I denne uges udgave af Friis’ diplomatpost skal vi en tur over Atlanten til weekendens valg i Brasilien, hvor den siddende præsident tabte marginalt til en kandidat, der står i skarp modsætning til ham selv. Dernæst vender vi blikket mod Tyrkiet, landets vigtige position i verdens udenrigspolitik og dets måde at føre diplomati på, før vi til sidst forsøger at skimte konturerne af et diplomatisk spor i krigen mellem Rusland og Ukraine.

Voldtægter, forsøg på voldtægter, fysisk og psykisk vold… Engelsk fodbold er præget af den ene horrible overgrebssag efter den anden, og nu vil en række organisationer have toppen af systemet til at tage affære. Til slut runder vi (igen) fodboldspiller-bogklubben i SønderjyskE for at få svar på det spørgsmål, ingen sportsjournalist formentlig har stillet før: Er der ligheder mellem Fjodor Dostojevskij og Ryan Giggs’ forfatterskaber?

På tirsdag er der kongresvalg i USA. Lige nu ser det ud, som om Republikanerne får flertal i Repræsentanternes Hus, mens resultatet er på vippen, når det gælder Senatet. Bag den politiske kamp, som karakteriserer et valg, findes der vigtige strømninger og tendenser, som ofte er mere afgørende end udfaldet af det ene eller andet valg. I et forsøg på at komme et spadestik dybere har jeg til denne uges Fri Tænkning talt med Christopher DeMuth, en af de vigtigste intellektuelle i USA's konservative bevægelse gennem de seneste årtier.

Når man har fulgt flittigt med i valgkampen, som jeg har, så er tilstanden i dansk politik lige nu mildt sagt et paradoks. Mette Frederiksen har ikke misset en chance for at betone, hvor alvorlig en situation landet står i med krig i Ukraine, energikrise og inflationen. Det samme er i varierende styrke gjaldet fra de andre partiledere. Og hele Socialdemokratiets effektive valgkampagne har været bygget op om at indgyde frygt hos danskerne. Usikkerhed og frygt. Derfor skulle vi stemme på Mette, for hende kender vi jo, og hende ved vi, hvor vi har. Hun er nemlig god til at samarbejde og klippefast, når det blæser, er vi blevet fortalt igen igen.

I månederne op til Folketingsvalget har partierne og deres ungdomspartier haft travlt med at føre valgkamp på videomediet TikTok. Men nu viser det sig, at Alternativets Unge, Dansk Folkepartis Ungdom, Konservativ Ungdom og Venstres Ungdom alle har brudt ophavsretsloven ved at bruge musik fra kunstnerne Blæst, Drengene fra Angora, Birthe Kjær og Nik & Jay uden tilladelse. Ifølge advokater er der tale om klare brud på ophavsretsloven, men oven i hatten kan det krænke kunstnernes brand, når det drejer sig om politiske sammenhænge.

Mange af landets biografer, der blev tildelt støtte under corona-nedlukningerne, skal nu betale støtten tilbage. Selvom de blev opfordret til at søge pengene, og selvom de brugte penge på at få revisorer til at udarbejde støtteansøgningerne, så var hjælpepakkerne bare aldrig designet til biografer, og det mener biograferne, at de godt kunne have fået at vide. Nu er flere biografer sandsynligvis i fare for at lukke, fordi de har brugt nogle penge, som de aldrig skulle have haft.

I går var det valgdag, og i dag skal vi høre om nogle heroiske og uheroiske mænd. Men ikke før et udflippet forslag om, at vi egentlig burde have et “Litteraturparti”, forstået som et parti, der systematisk kæmper for litteraturen og forfatterne. Vi lever nemlig vores liv gennem fortællinger. Det er trivielt sandt, men det har store konsekvenser. For stjernekokken Anthony Bourdain blev visse fortællinger fatale. For den danske filosof og virksomhedsleder Morten Albæk lykkedes det tværtimod at finde frem til nogle sunde og livgivende beretninger. Vi skal stifte bekendtskab med Albæks nye bog, Falske sandheder i livet (Gyldendal), og samtidig forbi Bourdains vilde liv via Charles Leerhsens biografi Down and Out in Paradise. The Life of Anthony Bourdain (Simon & Schuster). Ude på sidefløjene har vi den gamle romerske senator og retoriker Cicero (106-43 f.Kr.), der i sit værk Forpligtelser (Gyldendal) kan siges at være ret enig med Albæk; og vi har polarforskeren og eventyreren Knud Rasmussen med Den store slæderejse. Den fantastiske polarekspedition nord om Amerika (Gyldendal). Kom det til et rent litteraturvalg, kunne vi uforbeholdent stemme på dem alle fire; men i forhold til at leve sit liv godt er det nok klogt at vælge et par af dem fra.

I flere både offentlige og hemmelige grupper på sociale medier bliver der lånt penge ud mellem private. Ofte er lånene så dyre, at de er direkte ulovlige. Men når de private udlånere skal låne penge ud eller tjekke op på dårlige betalere, bliver der taget vilde metoder i brug. Siden kviklånsloven blev vedtaget i juli 2020, er de private lån, som også går under navnet p2p-lån, blomstret gevaldigt frem. Det på trods af at de i mange tilfælde er ulovlige. I flere opslag og private beskeder fra flere af grupperne på sociale medier, som Frihedsbrevet har fået tilsendt, tilbyder udlånere at tjekke op på nye kunder og dårlige betalere i både CPR-registret og i Forsvarets medarbejdersystem.

Kaos kommer i mange former. Lidt før klokken et i nat stod det klart, at rød blok kan mønstre et flertal, uden at skulle skelne til Lars Løkke Rasmussen, som indtil allersidste øjeblik stod til at blive kongemager med de afgørende mandater i hånden. Men hvad så nu? Selvom det rene, røde flertal jo umiddelbart kunne varsle kort proces og hurtig dannelse af en ny regering, kan det hele ende langt mere kaotisk, end det måske umiddelbart syner. Mette Frederiksen gik til valg med det erklærede mål at indgå en bred regering henover midten, og de kommende dage vil vise, om hun rent faktisk mener det. Rækker hun ud til Venstre og Konservative, som på forhånd har afvist hendes frieri, og hvad siger de? Eller har hun tænkt sig at lokke Lars Løkke Rasmussen med ombord? Uanset hvilken vej, Mette Frederiksen vælger, kan det blive kaotisk.

Man skulle næsten tro, at Hunter S. Thompson før sin død var rejst frem i tiden og havde overværet den en time og 57 minutter lange Demokratiets Aften i går på DR1 med alle de fjorten partiledere på rad og række i Koncerthuset. Til sidst i debatten, da Oh Land afsang Michael Falchs fade og klæge “I et land uden høje bjerge”, havde undertegnede i hvert fald en distinkt følelse af, at dansk politik ikke kunne blive mere absurd. Og frastødende. For jo mere DR forsøger at hygge om folk og betone, at vi alle er fælles om noget, forstår man, at der er tale om en indre driftsimpuls, som ændres til det modsatte på ydersiden. Altså en ubevidst reaktionsdannelse, som skal skjule‚ at dansk politik er fuld af had, vrede og frygt. Mere om dette besynderlige antiklimaks før klimakset længere fremme, her i mit nyhedsbrev nummer 75.

Mandag delte kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen en kort video af sit smilende selv, der stod sammen med formanden for Dansk Skuespillerforbund, Benjamin Boe Rasmussen, der i dagens anledning var klædt i tanktop. I videoen, hvor de to står på en scene ved siden af hinanden, roser forbundets formand Halsboe til skyerne og opfordrer seerne til at sætte krydset ved hende til det kommende valg. Netop den udtalelse har vakt uro både i kommentarsporet under videoen og i dansk kulturliv. Dansk Skuespillerforbund beskriver nemlig sig selv som en “partipolitisk ubunden faglig organisation”, og Benjamin Boe Rasmussen har siden undskyldt for sin optræden med ministeren. Nu viser det sig, at idéen til den udskældte video kom fra kulturministeren.

Talte udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek (S) mod bedre vidende, da han i et interview med Frihedsbrevet den 13. oktober blankt afviste, at regeringen “på nogen måde” har fået vurderet menneskerettighedssituationen i Rwanda? Spørgsmålet rejser sig nu, efter en række dokumenter, som relaterer sig til regeringens omdiskuterede plan om at sende asylansøgere til Rwanda, har set dagens lys. Jyllands-Posten kunne mandag afsløre, at der internt i regeringen er blevet udarbejdet dokumenter, som netop beskriver krænkelser af menneskerettighederne i Rwanda. Blandt andet beskriver en intern analyse fra juni 2021 -– altså mere end et år inden Kaare Dybvad Beks udtalelser til Frihedsbrevet den 13. oktober – en række dybt alvorlige forhold.

Ifølge Venstres vedtægter må kandidater kun have én valgkreds, men Jan E. Jørgensen, der er opstillet i Slotskredsen, har omgået dette ved at have Søren Sørensen som skyggekandidat i nabokredsen. På den måde har Jan E. Jørgensen en klar fordel i forhold til andre Venstre-kandidater, eftersom han har to kredse, der bruger midler og ressourcer på at føre valgkamp på vegne af ham.

Velkommen til mit fjerde nyhedsbrev, som i dag skal handle om nogle af de betragtninger, jeg gjorde mig i forhold til den indenrigspolitiske situation i USA, hvor jeg netop er hjemvendt fra. Vi skal også runde forholdet mellem Tyskland og Frankrig og den nu afsluttede partikongres i Kina, og hvilken betydning udskiftningen i Kinas regeringstop ser ud til at få.

Da Britt Bager for syv år siden modtog en anonym donation på 100.000 kroner fra fem forskellige virksomheder, delvist ejet af samme selskabsejer, havde hun forinden rådført sig med Venstres Hovedorganisation. Det fortæller den nu Konservative politiker i et interview med Frihedsbrevet. Ifølge Bager henvendte hun sig dengang til partiets hovedorganisation for at få forklaret reglerne for privat partistøtte. Anledningen var et tilbud fra en bekendt, der ønskede at støtte hendes valgkamp økonomisk.

Når det danske fodboldlandshold flyver til Qatar tirsdag den 15. november, er Christian Nørkjær en af de passagerer, der har direkte kurs mod sin tredje store slutrunde i træk. 50-årige Nørkjær har været chef for herre-A-landsholdet siden 2018, og i denne udgave af Fri Spark fortæller han om de ender, han skal have til at mødes, frem mod og under VM. Det handler om udsigten fra hotellet og om kokkens muligheder for at lave mad i omklædningsrummet. Blandt meget andet.

Om bare fire døgn er der folketingsvalg, og jeg skulle lige til at skrive, at når du hører fra mig igen næste fredag, så har Danmark fået en ny regering. Men det kommer nok ikke til at ske. I stedet befinder vi os, når den tid kommer, formentlig midt i en eller anden grad af parlamentarisk kaos, hvor politikerne sidder bag lukkede døre og diskuterer, hvordan de kan forme en regering sammen, selvom de lige har sagt, at de ikke kan lide hinanden, og selvom de har lovet vælgerne noget vidt forskelligt. Er demokratiet ikke bare smukt? Er det ikke en herlig tanke, at Mette Frederiksen og Barbara Bertelsen lige nu er favoritter til at fortsætte deres vilde ridt inde i Statsministeriet, hvor de sammen i løbet af de seneste tre år har smedet den ene skandale efter den anden, og hvor den ene lyver hurtigere, end den anden kan nå at instruere i hvordan man sletter sms’er?

Spørgsmålet synes i al sin enkelthed let at besvare: Er der behov for at ændre reglerne, som regulerer pengestrømmene i dansk politik? Men intet er tilsyneladende så simpelt, som det ser ud. I hvert fald ikke i hverken Socialdemokratiet og Venstre, de to gamle magtpartier, som vægrer sig voldsomt ved at skulle forholde sig til spørgsmålet om de nuværende regler, som igen er højaktuelt. I en artikelserie har Frihedsbrevet via en række skjulte optagelser afsløret, at et bredt udsnit af partierne er klar til systematisk at omgå reglerne for at få fat i en hemmelig donation. Godt nok svarer en række af selvsamme partier fra begge fløje, at reglerne nu skal ændres efter de seneste afsløringer, men i Venstre og Socialdemokratiet – som har de afgørende stemmer, hvis en ændring reelt skal have gang på jord – er tavsheden larmende.

Radikale Venstres partileder, Sofie Carsten Nielsen, kan arbejde uden at betale skat, som Frihedsbrevet kunne afsløre onsdag. Men det kan Socialdemokratiets Ida Auken tilsyneladende også. Hun har – ligesom Sofie Carsten Nielsen – arbejdet for netværksvirksomheden Samuelsen, hvor hun har ledet et miljøpolitisk netværk. I stedet for at blive beskattet er pengene blevet overført som en donation til hendes egen støtteforening, Foreningen Grøn Omstilling. Men der skulle være betalt skat, lyder vurderingen fra flere eksperter. Ifølge skatteadvokaten Michael Bjørn Hansen er der endda tale om “forsøg på skattesvig”.

Med et ønske om at hjælpe trængte danskere allerede i år, foreslår Dansk Folkeparti som en del af udspillet “En hjælpende hånd NU” at halvere momsen på fødevarer fra 25 procent til 12,5 procent. Det vil ifølge partiets beregninger spare en familie for over 6.000 kroner om året. Direkte adspurgt, om forslaget hjælper danskerne med at betale aftensmaden i år, lyder svaret fra Morten Messerschmidt, at det “bestemt er målet”, som, han “mener”, er realistisk. Dermed udtaler partilederen sig i strid med ikke bare Skatteministeriet og flere eksperter på området, men også sin egen politiske ordfører René Christensen. I et interview med DR har han tidligere erkendt, at forslaget vil tage mere end 12 måneder at gennemføre.

Hvem kan arbejde uden at betale skat? Det kan lederen af Radikale Venstre, Sofie Carsten Nielsen, der nu bliver centrum for en opsigtsvækkende sag om mulig skattefusk. For den radikale leder betalte ikke én krone i skat af de penge, hun tjente som mødefacilitator i netværksvirksomheden Samuelsen. I stedet blev de 47.000 kroner, hun fik for at arbejde som mødeleder til arrangementer, kanaliseret direkte ind i den radikale valgkamp som en donation i 2019. Det kan Frihedsbrevet i dag afsløre.

Litteraturens rige er bogstavelig talt uendeligt – der er altid nye opdagelser at gøre, hjørner, der kan drejes omkring, mørke kontinenter, der skal udforskes, vilde urskove, der skal trænges ind i. Det gælder også i denne uge, hvor vi sammen med to yngre mænd skal på en både virkelig og svimlende opdagelsesrejse i den 12.000 år gamle Hambach-skov nede i det sydlige Tysklands Nordrhein-Westfalen. Vi skal runde den schweiziske forfatter Christian Krachts fænomenale roadtrip med sin oldgamle mor i romanen Eurotrash; vi skal forbi et par vigtige litterære nyheder og til slut lægge op til næste uges uhørte sensationer.

Mange partier er faldet i, og Liberal Alliance er altså ingen undtagelse. I den skjulte optagelse med Mads Grønlund Dinesen kommer Carl Andersen, der også selv er folketingskandidat for partiet, med flere forslag til, hvordan man kan splitte donationen op, så giveren holder sig under beløbsgrænsen på 22.200 kroner og dermed er anonym. Samtalen er en klokkeklar instruktion i at omgå reglerne for partistøtte, lyder det fra en række eksperter, som Frihedsbrevet har vist optagelserne til. Da Frihedsbrevet konfronterer Carl Andersen med de skjulte optagelser, siger han, at han skal være den første til at beklage, hvis det ligner, at han hjælper med at omgå reglerne.

Lederen af Frie Grønne, Sikandar Siddique, stod indtil januar 2019 bag en forening, som har direkte forbindelse til den kontroversielle pakistanske atomfysiker Dr. Abdul Qadeer Khan. Han var hjernen bag Pakistans første atombombe, blev af CIA kaldt lige så farlig som Osama Bin Laden og solgte atomteknologi til regimerne i Nordkorea, Iran og Libyen. Gennem sin fond "Dr. A.Q. Khan Hospital Trust" ville videnskabsmanden også sikre gratis sundhedspleje til fattige, og det er her, at Frie Grønnes partileder kommer ind i billedet. I en periode stod Sikandar Siddique nemlig bag den danske gren, viser en række nye oplysninger fra Erhvervsstyrelsen, som Frihedsbrevet har fået aktindsigt i. Partilederens forbindelse til foreningen er stærkt kontroversiel, siger en ekspert til Frihedsbrevet.

På forsiden af Ekstra Bladet kunne man mandag læse historien om, at Søren Pape Poulsen (K) gik stik imod Udenrigsministeriets rejsevejledninger, da han tog til Den Dominikanske Republik sidste sommer. “Ny ferieafsløring: Pape i coronabrøler,” lød det. I dag kom det så frem, at artiklen var forkert. Pape brød ingen rejsevejledninger, fordi han var færdigvaccineret og derfor godt måtte rejse. De fleste medier skrev historien om, at Ekstra Bladets forsidehistorie om Papes påståede coronabrøler var en fejl, og Berlingske skrev for eksempel “Ekstra Bladet i Pape-brøler: Chefredaktør lægger sig fladt ned”. Men sådan hed det altså ikke hos Ekstra Bladet selv, der ellers har en sød tand for ordet “brøler”, når andre medier laver fejl. Frihedsbrevet har spurgt chefredaktør Knud Brix, hvorfor det endte, som det gjorde.

Det var en tydeligt begejstret Alex Ahrendtsen fra Dansk Folkeparti, der tog imod den tidligere bedragridømte Mads Grønlund Dinesens tilbud om en anonym donation på 50.000 kroner. Men hvis man skal tro Ahrendtsens egen udlægning af situationen, er optagelserne bare et udtryk for godt skuespil. Alex Ahrendtsens mission var nemlig at “lokke svindleren ud af busken”, da han over to samtaler vejledte Mads Grønlund Dinesen i, hvordan han kunne omgå partistøttereglerne. En slags selvtægt, som havde til formål at udstille, hvor langt den “svindeldømte fyr” ville gå for at forblive anonym, selvom grænsen for anonyme donationer er 22.200 kroner.