholde grundloven. Og så, vanen tro, var jeg Folketinget rundt om fredagen for at gå min sædvanlige stuegang. Som altid har jeg kun været observerende og har ikke grebet ind. Jeg kigger bare.

I flere år har skatteborgerne i Aalborg – uden at vide det – været de glade givere, når kommunens eventchef, Søren Thorst, er draget på den ene pubcrawl efter den anden i ind- og udland og har indtaget eksklusive middage, hvor formålet og gæstelisten fortoner sig i uvisheden, mens alkoholindtaget derimod har været anderledes konkret og massivt. Det kan Frihedsbrevet i dag afsløre på baggrund af aktindsigter i de udgifter, som Søren Thorst har afholdt på det kommunale mastercard, Aalborg Kommune har udstyret ham med. I alt har Søren Thorst brugt cirka en halv million skattekroner på fem år, men der mangler bilag for 133.541 kroner for primært restaurantbesøg og regninger på barer i ind- og udland. Med andre ord er det uklart, hvad pengene præcist er brugt på.

Jack Warner fra Trinidad og Tobago er et af de mest gennemkorrupte medlemmer, FIFA’s eksekutivkomité nogensinde har kunnet mønstre, og det siger som bekendt ikke så lidt. I 2015 præsenterede FBI et anklageskrift på 29 forhold, herunder pengeafpresning, ulovlige transaktioner, hvidvaskning af penge og bestikkelse, for den pensionerede historielærer, men han har lige siden formået at appellere sig fra en udlevering til retsforfølgelse i USA. Lige indtil i torsdags, da The Judicial Committee of the Privy Council (JCPC) i London afviste den i dag 79-årige Warners sidste appelmulighed. VM i Qatar kunne vel dårlig få en mere symbolsk åbning, selv om vores helt egen Rasmus Tantholdt og engelske fans fra Kerala også byder kvalificeret ind i kategorien.

Illustration: Malthe Emil Kibsgaard

I denne uges Fri Tænkning ser jeg på tre aspekter af krigen i Ukraine. For det første gennemgår jeg meldingerne om den raket, der i tirsdags ved en fejltagelse ramte Polen. Forløbet afslører det første åbne sammenstød mellem Ukraine og landets vestlige støtter. For det andet ser jeg på udsigten til en våbenhvile, som nogen hilser velkommen og andre fordømmer, og endelig undersøger jeg det scenarie, som den ene kommentator efter den anden har forudsagt de seneste ni måneder, nemlig Vladimir Putins fald. Er det overhovedet realistisk? Hvis ja, hvordan kan man så forestille sig, at det vil ske i lyset af de ting, der er gået galt for den russiske præsident?

Er du på Twitter? Hvis ikke, så kom dog på Twitter for helvede! Det sociale medie er det skøreste forsamlingshus, denne verden har set, og en evig kilde til underholdning. Samtidig er det efterhånden et stort spørgsmålstegn, om Twitter overhovedet overlever, efter rigmand og superfreak Elon Musk har købt den virtuelle tosseanstalt for 44 milliarder dollars. Lige nu er der endda folk, der gætter på, at virksomheden ikke overlever den kommende weekend.

I midten af juni havde Mette Frederiksen inviteret den tidligere Venstre-politiker Søren Pind med i sin podcast Statsministeren Spørger, hvor statsministeren fik gjort sig bemærket med en harsk kritik af danske medier. En kritik, som Pind om nogen også har gjort sig til bannerfører for. Omkring to måneder senere var Søren Pind så udpeget til formand for den nu tidligere regerings såkaldte medieansvarsudvalg, som skal undersøge mediernes ansvar. Ifølge Jacob Mchangama, jurist og direktør i tænketanken Justitia, er forløbet iøjnefaldende. “Det er bemærkelsesværdigt, at Pind og Frederiksen har diskuteret det her sammen på Folkemødet kort inden nedsættelsen af udvalget og er meget på samme linje,” siger han.

En af DBU’s protestaktioner er en helt sort landsholdstrøje, tredjetrøjen, der måske kommer i brug, hvis modstanderen dukker op i en farve, der ikke kan skelnes fra de danske røde eller hvide dragter. Landsholdstrøjen med det sorte monokrome look skal ifølge Hummel symbolisere et sørgebind for de tusindvis af døde migrantarbejdere i Qatar. Hummel har desuden et erklæret mål om at “ændre verden gennem sport” og giver derfor en procentdel af overskuddet fra trøjesalget til Amnesty. Men landsholdstrøjerne, også sørgebindstrøjen, er produceret i Kina. Et land, som Amnesty mildest talt har et bøvlet forhold til. For bare en måned siden trak Amnesty en kasket tilbage fra en tøjkollektion, fordi kasketten var produceret i Kina, og det kan Amnesty generelt ikke leve med. Det møder kritik, at Amnesty på den ene side tager afstand fra Kina, men på den anden side gladeligt modtager en del af overskuddet og lader sig indrulle i Hummels markedsføring af landsholdstrøjen.

Kald mig Mikkel. Ja, pardon, kære læser og lytter, det er nok ikke, fordi nogen sidder med en overvældende trang til at kalde netop mig ved fornavn. Men i dag skal vi sammen foretage et lille mord, og så er det måske meget godt at droppe formaliteterne. Men derudover skyldes sætningen ”Kald mig Mikkel”, at den er et ekko af første linje i Herman Melvilles roman Moby-Dick, som lyder: ”Call me Ishmael”. Mesterværket Moby-Dick udkom i 1851, men det var først omkring 1920, at den for alvor begyndte at blive livsfarlig for amerikanske forfattere. Hvorfor nu det? Det skal vi høre mere om om et øjeblik, for inden da skal jeg haste med at sige, at vi i dag skal bese John Irvings nye 912 sider lange roman The Last Chairlift. Irving er nok mest kendt for at være manden bag Verden ifølge Garp (1978) og senere filmatiseringer af hans romaner som for eksempel Æblemostreglementet, hvor Irving i øvrigt modtog en Oscar for sit eget manuskript til filmen. The Last Chairlift er hans første roman i hele syv år.

Selvom coronakrisen og dertilhørende hjælpepakker hører fortiden til for langt de fleste virksomheder i Danmark, så venter tusinder af virksomheder fortsat på svar om, hvorvidt de er købt eller solgt. De virksomheder, som har fået del af statens kompensationsordninger, skal nemlig indlevere en såkaldt slutafregning. Her skal det gøres op, om virksomhederne har fået udbetalt det korrekte beløb. Ellers skal de enten betale eller have penge tilbage. Det er Erhvervsstyrelsen, der har det sidste ord – men ventetiden på en afgørelse på slutafregningen er lang. I skrivende stund venter 74.000 virksomheder på svar på deres slutafregning fra Erhvervsstyrelsen, oplyser styrelsen til Frihedsbrevet. Det svarer til 40 procent af de virksomheder, som har modtaget støtte i den såkaldte første fase i foråret 2020.

Indgang til Højesteret set gennem porten til Prins Jørgens Gård

Den profilerede advokat Lars Lindencrone Petersen er en af hovedpersonerne i det spektakulære slagsmål mellem Skatteministeriet og advokatfirmaet Bech-Bruun, der handlede om den dobbeltrolle, Bech-Bruun havde i udbyttesagen, hvor 12,7 milliarder kroner forsvandt fra statskassen. Han stod i flere år stejlt på, at der ikke var noget som helst at komme efter. Branchens egen vagthund, Advokatnævnet, og både Østre Landsret og Højestret så markant anderledes på det. Med syvtommersøm er det slået fast, at Lars Lindencrone Petersen og tre andre advokater fra Bech-Bruun havde en interessekonflikt, hvilket de har fået bøder for. Men når andre advokater nu skal granskes af Advokatnævnet for netop interessekonflikter, så bliver det Lars Lindencrone Petersen, der skal være med til at vurdere, om der er noget at komme efter. Han er nemlig blevet indlemmet i Advokatnævnet, mens han havde en verserende sag mod selvsamme nævn, som han i dag har tabt.

Nyvalgt folketingsmedlem for Moderaterne Tobias Grotkjær Elmstrøm gik til valg på at “humanisere” det danske asylsystem. Men som Frihedsbrevet tidligere har afsløret, har han i sit erhverv som advokat flere kritisable sager bag sig, hvor han har repræsenteret sårbare asylansøgere. Nu kan Frihedsbrevet så yderligere afdække, hvordan Tobias Grotkjær Elmstrøm begik afgørende fejl i en sag, hvor en somalisk kvinde og hendes fire børn stod til at få inddraget deres opholdstilladelse.

Dér, hvor det sner på Christiansborg, denne fredag formiddag den 11/11 2022, er oppe ved grøn gang, anden sal, til højre. Altså gangen, der fører ind til Statsministeriet. De fleste kontorer langs dette afsnit er beboet af de konservative MF’ere, heriblandt selveste Señor Pape, og ironien er selvfølgelig, at lige netop nu, hvor Team Pape er allermest pressesky og særligt sensitiv, ja så er de blevet belejret af en hær af pressefolk, der venter på nyt fra de igangværende regeringsforhandlinger inde hos Statsministeriet. Det eneste medlem af den konservative folketingsgruppe, der har udnyttet mediernes tilstedeværelse i nærmiljøet, er Mai Mercado, som er kommet ud på gangen for at optage en video til sin profil på TikTok – og det til lyden af “Kute & Neat” med Sasique.

Sikandar Siddique (FG) ankommer til DR's partilederdebat om folkeafstemningen om forsvarsforbeholdet på Krigsmuseet i København, onsdag den 11. maj 2022. Danskerne skal stemme om forsvarsforbeholdet onsdag den 1. juni 2022.. (Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix)

Hvis der var øjeblikke af tvivl og mismod, lod Frie Grønnes partileder Sikandar Siddique det aldrig skinne igennem under valgkampen. Tværtimod gentog han igen og igen, at han var “fuldstændig overbevist” om, at partiet så “absolut” ville brage ind i Folketinget. Ikke engang de dystre meningsmålinger, der fra start til slut sendte Frie Grønne langt under spærregrænsen, kunne få partilederen til at ryste på hånden. Målingerne troede han nemlig ikke på. Men meningsmålingerne tog ikke fejl. De ramte tværtom ret præcist, lyder konklusionen fra flere eksperter, der nu skyder tilbage på Frie Grønnes vedholdende kritik.

Den afgørelse, som USA's højesteret traf i juni måned om ikke længere at give amerikanerne en forfatningsbaseret ret til abort og den kæmpe politiske reaktion, der kom derefter, ser ud til at have haft den største betydning for dette års midtvejsvalg. I hvert fald lader det til, at det var denne beslutning, der skabte et stærkt momentum for Demokraterne og kvinders engagement i den amerikanske valgkamp. I lang tid troede analytikere, at stridighederne omkring abortlovgivningen ville stilne af i løbet af nogle måneder og dermed have mindre betydning for midtvejsvalget. Men her tog de fejl: Det skulle vise sig, at det kom til at spille en stor rolle til fordel for det demokratiske parti.

Ugens Fri Spark handler om en del af det, der er galt i moderne international fodbold, og her taler vi ikke kun om VM-værten Qatar, men også om diskriminerende afskedssalutter og verserende voldtægtssager. Og bedst som stemningen er allermest trykket, gør vi det, vi altid gør i Danmark i den slags situationer: Vi ruller kagebordet ind.

Ungarn er et land, der stikker ud i dagens Europa. For at blive klogere på, hvad der sker i Ungarn og for at forstå fænomenet Viktor Orbán, har jeg til denne uges Fri Tænkning talt med Lasse Skytt, der er journalist og forfatter til en ny bog om Ungarn.

Noget, der øjeblikkeligt får mig til at smile, er at tænke på Mette Thiesen. Det er muligvis en sætning, du aldrig troede, at du skulle læse, men sådan er det altså, og derfor vil jeg skrive lidt om hende, for det kan jo være, at min begejstring smitter. Første gang, jeg sådan rigtigt stiftede bekendtskab med Mette Thiesen, var i 2018, da jeg arbejdede på DR’s faktatjekprogram Detektor. Man kan sige, at Mette Thiesen har været for Detektor, hvad en snusket shawarmabar i Taastrup er for fødevarekontrollen.

Abu Ubaydillah ønskede at dø som martyr. Han hadede vantro, alle dem, der ikke troede på islam, og var klar til at gå i krig, dræbe og miste livet for en islamisk stat. Abu Ubaydillah er ikke død. Alligevel eksisterer han ikke længere. I dag har manden nemlig skiftet navn til Yaqoub Ali og angiveligt vendt det radikale islamistiske miljø ryggen. Nu står han frem i Frihedsbrevets podcastserie En jihadist bliver til og fortæller, hvordan han som ung gled fra et kriminelt miljø i Frederikssund over i den ekstremistiske gruppering Kaldet til Islam. Her udgjorde han ifølge eksperter en ledende figur, der radikaliserede unge danskere og trak dem ind i en fundamentalistisk tro og livsførelse.

Der bliver nu indledt en omfattende granskning af de danske partistøtteregler. Bag undersøgelsen står Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa – bedre kendt som OSCE. Organisationen har sendt to valgobservatører med speciale i finansiering af politiske kampagner til Danmark i to uger for at undersøge, om alt er gået rigtigt til ved det danske folketingsvalg samt for at undersøge mulige huller i de danske regler.

En særdeles positiv anmeldelse af Lars Frosts roman De forenede er skrevet af Tue Andersen Nexø, som selv er nævnt bagerst i romanen for at have været en “samtalepartner”. Det viser sig, at Frost krediterer Nexø, fordi han har været på rov i nogle af Nexøs tekster og brugt dem i sin bog. Hverken Frost eller Nexø kalder deres relation for et decideret venskab, men anerkender, at de da har det fint sammen og kender hinanden fra gamle dage; de var nemlig redaktører på tidsskriftet Den Blå Port og får en sludder, når de render på hinanden.

Socialdemokratiet i København har under valgkampen delt gratis kaffe ud fra en kaffevogn pyntet med partiets logo og velkendte røde farve. Hvad der ikke prydede kaffevognene var, at baristaerne, der serverede kaffe til vælgerne, ikke var på overenskomst. Firmaet bag vognene, Kalles Kaffe, fortæller til Frihedsbrevet, at Socialdemokratiet i København godt nok lagde ud med at spørge ind til firmaets overenskomstaftale, men da partiet ikke kunne finde andre udbydere, der havde overenskomster, valgte de alligevel Kalles Kaffe. At det gamle arbejderparti i valgkampens hede er gået på kompromis med ét af den danske models centrale elementer, imponerer ikke formand for 3F København, John Ekebjærg-Jakobsen.

I dag skal vi forbi østrigske Ingeborg Bachmanns ufuldendte roman Franzas bog (Forlaget Sidste Århundrede), vi skal runde digteren Rasmus Nikolajsens Måske sjælen, en ”familieversfortælling”, som undertitlen siger (Forlaget Gutkind), og endelig skal vi gå i clinch med den gamle tyske galning, filosoffen Friedrich Nietzsche, der nu på dansk og på en ganske særegen måde introduceres af den franske litterat og forfatter Georges Bataille i en bog, der er betitlet Nietzsche. Memorandum. Nietzsche selv, og hans elev Bataille, insisterer på, at vi ikke hverken kan eller skal læse ham uden bagefter radikalt at ændre vores liv.

Hvis man er medlem af DSU – Danmarks Socialdemokratiske Ungdom – har man særlig adgang til få fingrene i et lukrativt lån fra cigarkassen Stjernens Studiefond, som siden 1948 har støttet unge socialdemokrater med rentefrie studielån. Nu viser en række nye oplysninger, at den praksis kan være i strid med reglerne. Frihedsbrevet har således fået indsigt i fondens vedtægter, og intet sted fremgår det, at lånene primært skal gives til unge DSU’ere, som det ellers har været praksis i årevis. At de rentefrie studielån fortrinsvis er rettet mod unge socialdemokrater, fremgår både af DSU’s hjemmeside og legathåndbogen. Og det er i strid med vedtægterne at favorisere DSU’ere, når det ikke står i vedtægterne, siger fondsekspert Søren Bergenser, advokat og indehaver af Bergenser Advokatfirma.

Som med resten af Folketinget denne første fredag i november måned forekommer også tredje sal til højre, gul gang midt for, renset for al menneskelig aktivitet. Bortset fra nogle enkelte folketingsbetjente, der vandrer hvileløst rundt, som var de Non Playable Characters i et meningsløst computerspil, sker der slet ingenting. Men scenografien og rekvisitterne taler dog sit eget sprog om, hvor grusomt et folketingsvalg kan være for taberne. Hårdest gik det ud over den blå blok, og især partiet Venstre, der næsten blev halveret af vælgerne. Som resultat heraf er der allerede nu – blot to dage efter valget – blevet stillet flyttekasser og ruller med hvide plasticposer op foran dørene til velkendte Venstre-profiler. Som for eksempel Eva Kjer Hansen. En meget underspillet måde at sige “god tur hjem” på. Det eneste, de bortviste kan glæde sig over, er, at de nu kan blive medlem af den sagnomspundne loge F.F.F., kort for Foreningen af Forhenværende Folketingsmedlemmer, der faktisk holder til oppe på tredje sal, gul gang.

Da topadvokaten Johan Schlüter i 2018 blev dømt for omfattende svindel, blev han sat i skammekrogen. Selvom advokaten slap med en betinget fængselsdom på fire år, kom han uden for det gode selskab. Men han fortsatte med at være involveret omkring nikotinvirksomheden Considaret, der blandt andet er kendt fra DR-programmet Løvens Hule. Her har han fortsat spillet en rolle som en form for rådgiver for virksomheden, hvor han indtil 2017 var bestyrelsesformand.